Amandas fortælling #20: Mavekramper og fuglesang

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Carls spidskompetence var at stoppe op, lige inden jeg fik orgasme, og holde en pause. Det var mere reglen end undtagelsen, at han gjorde det. I dag ved jeg godt, at det var bevidst fra hans side for at placere skylden og skammen endnu mere hos mig, men dengang vidste jeg ikke bedre, og jeg faldt i, eller min krop faldt i med begge ben hver eneste gang.” POV bringer løbende serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire til elleve år – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dag er vi nået til afsnit 20, hvor Amanda fortæller om de teknikker, som hendes overgrebsmand benyttede, og om, hvordan det har fået hende til dels at flygte ud af sin krop, dels at leve med vedvarende fysiske smerter.

Mavekramper – 22. oktober 2017

Vågnede for 3 1/2 time siden med voldsomme mavekramper. Jeg kunne slet ikke trække vejret. Hver gang, jeg trak vejret, gjorde det ondt. Det gjorde sindssygt ondt. Det føltes som om, nogen stak en kniv i maven på mig, lige i solar plexus, hver gang jeg trak vejret. Forsøgte jeg at trække vejret bare en smule ned i maven, var det som om, der var en stor smertefuld betonklods, der lukkede for, at ilten kunne komme længere ned.

Jeg forsøgte at ligge i alle stillinger, mens jeg prøvede at trække vejret helt ned i maven, men det gjorde simpelthen for ondt. Først efter 1 1/2 time kunne jeg få luften igen.

Jeg føler mig beskidt og ulækker, som jeg ligger der 7-8 år gammel. Endnu en gang forførte jeg ham. Hvis nu jeg havde ligget helt stille, havde han måske ladet mig være?

Det er et stykke tid siden, jeg har haft de smerter. Engang var det hver nat, jeg vågnede med sådanne smerter – lige siden jeg var barn.

Da jeg fik kontrol over min krop igen, lå jeg helt stille i mørket.

Pludselig lagde jeg mærke til fugle, der kvidrede udenfor.

Med lysets hastighed var jeg tilbage i Carls seng. Han er færdig med at misbruge mig, og jeg ligger med ryggen til ham, krummet sammen som den rundeste kugle i hele universet. Jeg ligger og venter på, at hans åndedræt bliver tungere. Jeg venter på, at han begynder at snorke, for så ved jeg, at han sover. Jeg holder vejret. Trækker det helt oppe i halsen og lytter.

Jeg føler mig beskidt og ulækker, som jeg ligger der 7-8 år gammel. Endnu en gang forførte jeg ham. Hvis nu jeg havde ligget helt stille, havde han måske ladet mig være?  Jeg lå jo og indikerede med min krop, at jeg gerne ville have, at han skulle røre ved den, også selvom jeg lå med ryggen til og ikke direkte opfordrede ham til at gøre noget, som jeg tidligere havde gjort.

Og min krop. Min krop, den kunne jo lide, hvad han gjorde. Den reagerede positivt på hans berøringer med hænder, fingre og mund.

Min krop ville ikke have, at han stoppede. Carl var iskold og holdt pause, lige indtil min krop insisterede på, at han skulle fortsætte og give min krop det klimaks, som hans hænder, fingre og tunge tydeligt vidste, det ville give mig

Carls spidskompetence var at stoppe op, lige inden jeg fik orgasme og holde en pause. Det var mere reglen end undtagelsen, at han gjorde det. I dag ved jeg godt, at det var bevidst fra hans side for at placere skylden og skammen endnu mere hos mig, men dengang vidste jeg ikke bedre, og jeg faldt i, eller min krop faldt i med begge ben hver eneste gang.

Min krop ville ikke have, at han stoppede. Carl var iskold og holdt pause, lige indtil min krop insisterede på, at han skulle fortsætte og give min krop det klimaks, som hans hænder, fingre og tunge tydeligt vidste, det ville give mig.

Nogle gange sagde jeg: “Du må ikke stoppe”, andre gange hev jeg hans hænder eller ansigt tilbage mellem mine ben eller hævede mit underliv for at få mere. Nogle gange stoppede han op og førte mine hænder ned til mit underliv og lod mig “gøre arbejdet færdigt”.

Shit, når jeg skriver det her, bliver jeg sindssygt skamfuld. Hvad mon du, kære læser, tænker om mig?

Mens jeg ligger og giver mig selv skylden for hans overgreb, koncentrerer jeg mig om at ligge helt stille. Jeg ved, at hvis han ikke falder i søvn, så kan han godt tage en tur mere. Jeg var hans lille Lolita-dukke. Jeg følte mig som en dukke. Jeg følte mig tom indeni. Frygtelig tom

Vender jeg det om, ved jeg godt, at jeg aldrig ville give et lille barn skylden eller ansvaret, for det er alene Carls ansvar. Men skammen popper op og siger hej.

Carl forsøgte altid at fange mine øjne, hvis de vel at mærke var åbne. Hvilket gjorde det endnu mere skamfuldt.

Da det over tid, fra jeg var fire, til jeg var omkring syv år, gik op for mig, hvad det var, Carl havde gang i, havde jeg oftere og oftere lukkede øjne, når han misbrugte mig. Altså, hvis det forgik, når vi skulle sove til middag.

Hvis det var midt på dagen på hans sofa, var det svært pludselig at “falde i søvn”, så der kiggede jeg ofte væk, og på et tidspunkt inden eller under overgrebet forsvandt jeg typisk fra min krop. Jeg talte ting i rummet. Satte ting i system. Forestillede mig, at jeg fløj op i et hjørne, længst væk fra sengen/sofaen og blev der.

Jeg følte, det var min egen skyld. Jeg skulle jo også lade være med at gå hen til ham. I og med at jeg frivilligt gik hen til ham, gav jeg ham også lov til at misbruge mig. Jeg kunne jo bare blive væk.

Mens jeg ligger og giver mig selv skylden for hans overgreb, koncentrerer jeg mig om at ligge helt stille. Jeg ved, at hvis han ikke falder i søvn, så kan han godt tage en tur mere. Jeg var hans lille Lolita-dukke. Jeg følte mig som en dukke. Jeg følte mig tom indeni. Frygtelig tom.

Når jeg i dag lytter til fugle, får jeg typisk en ro i kroppen. Der er et eller andet meditativt over det. Fuglens sang hjalp mig til at finde ro i en fuldstændig grotesk og traumatisk situation

Jeg følte mig ensom. Jeg havde et enormt og uforløst behov for kropslig kontakt og omsorg, og det udnyttede Carl ved at misbruge mig seksuelt. Han vidste, at den kontakt, han gav  mig, var den eneste, jeg fik. Så jeg kom tilbage til ham, gang på gang, også selvom hans såkaldte omsorg bestod i at misbruge mig seksuelt.

Og lige dér – midt i stilheden til Carls åndedræt, der langsomt bliver tungere og tungere – er der pludselig en fugl, som kvidrer udenfor. Derude i efterårskulden sidder den på en eller anden gren og synger uden bekymringer.

Jeg føler mig spærret inde i sengen. Tænk, hvis jeg kunne være derude i kulden, hvor min ånde kunne sende røgsignaler, fordi vinteren ventede rundt om hjørnet. Jeg ligger og lytter til fuglens godnatsang til mig. Sangen bliver en slags messen eller et gentagende mantra, jeg ikke kender betydningen af.

Jeg falder for første gang til ro og falder i søvn, inden Carl begynder at snorke.

Når jeg i dag lytter til fugle, får jeg typisk en ro i kroppen. Der er et eller andet meditativt over det. Fuglens sang hjalp mig til at finde ro i en fuldstændig grotesk og traumatisk situation.

Mens jeg har ligget her i sengen, er fuglen udenfor fløjet. Dens kvidren er afløst af en rungende stilhed og en erkendelse af, at mine flashbacks ikke sidder i min erindring på samme måde, som de har gjort før. Jeg bliver ikke angst, som jeg gjorde tidligere. Der kommer for eksempel ikke lugte frem mere, og det er virkelig en stor lettelse. Den indre film kører også lidt mere på afstand, jeg kan se på den og reflektere over den, uden at skammen tager for meget over.

Jeg begynder stille og roligt at se den lille pige, som den lille pige jeg var: Et uskyldigt barn, og ikke som en, der var skyld i det, jeg blev udsat for.

Jeg er mere og mere i min krop. Jeg er i hvert fald begyndt at lytte til den, og hvad den fortæller.

Normalt ville jeg have forsøgt at sove videre trods smerten i maven og det nærmest ikke-eksisterende åndedræt. Hvad der udløste smerten og det uforløste åndedræt, ved jeg ikke.

Der er egentlig heller ikke interessant. Jeg ved, at min underbevidsthed arbejder på højtryk, alt andet ville være mærkeligt i den proces, jeg er i pt. Det vigtige for mig er, at jeg er begyndt at lytte mere til min krop, at være med den og dens grænser og insistere på – som i denne situation – at få styr over åndedrættet og eliminere mavesmerterne.

Fuglen er fløjet, men jeg har genfundet roen i kroppen, selvom jeg er sindssyg træt, og så er der kommet en tekst ud af det.

Topillustration: Manananggal, mythical creature of the Philippines, Wikipedia, Creative Commons.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, herfemte afsnit “Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit, “AIDS 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her, 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her,15. afsnit, ‘Tænk hvis jeg kunne græde”, her , 16. afsnit, “Brændemærket”, her,  17. afsnit, Hukommelsestab her 18. afsnit, “Barnet i kisten”, her og afsnit 19, “Tilbagefald” her.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Danmark