KLUMMESERIE – “Jeg gik ind i relationen til Carl med en blind og barnlig tillid til, at han ville mig det godt. Og han fik det til at se ud som om, at han ville mig det godt. Han var rigtig god til det. Han groomede mig og lagde op til at fylde mit system med skam, skyld og selvhad, hvorefter han sprængte mig i luften med en atomladning. Fragmenteret flyver jeg nu rundt, mens jeg ihærdigt forsøger at samle alle delene af mig selv op”. POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 16. i rækken, hvor Amanda fortæller om, hvor svært hun har ved at finde ind til den sorg, hun bærer på.
Brændemærket – 7. september 2017
Jeg har lige set dokumentaren “De brændte børn” på TV2. Programmet ramte mig lige i maven 😢
Den virkelighedsforvrængning, at virkeligheden pludselig ikke var noget, der var virkeligt i de voksnes verden. Næsten alle vidste eller havde mistanke om, at Carl misbrugte mig, men ingen, ingen greb ind. Eller spurgte mig. Heller ikke selvom jeg rent faktisk fortalte det.
Jo, jeg blev faktisk spurgt engang. Engang imens Carl var i rummet. Gæt, hvad jeg svarede?
Tænk, hvis jeg turde tage sådan en rejse, som de seje kvinder og mænd gør i “De brændte børn”. Jeg er faktisk allerede lidt i gang i privaten, og jeg skal love dig for, kære læser, at alle – hver og en – vasker deres hænder.
Ikke en eneste kan få over deres læber at sige: “X, jeg er fandme ked af, at jeg ikke gjorde mere og underrettede, selvom jeg godt vidste eller havde mistanke om, at Carl misbrugte dig seksuelt.”
Ikke en. Ikke en eneste.
Tak Lisbeth Zornig Andersen for at give de voksne brændte børn en stemme.
Jeg håber, deres historier hjælper dem videre i deres proces, og at de gør en forskel, så de omsorgspersoner, der har kendskab til børn, der mistrives, begynder at underrette, så alle disse børn kan få den hjælp, de har krav på og brug for.
Hvornår er det min tur til at skrige? – 6. september 2017
Ramte et nyt lag i mig selv i dag. Eller måske var det det samme lag, jeg nåede ind i, da jeg var til healing for lidt over en uge siden.
På vej hjem fra arbejde cyklede jeg over et lyskryds. Det var lige blevet grønt, og bag mig kom en cyklist, der havde pænt meget fart på. Jeg trak til højre, så han ikke kunne overhale indenom, hvilket tydeligt var hans intention.
Jeg bliver af en eller anden grund voldsomt trigget af folk, der cykler indenom. Tror, det er noget med, at min personsfære bliver overtrådt. Og ja, så er det jo også sindssygt farligt at overhale indenom.
Men tilbage til i eftermiddags. Jeg trak som sagt til højre, så hans ærinde om at overhale mig indenom blev forhindret. Situationen var ikke farlig.
Jeg reagerer voldsomt på folk, der viser aggressiv eller nedladende adfærd rettet mod mig i trafikken. Og det sker ofte, nok mest fordi folk har travlt. Mange cyklister mener, at de har ret til alt på cykelstien, og at alle andre cyklister skal rette ind
Da han overhalede mig (udenom), kiggede han tilbage, grinte og gryntede et eller andet. Jeg har oplevet de her dumme og uintelligente cyklister før. Og jeg ved godt, at deres indenom kørsel eller deres provokerende blikke intet har med mig at gøre.
Alligevel reagerer jeg voldsomt på folk, der viser aggressiv eller nedladende adfærd rettet mod mig i trafikken. Og det sker ofte, nok mest fordi folk har travlt. Mange cyklister mener, at de har ret til alt på cykelstien, og at alle andre cyklister skal rette ind. Og gør man det ikke, får man fingeren, tilråb mm.
Den her gang fik jeg “bare” et grin og øjne, der sagde, ‘Hvor er du latterlig’. Jeg vil ikke udelukke, at alt dette er en stor altædende projektion. Måske grinte han ikke – måske smilede han til mig? Måske syntes han, at det var et godt træk, at jeg trak ind til højre, så han lettere kunne overhale? (hvilket han sagtens kunne have gjort alligevel).
Uanset om det er en projektion eller ej, fylder det så meget i mig, at jeg næsten ikke kan være i min krop.
Jeg tager nogle gange min finger frem og leger, at jeg har en skyder, hvorefter jeg skyder efter de folk, der trigger mig. Jeg gør det i skjul, og det frigiver lidt af energien, men ikke alt
Den følelse jeg får i kroppen, når jeg rammes af disse følelser minder mig om Carl, og den måde, hvorpå Carl kunne latterliggøre mig overfor andre. Hvordan han kunne blive kold som is, når der var andre tilstede, og hvor aggressiv han nogle gange blev, hvor han nogle gange endte med at løbe rundt i huset efter mig, for til sidst at fange mig og slå mig meget hårdt, når jeg ikke makkede ret.
Jeg tager nogle gange min finger frem og leger, at jeg har en skyder, hvorefter jeg skyder efter de folk, der trigger mig. Jeg gør det i skjul, og det frigiver lidt af energien, men ikke alt. Det er som om, den lukker der. At jeg bevæger mig væk fra følelsen igen, fordi jeg ikke kan komme ind i den.
I dag var det anderledes.
Som altid tog jeg en tur tilbage ned af Memory Lane, da den velkendte følelse af at få overtrådt mine grænser bankede på min psykes dør. En følelse af, at Carls ånd invaderede cyklistens krop, blev en klam realitet, som så mange gange før.
Jeg startede inde i mig selv at messe en masse bandeord efter cyklisten, min håndpistol kom også frem, men der skete også noget andet. Noget nyt: Jeg følte en næsten ustyrlig trang til at råbe efter ham; til at skrige så højt, at alle vinduer i kilometers omkreds ville gå i tusinde stykker, som hvis en tsunami skyllede gennem gaderne.
Det var voldsomt, voldsomt skræmmende, men også dejligt pludselig at være dér. Jeg er heldigvis virkelig god til at beherske mig selv, så mit skrig forblev inde i min krop. Jeg vidste jo godt, at det ikke var Carl, der cyklede foran mig. Skriget var møntet på Carl, og ikke cyklisten.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, “gid jeg sad i en bil, for så ville jeg bare råbe og skrige, til jeg ikke havde mere stemme”. Mens jeg cyklede der på cykelstien og tilbageholdt mit skrig med bevidstheden om, at det var pga. Carl, fortsatte turen ned ad Memory Lane, videre til Carls soveværelse.
Og her var oplevelsen også anderledes. Det var ikke et flashback, mere et blik på situationen udefra, set med mine voksne øjne, kombineret med en følelse af, at jeg havde en direkte følelsesmæssig linje til den lille pige inde i mig – pigen i Carls soveværelse: Mig. Mig, der ligger i sengen som lille pige. Det var mig, den lille udgave af mig, der ville skrige af cyklisten, som blot var en gestalt af Carl.
Fragmenteret flyver jeg nu rundt, mens jeg ihærdigt forsøger at samle alle delene af mig selv op. Uden lim, forsøger jeg at lime delene sammen, med terapi, eksponeringsterapi, egenomsorg, healing og mindfulness øvelser
Jeg ligger der sammen med Carl, og Carl er i færd med at misbruge mig seksuelt. Jeg har lyst til at skrige:
“Gå væk. Lad mig være. Jeg vil ikke have, at du rør ved mig. Skrid. Du skal lade være med at røre min krop. Jeg vil ikke have, at min krop reagerer med nydelse på det, du udsætter den for. Jeg vil bare have kærlighed. Kærlighed. ”
Jeg kommer pludselig i kontakt med en vrede, fordi Carl misbruger mig. Hvad fanden blider det fucking svin sig ind? Hvordan kan han tillade sig at ødelægge et lille uskyldigt barneliv? Lille mig, der blot havde behov for en voksen, der gav mig kærlighed og omsorg.
Jeg gik ind i relationen til Carl med en blind og barnlig tillid til, at han ville mig det godt. Og han fik det til at se ud som om, at han ville mig det godt. Han var rigtig god til det. Han groomede mig og lagde op til at fylde mit system med skam, skyld og selvhad, hvorefter han sprængte mig i luften med en atomladning.
Fragmenteret flyver jeg nu rundt, mens jeg ihærdigt forsøger at samle alle delene af mig selv op. Uden lim forsøger jeg at lime delene sammen med terapi, eksponeringsterapi, egenomsorg, healing og mindfulness øvelser. Carl forurenede min krop, og som det er med atomforureninger, er de ikke lige til at fjerne igen – det tager sin tid. Nogen gange næsten for evigt.
Men måske har jeg fundet en kur mod Carls forurening? Det er i hvert fald et nyt lag.
Jeg har ja-hatten på, mens jeg gentager mit nye mantra: One day the sadness will end. One day.
Topillustration: Free Ressources, Center for Healing Shame – https://healingshame.com/
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her, 12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her, 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her og 15. afsnit, ‘Tænk hvis jeg kunne græde”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
