Amandas historie: Får jeg det nogensinde helt godt?

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE # 39 – “Jeg føler mig tom lige nu. Jeg hopper ind og ud af mig selv. Jeg registrerer mine fingre der trykker på min iPhones tastatur. Det føles ikke som mine fingre. Jeg registrerer mine bukser under min telefon. Mine ben er nede nu, da den anspændte og lukkede kropsholdning ikke er god for min energi. Det føles ikke som mine ben. Telefonen lyser lidt som en stjerne et sted ude i universet, og jeg ved egentlig ikke, hvilken del af mig det er der skriver.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. 

Bragt på Amandas blog d. 8 marts 2018

Fuck hvor er jeg træt af mig selv. Træt af at være i mig selv. Træt af mine forsvarsmekanismer. Jeg vil så gerne, men kan ikke få hul igennem. Vreden mod mig selv tager til. For at skærme mig selv mig selv, har jeg sat mig på min lokale café Maudes, som jeg nogle gange går ned på, når jeg har været i terapi.

Jeg er ikke sulten. Jeg mærker intet, og så alligevel ulmer det. Udefinerbart. Jeg har allerede grædt… alene. Jeg sidder her for ikke at græde. Jeg tager mig selv i at sidde i “mit hjørne” med benene trukket godt op under mig og kigge tomt ud på Gammel Kongevej. Jeg har ikke engang taget jakken af.

Der står stearinlys på hvert bord, men jeg fryser. Noget i mig ryster. Jeg føler, jeg må skærme mig selv. Jeg ved, at jeg ikke skal hjem i lejligheden. Jeg skal ikke være alene nu. Jeg tør ikke være alene lige nu. Ikke fordi jeg tror, jeg vil gøre mig selv ondt, tror jeg. Jeg kan bare ikke være i mine følelser lige nu.

Jeg har været i terapi i dag. Efter terapien gik jeg på toilettet, da tårerne pludselig brød ud i lys lue på vej ned ad trappen. Jeg overvejede et kort øjeblik at gå tilbage til min psykolog, men tiden var jo gået, og jeg skal jo klare mig uden hende. Og hvad skulle jeg sige? At jeg græd? At jeg ikke kunne overskue livet lige nu?

Jeg kunne næsten ikke gå ned af trappen. Ikke engang dér kunne jeg række ud.

Det sner udenfor. Jeg orker ikke kulden. Jeg orker ikke frosne fingre og tæer. Bare tanken får lige nu mine tæer til at tro, at de er ude. De er stivfrosne, selvom jeg har siddet her et stykke tid nu

Mit navigationssystem kørte på autopilot og sagde, at jeg ville blive afvist af hende, selvom hun selvfølgelig ikke ville have afvist mig. Jeg følte mig helt alene i verden. En meget velkendt følelse kom pludselig helt op til overfladen: Jeg var alene med min ’ked af det’-hed, ligesom da jeg var barn.

Ingen at række ud til. Ingen til at hjælpe mig. Ingen der interesserer sig sådan rigtigt for mig. Alle relationer i min barndom var kunstigt sat op, undtagen den til Carl, og den relation gjorde mig ondt.

Jeg troede aldrig, jeg skulle komme ud fra toilettet. Jeg sad bare og græd. Alene med min ’ked af det’-hed, et sted hvor jeg netop burde kunne søge hjælp. Typisk mig. Jeg klarer skærene selv.

Det eneste jeg kunne overskue, da tårerne var tørret en smule væk, var at gå ned på min stamcafé, finde “min” vinduesplads, kigge ud på Gammel Kongevej og begynde at skrive.

Og nu sidder jeg her.

Det sner udenfor. Jeg orker ikke kulden. Jeg orker ikke frosne fingre og tæer. Bare tanken får lige nu mine tæer til at tro, at de er ude. De er stivfrosne, selvom jeg har siddet her et stykke tid nu.

Okay, det her er verdens værste og længste indledning. Måske en overspringshandling?

Måske er det mit spæde behov for at forstå, hvorfor jeg sidder her og ikke er ude i kulden. Jeg forsøger at gøre noget godt for mig selv. Det er også derfor, jeg sidder her. Noget de fleste ville finde hyggeligt. En dejlig cafe, forholdsvis god akustik, “muzak” der er til at lytte til og som sjovt nok resonerer med min følelsesmæssige stemning, når den lige popper op til overfladen. Det er musik god til.

Jeg har erindringer om en meget ubekymret lille mig, der løber over til Carl, efter jeg har været i dagpleje, og at vi går op i hans soveværelse. Jeg husker hans overgreb, og at det er det mest normale i verden

Jeg føler mig tom lige nu. Jeg hopper ind og ud af mig selv. Jeg registrerer mine fingre der trykker på min iPhones tastatur. Det føles ikke som mine fingre. Jeg registrerer mine bukser under min telefon. Mine ben er nede nu, da den anspændte og lukkede kropsholdning ikke er god for min energi. Det føles ikke som mine ben. Telefonen lyser lidt som en stjerne et sted ude i universet, og jeg ved egentlig ikke, hvilken del af mig det er der skriver.

Vi har snakket om grooming i dag i terapien. Terapien stopper snart, så det skal vi liiiige nå inden. Jeg tror aldrig, jeg har hoppet så meget ud at relationen, som jeg gjorde i dag. Jeg forstår jo det hele. Jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Jeg ved godt, at Carl var et klamt pædofilt svin, der udnyttede min ekstremt sårbare situation. Jeg ved, at jeg var udsat. At jeg var et ekstremt udsat barn. Men jeg kan ikke huske det.

Jo, jeg husker de omstændigheder, jeg levede under, men jeg husker ikke følelserne. Det gør min healing så meget sværere. Jeg lukkede nok ned for mine følelser – det reelt at mærke mine behov, lang tid før Carl begyndte at misbruge mig.

Så da Carl begyndte at groome mig, misbruge mig seksuelt var jeg så langt væk fra at føle savn efter omsorg, berøring og kærlighed, at det ikke var et bevidst behov eller savn. Men Carl så det og udnyttede det.

I og med at jeg ikke,vidste, hvad jeg savnede, kunne jeg ikke føle sorg og smerte over det, jeg ikke havde. Jeg vidste ikke, hvad jeg manglede. Derfor var alt okay, da Carl begyndte at misbruge mig. Det, han gjorde, var okay. Jeg vidste ikke, hvad der var rigtig og forkert.

Tænk at jeg faktisk fortalte min dybeste hemmelighed til flere. Jeg fortalte noget, jeg havde fået af vide, jeg ikke måtte fortælle, for så ville politiet komme. Alligevel rakte jeg ud

Jeg har følelsen af, at jeg hopper lige ind i en dokumentarfilm om mig selv, der har kørt i en periode. Jeg kender ikke forhistorien. Jeg husker ikke, hvordan Carl manipulerede mig til at deltage i hans nøgenlege.

Jeg ved, at misbruget startede lang tid før, jeg husker. Jeg husker ikke begyndelsen. Jeg har erindringer, fra da jeg var helt lille. 4 år. En fortælling fra min dagplejemor, der havde mig fra jeg var 3 et halvt år, fortæller at jeg allerede i en alder af 4 år fortalte hende, at Carl syede undertøj til mig og tog mig i bad. Det bekræfter, at Carl startede lang tid, før jeg husker.

Jeg har erindringer om en meget ubekymret lille mig, der løber over til Carl, efter jeg har været i dagpleje, og at vi går op i hans soveværelse. Jeg husker hans overgreb, og at det er det mest normale i verden. At jeg spørger ham. Jeg husker også, at Carl tager initiativet, men det var først senere, da jeg ikke ville mere og konsekvent ligger krummet sammen med ryggen til ham, når vi ligger i hans seng.

Jeg har følelsen af, at han bare startede. At der ikke var noget inden. Ingen manipulation. Men det var der nok? Måske ikke?

Noget i min krop siger, at han bare startede. At der ikke var grund til at groome mig til at deltage.

Måske kan hypnose hjælpe mig til at huske de første møder med Carl? Måske vil det kunne hjælpe mig til at forstå? Huske hvad der egentlig skete? Vil de minder være værd at fremkalde? Og vil de være rigtige minder? Vil det være minder min hjerne finder på under hypnosen for at forstå og heale min smerte.

Det jeg husker er lille mig, der løber over til ham. Ingen forhistorie. Som om jeg er blevet bimet ned i min egen tilværelse. At overgrebene, min relation til Carl, bare er en del af virkeligheden, selvom jeg ikke ved hvorfor. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved den virkelighed, da det er den eneste virkelighed, jeg kender.

Også var det var det med den der grooming. Jeg forstår min situation udefra. Men jeg husker ikke følelserne. Kun min ubekymrede fornemmelse af, at det er mig der tager initiativ. At det er mig der forfører Carl. Jo, jeg husker, at Carl fortæller mig, at jeg ikke må fortælle, det vi gør til nogen. At politiet vil komme. Alligevel fortæller jeg det til min dagplejemor og senere min børnehaveklasselærer og sundhedsplejerske – men det er nok før skammen tog over. Jeg husker ikke selv, jeg har fortalt det.

Jeg øver mig i at række ud. Jeg rækker ud her. Også selvom det er anonymt. Jeg får respons, reaktioner og omsorg. Selvom den er interaktivt, så er der noget healende ved det. Jeg øver mig

Jeg har som voksen fået det fortalt af min dagplejemor, min børnehaveklasselærer og hende, der var min sundhedsplejerske. De fortæller enstemmigt, at de godt nok skrev underretninger, og det var det. De lod det fortsætte. De gjorde, hvad de kunne, siger de.

Jeg mærker selv, at jeg ville risikere mit job, hvis jeg mødte et barn som mig, men det gjorde de ikke. De accepterede mundkurven fra kommunen. De accepterede stilheden. Burde jeg være vred på dem? Burde jeg ikke det?

Tænk at jeg faktisk fortalte min dybeste hemmelighed til flere. Jeg fortalte noget, jeg havde fået af vide, jeg ikke måtte fortælle, for så ville politiet komme. Alligevel rakte jeg ud. Jeg risikerede at miste mit eneste holdepunkt, jeg havde: Carl. Jeg viste dem en ubetinget tillid. Jeg håbede nok i mit inderste, at de ville give mig noget bedre. Tage mig ind. Et indre drive efter at der var en sundere relation end den, jeg havde med Carl. Uden at jeg vidste, hvad det var.

Jeg husker faktisk, at jeg søgte noget sundere hos dem, men jeg turde ikke tage fysisk kontakt, da min krop vidste, at der var en sandsynlighed for, at det var en åbning til nøgenlege. Det var jo mig, der tog initiativ til det sammen med Carl. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Det er de første erindringer jeg har, og derfor er det så svært at forstå på et følelsesmæssigt plan, at virkeligheden var anderledes. At det var Carls skyld.

Synes jeg skriver i ring. Men det giver mening i forhold til at skulle forstå. Mit mål har ikke været at forstå – mere at skrive mig ud af følelsen, ud af dissocieringen, ind i min krop og væk fra skammen.

Whaw! Så faldt den berømte tiøre. Sådan har jeg faktisk ikke tænkt over det før i dag. At der ikke var noget “før” i mine første erindringer, set i forhold til Carls overgreb, da hans overgreb var startet, da mine erindringer starter.

Det har hjulpet at skrive. Min krop er tilbage, og jeg er i en ny erkendelse af, hvorfor det er så pissesvært at give at give slip på skammen

Jeg har få gange tilbage i terapi, så jeg burde virkelig sparke røv nu. Få de sidste krampetrækninger ud af terapien, men fuck det er svært. Jeg skulle nok have taget hul på det her grooming noget før? Men der har været så meget, der skulle bearbejdes først. Eksponeringen har taget 1000 år eller tæt på. Bare det at sætte ord på. Det er jo ikke fordi, vi ikke har talt om grooming før. Nu går vi bare sådan rigtig i dybden. Måske er jeg nok egentlig først klar nu?

Cappuccinoen jeg købte for over en time siden er blevet kold, og batteriet på min telefon siger 15%. Jeg kan mærke, at jeg nyder min cappuccino nu. Mine sansninger, mine behov er tilbage. Jeg mærker sult. Avokadomaden der står foran mig på det lille sofabord begynder at kalde.

Det har hjulpet at skrive. Min krop er tilbage, og jeg er i en ny erkendelse af, hvorfor det er så pissesvært at give at give slip på skammen.

Jeg har på nuværende tidspunkt ingen følelsesmæssige forudsætninger for at forstå mig. Når det er sagt, vil jeg aldrig sige, at det ville være et andet barns skyld. Også selvom det bare havde sat sig ovenpå Carl med spredte ben, og Carl havde udnyttet situationen og indledt et årelangt seksuelt misbrug. Aldrig. Det er altid den voksne, der har ansvaret. Altid. Når det aldrig er barnets skyld, hvorfor kan jeg så ikke lave den kobling til mig selv, følelsesmæssigt?

Jeg synes jo egentlig, at jeg havde givet slip på skammen. Men det var nok på et kognitivt niveau. Nu er jeg begyndt at mærke min krop, også når jeg hopper ud af den, og de følelser (indtil videre skammen – er der mon andre?), der hører barndommen til. Jo, jeg har også følt sorg og ’ked af det’-hed, i små intense lommer.

Jeg kunne mærke på min psykolog, at hun blev lidt “overrasket” over, hvordan skammen pludselig har invaderet mig igen. Jeg føler lidt skyld. At jeg skylder hende noget. Jeg føler, at jeg bør gå af døren, når jeg stopper hos hende og have det perfekt. Men sådan er det jo nok aldrig. Igen er jeg ovre i den anden: at jeg ikke lever igennem mine egne behov, men mere tænker over, hvordan det må være for hende, at jeg går ud af døren “uafsluttet”- i stedet for at tænke på hvordan det er for mig.

Det er skræmmende. Så skræmmende at skulle sætte ord på. Jeg bliver trigget i en følelse af at blive forladt igen. Det opleves nærmest før-bevidst. Det er intenst, og jeg er alene. Helt alene. Græder alene. Kalder uden at få respons. Der er ingen grund til at række ud og fortælle, hvordan jeg har det – jeg får alligevel ingen respons. Endnu en af mine skræmmende mestringsstrategier. Jeg øver mig i at række ud. Jeg rækker ud her. Også selvom det er anonymt. Jeg får respons, reaktioner og omsorg. Selvom den er interaktivt, så er der noget healende ved det. Jeg øver mig.

Hvor må det egentlig være utilfredsstillende som terapeut at skulle afslutte et uafsluttet terapeutisk forløb, når det ikke er et ønske fra klientens side. Men det lærer man nok. Det er jo arbejdsforholdene, og der er helt sikkert nogle, der er gået ud af hendes terapeutiske rum for sidste gang, der har haft det dårligere end mig. Og får man – får jeg det nogensinde helt godt?

Jeg har få gange tilbage i terapi, så jeg burde virkelig sparke røv nu. Få de sidste krampetrækninger ud af terapien, men fuck det er svært

Jeg skal jo nok bare lære at leve med det, selvom det er så frygteligt svært at acceptere. Jeg er i proces, og det stopper fandeme ikke her! Hvor ville jeg ønske, at der var mulighed for at kunne fortsætte hos hende udenfor Csm. Hun kender mig virkelig godt, og hun er knaldhamrende dygtig, men ja jeg skal også videre. Det giver nok mening. Det bliver nød til at give mening. Jeg kan bare ikke overskue at skulle starte helt forfra med min historie, selvom jeg selvfølgelig ikke starter forfra. Og det at skulle opbygge tillid til en ny person… tillid.

Jeg ved, at jeg er kommet langt. Meget langt. Og bliver jeg nogensinde færdig?

Heldigvis går jeg stadig hos min “lokale healer”, og ham fortsætter jeg hos. Han er faktisk også psykolog, men det er ikke noget han som sådan reklamerer med – eller bruger specielt meget i praksis, når jeg er hos ham. Når det er sagt, så giver det ham en indsigt til at hjælpe mig med mit healingsarbejde og til at møde mig, også terapeutisk, når hans healing får mig til at sætte ord på det, min krop og mine blokeringer fortæller mig. Det er også trygt: Jeg ved, at hans uddannelse gør, at han ved hvor “healingsgrænsen” går, og at han altid vil kunne samle mig op, hvis jeg pludselig ryger igennem en usynlig sprække i mig selv.

Hurra for det skrevne ord. Nu vil jeg gå ud i sneen, og forhåbentlig nyde snefnuggenes fald mod mit ansigt. Jeg kommer pludselig i tanke om, når sneen ramte mit ansigt som barn.

Kontrasten mellem varm hud og iskolde snefnug, der smeltede så snart de ramte min hud. Jeg elskede det. Og jeg elsker det stadig. En barnlig følelse af frihed rammer mit hjerte, og sender kærlig energi hen til det lille legende mig i sneen, der bare nyder livet – og jeg gør det, så godt jeg kan. Jeg er i livet. Jeg tager det gode ind. Jeg havde, som barn, mange sanselige øjeblikke i naturen, hvor jeg samlede energi og ikke mindst kærlighed.

Kærlighed og energi fra en udefinerbar kilde, der altid var åben, når jeg lukkede mit hjerte og mine sanser op.


Topillustration: Pixabay


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her og nummer 38, Min hemmelige kæreste, her  

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge