Amandas historie #13: Superwoman

i Danmark/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Fælles for alle mine forhold er, at jeg har smilet, faket, af og til trukket mig mentalt, uden at mine kærester lagde mærke til det. Jeg har også ladet dem gøre mig ondt, hvis det var deres behov, alt imens jeg har ladet som om jeg kunne lide det, faket en orgasme, for ikke at blive afvist af dem, for ikke at blive forladt.” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog.  Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dagens afsnit, nummer 13 fortæller hun om, hvordan hun hele tiden skjuler, hvordan hun har det. Og om hvordan hun har undertrykt alle sine behov – også de seksuelle – for at behage andre – og for ikke at blive afvist og må skade sig selv for at dulme sin vrede og smerte.

You never know how strong you are until being strong being strong is your only choice – 15. august 2017

Jeg er træt. Jeg er så frygtelig træt af at være mig. Træt af min facade.

De fleste i min omgangskreds, kollegaer, venner, bekendte, også de få der kender hele min historie, ser mig som en super stærk kvinde. De 10, der kun kender min anbringelseshistorie uden at vide noget om de seksuelle overgreb, der kom oveni, synes også jeg er en Superwoman, og jeg tænker: I skulle bare vide.

Men ja jeg er på sin vis nok også privilegeret. Jeg har på trods taget flere uddannelser, og jeg har et okay arbejde, hvor jeg er betroet mange fagligt udfordrende opgaver.

Og jeg vil gerne læse videre.

På mit arbejde er jeg vellidt, og jeg klarer mig godt. Men det er også, fordi jeg god til at skjule min psykiske tilstand, også på de dage, når hele mit system er ved at brænde ned.

Jeg har haft kærester, specielt en, hvor jeg udsatte mig selv for nærmest seksuelle overgreb fra min kærestes side. Han troede reelt, jeg kunne lide det

Dog skal det siges, at jeg, de dage, hvor jeg reelt er brændt ned, af og til tager en sygedag – simpelthen med det eneste formål at ligge i min seng.

Men for det meste er jeg altså ekspert i at skjule, hvordan jeg har det.

Jeg har altid været ekspert. Måske er jeg ikke ekspert længere, men jeg kan f.eks. dissociere eller have et angstanfald, hvor jeg føler at jeg er på vej ud af kroppen eller mit hjerte banker ud igennem min bluse som et klamt dyr fra filmen Alien, alt i mens jorden under mig langsomt føles som kviksand og det hele snurrer rundt som om jeg står op i en karrusel, der kører lidt for hurtigt til hvad mit indre øre kan følge med til, og ingen lægger mærker til det.

Måske ser de at jeg er lidt ved siden af mig selv eller ukoncentreret et kort øjeblik, men de registrerer ikke min egentlige tilstand, og hvis de gjorde det, så ville de sende mig hjem med det samme.

Jeg kan for det meste fake enhver situation. Smile og være professionel på mit arbejde, alt imens at mit system blinker rødt og føles som om at ekstrabatteriet er ved at løbe tør for strøm.

Seksuelt har jeg faket.

Jeg har haft kærester, specielt en, hvor jeg udsatte mig selv for nærmest seksuelle overgreb fra min kærestes side. Han troede reelt, jeg kunne lide det.

Fælles for alle mine forhold er, at jeg har smilet, faket, af og til trukket mig mentalt, uden at mine kærester lagde mærke til det. Jeg har også ladet dem gøre mig ondt, hvis det var deres behov, alt imens jeg har ladet som om jeg kunne lide det, faket en orgasme, for ikke at blive afvist af dem, for ikke at blive forladt.

Siger jeg nej til sex, er det lig med at blive 100 procent følelsesmæssigt isoleret og miste al kærlighed i hele verdenen, universet, solsystemet

Det ubevidste mantra har været:

Siger jeg nej til sex, er det lig med at blive 100 procent følelsesmæssigt isoleret og miste al kærlighed i hele verdenen, universet, solsystemet. Eller sådan har det tidligere været. Nu har jeg slet ikke, som i overhovedet ikke, sex.

Men ja det er min overlevelsesstrategi, på godt og ondt. Det er den, der har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag. Ikke at jeg har knaldet mig til, hvor jeg er i dag, selvom jeg ligeså godt kunne være endt i den kategori.

Jeg kunne sagtens være blevet den perfekte luder. Hende som kunderne ville være kommet tilbage til igen og igen, ‘for hun kan jo lide det’.

Det er overlevelsesstrategien, der til tider giver mig kræfter, som jeg ikke vidste eksisterede. Kræfter som en jægersoldat. Det er den, der gør, at jeg, som barn, hadede mig selv, fordi jeg stillede op smilende og tilsyneladende interesseret i Carl, alt mens jeg inderst inde, var ved at gå i total opløsning af skam.

Men der var ikke noget alternativ, det ved jeg nu, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg kendte i hvert fald intet alternativ, og dem, der burde passe på mig og skærme mig fra en pædofil, holdt sig væk fra mig i en 2-3 armslængder, selvom de udmærket vidste hvad der foregik. RØVHULLER.

Forsvarsmekanismen, jeg elsker at hade, er begyndt at lægge sig engang imellem. Og alternativet er ikke bedre. Nærmest værre, hvis man overhovedet kan stille det sådan op.

Pludselig er der intet filter. Jeg er hudløs, og alt går ind. Lyde, sansninger, mennesker og deres følelsesmæssige tilstande. Jeg fornemmer alt og lidt til inklusive mine egne følelser.

Følelsen af, at jeg pludselig ikke kan være i min egen krop pga. vrede, kan pludselig ramme mig som et lyn fra en klar himmel.

Følelsen af vrede er så overvældende, at det eneste, jeg kan gøre for at lande mig selv i min krop igen er at gøre mig selv ondt. Smerten lægger sig ovenpå vreden som en beskyttende hinde, så jeg igen kan være i min krop

Jeg kan ikke rette den mod Carl og alle dem der svigtede mig – endnu – så indtil videre bliver vreden derfor, uden at jeg kan styre det, rettet mod mig selv.

Og det sjove ved det, hvis det overhovedet kan betegnes som værende sjovt, det er at det kan være en lille og ikke særlig stressende situation, der pludselig får mit system op i det røde felt, så jeg helt mister mig selv.

Følelsen af vrede er så overvældende, at det eneste, jeg kan gøre for at lande mig selv i min krop igen er at gøre mig selv ondt. Smerten lægger sig ovenpå vreden som en beskyttende hinde, så jeg igen kan være i min krop.

Her forleden hamrede jeg en kuglepen 3 gange ned i min venstre arm 🙈

Jeg havde glemt at tage min elastik på håndleddet, som jeg ellers er begyndt at gå fast med, netop for at undgå at skade mig selv: elastikken slår hårdt, og jeg skader ikke mig selv på samme måde som hvis jeg bider eller f.eks. stikker mig selv med en kuglepen. Jeg har primært bidt mig selv.

Det er første gang jeg har stukket mig selv på den måde. Der var 3 små huller i min langærmede bluse bagefter …

Jeg blev virkelig bange for mig selv der. Havde jeg siddet med en kniv, havde det måske set helt anderledes ud på min venstre arm…. nu har jeg “bare” 3 blå mærker.

Jeg kan blive helt tom for ord, holdninger, personlighed og sjæl. Jeg er træt, så frygtelig træt af at være mig

Men den side er der ingen, der ser. Jeg er jo en stærk, vellidt, kreativ kvinde med et godt arbejde, og en god uddannelse. Men jeg hader min facade, selvom den også er min beskyttelse mod mig selv og al den vrede der gemmer sig inde i mig.

Bagved vreden ligger ked-af-det-heden. Og et sted rundt omkring det hele, ligger der en tomhed, der af og til popper frem. Jeg kan blive helt tom for ord, holdninger, personlighed og sjæl. Jeg er træt, så frygtelig træt af at være mig.

Tak fordi du læste med ❤️ 

14. august 2017

Hjertebanken, alt for virkelige drømme og en følelse af en tomhed, der er så voldsom, at jeg føler, jeg imploderer.

Topillustration: Wonderwoman – Pixabay.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, herfemte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her og 12. afsnit, Stillezoner, her.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Danmark