KLUMMESERIE – “Regnvejr er det bedste jeg ved. Det at stå i sommerregnen, at vende ansigtet op mod himlen og lade dråberne falde ned over mit ansigt. Jeg er ligeglad med om, jeg bliver gennemblødt, eller hvad andre tænker. Regnen sætter dejlige erindringer i gang, hvor jeg som lille pige løber alene gennem sommerregnen, blandt træer, buske, marker og hemmelige stier, kun jeg kendte til.” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Vi ved, hvem hun er, men hun vil optræde under pseudonym. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med. I dagens afsnit, nummer 11, fortæller hun tordenvejr og regn og de minder fra misbruget, hun bærer på.
Tordenvejr – 4. august 2017
Det tordnede i går.
Tordenvejr er noget, de fleste har en holdning til. Enten frygter folk de faretruende brag. Frygten for at lynet skal ramme netop dem eller den bygning, de befinder sig i, overstiger den nydelse, tordenvejret er for andre.
Der er nemlig også dem, der elsker at sidde i mørket og kigge stille ud af vinduet, mens tordenvejret oplyser himlen og slår ned x antal kasser øl væk.
Sådan en var Carl. Han elskede tordenvejr. Jeg husker en aften, hvor jeg skulle overnatte hos ham. Vi var på vej op på 1. sal, hvor hans soveværelse lå, da det begyndte at tordne.
Han sagde noget i retning af: “Jeg elsker tordenvejr, kom, nu skal vi se tordenvejr”, hvorefter han undlod at tænde lyset (dog satte han krogen på døren, som altid) og gik direkte hen til sin enkeltmandseng, der stod op af væggen, med mig i hånden.
For enden af hans seng var der et vindue. Det eneste vindue i rummet. Han satte sig i fodenden, i mørket og kiggede ud med mig mellem sine ben. Han forsvandt helt.
Jeg var “hans lille 6-7-årige kæreste”, selvom det lyder vildt sygt. Jeg elskede ham, og han elskede mig
Det var tydeligt, at han nød den mærkelige lyd af stilhed, rislende regn giver mellem tordenbragene, (eller var det mig der nød det?) og mest af alt så nød han, når himlen blev helt oplyst at lynet.
Og der sad vi så. Han holdt om mig, men antydede ikke noget seksuelt, hvilket var atypisk for ham. Også selvom vi, som altid, havde været i bad sammen, inden vi skulle op at sove.
Første overgreb var allerede overstået, og det næste skulle, som altid uden at der blev sat ord på det, foregå i hans soveværelse, hvis han ikke lige tog en tur med mig på sofaen først. Det var ikke sådan, at fordi han havde misbrugt mig i badet eller på sin sofa, at han lod mig være senere.
Han kunne også finde på at vække mig om natten ved at berøre mig, også selvom han havde misbrugt mig inden, vi var faldet i søvn eller om morgenen for den sags skyld.
Der var ikke en eneste såkaldt “putning”, som ikke endte i et overgreb.
Den var sikker hver gang. Det foregik efter den samme skabelon.
Og jeg stod til hans rådighed.
Jeg var “hans lille 6-7-årige kæreste”, selvom det lyder vildt sygt. Jeg elskede ham, og han elskede mig.
Eller det var i hvert fald det, jeg troede.
Når han kiggede ud af vinduet, var hans øjne helt væk, sammen med hans sjæl, der fløj derude et sted i regnen. Hans sjæl var ude i tordenvejret, og den ønskede med stor sandsynlighed, at tordenvejret ville vare for evigt
Ingen andre viste mig, at de virkelig holdt af mig, og det gjorde Carl; han gjorde det bare på sin helt egen måde. Hans grooming af mit lille pigesind gjorde, at jeg troede, at det, der skete imellem os, var helt normalt, og hvis der var nogen, der havde skylden, så var det mig, for jeg kunne jo bare sige fra eller lade være med at besøge ham.
Men den her aften var anderledes. Jeg sad mellem hans ben med hans arme rundt om mig og ventede på, at overgrebet skulle starte. Ja, jeg indikerede endda med min krop, at han gerne måtte røre mig, for det plejede han jo.
Men han gjorde intet, sagde intet. Han bare sad og kiggede ud. Han kiggede ned på mig et par gange. Jeg kunne svagt skimte hans øjne i skæret enten fra månen, gadelampen, der stod udenfor et sted til venstre eller var det lynet?, idet han smilte barnligt og sagde: “Se X, se på himlen”, hvorefter hans læber svagt talte ølkasser til braget kom.
Jeg blev en smule forvirret, for det var jo ikke den måde, “vi var sammen på”. Jeg følte mig afvist og husker en ked-af-det-hed. Den måde, jeg fik opfyldt mine kropslige og psykiske behov for omsorg på, var jo igennem den måde, vi var sammen på, og pludselig rørte han mig ikke. Han sad bare der i mørket, og kiggede ud.
Jeg husker stadig hans øjne, da jeg kiggede, en smule forvirret og længselsfuldt, op på ham. Når han kiggede ud af vinduet, var hans øjne helt væk, sammen med hans sjæl, der fløj derude et sted i regnen.
Hans sjæl var ude i tordenvejret, og den ønskede med stor sandsynlighed, at tordenvejret ville vare for evigt. Eller var det mig det ønskede det?
Noget i mig nød at sidde der sammen med ham i tordenvejret, selvom jeg også var forvirret. Strukturen blev brudt. Rammen blev brudt. Det plejede at foregå på en anden måde.
Da lynene langsomt bevægede sig væk over horisonten, kom han tilbage til virkeligheden, og hans hænder begyndte at lege med min krop. Så var vi tilbage til virkeligheden. Til strukturen
Men det var også dejligt at sidde og blive holdt om, også selvom han ikke rørte mig seksuelt. Det var jeg ikke vant til. Og hjemme blev jeg slet ikke rørt ved, så mit ubevidste behov for kropskontakt var større, end jeg nok nogensinde kommer til at forstå.
Da lynene langsomt bevægede sig væk over horisonten, kom han tilbage til virkeligheden, og hans hænder begyndte at lege med min krop. Så var vi tilbage til virkeligheden. Til strukturen.
Efter den aften lagde jeg mærke til, at han ofte nævnte, at han elskede tordenvejr. Sjovt nok føler jeg mig ikke tryg, når det tordner, selvom han jo netop ikke misbrugte mig imens.
Jeg bliver utryg, og det er ikke fordi, jeg er bange for, om det næste lyn rammer mig. Jeg er ikke bange for tordenvejr.
Jeg tror, at det har noget at gøre med, at Carl kunne lide tordenvejr og lyn, og derved har jeg ikke ret til også at synes, at det er hyggeligt, eller hvad folk nu bruger af ord for den følelse, tordenvejret vækker i dem.
Måske også fordi jeg nød at sidde der sammen med ham. Jeg nød tordenvejret og et enkeltstående tæt kropsligt samvær med ham, uden at det var seksuelt.
Jeg er enormt ambivalent. Jeg er ikke bange. Jeg er ikke tryg. Jeg nyder det ikke. Jeg forsøger nærmest at eliminere alle følelser omkring det at skulle forholde mig til tordenvejr over for mig selv og andre, da det sætter mig i en eller anden mærkværdig lige forbindelse til Carl på hans pind i helvede, hvis jeg, ligesom Carl, sætter mig i mørket og nyder lynets leg henover himlen.
Hele min krop husker disse sommerøjeblikke, og jeg længes efter dem. Jeg elsker sommeren, når det regner
Til gengæld elsker jeg regnvejr.
Regnvejr er det bedste, jeg ved.
Det at stå i sommerregnen, at vende ansigtet op mod himlen og lade dråberne falde ned over mit ansigt.
Jeg er ligeglad med om, jeg bliver gennemblødt, eller hvad andre tænker. Regnen sætter dejlige erindringer i gang, hvor jeg som lille pige løber alene gennem sommerregnen, blandt træer, buske, marker og hemmelige stier, kun jeg kendte til.
Hele min krop husker disse sommerøjeblikke, og jeg længes efter dem. Jeg elsker sommeren, når det regner.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her.
Topillustration: Pexels.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
