KLUMMESERIE – “Tænk, hvis jeg kunne græde over det, jeg blev udsat for som barn. Tænk, hvis jeg med tårer i øjnene kunne sige: Jeg er så ked af at have været så meget lort igennem. Jeg er ked af at skulle lægge krop til et pædofilt svin, der fik mig til at tro på fortællingen om, at det var min egen skyld”. POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 15. i rækken, hvor Amanda fortæller om, hvor svært hun har ved at finde ind til den sorg, hun bærer på.
Var forbi en healer i dag – 29. august 2017
Jeg var forbi en healer i dag. En af mine venner har anbefalet ham, fordi min ven fik kontakt til en gemt vrede via healing, og jeg tænkte: Hvorfor ikke. Jeg har ikke noget at tabe.
Der skal siges, at jeg før besøget tydeligt havde fortalt, hvad formålet med at bestille en tid hos ham var: At jeg ville ind til vreden, ked-af-det-heden, sorgen, selvom jeg også frygtede det.
Før healingen talte vi om min frygt for vreden, sorgen og smerten. Han spurgte mig, om jeg troede på min egen frygt for at gå i stykker, hvis jeg kom i kontakt med de følelser. Da jeg mærkede efter, måtte jeg konkludere, at jeg ikke er ligefrem bange, men at frygten/blokeringen alligevel er så stor, at der ikke er kontakt til den side af mig selv.
Jeg lå bare der og var låst fast i min egen krop, min ubekymrethed og uskyld. Carl udnyttede en lille uskyldig og ubekymret piges kro, og han skabte en fortælling om, at det var min skyld, for jeg ville jo gerne
Jeg lagde mig på madrassen, og efter 10 min intenst healingsarbejde, hvor han skruede helt op for styrken, som han formulerede det, ramte jeg ind i en sorg og tristhed. Blokeringen lettede sit klamme greb i en kort tid. Jeg fik periodiske voldsomme stød i dele af kroppen, primært ryggen, lænden og en smule i underlivet.
Noget gav slip. En spænding, en energi.
Jeg begyndte at græde over, at jeg ikke havde nogle alternativer, da jeg var barn.
Min frivillighed var ikke frivillig, fordi jeg ikke udviklingsmæssigt var parat til at bestemme, om jeg ville være seksuelt sammen med Carl. Han udnyttede min uskyld og min barnlige seksualitet til at forgribe sig seksuelt på mig.
Og jeg sagde det højt, mens jeg græd overfor en mand. Godt nok med ansigtet dækket af en pude, men det er da en start (jeg har det ikke godt med øjenkontakt).
Jeg lå bare der og var låst fast i min egen krop, min ubekymrethed og uskyld. Carl udnyttede en lille uskyldig og ubekymret piges kro, og han skabte en fortælling om, at det var min skyld, for jeg ville jo gerne.
Pludselig lå Carl ved siden af mig igen.
Jeg fik lyst til at sparke, slå og skrige “Skrid. Gå væk. Jeg vil ikke have, at du er her, dit klamme svin. Hold dine klamme fingre, hænder, afskyelige lugt og opkastfremkaldende tunge for dig selv. Lad mig sove. Jeg vil dig ikke, hellere ikke, selvom min krop reagerer på dine berøringer”.
Behovet for at give ham en albue i ansigtet var stor. Jeg sparkede ud i luften og skreg også lidt i min pude, mens tårerne konkurrerede med mine spark og råb.
Jeg følte et behov for at vende mig om, se ham i øjnene og begynde at banke løs på ham.
Og så pludselig stivnede min krop. Frygten for at sætte grænsen kom som et lyn fra en klar himmel. Frygten for at føle min egen grænse var enorm.
Pludselig eksisterede min egen grænse ikke. Satte jeg grænsen, kunne jeg miste ham og den opmærksomhed, han gav mig. Uden ham havde jeg intet. Intet.
Jeg kunne ikke sige fra, ikke engang i fantasien, og jeg græd, hulkede og så min egen sårbarhed i øjnene
Jeg græd. En følelse af magtesløshed strømmede indover mig, og jeg havde mest lyst til at krumme mig sammen, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville holde ham fra at starte på at forgribe sig på mig. Følelsen af at give slip, give op og lade hans ånd invadere min krop tog over, og ligeså hurtigt som fornemmelsen af hans tilstedeværelse kom, forsvandt den igen.
Jeg kunne ikke sige fra, ikke engang i fantasien, og jeg græd, hulkede og så min egen sårbarhed i øjnene.
Efterfølgende følte jeg dog en lethed langsomt sprede sig ud i alle mine celler.
Mit hoved føltes lettere, min trykken for brystet var væk og erstattet af en lethed og intens kontakt med mit sind. Som om der blev skabt en forbindelse mellem hjerte, sjæl og hoved.
Det er svært at forklare, men følelsen er stadig i min krop, selvom jeg også er frygtelig træt.
Tænk, hvis jeg kunne græde – 28. august 2017
I mit barndomshjem havde vi et af de der klassiske malerier med et lille barn, der græder.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg kiggede meget på det. Jeg blev berørt af at kigge på det.
Jeg resonerede meget med den følelse, der var i billedet. Nogle gange føltes det nærmest som om, at billedet græd for mig: Når jeg kiggede på billedet, græd jeg indvendig og billedet spejlede min indre tilstand. Jeg græd aldrig som barn, og så blev jeg voksen.
Jeg er kvinde. Jeg er 40 år. Jeg er smilende, også selvom angsten kører derudad, eller jeg er ked af det. Jeg er kreativ. Jeg er empatisk, en god veninde, og jeg er så småt begyndt at sætte grænser.
Folk siger, at jeg er veltalende, skriver godt, og at jeg er “sådan en rigtig mønsterbryder”.
Alligevel kan jeg ikke græde. Jeg græder så sjældent, at selv min psykolog, som jeg faktisk jeg føler mig overraskende meget tryg ved, bemærker det. Ikke med kritik, blot som en observation.
Og ja, hun har ret. Jeg græder sjældent. De få gange, jeg har grædt hos hende, kan tælles på mindre end en hånd. Også selvom vi har talt om ting, hvor jeg har bemærket, at hun er blevet berørt, hvilket virkelig har sat min egen blokering i kontekst.
Det er ikke fordi, jeg er kold. Jeg er et empatisk menneske, og jeg er sindssygt god til at fornemme andre. Men når det gælder mig selv, dumper jeg med 03, eller hvad det nu hedder ifølge den nye karakterskala.
Jeg græder, når jeg lytter til musik, eller hvis jeg ser noget med børn, der ikke har det godt. Men når det handler om min egen lille pige, der heller ikke havde det godt, eller har det godt inde i mig lige nu, så er der ingen omsorg eller tårer at hente
I stedet for at græde smiler jeg ofte med et skævt smil – ja, selv mine øjne kan smile, selvom det gør ondt inde i mig.
Smerten er så langt væk og samtidig så frygtelig tæt på. Det er som om, at jeg næsten kan røre smerten, men hver gang jeg rækker ud efter tårerne, sorgen eller ked-af-det-heden, glider følelsen væk som sand mellem mine fingre.
Lidt ligesom hvis man forestiller sig en sky. Skyen ser ud som om, den er holdbar. En stor dejlig pude man kan hoppe ned i, hvorefter man kan springe fra den ene sky til den anden. Men skyen er utilnærmelig. Du ryger lige igennem, hvis du tager springet. Der er ingenting at holde fast i.
Ingenting.
Forestillingen om skyen som noget, man kan holde fast og hoppe i, er en illusion.
Jeg ved godt, at min ked-af-det-hed, min sorg og min vrede ikke er en illusion. Jeg ved, at alle de følelser er der, og jeg mærker vrede, når jeg presses til mit yderste eller mine grænser overskrides, og jeg vender den indad ved at skade mig selv, heldigvis nu kun med en elastik, selvom jeg godt ved, at det ikke holdbart i længden.
De andre følelser, smerten og sorgen føles nærmest som illusioner, selvom jeg kan mærke deres tilstedeværelse et eller andet sted i rummet: Det er som om, de befinder sig i en anden dimension, jeg ikke kan komme ind i. Lidt ligesom hvis man ønskede at komme ind i de dødes verden. Dét vil for de fleste være pænt utopisk at forestille sig, selvom man måske tror på et liv efter døden.
Jeg kommer tit – specielt når jeg sidder der i stolen og snakker om min sorg – til at mærke noget af ked-af-det-hedsfølelsen, men jeg kan ikke gå det niveau dybere ned og græde, som jo er forløsende.
Tænk, hvis jeg kunne græde over det, jeg blev udsat for som barn. Tænk, hvis jeg med tårer i øjnene kunne sige: Jeg er så ked af at have været så meget lort igennem. Jeg er ked af at skulle lægge krop til et pædofilt svin, der fik mig til at tro på fortællingen om, at det var min egen skyld.
Når jeg var ked af det, var der ingen, der trøstede mig. Når jeg havde mareridt, blev jeg blot liggende i min seng og ventede med åbne øjne på, at det blev morgen
Jeg græder sjældent, når jeg er alene. Jeg græder, når jeg lytter til musik, eller hvis jeg ser noget med børn, der ikke har det godt. Men når det handler om min egen lille pige, der heller ikke havde det godt, eller har det godt inde i mig lige nu, så er der ingen omsorg eller tårer at hente.
Hvorfor er der er så meget modstand? Jeg ved godt, at der aldrig har været plads til mine følelser, da jeg var barn. Jeg blev aldrig affektivt afstemt.
Når jeg var ked af det, var der ingen der trøstede mig. Når jeg havde mareridt, blev jeg blot liggende i min seng, og ventede med åbne øjne på, at det blev morgen.
Måske har jeg allerede skrevet svaret? Det er jo det fede ved at skrive: Nogle gange tager underbevidstheden over, uden at man lægger mærke til det.
Dét jeg skrev om skyerne. Med ikke at have noget at holde fast i, hvis jeg springer ud i skyerne. Er det den samme angst, jeg ubevidst har i forhold til det at lukke op for sorgen og ked-af-det-heden over det, jeg blev udsat for som barn? Er jeg inderst inde bange for, at jeg ikke har noget fundament i mig selv, jeg kan holde fast i – ligesom jeg ikke ville kunne holde fast i skyerne? Vil jeg blot dumpe igennem mig selv, og ramme bunden med et hårdt brag?
Hvordan overbeviser jeg mig selv, eller måske min lille pige om, at det ikke er farligt længere?
Hvordan får jeg åbnet op for den blokering, så jeg tør?
Eller skal jeg lade være med at presse mig selv? Er mit system slet ikke klar? Kan jeg risikere netop, som metaforen med skyerne siger, at ryge direkte igennem skyerne og ramme jorden med et brag?
Jeg ved det ikke. Jeg vil bare så frygtelig gerne have kontakt med min lille pige. Jeg vil gerne tage hende ind. Holde om hende. Fortælle at der ikke er noget at skamme sig over eller være bange for, fordi jeg nu er her til at passe på hende.
Og så vil jeg gerne græde sammen med hende, for hun er frygtelig ked af det. Jeg er frygtelig ked af det, men uanset hvor meget jeg rækker ud, rækker jeg ind i en tyk tåge. Og nej, jeg græder ikke, mens jeg skriver det her ;-(
Tak fordi du læste med.
Topillustration: Pixabay
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her, 12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her og 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
