Amandas historie #23: Rød maling

af i Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Han svarer igen – koldt: ‘Du skal gå hjem, Amanda. Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg har gæster!’ Jeg kan svagt høre en pigestemme i baggrunden. Han lægger på. Jeg sætter mig ned med ryggen op ad hans hus. Min gråd ændrer sig fra at være desperat til at være stille. Jeg er ked af det, angst for at skulle gå rundt med røde hænder resten af livet, og jeg er også forvirret over, hvorfor Carl ikke vil lukke mig ind. Jeg rammes af en jalousi og vrede over, at hun er deroppe med ham. At hun har taget min plads. At han gør nogle ting med hende, som jeg ved, han ikke gør med mig.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 23.

Rød maling – 4. november 2017

Jeg er næsten otte et halvt år. Det er i oktober. Vi har leget med ler i skolen, og jeg har lavet et askebæger til min far i fødselsdagsgave, selvom han ikke ryger.

Carl kommer tit på besøg, og han ryger, så måske er det derfor? Hvorom alting er, så vil jeg gerne male askebægeret om aftenen.

Far (og mor) interesserer sig ikke for askebægeret, eller om vi har noget maling. Jeg går derfor ud i garagen og finder en bøtte med flot rød maling. Jeg går ind i stuen, sætter mig ved det rodede såkaldte spisebord, vi aldrig spiser ved, bruger en gammel avis som underlag og begynder at male askebægeret med mine fingre, da jeg ikke kan finde en pensel.

Jeg kigger på mine hænder, begynder at græde og spørger: “Skal jeg så gå rundt med røde hænder resten af livet?”

Jeg husker tydeligt, at malingen lugter stærkt, men det er en flot rød farve. Da jeg er færdig, begynder jeg at sidde og lege med malingen. Jeg maler mine hænder, så jeg er helt rød, langt op af mine håndled. Mine forældre sidder stadig og ser fjernsyn.

Efter lidt tid går jeg ud i køkkenet og forsøger at vaske malingen af, men den sidder fast. Jeg gnubber og bruger sæbe, men der sker intet.

Jeg løber ind i stuen og siger til far, at jeg ikke kan få malingen af. Han bliver lidt irriteret over, at jeg forstyrrer ham, men kigger på mine hænder og spørger, hvor jeg har malingen fra og rejser sig. Han går hen til bordet og konkluderer hurtigt, at jeg har brugt metalmaling og siger: “Amanda, det får du aldrig af.”

Jeg kigger på mine hænder, begynder at græde og spørger: “Skal jeg så gå rundt med røde hænder resten af livet?”

Han svarer mig ikke og går ud for at finde noget terpentin til at fjerne malingen. Vi har ikke noget. Det er sent om aftenen, og den lokale købmand er lukket for længst. Jeg går helt i panik og spørger, om vi ikke kan ringe til købmanden, så vi kan komme forbi og købe noget?

Far svarer nej. Jeg kan huske, hvordan den tørrede maling sidder i huden på mine hænder og gør dem helt stive og rynkede. Jo mere jeg bemærker det, jo mere angst og ked af det bliver jeg. Jeg græder endnu mere.

Det var ikke så tit, jeg løb hen til Carl længere. Han var begyndt at misbruge en anden pige, der var 3-4 år ældre end mig. Jeg var lidt jaloux på hende, fordi Carl var den eneste voksne, der viste mig opmærksomhed

Mor sidder stadig i sofaen og ser fjernsyn. Far går tilbage og sætter sig foran fjernsynet. Jeg går helt i panik og løber over, selvom det er sent, til Carl. Hverken mor eller far løber efter mig, det er normalt, at jeg bare løber over til ham.

Jeg husker efterårskulden udenfor. Min ånde, der laver røgsignaler. Min tynde jakke og mine bare, beskidte og kolde tæer i skoene. Kulden i lungerne, mens jeg løber, så hurtigt jeg kan, hen til Carl.

Det var ikke så tit, jeg løb hen til Carl længere. Han var begyndt at misbruge en anden pige, der var 3-4 år ældre end mig. Jeg var lidt jaloux på hende, fordi Carl var den eneste voksne, der viste mig opmærksomhed, også selvom det betød, at han misbrugte mig, det var sådan lidt prisen.

Retrospektivt var det heldigt, for mig, at han begyndte at misbruge hende, fordi jeg er sikker på, at han udsatte hende for ting, som han af den ene eller anden grund ikke ville udsætte mig for på det tidspunkt. Jeg har tit tænkt over, hvorfor han begyndte at misbruge hende.

Noget i mig tror, at han rent faktisk var bange for, at jeg ville afsløre ham, hvis han voldtog mig, selvom jeg ikke i min vildeste fantasi havde turdet gøre det. Jeg følte jo, det var min skyld, og havde han voldtaget mig, havde jeg også følt, at det var min egen skyld. Carl havde groomet mig perfekt: Skam var mit mellemnavn.

Da jeg var knap otte år, gik det langsomt op for mig, at det, Carl og jeg gjorde, ikke var okay; dog løb jeg stadig over til ham. Det var på en eller anden måde normalt og en del af min hverdag.

Jeg kunne ikke sige fra. Jeg var afhængig af hans kontakt og hans overgreb, da de var lig med omsorg. Jeg følte, det var mig, der opfordrede ham til det, der skete ved bare at være i hans stue.

Og jeg kunne jo stadig lide det, han gjorde ved mig, selvom jeg også vidste, at det var forkert. Jeg var frygtelig ensom.

Heldigvis starter der en ny pige i klassen, da jeg er otte år, og hun bliver hurtigt min allerbedste og første veninde. Jeg begynder at bruge meget tid sammen med hende.

Inde i sin stue havde Carl en gynækologstol, som han havde spraymalet bordeauxrød. Den kom op i hans stue, da jeg var ca. otte år … Jeg kunne godt regne ud, hvad stolen skulle bruges til

Min adfærd over for ham ændrer sig. Jeg løber mindre over til ham. Da det går op for mig, hvad jeg er med til, får jeg så meget selvhad og skam, at jeg udvikler en voldsomt provokerende adfærd, også over for ham, når der vel og mærke er andre til stede.

Og Carl begynder at slå mig tit og meget hårdt, når jeg er provokerende. Når vi er alene, er jeg “gamle Amanda”, jeg er den perfekte skuespiller, og han og jeg er, det vi altid har været.

Jeg tror egentlig også, at Carl er jaloux på min veninde. Pludselig har jeg ikke længere brug for ham på samme måde.

Når det er sagt, så misbruger han mig, indtil jeg er ni et halvt, hvor jeg siger 100 procent fra ved at nægte at blive passet af ham. Jeg har lært, at jeg kan passe på mig selv. Jeg har en veninde, jeg kan være sammen med, og så finder jeg ud af, at jeg kan holde ud at være alene, også selvom mine forældre for eksempel er i København i flere dage.

Måske derfor finder han en anden, han også kan misbruge. En ældre pige han kunne fortsætte til “næste niveau” med.

Heldigvis dør han, da jeg er elleve år. Der var stadig nogle overgreb, efter jeg var omkring ni et halvt, for var jeg først alene med ham, var der ingen vej tilbage.

Inde i sin stue havde Carl en gynækologstol, som han havde spraymalet bordeauxrød. Den kom op i hans stue, da jeg var ca. otte år – det samtidig med, at han begyndte at misbruge den anden pige også.

Jeg kunne godt regne ud, hvad stolen skulle bruges til, men han brugte den aldrig på mig.

Jeg kan huske, at jeg var ambivalent overfor, at han ikke satte mig op i den, men jeg var også lettet, fordi den virkelig var eksponerende.

Nogle steder i hans hus var bedre end andre at blive misbrugt i, selvom det lyder langt ude.

Hans soveværelse var egentlig det bedste sted. I Carls soveværelse kunne jeg lukke øjnene og lade som om, jeg sov.

Det var sindssygt vigtigt for mig at “sove”, for opdagede han, at jeg var vågen, kunne han finde på at løfte mig op på hovedgærdet og fortsætte, mens han kiggede intenst på mig. Her var jeg ekstremt eksponeret og endnu mere skamfuld. Måske mest fordi jeg tidligere frivilligt, med åbne, smilende øjne og barnligt ubekymret sind, havde siddet der med spredte ben og nydt det, han gjorde.

Badeværelset var frygteligt, for her var jeg nøgen, og han nød tit at udstille mig. Skumme mig helt ind, specielt i skridtet, hvorefter han brusede mig mellem mine ben, til jeg fik orgasme. Som altid stoppede han op, lige inden jeg fik orgasme, for blot at fortsætte, efter enten min krop eller jeg selv verbalt havde givet udtryk for, at han ikke måtte stoppe.

Jeg blev god til at flygte fra situationen i de eksponerende situationer. Jeg talte fliser på badeværelset og studerede blondemønstret på hans gardin. Talte mønstrene i loftet. Sivene på stranden

Nogle gange gav han mig bruseren, og så – så sad han på hug og kiggede intenst og smilende på mig, mens jeg gjorde arbejdet færdigt.

Bagefter smurte han mig ind i Nivea-creme. Vi gik ofte i bad, inden vi skulle spise aftensmad eller sove.

Hans sofa var også et helvede, for jeg også her var eksponeret. Jeg skulle sidde oven på ham med spredte ben, mens han rykkede mig frem og tilbage oven på hans stive penis med eller uden undertøj på. Når han havde “tændt min krop”, lod han mig fortsætte.

Vores hemmelige strand var også et rent helvede. Igen eksponeringen. Hans nøgne krop. Hans øjne, der konstant observerede min krop som en løve, der ventede på sit bytte.

Jeg blev god til at flygte fra situationen i de eksponerende situationer. Jeg talte fliser på badeværelset og studerede blondemønstret på hans gardin. Talte mønstrene i loftet. Sivene på stranden. Eller andre ting, der kunne sættes i system.

Det gør jeg stadig… pr. automatik. Jeg tog også ofte en flyvetur og så mig selv udefra.

Når jeg ser tilbage på det, minder Carl mere og mere om en karakter fra en klam, amerikansk gyserfilm. Der var flere ting ved ham, der tydeligvis var ekstremt perverse. Så klamme, at alle alarmklokker hos alle, også mine forældre, burde ringe.

Disse ting kan jeg desværre ikke dele, da det potentielt ville afsløre hans identitet, hvis nogle fra lokalsamfundet falder over teksten. Og bliver hans identitet afsløret, er min også afsløret.

Tilbage til 1985.

Det er mørkt udenfor, og efter et par minutter står jeg uden for Carls dør. Jeg kigger efter “min nøgle”, der er gemt et “hemmeligt sted”, men den er der ikke.

Jeg græder stadig, banker på døren, kalder hans navn og ringer på. Han åbner ikke. Jeg ved, at han er hjemme, da jeg havde været hos ham tidligere på dagen.

Den dag holdt jeg op med at græde. Den dag gik det op for mig, at jeg ikke kunne stole på nogen i hele verdenen, ikke engang Carl. Carl, min bedste ven, havde afvist mig, der hvor jeg havde haft allermest brug for ham. Den dag var lidt dag nul

Dørtelefonen ringede “sjovt nok” direkte op til hans soveværelse, hvor han ofte sad og syede eller “sov”. Jeg kan høre, at han tager dørtelefonen.

“Hvad vil du, Amanda?” spørger han med en vred stemme. Jeg forklarer ham med grædende og stammende stemme, hvad der er sket, og at mine forældre er ligeglade, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, og om han ikke vil hjælpe mig.

Han svarer: “Gå hjem.”

Jeg bliver helt forvirret. Det er første gang, Carl har afvist mig. Jeg begynder at stortude og spørger igen, om han ikke nok vil lukke mig ind, så han kan hjælpe mig med at fjerne malingen.

Han svarer igen – koldt: “Du skal gå hjem, Amanda. Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg har gæster!” Jeg kan svagt høre en pigestemme i baggrunden. Han lægger på.

Jeg sætter mig ned med ryggen op ad hans hus. Min gråd ændrer sig fra at være desperat til at være stille. Der sidder jeg længe og græder med min krop krummet helt sammen. Min krop sitrer. Jeg er ked af det, angst for at skulle gå rundt med røde hænder resten af livet, og jeg er også forvirret over, hvorfor Carl ikke vil lukke mig ind. Tiden står stille. Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg sidder der.

Jeg rammes af en jalousi og vrede over, at hun er deroppe med ham. At hun har taget min plads. At han gør nogle ting med hende, som jeg ved, han ikke gør med mig.

Hvorfor er hun så speciel? Jeg kan ikke forstå, hvorfor han pludselig er så kold. Han ved jo, at jeg aldrig ville fortælle noget, da det jo er min egen skyld, det der er sket. Jeg har jo opfordret ham til det, der er sket.

Efter lidt tid går jeg hjem. Jeg er stoppet med at græde. Mit hjerte føles iskoldt. Jeg ringer selv til købmanden, og får far til at tage med mig ned og hente terpentinen, der fjerner malingen.

Den dag holdt jeg op med at græde. Den dag gik det op for mig, at jeg ikke kunne stole på nogen i hele verdenen, ikke engang Carl. Carl, min bedste ven, havde afvist mig, der hvor jeg havde haft allermest brug for ham. Han havde afvist mig, selvom jeg græd og var desperat.

Den dag var lidt dag nul. Jeg begyndte at tage endnu mere afstand til Carl. Jeg mistede tilliden til ham. Dog skulle der gå et helt år, før jeg turde at sige til mine forældre, at jeg ikke ville passes af ham længere, og de undrede sig ikke over, at jeg pludselig ikke ville passes hos ham mere. Til deres forsvar var hverken mor eller far særligt reflekteret.

Hvis jeg får maling på hænderne i dag, spænder hele min krop pr. automatik op.

Tak fordi du læste med – den her historie er ekstra svær at dele, da jeg føler mig ekstremt skamfuld over den jalousi, jeg følte over at blive afvist af Carl. Selvom det jo rent faktisk med stor sandsynlighed reddede mig fra at blive voldtaget, eller hvad han nu udsatte den lidt ældre pige for.

Topillustration: Alexander McQuibban – POV International

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“ og  22. afsnit “Når man rammer muren” her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Liv & Mennesker