Min hemmelige kæreste

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – ”Mor er vågen nu. Men hun kigger ikke op på mig. Vi har ingen kontakt. Ingen relation. Ingen tilknytning. Jeg har ikke lyst til at løbe ned til hende og sige godmorgen og give hende et knus. Knus eksisterer ikke i vores verden. Ja der findes faktisk ikke nogen indbyrdes fysisk interaktion imellem os. Den eneste, jeg er fysisk sammen med, er Carl. Det føles, som om der er en iskold hinde imellem min mor og mig. Et følelsesløst landskab. En ørken. En ubeboet planet uden ilt. Alt imellem os er dødt, og sådan har det altid været”. POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 38.

Bragt på Amandas blog den 1. marts 2018

Følelsen af skam sidder som frosset fast i mit system, samtidig med at den føles levende som aldrig før. Eller som den gjorde engang. Skammen er autentisk, den er knivskarp og den skærer dybt i mig.

Det er en følelse af at være inficeret og at være rådden indeni. Skammen kommer fra mig. Alt stritter imod. Jeg er 8 år. Jeg er bange, og jeg ønsker ikke at Carl afslører mig. Jeg er bange for at gøre ham vred.

Tænk hvis han afslører hvor beskidt jeg er?

Carl er lidt min hemmelige kæreste. Carl er 50+, og jeg er 8 år

Skammen fylder så meget i mig, at jeg næsten ikke mærker den. Jeg mærker slet ikke mine behov. De eneste behov jeg mærker, er de seksuelle behov som Carl har lært mig.  Jeg føler skam over de behov, men er også på en eller anden måde afhængig. Selvom noget i mig foragter det, der sker imellem os, så løber jeg stadig over til ham.

Det er sommer. Jeg er 6 år, solen skinner. Mor ligger ude i haven og soler sig. Jeg ved ikke, hvor far er. Måske er han på arbejde? Måske er han ude at køre bil? Jeg hørte, at de skændtes tidligere i morges.

De skændtes så højt at lydbølgerne fra deres råben og skrigen skar sig igennem sprækkerne i mit gulv og op af den snoede trappe ude i gangen, ind af nøglehullet, hvor lydbølgerne i en eksplosion rammer hinanden – jeg krummer mig sammen under dynen, da jeg pludselig hører far smække med døren.

Jeg bliver liggende. Stemmerne er væk, næsten. Mors stemme nede i køkkenet råber stadig. Hun råber om at begå selvmord. Det gør hun tit.

Tiden står stille. Pludselig hører jeg mor ude i haven. Hun kæmper med en liggestol. Jeg falder i søvn igen, mens min mave knurrer af sult. Der er ingen grund til at stå op pga. sult. Der er ikke nogen morgenmad alligevel. Morgenmad… hvad er det?

Jeg kan mærke en varme og længsel i min krop, da jeg løber hen til Carl. Pludselig bliver jeg glad. Jeg skal hen og lege med Carl. Vi plejer at lege i hans soveværelse

Jeg vågner et par timer senere. Sætter mig på knæ i min knirkende seng og kigger ud af vinduet, ned på mor. Mor og liggestolen er blevet venner, hun ligger i hvert fald på den, og sover. Jeg åbner vinduet, så det står vandret i luften. Jeg kravler op i vindueskarmen. Jeg skramler lidt, hoster påtaget og kigger ned på hende. Hun reagerer ikke. Jeg kigger ned på jorden. Mit værelse er på en meget høj 1. sal. nok svarende til 3. sal i et lejlighedskompleks.

Jeg forestiller mig hvordan det vil være at lande på jorden. Mon jeg begynder at bløde med det samme? Dør jeg hurtigt? Gør det ondt? Rammer jeg med hovedet eller benene først? Jeg overvejer et kort sekund at hoppe, men frygter at lande på mine ben, så jeg ikke dør.

Mor er vågen nu. Men hun kigger ikke op på mig. Vi har ingen kontakt. Ingen relation. Ingen tilknytning. Jeg har ikke lyst til at løbe ned til hende og sige godmorgen og give hende et knus. Knus eksisterer ikke i vores verden. Ja der findes faktisk ikke nogen indbyrdes fysisk interaktion imellem os.

Den eneste, jeg er fysisk sammen med, er Carl. Det føles, som om der er en iskold hinde imellem min mor og mig. Et følelsesløst landskab. En ørken. En ubeboet planet uden ilt. Alt imellem os er dødt, og sådan har det altid været.

Jeg vender mig om i vindueskarmen, og som så mange gange før begynder jeg at eksperimentere med, hvor meget jeg kan hænge ud over vindueskarmen, uden at jeg falder ned. Det er en leg, jeg næsten altid leger, når mor er nede i haven. Til sidst hænger jeg helt ud af vinduet – den eneste kontakt, jeg har med den høje 1. sal, er mine hænder, der krampagtigt holder fast i vindueskarmen.

Inden jeg når dertil, opdager mor min bevægelse ud af vinduet, fordi jeg råber: “Se mor!!!”

Hun begynder at skrige ukontrolleret. Ikke noget med at løbe op for at hjælpe mig op igen. Ikke noget med at tale beroligende til mig, eller med en fast stemme sige, at jeg skal kravle op igen. Hun sidder blot på sin liggestol, glor op på mig og råber: “X, x, x. Stop nu. Stop nu”. Hendes reaktion er den, jeg søger, og jeg lader min lille spinkle krop glide længere ned af facaden, mens jeg holder fast i vindueskarmen og griner, jo højere min mor sidder nede i haven og råber.

Jeg tør ikke sige nej til ham. Jeg er bange for, at han bliver vred. Han kan godt blive vred og slå. Han slår hårdt

Jeg overvejer at give slip. Jeg er ikke bange, mens jeg hænger der i mine arme. Mors pludselige interesse giver mig energi til at blive hængende lidt længere.

Mors ukontrollerede råben bliver højere, uden nogen udvikling i hendes kommunikative reaktion. Jeg kravler til sidst op igen, og uden at se på hende, kravler jeg ind af vinduet, og lukker det.

Jeg går ned i køkkenet. Mor kommer ikke ind i huset til mig. Som altid reagerer hun ikke efterfølgende på mit “stunt”. Hun hverken skælder mig ud eller fortæller, hvor glad hun er for at jeg ikke faldt ned. Der er ingen efterreaktion.

I køkkenet konstaterer jeg, at der ikke er andet end fedt og tørt rugbrød. Jeg smører en fedtemad med masser af salt, og løber ud af døren, hen til Carl, uden at fortælle at jeg går. Sådan er det altid. Mor og far interesserer sig ikke for, hvor jeg går hen, eller hvor længe jeg er væk.

Jeg kan mærke en varme og længsel i min krop, da jeg løber hen til Carl. Pludselig bliver jeg glad. Jeg skal hen og lege med Carl. Vi plejer at lege i hans soveværelse. Det har vi snart gjort i en del år, og det er dejligt.

Han gør en masse dejlige ting ved min krop, og han smiler altid så meget til mig, mens han gør det. Det eneste, jeg ikke kan lide, er når han kysser mig med sin tunge. Han lugter ud af munden, og så ved jeg ikke, hvordan jeg skal være, når han gør det.

Jeg kan hellere ikke lide, når han har rørt eller kysset mig længe mellem mine ben, og den dejlige følelse, jeg altid får, er overstået, at han så bliver ved. Det er ikke rart. Hvorfor stopper han ikke, når jeg med min krop viser ham, at det dejlige er stoppet?

På trods af hans “efterspil” kan jeg godt lide Carl. Jeg løber faktisk over til ham, fordi jeg godt kan lide, det han gør. Ikke det sidste og det med hans store tunge i min alt for lille mund, men det andet

Jeg tør ikke sige nej til ham. Jeg er bange for, at han bliver vred. Han kan godt blive vred og slå. Han slår hårdt.

Måske ved han slet ikke, at jeg har haft den der dejlige følelse? Så måske skal jeg bare lade som om at den ikke har været der endnu? Måske skal jeg bare kigge op i loftet, og vente til han er færdig?

Der er bjælker i loftet. Det gør ondt i min tissekone. Både fordi han fortsætter med at kysse mig der, og så stikker han også sine fingre ind i mig. Han smiler til mig, hvis jeg kigger ned på ham. Hans øjne er altid rettet mod mig. Jeg smiler igen, og lader som om, efter min krop har vænnet sig til ubehaget.

Pludselig stopper han. Og uden ord triller jeg om på siden, og lader som om jeg er faldet i søvn. Nok mest så han ikke begynder igen, lige med det samme.

Jeg forstår ikke hans signaler. Når den dejlige følelse er tæt på, stopper han altid op og venter på, at min krop eller min stemme siger, at den vil have mere, og at han ikke må stoppe.

Han har lært mig, hvordan jeg skal gøre, så jeg kan røre mig selv mellem mine ben, mens han kigger på, og måske hjælper lidt til. Jeg er ikke flov eller pinlig berørt, når det sker. Jeg synes bare, at det er dejligt men også forvirrende, for jeg ved, hvordan det altid slutter. Og det er aldrig rart.

Jeg elsker at blive rørt ved. Jeg higer efter at blive at blive rørt ved, også selvom berøringen er mellem mine ben. Jeg kender ikke til anden berøring, så det han gør, er normalt. I hvert fald er det normalt sammen med Carl

På trods af hans “efterspil” kan jeg godt lide Carl. Jeg løber faktisk over til ham, fordi jeg godt kan lide, det han gør. Ikke det sidste og det med hans store tunge i min alt for lille mund, men det andet.

Jeg elsker at blive rørt ved. Jeg higer efter at blive at blive rørt ved, også selvom berøringen er mellem mine ben. Jeg kender ikke til anden berøring, så det han gør, er normalt. I hvert fald er det normalt sammen med Carl.

Det er sådan vores venskab er: Lege, hvor jeg altid er nøgen fra navlen og ned.

Hvis jeg løber over til Carl er det ikke for at lege med hans Barbiedukker. De må heller ikke fjernes fra hans vindue, hvor de står i diverse seksuelle stillinger iført lædertøj. Det er heller ikke for at lege med hans hund. Nogle gange er det for at få mad. Jeg er tit sulten. Rød sodavand er også et hit, hvad enten jeg er 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 eller 11 år.

Vi snakker ikke sammen. Eller jeg husker i hvert fald ikke, at vi har snakket så meget sammen. Men vi har grinet.

Også den her gang er besøget hos Carl forudsigeligt. Jeg ved, hvad jeg i en alder af 6 år løber ind til. Det er det samme som, da jeg var 4 år, og det vil fortsætte til jeg bliver 11, fordi alle omkring mig lukker deres kujonagtige øjne og kigger den anden vej, mens de sladrer om, at de ikke forstår at mine forældre lader mig være alene med Carl.

Carl smiler, da han ser mig. Jeg har selv låst mig ind i hans hus. Jeg ved, på nuværende tidspunkt, som den eneste, hvor ekstra nøglen ligger.

Jeg smiler, da jeg ser ham.

Han sidder i tangatrusser og en netundertrøje. Hans beklædning forstyrrer ikke mit blik

Han sidder med meget spredte ben i sin brune lædersofa med en grøn Cecil imellem sin højre tommel- og pegefinger der vender vandret i luften. Han ligner lidt en cowboy. Hans hår er brunt, med en del grå stænk. Håret er fedtet. Øjnene er blå. Cowboy-forestillingen stopper ved hans påklædning.

Han sidder i tangatrusser og en netundertrøje. Hans beklædning forstyrrer ikke mit blik.

Sådan er han næsten altid klædt. Og mor og far har intet imod, at man f.eks. kan se hans kønsdele gennem hans gennemsigtige tangatrusser, eller at hans dukker står som de står i vinduet.

Lugten i hans stue er tung af røg og indelukkethed. Jeg løber ind til ham, og giver ham et langt kram med det samme, mens jeg smiler og siger hej.

Han krammer mig igen, og begynder at kysse mig, med sin tunge.

Mit hjerte begynder at banke hurtigt … af ubehag. Jeg lukker mine øjne og håber, at han snart stopper med at kysse mig, mens jeg umiddelbart frivilligt og ubekymret spreder mine ben for hans søgende hånd.


Topillustration:


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her og nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Børn & unge

Med vidt åbne øjne

ESSAY – “Som mor til børn med kroniske og alvorlige, truende tilstande