Amandas historie #14: Man gjorde et ubekymret barn fortræd

af i Danmark/Featured/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Carl elskede mig, som ingen før havde elsket mig. Jeg følte mig speciel sammen med ham. Verdenen lå for mine fødder sammen med ham. Vi grinede. Han legede med mig. Han gik i bad med mig. Han gav mig mad, når jeg var sulten, og det var jeg altid, når jeg løb over til ham. Han havde røde sodavand i køleskabet, og så rørte han ved min krop på en måde, jeg godt kunne lide. Jeg løb over til ham, for at han skulle gøre de der dejlige ting med min krop.” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog.  Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 14. i rækken, og der er links til alle de forrige afsnit nederst.

Ubekymrethed – 26. august 2017

Ubekymrethed. Sjovt hvordan så fint et lille og meget uskyldigt ord, kan gøre så stor en forskel.

Ubekymrethed var den tilstand, min psykolog satte på mig som lille pige, forrige gang jeg var i terapi.

Og det ord har ramt mig. Det har gjort, at jeg, i længere og længere glimt, ser på mig selv som lille pige med nogle helt andre og mere omsorgsfulde øjne. Det ord var nøglen.

Ubekymret bliver lidt et mantra, jeg messer, når skylden og skammen kigger forbi.

Jeg besad en ubekymrethed, der gjorde, at jeg gik ind i relationen med Carl med en barnlig tillid til, at det, Carl og jeg gjorde sammen, var okay, for det føltes jo rart

Ubekymret fordi jeg bare var en lille ubekymret pige, der ikke vidste bedre.

Jeg besad en ubekymrethed, der gjorde, at jeg gik ind i relationen med Carl med en barnlig tillid til, at det, Carl og jeg gjorde sammen, var okay, for det føltes jo rart.

Jeg havde ingen chance for at vide eller gennemskue, at det vi gjorde sammen, ville skade mig. Jeg vidste ikke bedre. Jeg vidste ikke, at det var forkert. Jeg var barnet, og han var den voksne.

Når jeg ikke var sammen med Carl, savnede jeg ham.

Ja, jeg skrev endda en sang til ham, da jeg var en 5-6 år gammel.

Den skulle med i Grand Prix, kan jeg huske, jeg tænkte.

Sangen hed Hr. Nivea.

Det værste er, at det faktisk er en ret god melodi, jeg ofte har på hjernen, og det er virkelig invaliderende. Jeg gik ofte og sang den, og nogle burde have reageret på specielt teksten, som jeg desværre også tydelig husker:

Hr. Nivea, han er noget så fin
Hr. Nivea, han rører kroppen min
Hr. Nivea, hr. Nivea min
Hr. Nivea, Nivea elsker mig
Og hr. Nivea, han spiser flæskesteg
Hr. Nivea, hr. Nivea min

Han lærte mig også at røre ved mig selv, hvilket betød, at jeg tog overgrebene med hjem og fortsatte derhjemme, når jeg var ked af det, følte mig ensom, eller når jeg savnede ham, og jeg af den ene eller anden grund ikke kunne løbe over ham

Carl groomede mig, og min tilknytning til ham blev hurtig stærk, fordi jeg ikke fik nogen omsorg eller voksenkontakt hjemme hos mine forældre. Han var den eneste i verdenen, hvor jeg havde følelsen af, at han altid ville være der for mig.

Hans dør stod altid åben, dag og nat, når jeg ikke ville være hjemme, fordi mine forældre skændtes, min mor gik amok, eller fordi jeg savnede voksenkontakt.

Carl elskede mig, som ingen før havde elsket mig. Jeg følte mig speciel sammen med ham. Verdenen lå for mine fødder sammen med ham. Vi grinede. Han legede med mig. Han gik i bad med mig. Han gav mig mad, når jeg var sulten, og det var jeg altid, når jeg løb over til ham. Han havde røde sodavand i køleskabet, også rørte han ved min krop på en måde, jeg godt kunne lide.

Jeg løb over til ham, for at han skulle gøre de der dejlige ting med min krop, og hvis han ikke lige var hurtig nok, tog jeg selv initiativet ved at spørge ham, om vi ikke skulle sove til middag (selvom det ikke var middag) eller ved at sætte mig ovenpå ham.

Det startede, da jeg var fire år. Jeg var ubekymret, og sammen med ham var verdenen dejlig.

Han lærte mig også at røre ved mig selv, hvilket betød, at jeg tog overgrebene med hjem og fortsatte derhjemme, når jeg var ked af det, følte mig ensom, eller når jeg savnede ham, og jeg af den ene eller anden grund ikke kunne løbe over ham.

Carl fik mig desværre hurtigt til at tro, at det var min egen skyld, for jeg ville jo selv, og sagde jeg noget, så ville politiet komme, og jeg var overbevist om, at det var mig, de ville komme efter

Sammen med ham var det pludselig dejligt at være barn. Det var ikke rart at være barn hjemme hos mine forældre, fordi de ikke magtede forældreopgaven, så det at komme over til Carl var som at træde ind i paradis, hvor Carl var slangen, der lokkede mig til at tage en bid af æblet.

Jeg var bare en lille ubekymret pige, og det var ikke min skyld, selvom Carl desværre hurtigt fik mig til at tro på den fortælling: At det var min egen skyld, for jeg ville jo selv, og sagde jeg noget, så ville politiet komme, og jeg var overbevist om, at det var mig, de ville komme efter.

One day the sadness will end.

Ich habe angst – 19. august 2017

Jeg har lige haft et angstanfald. Jeg følte, at jorden åbnede sig under mig. Det flimrede for mine øjne. Fik bankende hjerte, alt imens min hals snoede sig sammen og lavede krampetrækninger i sine spinkle forsøg på at kaste op. Jeg kunne ikke finde tilbage til min krop, som jeg plejer at kunne.

Nu ligger jeg, alene, i fosterstilling, mens tårerne periodisk triller ned af mine kinder og lytter til min medfølelsesøvelse (mindfulness-øvelse, som jeg har fået af min psykolog, og det hjælper heldigvis lidt).

Topillustration:

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, herfemte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her12. afsnit, Stillezoner, her og 13. afsnit, Superwoman, her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Danmark