Hvem er jeg? Amandas historie #36

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – ”Jeg mærker det barnlige fundament tydeligt… hvis jeg står i en kø i Føtex og får øjenkontakt med en kvinde på 60+, der smiler til mig. Jeg tager lidt ind og bliver ramt af en voldsom ensomhed og et savn, der er udefinerbart, da jeg i bund og grund ikke ved, hvordan det er at have en mor, der holder af mig – eller bare i det mindste giver mig en smule opmærksomhed.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 36 og handler om et savn efter at vide, hvem man er, når man som barn ikke har fået kærlighed fra andre end ens misbruger.

Hvem er jeg? – bragt på Amandas blog 26. februar 2018

Jeg har lyst til at skrive lidt om erkendelsen af, at alt ved mig er en stor mestringsstrategi.

Mennesker, der kender mig, ser mig som ressourcestærk. De ser en mønsterbryder, der ikke har senfølger af den lortebarndom, jeg havde som barn. De ser en kvinde med op til flere uddannelser i rygsækken.

Det er de færreste, der kender til de seksuelle overgreb, og selv uden overgrebene in mente siger folk, at jeg er sej og stærk. At de ikke forstår, hvordan jeg kan være den, jeg er i dag med den barndom.

Jeg er ikke sej. Jeg har ikke lyst til at være sej

Og så er det, jeg tænker:

”I skulle bare vide! I kender kun toppen af isbjerget” Jeg er ikke sej. Jeg har ikke lyst til at være sej.

Jeg ville ønske, at jeg kunne vise hele mig – andre steder end hos min psykolog, min healer og her, og i få situationer med få gode veninder, men de får også kun en lille del (og de synes også jeg er sindssygt sej).

Jeg ved, at den mestringsstrategi jeg brugte som barn, er blevet en del af min personlighed på godt og ondt. Der er den, der gør, at folk siger at jeg er sej. Men er det sejt at være sej, når det er baseret på en mestringsstrategi som min?

Det er den, der holder følelserne fra barndommen på afstand, selvom de er kommet meget tættere på.

Jeg hader mine jeg-er-ekspert-i-at-passe-ind-i-alle-roller-rollen. Jeg ser ofte mig selv udefra i de situationer, og bliver frustreret over, at jeg ikke bare kan være MIG.

Men MIG er alt for sårbar. MIG må ikke få lov til at fylde for meget, for så krakelerer jeg – frygter jeg i hvert fald. Og hvem er MIG? Hvem er jeg?

Jeg har et ocean af masker. Og når jeg først tager en af mine masker på, er jeg stærk, uanset smerten indeni.

Nogle gange ved jeg ikke, hvem jeg er

Nogle gange lægger jeg ikke engang mærke til, at jeg har taget en maske på. Jeg ser mig selv udefra og ved ikke, om jeg et i en eller anden dissocieret del af mig selv, om jeg bare gerne vil have, at folk skal se mig som noget andet, end den jeg er (MIG som jeg ikke ved hvem er), eller om det ér MIG.

Nogle gange ved jeg ikke, hvem jeg er.

Det er nyt for mig at have det sådan. Eller det er sådan, jeg altid har ageret – min såkaldte mestringsstrategi. Jeg er bare på det sidste virkelig blevet meget bevidst om de bevidsthedstilstande, jeg bevæger mig ind og ud af hele tiden. Det er enormt energikrævende, selvom jeg virker overskudsagtig:

Jeg har overskud. Kommer med masse ideer. Jeg er innovativ, og sådan en, folk siger, der aldrig slapper af.

Jeg får ofte af vide af folk, at jeg har gang i så mange spændende projekter. Og ja det har jeg måske, men er det en flugt? fra MIG?

Lisbeth Zornig Andersen talte engang om Underdanmarks Jægersoldater. Jeg føler virkelig, at jeg kan alt og lidt til, ind til når ingen ser, så lægger jeg mig.

Mine mestringsstrategier gør, at jeg kan alt.

Jeg ved, at mit navigationssystem pt. er ved at opdatere, men før opdateringen er færdig, opstår der en masse fejlsituationer, hvor jeg bliver spejlet i mig selv af mig selv, og jeg orker det næsten ikke mere.

Det er så forvirrende og hårdt at være vidne til, at jeg i bund og grund ikke ved, hvem jeg selv er, og at jeg skal bygge mig selv op på et fundament, jeg ikke kender.

Jeg bliver ramt af et ekstremt barnligt savn efter den mor, jeg aldrig har følt mig elsket af, og jeg forestiller mig i få sekunder, at den ukendte kvinde er min mor

Jeg mærker det barnlige fundament tydeligt og den barnlige del af mig, lyser op, når jeg får anerkendelse for det jeg laver, eller hvis jeg står i en kø i Føtex og får øjenkontakt med en kvinde på 60+ der smiler til mig.

Jeg bliver ramt af et ekstremt barnligt savn efter den mor, jeg aldrig har følt mig elsket af, og jeg forestiller mig i få sekunder, at den ukendte kvinde er min mor.

Jeg tager lidt ind, og bliver ramt af en voldsom ensomhed og et savn, der er udefinerbart, da jeg i bund og grund ikke ved, hvordan det er at have en mor, der holder af mig – eller bare i det mindste giver mig en smule opmærksomhed.

Jeg er og har altid i den henseende været helt alene. Mor-løs. Min mor har altid været død, selvom hun lever. Og, Ja jeg ved godt, at jeg skal være min egen mor…. men det er svært.

Når jeg f.eks. på et kursus, er jeg følelsesmæssigt også et barn, når min lærer kigger på mig. Jeg er opmærksom på om hun lægger mærke til mig. Jeg søger bekræftelse ved at stille en masse spørgsmål og være SINDSYGT engageret.

Når jeg retrospektivt ser tilbage, er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg gik i skole for min egen skyld, for at lære – eller for at blive “set” af “de voksne”

Og ja jeg elsker at lære nyt. Jeg elskede også at studere, da jeg læste på min videregående uddannelse – men når jeg retrospektivt ser tilbage, er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg gik i skole for min egen skyld, for at lære – eller for at blive “set” af “de voksne”.

Det er virkelig blevet tydeligt for mig, hvilket behov jeg som barn havde for at blive set. Og at jeg ikke blev set af så mange andre end af Carl

I folkeskolen gjorde jeg alt for at gøre alt rigtigt godt, og da det glippede, endte jeg med at sidde udenfor døren hele tiden, fordi det gav mest opmærksomhed – også selvom den var negativ.

Heldigvis vendte det, da jeg flyttede på børnehjem, fordi jeg på min nye skole fik en klasselærer, der gav mig meget opmærksomhed – også fordi han bl.a. kunne lide det, jeg skrev.

Pludselig fik jeg positiv respons på mine stile. Karaktererne steg i alle fag nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg higede efter opmærksomhed, og selv i 7., 8. og 9. klasse, kunne min klasselærer, hvis han havde været pædofil, have misbrugt mig.

Jeg higede stadig efter kærlighed, og jeg var forberedt på, at hans opmærksomhed kunne have en pris.


Topillustration: Creative Commons – torange.biz


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her og nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge