Lidt om kulden og de erindringer, den bærer med sig

POV International 09.01.2019

KLUMMESERIE – “Nogle gange sad min mor inde i køkkenet, når jeg kom kravlende ind igennem vinduet ind til stuen eller køkkenet. Det var ikke noget, hun reagerede på. Nogle gange lå hun og sov, når jeg kom igennem vinduet ind til soveværelset. Dér reagerede hun hellere ikke.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 34

8. februar 2018 – Lidt om kulden, og hvilke erindringer den bærer med sig.

Kulde. Shit hvor jeg hader kulde. Jeg hader at fryse. Følelsen af frosten der borer sig helt ind i mine knogler. Frosten der borer sig videre ind i mine inderste celler, og cementerer en iskold membran rundt om dem til evig tid. Det er den fornemmelse jeg får, når jeg fryser. Måske er det fordi der er forbundet en masse dårligt til det at fryse. Jeg frøs meget som barn, og frosten tvang mig over til Carl.

Det var mere reglen end undtagelsen, at når jeg kom hjem fra skole, så var hoveddøren til vores hus låst. Det var altid med en følelse af angst i kroppen, når jeg cyklede hjem fra skole. Var mor hjemme? Var far hjemme? Lå mor og sov? Kunne jeg vække hende?

Jeg stod altid og bankede på døren i en uendelighed. Jeg endte ofte med at råbe og skrige, fordi der sjældent blev lukket op. Og hvis det var koldt, så var jeg ekstra frustreret – jeg vidste at alternativet var at tage over til Carl. Jeg havde ikke tøj på til årstiden, så jeg frøs sindssygt, sindssygt meget. Det værste var mine tæer.

Jeg var den perfekte indbrudstyv

Hvis der ikke var nogen, der lukkede op. Løb jeg altid først om bagved huset, og råbte op til vinduet, hvor mine forældres soveværelse lå. Jeg kastede sten op på vinduet, hvis nu mor lå og sov. Selvom hun lå derinde i soveværelset, reagerede hun sjældent på mine råb. Hellere ikke selvom jeg græd.

Jeg var den perfekte indbrudstyv.

Når der ikke var respons på mine råb, gik jeg rundt om huset, ofte flere gange, for at se om der var et åbent vindue. Der var tyverisikring på alle vores vinduer, men jeg kunne på mærkværdigvis stable 5-6 ølkasser og diverse, snige en pind ind på den dims, der sikrede huset for indbrud og vupti, så kom jeg ind.

Nogle gange sad min mor inde i køkkenet, når jeg kom kravlende ind igennem vinduet ind til stuen eller køkkenet. Det var ikke noget, hun reagerede på. Nogle gange lå hun og sov, når jeg kom igennem vinduet ind til soveværelset. Dér reagerede hun hellere ikke.

Jeg reagerede hellere ikke. Jeg husker én gang, hvor jeg spurgte hende, efter jeg var kravlet igennem soveværelsesvinduet, hvorfor hun ikke lukkede op. Hun svarede mig ikke, og jeg krævede ikke et svar. Jeg blev ikke vred. Vrede var der ikke plads til i mit system.

Jeg havde en følelse af, at jeg ikke var mere værd. Jeg kunne ikke tillade mig at blive vred over, at hun ikke lukkede mig ind – eller at hun tog ind til byen, og først kom hjem sent.

Jeg havde en følelse af, at jeg ikke var mere værd. Jeg kunne ikke tillade mig at blive vred over, at hun ikke lukkede mig ind – eller at hun tog ind til byen, og først kom hjem sent

Få gange kom min vrede ud – Specielt hvis jeg bankede på døren. Der fik jeg aflad, og jeg skreg gentagne gange: “Åbn døren. Luk mig ind.”

Jeg husker tydeligt skyggerne fra vores genbo på den anden side af vejen, der kiggede over på mig igennem deres store vindue. Jeg vidste, at jeg ikke var noget værd i deres øjne. De havde set mig stå der mange gange både i sne og i voldsom regn, og ikke en eneste gang, var de kommet ud. De sad der bag deres store vindue inde i varmen. De brugte vinduet som et stort lærred, der viste noget der kunne minde om et ekstremt reality-show for folk med syge hjerner.

Jeg husker, at jeg engang i frustration tog en stor sten i indkørslen, løb tilbage til døren og bankede den så hårdt på den øverste halvdel af døren, som var af glas, at det smadrede. Jeg kom ind.

Min far blev frygtelig vred, og valgte at der skulle plexiglas i døren, så jeg ikke kunne smadre den igen. Få uger efter gjorde jeg det igen. Jeg fandt endnu en sten, og slog så hårdt at det materiale der ikke burde gå i stykker revnede. Far lappede revnen med gaffatape, gav mig en røvfuld og sagde, at det skulle jeg aldrig gøre igen, for så kunne han ikke garantere for konsekvenserne.

Når det var vinter, kunne jeg simpelthen ikke holde til at vente udenfor i kulden på at mor vågnede eller kom hjem. Jeg frøs

Da jeg var yngre betød det ikke så meget, at mor ikke var hjemme: Jeg løb bare over til Carl. Det var hyggeligt. Carls dør var altid åben, og jeg kunne lide at sove til middag med ham. Sjovt nok skulle vi næsten altid sove til middag, når jeg besøgte ham. Og hvis han ikke tog initiativet til middagsluren, så tog jeg det.

Langsomt blev jeg mere og mere ambivalent i forhold til det, Carl udsatte mig for. Jeg begyndte at føle voldsom skyld og skam. Jeg var sikker på, at det var min skyld, og samtidig betød han noget for mig. Han var min reservefar. Han var den eneste kilde til voksenkontakt jeg havde. Han holdt af mig, på sin egen helt specielle måde.

Hans seksuelle overgreb blev den måde, jeg fik omsorg på, også selv om hans omsorg var syg. Hvis jeg afviste ham, og den “omsorg” han gav mig, havde jeg ingen. Det at afvise ham var slet ikke en del af mit mindset.

Jeg følte ikke vrede mod andre end mig selv. Jeg var forvirret og skamfuld: Min krop kunne jo lide, det han gjorde. Hos ham var det normalt. Han gjorde det normalt, men kun sammen med ham. Var der nogle, der fandt ud af det, så ville politiet komme, og jeg var overbevist om, at politiet ville komme efter mig.

Det var jo mig, der havde gjort noget forkert, ved at kunne lide det, han gjorde ved mig. Jeg havde jo taget initiativet så mange gange. Ja jeg var løbet hen til ham med det eneste formål, at vi skulle sove til middag, så han kunne gøre alle de dejlige ting ved mig

Jeg registrerer vejen ind til stuen igennem køkkenet i glimt. Den føles som en evighed, måske mest fordi Carl hele vejen igennem kan følge mine bevægelser med sine øjne der siger: Så kom du igen – for at få mere!

Når det var sommer, kunne jeg altid finde på noget andet at lave, når hoveddøren var låst. Men når det var vinter, kunne jeg simpelthen ikke holde til at vente udenfor i kulden på at mor vågnede eller kom hjem. Jeg frøs. Efter jeg febrilsk ofte havde løbet rundt om huset flere gange, og konstateret, at der ikke var nogle åbne vinduer.

Efter jeg havde kaldt på mor og kastet sten op på vinduet (og døren af plexiglas, den kunne ikke ødelægges mere end den allerede var) var der ikke andre muligheder end at gå over til Carl.

Jeg husker hvordan pulsen i min krop langsomt steg. Hvordan jeg holdt vejret, da jeg gik forbi han hus og hen til hans næsten altid ikke-låste-dør (med mindre han havde hende den anden lidt ældre pige på besøg, som han også misbrugte seksuelt)

Synet af Carl der sidder derinde i stuen og ryger sine grønne Cecil eller hjemmeruller som de fleste nok ville betegne som joints. Hans smil, når han så mig, og armen der løftede sig og sagde:

“Kom ind.”

Turen igennem bryggerset. Varmen fra hans røgbefængte hus der rammer mine næsebor og min spændte og alt for spinkle krop. En krop der, i det øjeblik jeg træder ind i huset, ikke er min. En krop og et sind der spiller en rolle, for at kunne være i nuet.

En sjæl der langsomt forlader sin fysiske kerne. Jeg registrerer ikke, om jeg er holdt op med at fryse. Jeg registrerer vejen ind til stuen igennem køkkenet i glimt. Den føles som en evighed, måske mest fordi Carl hele vejen igennem kan følge mine bevægelser med sine øjne der siger:

“Så kom du igen – for at få mere!”

Han smiler skævt til mig, da mine øjne møder hans i et kort øjeblik. Jeg er 10 år

Alt står stille. Pludselig står jeg foran ham. Der er kun hans sofabord bestående af 28 brune kakler imellem os. Jeg smiler og kigger væk. Jeg hader mig selv for at smile. Jeg føler intet. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke vred. Jeg er der jo for at gøre det, vi altid gør sammen uden undtagelser. Hvad skulle jeg ellers lave hos ham. Jeg kigger hen på det røde forhæng. Hans bordeauxrøde gynækologstol står på den anden side – “gemt væk”

Jeg kommer en smule tilbage min krop og mærker en frygt for om det bliver i dag, han vil introducere mig for den. Jeg ved godt hvad den skal bruges til. Hvordan jeg ved, kan jeg ikke huske, men jeg ved det.

Han smiler skævt til mig, da mine øjne møder hans i et kort øjeblik. Jeg er 10 år. Han rejser sig, tager mig i hånden, og vi går op i hans, røgbefængte soveværelse, hvor bjælkerne i loftet, hans symaskine og Marilyn Monroe plakat ofte er min redning, til at komme lidt længere væk end jeg formår at gøre af mig selv.

Topillustration: PxHere. Billedet forestiller ikke Amanda men er et modelfoto.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.