KLUMMESERIE – “Han var virkelig, virkelig, virkelig ulækker. Og jeg taler ikke bare om hans lugt, men om hele hans attitude. Han ville passe godt ind i en psykopatkarakter i en amerikansk horror movie fra 1990’erne. Og det var utroligt at der ikke var nogen, der skreg “vagt i gevær: Den lille pige skal ikke være alene med ham.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 33.
Lugten der altid laver cirkelspark under mine ben – 20. december 2017
Så skete det. Jeg stod i køen i Føtex, og pludselig sneg lugten, der er så svær at forklare, sig hen imod mig som en dræbende gas.
Det er lugten af voldsom svedproduktion og ekstrem cigaretrygning kombineret med indelukkethed. Jeg kender lugten når den er der; nærmest før jeg bevidst registrerer den, har mine sanser opfanget den, og den er ikke til at bevæge sig væk fra.
Det er lugten af Carl, jeg er inde på, hvis du kære læser skulle være i tvivl. Lugten af den mand, der invaderede min krop og psyke med seksuelle overgreb fra jeg var 4 år, til han døde, da jeg var 11 år
Den føles som en mur af lugt, der er umulig at skære sig igennem, og som jeg heller ikke vil skære mig igennem, da alt, som findes på den anden side, er råd. De lugte giver mig pr automatik ekstrem kvalme og et behov for at kaste op.
Det er lugten af Carl, jeg er inde på, hvis du kære læser skulle være i tvivl. Lugten af den mand, der invaderede min krop og psyke med seksuelle overgreb fra jeg var 4 år, til han døde, da jeg var 11 år. Jeg tror aldrig jeg kommer til at kunne forliges med den lugt og jeg tror, at alle, der kommer i nærheden af den lugt, vil have lyst til at kaste op eller i hvert fald gå et skridt eller to væk fra pågældende lugtkilde.
Jeg stod der i køen og forsøgte febrilsk at bevæge mig væk fra ham, der stod bag mig. Jeg forsøgte at se på ham. Han lignede ikke Carl. Men hans lugt borede sig igennem min hud og igennem alle celler. Helt ind i mit inderste system, der øjeblikkelig fik behov for at gå i opløsning.
Jeg kiggede på ham igen. Det var ikke Carl. Opløsningsfølelsen fortog sig og jeg valgte at blive i køen. Jeg ved jeg kunne gå, men jeg valgte at blive i det. Jeg kunne være i følelsen, selvom oplevelsen overtrådte alle mine grænser. Før i tiden ville hele mit system tage en voldsom rutsjebane-tur ned ad Memory Lane med dertil hørende flashback og angst. Men den her gang var det anderledes – også selvom det var frygtelig ubehageligt.
Jeg ligger med 4 dyner for at kunne være i min krop. Det lyder lidt åndssvagt med 4 dyner, men jeg startede med 2., så 3, og nu er jeg oppe på 4. Og det hjælper. Jeg kan ligge her, uden at angsten og uroen overtager min krop. Dynerne skaber en tyngde, så min krop tror, at den er passet på
Jeg følte en svag ømhed for den del af mig, der skulle udsættes for den lugt, helt og alt for tæt på i en kropsligt seksuelt krænkende situation. Oplevelsen overmandede mig.
Tænk at jeg kunne overleve det.
Og så var der selvfølgelig overgrebene. Dertil er omsorgen overfor mig selv ikke nået til endnu. Men lugten var altid svær at bevæge mig væk fra. Jeg kunne forsvinde i bevidstheden, så jeg intet følte. Men jeg sansede, mine sanser var på spil, også selvom jeg havde slået bevidstheden fra, så min krop sansede på trods – den mærkede og sansede.
Tænk at jeg var så bange for at sige nej, at jeg blev i noget, der var så ødelæggende for alle mine sanser. Jeg er virkelig kommet i kontakt med lede og ubehag, jeg følte, når jeg lå der og lugten sidder stadig i mine næsebor.
Jeg har frosset sindssygt meget efter mit besøg i Føtex. En kvalm knude sidder i min hals. Der er så meget kropsligt ubehag og ikke mindst skam forbundet med den lugt. Carl var frygtelig klam og ulækker, og samtidig var han min ven og eneste omsorgskilde.
Han ville passe godt ind i en psykopatkarakter i en amerikansk horror movie fra 1990’erne. Og det var utroligt at der ikke var nogen, der skreg “vagt i gevær: Den lille pige skal ikke være alene med ham”
Han var virkelig, virkelig, virkelig ulækker. Og jeg taler ikke bare om hans lugt, men om hele hans attitude. Han ville passe godt ind i en psykopatkarakter i en amerikansk horror movie fra 1990’erne. Og det var utroligt at der ikke var nogen, der skreg “vagt i gevær: Den lille pige skal ikke være alene med ham.”
Jeg ligger med 4 dyner for at kunne være i min krop. Det lyder lidt åndssvagt med 4 dyner, men jeg startede med 2., så 3, og nu er jeg oppe på 4. Og det hjælper. Jeg kan ligge her, uden at angsten og uroen overtager min krop. Dynerne skaber en tyngde, så min krop tror, at den er passet på. Lidt ligesom i en livmoder.
Jeg håber, jeg får det bedre inden sommer. Shit, det bliver varmt
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her og nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’,
Topillustration: https://tryingtobeatlife.wordpress.com/2016/03/04/emotional-pain/
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
