KLUMMESERIE // SEKSUELT MISBRUG – ”Jeg går hen til ham. Han smiler. Jeg kigger igennem ham, og med strips og snor binder jeg ham fast. Sjovt nok giver han mig lov, han stoler på mig. Det vi gør sammen, er jo gensidigt, selvom han er 50+, og jeg kun er syv år. Det eneste jeg ser er nålen. Jeg hører ikke hans skrig. Jeg ser kun nålen og observerer den knasende lyd da den bevæger sig ned igennem ydersiden af hans venstre hånd. Blodet begynder at fosse ud af hans hånd og blande sig med sy resterne på gulvet. Nylon som han bruger når han syer trusser til mig eller sine lampeskærme.” Amanda blev misbrugt af sin nabo fra hun var 4-11 år. I dag er gerningsmanden død, men års terapi har ikke kunnet få bugt med traumerne. I dag fortæller Amanda om en livagtig, blodig og morderisk drøm om hævn, som hun har gennemlevet i forbindelse med terapien. Vi vil gerne advare mod den voldsomme tekst, hvis man ikke kan klare at læse den slags. Teksterne har før været bragt på Amandas blog og syndikeres i redigeret form hos POV. Dagens afsnit er nummer 40.
Bragt på Amandas blog 7. marts 2018
Jeg har været på en indre rejse i dag. Jeg var forbi min lokale healer.
Rejsen startede med, at jeg skulle lede efter min følelse af frihed. Ligesom da jeg var barn og løb ubekymret rundt og fangede snekrystaller med tungen, når det sneede. Jeg kom hurtigt ud i sneen, op i mit kæmpe valnøddetræ bagerst i haven, og jeg var ude i “skoven”. Tre frirum jeg beamede mig ned i, og som gav mig ro og kærlighed i kroppen og ikke mindst følelsen af frihed
Efter lidt healing mens jeg lå på ryggen, hvor jeg var tryg, skulle jeg prøve at mærke, hvad min krop ville, hvad den ikke ville eller forsøge at være i det, hvis jeg ikke vidste, hvad den ville.
Efter lidt tid fik jeg et behov for at sparke. Jeg har ofte meget energi i mine fødder i de her sessioner. Ordet nej kom op i mine tanker, hvilket jeg fortalte min terapeut.
Han vejledede mig til at kanalisere nejet ned i fødderne ved at sige nej med mine ben igennem spark. Jeg sparkede, og jeg sparkede hårdt. Nejet bevægede sig efterfølgende efter opfordring op i mit hoved.
Min indre lille pige viste sig og hun skreg i så høje og bundløse frekvenser, at det ville have smadret vinduer og opløst muren i bygningen, hvis jeg havde ladet lyden komme ud af min mund
Jeg skulle prøve at sige nej højt. Evt. råbe. Det kunne jeg ikke, men jeg kunne høre stemmen, hvilket jeg fortalte.
Min healer sagde, at jeg skulle give stemmen plads og lade den gøre, hvad den ville. Og også gerne fantasere, hvis den trang opstod.
Pludselig åbnede der sig en voldsom fantasiscene for mig. Min indre lille pige viste sig, og hun skreg i så høje og bundløse frekvenser, at det ville have smadret vinduer og opløst muren i bygningen, hvis jeg havde ladet lyden komme ud af min mund.
Skriget blev ved og ved og ved og ved og ved. Jeg lod hende skrige: “NEEEEEJ” uden at reflektere over, at lille jeg slet ikke trak vejret i de minutter, jeg skreg.
Og pludselig var jeg skiftevis i Carls og mine forældres hus, i skolen og på kommunen.
Jeg står i Carls køkken, og selvom han sidder inde i stuen og kigger på mig, begynder jeg at gå amok. Jeg kaster med stolene til hans spisebord. Da de er af metal rammer de væggen med en hul lyd, flyver tilbage i rummet og efterlader store huller i væggen.
Ukontrolleret løfter jeg hans spisebord med plads til fire og kaster det op i luften. Glas og skåle giver efter for tyngdekraften og lander larmende på gulvet. Det ligger glasskår overalt.
Jeg tager hendes kande med kogende Medova the, og uden at blinke skruer jeg låget af og hælder teen over hendes sorte hår. Hun reagerer. Hun skriger. Tager sig til ansigtet i smerte
Pludselig står jeg hjemme i køkkenet og kigger på min mor. Hun kigger ikke på mig. Hun snakker med sig selv.
Jeg tager hendes kande med kogende Medova the, og uden at blinke skruer jeg låget af og hælder teen over hendes sorte hår. Hun reagerer. Hun skriger. Tager sig til ansigtet i smerte.
Jeg reagerer ikke på hendes smerte. Står blot og observerer hendes hud, der langsomt ændrer struktur fra at være forholdsvis fin til at ændre farve fra hvid til samme farve, som hvis hun havde ligget ud i den stegende sol hele dagen for til sidst at svimle op i store vabler.
Jeg kaster termokanden ind i væggen. Jeg skriger stadig, og pludselig er jeg på vej ind på min gamle skole. Jeg har Carls jagtgevær, han havde hængende på væggen i stuen, med.
Solen skinner i skolegården. Børnene leger udenfor. Jeg går op af den store trappe til hoveddøren, der åbner sig lydløst, idet jeg skubber hårdt til den. Målrettet drejer jeg til højre efter 15 beslutsomme skridt.
De smiler da de ser mig. Jeg retter geværet mod dem og skyder mod deres hjerter. Et skud i hvert hjerte. De falder mod gulvet
Jeg af den hvide gang med grå linoleumsgulve. Der er klasselokaler på venstre side og store vinduer på højre. 1. Dør, 2. Dør 3. Dør.
Jeg åbner 3. dør. Inde i børnehaveklasselokalet sidder begge mine børnehaveklasselærerinde og drikker the. Specielt den ene er glad for at se mig, men jeg fornemmer også hendes afstand. De smiler, da de ser mig. Jeg retter geværet mod dem og skyder mod deres hjerter. Et skud i hvert hjerte. De falder mod gulvet.
Deres kroppe er i desperat krampe for at holde på blodet, der fosser ud af deres næsten livløse kroppe, lidt ligesom når man hugger hovedet af en hane.
Tilbage på gangen går jeg målrettet mod lærerværelset, der er til venstre for hoveddøren. Min klasselærer sidder og snakker. Da hun ser mig, rejser hun sig op og går faretruende hurtigt hen imod mig. Jeg går imod hende med samme energi, og på klods hold skyder jeg hendes ansigt til ukendelighed.
Pludselig sidder han i sin stol ved sin symaskine og han kigger på mig med de der øjne der siger at jeg skal tage mine trusser af
Tilbage hos Carl. Vi er oppe i hans soveværelse. Han har misbrugt mig, og han er lige faldet i søvn. Han snorker. Pludselig sidder han i sin stol ved sin symaskine, og han kigger på mig med de der øjne der siger, at jeg skal tage mine trusser af.
Jeg går hen til ham, som så mange gange før. Han forventer nu, at jeg sætter mig overskrævs på ham. Lige ovenpå hans penis, så han kan rykke mig frem og tilbage, lige indtil jeg er stimuleret tilpas nok til, at jeg begynder at bevæge mig selvstændigt ovenpå ham – uden hans hjælp.
Jeg går hen til ham. Han smiler. Jeg kigger igennem ham, og med strips og snor binder jeg ham fast. Sjovt nok giver han mig lov; han stoler på mig. Det vi gør sammen jo gensidigt, selvom han er 50+, og jeg kun er syv år.
Hans arme er bundet fast til armlænet på stolen. Hans hænder er så meget fri fra armlænet, at de let kan placeres på hans symaskine.
Det eneste jeg ser er nålen. Jeg hører ikke hans skrig. Jeg ser kun nålen og observerer den knasende lyd, da den bevæger sig ned igennem ydersiden af hans venstre hånd. Blodet begynder at fosse ud af hans hånd og blande sig med sy-resterne på gulvet.
Nylon som han bruger, når han syer trusser til mig eller sine lampeskærme.
Læder som han bruger til sine Barbie-dukker, der står i hans vindueskarme nede i stuen ud til hovedvejen.
Efter et par hurtige tryk på pedalen til symaskinen begynder maskinen at køre, som om den ikke har lavet andet end at sy i hænder. Lyden af knasende knogler og huden, der gennemtrævles, fylder rummet
Motoren i symaskinen lyder et øjeblik som om den vil give op, men efter et par hurtige tryk på pedalen til symaskinen begynder maskinen at køre som om den ikke har lavet andet end at sy i hænder.
Lyden af knasende knogler og huden, der gennemtrævles fylder rummet. Jeg bliver ved, ved, ved og ved med at lade nålen køre op og med frem og tilbage. Jeg kan slet ikke stoppe med at sy hans hånd.
Jeg fornemmer et kort øjeblik hans smerte et sted i periferien. Men hans smerte er ikke mit problem. Jeg er iskold. Styret af mit had, min vrede og min urkraft fortsætter jeg, til jeg pludselig lægger mærker til at han er besvimet.
Jeg står udenfor Rådhuset. Jeg husker trappen op til døren, der er frygtelig tung at åbne.
Den lange hvide gang med dræbende skarpt lys på begge sider. De sidder til møde alle sammen. 4. dør til højre. De holder møde, men ikke om mig, selvom de burde.
Jeg kigger min sagsbehandler dybt i øjnene, i det jeg skyder hende i hovedet. Hendes hjernemasse skaber et abstrakt og alligevel ret grumset maleri på den hvide væg bag de døde kroppe
Jeg sparker døren op og ligesom med dem på skolen, skyder jeg dem en efter en. Min sundhedsplejerske får en kugle lige i hjertet. De andre skriger og forsøger at gemme sig. Jeg går målrettet hen til dem og skyder dem en efter en på klods hold.
Jeg kigger min sagsbehandler dybt i øjnene i det jeg skyder hende i hovedet. Hendes hjernemasse skaber et abstrakt og alligevel ret grumset maleri på den hvide væg bag de døde kroppe.
Tilbage i Carls hus er jeg nede i køkkenet igen og smadrer alt, hvad jeg kommer i nærheden af. En erindring om at løbe frit i skoven, i sneen eller klatre i det store valnøddetræ rammer mig. Et behov for at finde tilbage til den frihed presser mere aggression frem.
Han ser på mig med sine øjne der normalt gør mig skamfuld, men jeg er iskold.
Jeg ved, hvad han forventer af mig. Jeg ved, at han kun tænker på at stikke sin klamme store og ildelugtende tunge ind i min alt for lille pigemund.
Han vil berøre mig udenpå tøjet og indenunder, mellem mine ben. Måske vil han endda lægge sig ned, så jeg kan sætte mig ovenpå hans stive lem eller hans ansigt. Måske vil han bære mig op i soveværelset.
Men den her gang er det anderledes. Jeg hiver ham op af sofaen og skubber ham over i sin bordeauxrøde gynækologstol, der står til højre for hans brune lædersofa, hvor han sidder i midten. På stolen er der nogle reb, der kan binde personen, der sidder i stolen, fast og hjælpeløs.
Jeg skyder Carl i venstre hånd. Carl var venstrehåndet. Han brugte ofte venstre hånd … på mig. Hånden og armlænet ligesom forsvinder ned i gulvet og ligner noget fra en kødhakkemaskine
Jeg bruger rebene mod han selv. Først højre arm, så venstre. Jeg beordrer ham med geværet i hånden til at placere sine ben i bøjlerne. Jeg binder hans ben fast.
Jeg skyder Carl i venstre hånd. Carl var venstrehåndet. Han brugte ofte venstre hånd … på mig. Hånden og armlænet ligesom forsvinder ned i gulvet og ligner noget fra en kødhakkemaskine.
Højre hånd får samme tur.
Han har bare tæer. Jeg formår på hver fod at amputere tre tæer ved hjælp af geværet.
Pludselig hører jeg hans stemme. Han skriger stop. Mit uendelige brøl overtrumfer han skrig. Og med et overmandes jeg af skam. Jeg ser ikke igennem ham mere.
Han ser på mig med sine vante øjne og spøger grædende:
“Amanda hvorfor gør du det her imod mig? Jeg har ikke gjort noget forkert. Det vi to gør sammen, er noget du gerne vil have, jeg gør. Hvorfor bliver du ikke bare væk, hvis du ikke kan lide det”
Du kan lide det vi gør sammen. Du bliver en lille liderlig fræk pige, når jeg først har tændt dig. Du kan jo bare lade være!” Jeg rammes af skammen kort. Træder et skridt tilbage. Fanger fornemmelsen i mine fødder
”Du kommer jo helt frivillig. Du sætter dig ovenpå mig helt frivilligt. Du kan lide det, vi gør sammen. Du bliver en lille liderlig fræk pige, når jeg først har tændt dig. Du kan jo bare lade være!”
Jeg rammes af skammen kort. Træder et skridt tilbage. Fanger fornemmelsen i mine fødder. Kontakten med min kraft og mit nej. Billedet af mig i sneen, i “skoven”, i valnøddetræet… fri.
Jeg begynder at råbe af ham. Råbe uden ord. Råbe med ord:
“Nej. Der var fandme ikke min skyld. Du er voksen, og jeg er et barn. Det er dit ansvar, ikke mit.”
Hvorefter jeg skyder ham i det ene øje, mens jeg råber:
“Stop med at se på mig dit klamme svin. Du fortjener ikke at se på mig.”
Han skriger. Jeg hører svagt hans skrig. Jeg stopper hans skrig ved at langsomt placere geværet i munden på ham. Han hoster. Jeg bevæger geværet rundt i hans mund, ligesom hans tunge på samme klaustrofobiske måde, har bevæget sig rundt i min.
Jeg ser han nu. Der er angst i hans sidste øje. Han bevæger sig. Prøver at komme fri, men han er bundet godt fast. Jeg tager geværløbet ud af hans mund. Han fortsætter, hvor han slap med at give mig skylden.
Han ryster på hovedet. Skriger nej. Jeg finder mere masse og propper det i munden på ham. Han kaster op. Jeg tager hans opkast og smører der ud i ansigtet på ham, og rundt om hans kønsdele
Jeg går ud i køkkenet og tager hans gule str. l opvaskehandsker på, går tilbage til stuen, samler noget af massen fra hans hånd og propper det i munden på ham idet jeg siger, “fortsætter du med at snakke, får du mere.”
Jeg går hen til hans kakkelsofabord og finder hans Zippo-lighter. Hans sidste øje følger intenst mine hænder, da de tager noget af hans rullepapir til hans hjemmerullede joints og placerer det roligt ovenpå hans gennemsigtige net-tangatrusser.
Hans klamme penis er tydelig at se. Alt hår er barberet af. Den er stor og kvalmende, selvom den ikke er stiv.
Jeg går ud af stuen igennem det totalt smadrede køkken og videre ud i bryggerset.
Til venstre for hans kummefryser, der altid er fyldt med ispinde, som han altid kalder penis, står en masse kemikalier. Jeg finder flaske med sprit. Går tilbage og hælder det udover de åbne sår hvor hans hænder, tæer og øje engang var…. og ja udover rullepapiret på hans underliv.
Han ryster på hovedet. Skriger nej. Jeg finder mere masse og propper det i munden på ham. Han kaster op. Jeg tager hans opkast og smører der ud i ansigtet på ham, og rundt om hans kønsdele.
Han kaster op igen. Jeg tænder Zippo-lighteren. Han fortryder nok nu, at han forleden lærte mig at tænde den selv, mens jeg sad på skødet af ham med hans hænder nede i mine trusser.
Vi havde spist fisk og drukket hvidvin.
Han siger intet. Han skriger af smerte og besvimer. Jeg slukker ilden med et viskestykke, og venter til han vågner igen
Ilden tager hurtigt fat i hans underliv, hjulpet godt til af spritten. Hans opkast sørger for at ilden holder sit fokus.
Jeg træder at skridt tilbage og råber: “Sig undskyld!”
Han siger intet. Han skriger af smerte og besvimer. Jeg slukker ilden med et viskestykke og venter til, han vågner igen.
Han vågner kort. Han har tabt meget blod. Blodet klistrer under mine mørkeblå sko. Jeg smiler til ham, han smiler tilbage, måske i forventning om, at jeg stopper nu:
“Kom her Amanda. Der er vitterlig ingen grund til, at jeg skal sige undskyld. Du burde sige undskyld, men jeg tilgiver dig, fordi du er min lille prinsesse” siger han og smiler.
Jeg løfter geværet og skriger: “Hold kæft”, idet jeg skyder ham i munden.
Han dør.
Jeg håber, at jeg kan holde fast i den kontakt, jeg har fået med mig selv
De her små scener opstod helt af sig selv inde i mig under sessionen og efterfølgende.
Jeg følte mig helt let bagefter. Lettet. Noget havde lettet og forladt mig.
Og hvad symboliserer de scener så?
Jo, de er et spejl. Alt det onde jeg gør mod Carl, min mor og de andre omsorgspersoner, der burde have hjulpet mig, er symboler på, hvad deres handlinger eller manglende handlinger gjorde ved mig.
Carl skamferede min krop psykisk. Han ydmygede mig og kontrollerede mig, og ikke mindst så groomede han mig til, at det var min egen skyld. Selv i døden kunne han ikke erkende sin skyld og sit ansvar.
Jeg husker ikke, da overgrebene startede. De var min virkelighed. Selvom jeg godt ved, at de “først startede”, da jeg var omkring 4 år, har jeg ingen erindring om tiden inden.
Når jeg genkalder mig mine forældre og deres manglede forældreevne, kan jeg godt lægge to og to sammen. Det har været en kamp for mig, fra jeg tog mit første åndedræt at få den kærlighed og opmærksomhed jeg, som ethvert andet lille barn, havde behov for.
Jeg har sået et frø i dag. Jeg er begyndt at bringe mig selv hjem. Jeg håber, jeg kan holde fast i den energi. Den føles rigtig. Og når det føles rigtigt, så er det rigtigt
Og hvis overgrebene var min virkelighed og hvis det, Carl gav mig, var bedre, end det, jeg fik hjemme, fordi jeg intet fik, så giver det god mening, at vreden først kom senere sammen med skammen.
Vreden i scenerne er udtryk for min indre kraft, min retfærdighedskraft, som er en del af den autentiske side af mig. Hvis jeg har det dårligt over det, der skete, må det være fordi noget indeni mig ved, at det, Carl gjorde, ikke var okay, og at jeg var uden skyld. Ellers ville jeg jo være ligeglad og bare acceptere skylden.
De lag jeg var nede i i dag, er nogle lag, jeg ikke har været i før. Jeg er der stadig i mine tanker -oppe i valnøddetræet, ude i sneen eller i “skoven”.
Jeg håber, at jeg kan holde fast i den kontakt, jeg har fået med mig selv. Holde fast i den omsorg, der var i hans healing. Den frihed, jeg følte i dag, var vigtig, fordi den viser mit autentiske jeg, Barnet. Den jeg egentlig er bag skammen, skylden og traumerne.
Jeg skal mærke hendes behov og trøste hende, når hun bliver ked af det. Jeg vil give hende en anden barndom uden Carl og uden overgreb. Kun med kærlighed og omsorg.
Jeg har sået et frø i dag. Jeg er begyndt at bringe mig selv hjem. Jeg håber, jeg kan holde fast i den energi. Den føles rigtig. Og når det føles rigtigt, så er det rigtigt.
Topillustration: Flickr
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her og nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
