KLUMMESERIE – ”Jeg vil ikke skammen. Skammen er Carls. Carl var syg. Carl var en syg mand, der misbrugte mig. Han førte mig ind i en syg verden, hans syge verden, og fortalte mig at den var normal.”POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 37 og handler om skammen og den irrationelle skyldfølelse, der ikke er til at slippe.
Bragt på Amandas blog 27. februar 2018
Skammen overvælder mig. Jeg har lukket og åbnet denne side mange gange den sidste time. Jeg kan ikke holde ud, at I læser med. At I har læst med. At jeg har delt. At det rent faktisk er min fortid. At det er mig.
Jeg føler mig beskidt. Og skamfuld. Frygtelig skamfuld. Jeg ved, jeg blot var en lille pige.
Min skam er, set udefra totalt irrationel, alligevel er den her i dette skamfulde øjeblik. Og den er tydeligere end nogensinde. Den er større end angsten. Jeg havde helt glemt, hvor stor og modbydelig et monster skammen kan være.
Mit åndedræt helt oppe i halsen. Flashback. Hvor kom de fra? De var jo “eksponeret væk”.
Lugten af sved og røg. Lille og ubekymret. Kulde. Voldsom kulde. Frosne tæer og fingre.
Det er den lille bange og skamfulde pige, der taler igennem mig lige nu. Nej, hun taler ikke. Hun skriger
Rød sodavand hos Carl, varmen fra hans stue, der rammer min iskolde hud, smil, berøring, leg. Det hele er en leg, men jeg må ikke sige noget. Jeg skal smile og være glad.
Hans tunge. Jeg hader hans tunge i min mund. Den er for stor. Han lugter ud af munden.
Hvorfor kommer de erindringer nu?
Måske fordi jeg i dag gik forbi et ungt par, der stod og kyssede intenst med hinanden?
Jeg blev dårlig. Fik flashback til, når Carl kyssede mig. Og nu er billederne fra dengang her igen.
Jeg har lukket siden ned, men måske burde jeg åbne den igen. Det er skammen, der har lukket siden ned. Frygten for, at nogle derude vil se mig som et klamt og beskidt menneske vokser, jo mere plads jeg giver skammen.
Jeg kan p.t. ikke styre den. Bare skrive. Skrive. Skrive og håbe, det får den til at blive mindre.
Tænk hvis folk vil sige, at det var min egen skyld.
Og hvem er folk? Jeg ved med mit hoved, at “de” ikke findes… eller gør de?
Carl fik mig overbevist om, at det var min egen skyld, at jeg, som lige nu ligger krummet sammen med mobilen under dynen, føler fuldstændig grotesk meget skam.
Han var så klam. Så ulækker og jeg elskede ham. Han elskede jo mig. Ingen andre elskede mig. Han var der. Fuck, det bliver en hård nat
Er jeg i kontakt med den lille pige i mig? Er det hendes skam, jeg mærker? Hvad er det her? Det er voldsomt. Jeg kan ikke være i det. Lukker ned, skriver mere, og håber det forsvinder. En del af mig ønsker stadig ikke at åbne siden.
Jeg frygter at blive afsløret. At stå frem og vise mig. Mig. Jeg vil ikke være mig. Lige nu vil jeg bare gerne holde fast i alle de masker, som jeg skrev om i sidste artikel. Det her er sgu for voldsomt, for rent. Lige ind, for smertefuldt.
Jeg mærker den lille piges skam rent. Knivskarpt. Fuck. Giv mig mine masker tilbage. Jeg vil ikke være mig.
Jeg vil ikke skammen. Skammen er Carls. Carl var syg. Carl var en syg mand, der misbrugte mig. Han førte mig ind i en syg verden, hans syge verden, og fortalte mig at den var normal. Og i og med at jeg ikke vidste bedre blev den normal sammen med ham – og bum, der placerede han skammen godt og grundigt i mig.
Han var så klam. Så ulækker og jeg elskede ham. Han elskede jo mig. Ingen andre elskede mig. Han var der. Fuck, det bliver en hård nat.
Tror jeg må lytte lidt til min Dalai Lama-øvelse – egenomsorgs/mindfulness-øvelse.
Jeg ved det, hjælper at få Dalai Lama med på banen.
Og siden. Skriver jeg til siden nu? Eller blot til mig selv. Burde jeg ikke dele de her tanker.
Den eneste måde at komme af med skammen er at se den i øjnene, dele min skam og realisere (forhåbentlig), at jeg tager fejl.
At det er den lille bange og skamfulde pige, der taler igennem mig lige nu. Nej, hun taler ikke. Hun skriger. Forsøger at holde mig tilbage.
Jeg mærker hende. Hun vil ud. Hun vil fortælle, dele og samtidig er hun bange
Det er for farligt at dele. Skammen er for stor. Hun er bange for, at alle vil se på hende med onde og nedladende øjne. Hun kryber sammen. Sammen som den rundeste kugle i hele universet. Hun har lyst til at græde, men kan ikke. Hun føler ikke. Hun har sagt A, og derfor må hun også sige B, selvom hun kun lige har lært alfabetet. Der er ingen vej tilbage.
Siger hun nej, afslører Carl måske, hvilket beskidt barn hun er. Han vil fortælle alle i den lille landsby, hvor beskidt hun er. Hvad hun har været med til sammen med ham. Hvordan hun frivilligt, dag efter dag er løbet over til ham og spurgt om de ikke skulle sove til middag. Han har gjort hende en tjeneste.
Han gør det for hendes skyld. Hvis hun ikke havde spurgt ham, havde han aldrig gjort det. Det er hende, der er gal på den, fordi hun har forført ham.
Sådan tænker hun. Min lille pige. Hun er meget bange. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne ændre hende fra tredje person ental til at blive en del af mig og blive første person ental.
En start er at åbne siden igen og dele min tekst.
Shit mand. Sikke en omgang. Jeg mærker hende. Hun vil ud. Hun vil fortælle, dele og samtidig er hun bange. Jeg ved ikke om, jeg kan rumme de følelser af skam og banghed, der popper op lige nu som popcorn i kogende olie.
Selvom ordet bange-hed er et sjældent brugt ord, så føles det som det eneste rigtige at bruge i den her sammenhæng.
Topillustration: Pablo Picasso, Girl Before a Mirror, 1932, Flickr
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her og nummer 36, Hvem er jeg? her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her