Amandas historie #31 – Tanker i kaffebaren • POV International

POV International 21.11.2018

KLUMMESERIE – “Nu ved jeg, hvorfor Carl viste mig interesse: Han var pædofil. Men det vidste jeg ikke dengang. Dengang var han blot den eneste voksne, der sådan virkelig og helt ind i hjertet ville mig. De andre forsvandt. Og han elskede mig, så jeg elskede også ham.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 31.

It’s cheaper than therapy – 16. december 2017

Jeg er taget ind til byen med ét formål: Jeg skulle ind på The Living Room. Det var og er det eneste, mit system havde brug for for at kunne trække vejret.

Og nu er jeg her. Jeg sidder og kigger ud på Larsbjørnsstræde og Studiestræde og forsøger at skjule mine tårer, mens jeg nipper til min cappuccino lavet på mandelmælk, fordi jeg har behov for at prøve noget nyt. Jeg har sovet i nat. Efter jeg er begyndt at sove med tre dyner, kan jeg sove. Og vågner jeg, kan jeg falde til ro igen og falde i søvn. Min krop kan slappe af på grund af tyngden.

Jeg havde fortalt min dagplejemor, at Carl syede undertøj til mig og tog mig med i bad. Jeg var fire år. Hun skrev underretninger, men fik at vide af kommunen, at det ikke var bevis nok, og hvis hun ikke holdt op, ville de stoppe hendes dagplejetilladelse

Gid jeg havde vidst det for mange år siden. Det er en lettelse pludselig at kunne ligge ned, uden at min krop og mine sanser er på overarbejde. Her på kaffebaren rammes jeg af en ro og tryghed.

Mit iskolde åndedræt kommer pludselig ned i maven. I højtalerne spiller de Peter Sommer. Duften herinde er helt speciel. Der er mange kaffebarer, som har den her duft. Men her er den helt unik. Helt SINDSSYGT unik.

The Living Room er en cafe i Indre By i København. Privatfoto

Jeg er tilbage hos min dagplejemor. Ikke i mindet, men i min krop og mine sanser.

Hos hende skulle jeg ikke betale med min krop, selvom mit system var parat til det. Hun forsøgte at gøre min hverdag så normal som mulig, selvom hun vidste, at når hun kørte mig hjem, så var det til en familie, der ikke kunne tage vare på mig, og som lod en pædofil passe mig, når hun ikke var tilgængelig, og hun havde en stærk mistanke.

Jeg havde nemlig fortalt hende, at Carl syede undertøj til mig og tog mig med i bad. Jeg var fire år. Hun skrev underretninger, men fik at vide af kommunen, at det ikke var bevis nok, og hvis hun ikke holdt op, ville de stoppe hendes dagplejetilladelse.

Hos min dagplejemor havde jeg en følelse af, at her var der en, der oprigtigt ville mig det godt – også selvom det kun var på lånt tid. Tiden tænkte jeg ikke over. Jeg husker tydeligt sorgen, da jeg stoppede hos hende og skulle starte i børnehaveklasse

Hun stoppede, da hun vurderede, at jeg havde behov for at være hos hende i den tid, jeg nu kunne være der, inden jeg startede i skole.

Hos min dagplejemor havde jeg en følelse af, at her var der en, der oprigtigt ville mig det godt – også selvom det kun var på lånt tid. Tiden tænkte jeg ikke over.

Jeg husker tydeligt sorgen, da jeg stoppede hos hende og skulle starte i børnehaveklasse. Sorgen og jalousien, som jeg mærkede, da hun begyndte at passe min lillebror, da jeg var ni år. Sorgen over ikke at have hende mere.

Der var kun Carl. Carl var der altid, men jeg ville hellere passes af hende.

Men hun var på lånt tid ligesom alle andre relationer. Jeg skal finde styrken i mig selv. Jeg skal implementere den kærlighed, omsorg og åbenhjertige interesse, hun gav mig.

Den vil aldrig forsvinde, selvom hun ikke er i mit liv mere og ikke har været det, siden jeg var fem år. Hvis hun havde været død, kunne hendes energi og kærlighed jo alligevel leve videre. Det skal jeg huske mg selv på. For mig døde hun ikke. Hun svigtede mig.

Men jeg blev ikke vred. Jeg følte ikke, at jeg var mere værd end at være en pige, hvor Carl var den eneste, der viste kontinuerlig og kronisk skadende interesse for mig.

Nu ved jeg, hvorfor Carl viste mig interesse: Han var pædofil. Men det vidste jeg ikke dengang. Dengang var han blot den eneste voksne, der sådan virkelig og helt ind i hjertet ville mig.

De andre forsvandt. Men han elskede mig, så jeg elskede også ham.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ og 30. afsnit, “Når kommunen svigter“

Topillustration: PxHere

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.