Til søndagsmarked i Mexico: Mercado de Tlacolula

i Liv & Mennesker/Mad/Rejse af

REJSEBREV – At færdes i verden kræver i ny og næ en revision af, hvad man bruger sin tid og penge på. Et nyt år kan være den anledning, men for mig var det en rejseoplevelse forrige søndag, der rørte mig så voldsomt, at jeg bliver nødt til at dele den her. Jeg tog til søndagsmarked i Tlacolula 30 km udenfor Oaxaca by i Mexico.

Den lille landsby er kendt for sit søndagsmarked, og for os var det egentlig bare en afstikker fra vores camino mezcal – rundtur til mezcal-destillerier. Og der stod vi så, min kæreste og jeg, takket være vores dygtige guide Monserrat Torres fra Oaxaca Travel. Hun insisterede stolt – for ja, det kunne da godt være, at vi bare havde en plan mezcal, men hun ville vise os meget mere af egnens kultur.

Og midt i al glæden mindes jeg hjemme og længes efter en markedskultur. Kontakten, gennemsigtigheden, håndværket, fagligheden, friskheden, handelstransaktionen og markedsvirvaret

Efter knap tre ugers ferie i Mexico først på Yucatan-halvøen og derefter nogle dage i Oaxaca by viser hendes anbefaling sig, at være én af feriens helt store oplevelser. Og hvad har det så at gøre med penge og tidsforbrug? Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg tage dig med på markedet og dele nogle af højdepunkterne i fotos fanget med iPhone.

Salt med chili og græshopper eller melorme.
Grønt og krydderurter.
Miltomates – grønne tomater.
Mere grønt.
Frugten sapote.
Græshopper stegt i hvidløg og chili.
Gedekød.
Gigantiske flæskesvær og kød i lange baner.
Den lokale Oaxaca-ost – quesillo og friskost.
Chokolade og chokoladebrød.
Drikken Tejate på majs, kakao og her pekannødder. Ingredienserne æltes, spædes op med vand og serveres i en skål.
Nicuatole – budding på majs og med frugtgele.
Quesadilla med quesillo og squashblomster.
Markedsrestauranterne og spillemænd.

Tidslomme mellem kirke, bystyre og bytorv

Ud over at søge efter sol, nærvær og langsommelighed er vi som rejsende oftest interesserede i at møde det autentiske. Måske netop derfor var oplevelsen af markedslivet den søndag så rørende forstyrrende. Det føltes vitterligt som et besøg i en tidslomme. Hundredevis af boder er linet op udenfor med brugskunst, tingeltangel og gademad og indenfor i en åben hal med frugt, grønt, ost, kød, krydderier og markedsrestauranter.

Kan jeg overhovedet være bekendt at sætte pladen i hak og synge den gode gamle øv-sang om madmarkeds-situationen hjemme i København?

På markedet vrimler det med mexicanske kvinder og mænd, kvinderne i traditionelle farverige klæder, som var vi 400 år tilbage i tiden. Vi havde et par timer til rådighed, men jeg kunne snildt bruge dagevis på at fordybe mig i de, for mig, eksotiske afgrøder, krydderier, urter, insekter og kødudskæringer. Og på at gå til langbords i spiseområderne, hvor kogekoner sørger for markedsfrokosten med mørt og saftigt gedekød til de friskbagte små tortillaer toppet med forskellige salsaer. Lydniveauet er larmende højt, for der samtales og diskuteres i takt med, at en duo af spillemænd med guitar og inderlige sange spiller op.

Flere penge til frisk mad

Og midt i al glæden mindes jeg hjemme og længes efter en markedskultur. Kontakten, gennemsigtigheden, håndværket, fagligheden, friskheden, handelstransaktionen og markedsvirvaret. Men kan jeg overhovedet være bekendt at sætte pladen i hak og synge den gode gamle øv-sang om madmarkeds-situationen hjemme i København?

Jeg tager sjældent turen ‘hele vejen’ fra Vesterbro til Østerbro for at handle hos de dygtige producenter på Bondens Marked hver lørdag. Eller får cyklet til Østerbro og handlet ved Det lille Grønttorv også på Østerbro – grønthandler Mogens Bisgaard har endda åbnet dagligt. Eller får vedligeholdt mit brændende ønske om at købe Birkemosegaards grøntkasser ugentligt. De kan hentes hver torsdag mellem klokken 16-18 fem minutter fra, hvor jeg bor, men jeg skal altid noget torsdag eftermiddag. Eller får meldt mig ind i Fællesgro, hvor jeg ved sæsonstart med mine penge støtter landmanden, så han er sikret afsætning af høsten, og så jeg kan hente friske grøntsager hver uge på H15, en spytklat fra mit kontor i CPH Food Space.

Men det stopper nu. I 2019 vil jeg bruge mere tid på at få fat i de bedste og friskeste råvarer fra producenter med dygtige hænder.

Oaxaca-tips

Skal du til Oaxaca og omegn, så er her et par tips til det, som jeg gerne vil vende tilbage til:

Sabina Sabe – Mezcal-bar, cocktailbar og restaurant. Har én af Oaxacas største mezcal-samlinger, smæklækre cocktails på mezcal og et habilt spisekort med traditionelle mexicanske retter med et moderne tvist.

Criollo – den anerkendte mexicanske kok Enrique Olvera har foruden i Mexico City og New York nu også en restaurant i Oaxaca. Interiør, service, mad og drikke er bogstaveligt talt af den anden verden. Jeg har forsøgt at beskrive noget af oplevelsen i en Instagram-post her.

Camino Mezcal – mezcal-ruten er et must, hvis du som jeg elsker den mexicanske spiritus mezcal. Følelsen af en lille sensation i mund, næse og svælg vokser efter, at have set hvor umage destillerierne gør sig.

Oaxaca Travel arrangerer turer i Oaxaca, og det var her vi var så heldige at møde vores fantastiske guide Monserrat Torres. Foruden en kæmpe kulturel viden, så ved hun alt om mexicansk mad og er ikke bange for at tale om kvindeliv, politik og alt andet vigtigt mellem himmel og jord. Spørg efter hende og hils fra mig.


Alle fotos Marie Sainabou Jeng.
Alt på rejsen er betalt af skribenten selv.

Marie Sainabou Jeng, madkommunikationsrådgiver og højskolelærer

Min store stor interesse for de strukturelle rammer, der betinger, hvem der spiser, hvad der spises, hvor og hvornår og i hvilken sammenhæng. Jeg er nysgerrig på globale og nationale initiativer og tendenser på området og deler gerne min begejstring og kritik.

Jeg arbejder ud fra det brede sundhedsbegreb og agiterer for en madkultur, hvor smageglæde, kogekendskab og sunde bæredygtige måltider er centralt. Det glade madbudskab udbreder jeg gerne i tide og utide og rådgiver mine kunder og underviser mine elever i samme. Er ordet fødevarer egentlig ikke svært distanceret? Det handler jo om MAD.

Jeg er forelsket i min Søren, elsker popcorn og danser helst til discofunk.

Seneste artikler om Liv & Mennesker