KLUMMESERIE – “Min far sidder i en stol, og min mor sidder i sofaen. Jeg har bar overkrop og trusser på. Jeg er træt og går over til sofaen for at gå kold på den, hvilket jeg ofte gjorde. Jeg brød mig ikke om at sove oppe på mit værelse. Jeg var bange for, at Gud kom og straffede mig, fordi jeg gjorde sådan nogle skamfulde ting sammen med Carl. ” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 18. i rækken.
Behov – hvad er det? – 30. september 2017
Selvomsorg, behov, mine behov? Hvad er det – jeg ved det ikke.
Sagt med en mild sarkasme i stemmen. For en uge siden var jeg til ’Synlighedsdagen’, og jeg blev virkelig ramt i mellemgulvet, fordi jeg drager på ingen som helst måde omsorg for eller tager vare på mig selv.
Den eneste selvomsorg, jeg har givet mig selv som barn, og som jeg helt automatisk stadig giver mig selv, kommer via musik og ja, så det at skrive.
Så hurra for musik, for hvis man skal tro den sidste foredragsholder Christine Schøtt, så er sang virkelig noget, der hjælper systemet til at få det bedre. At synge udløser Oxycontin (kærlighedshormon) og nedsætter kortisolniveauet i kroppen, der er et stresshormon.
Som barn sang jeg meget.
Hvis jeg var hjemme, stod jeg ofte ude i køkkenet og sang. Mine forældre havde en båndoptager med radio. Her optog jeg alverdens sange, dér tilbage i start 80’erne, altså lige bortset fra de første 5-6 sekunder, fordi jeg skulle trykke på optag først.
Og så sang jeg. Jeg sang ude i haven, på vej til skole, når jeg gik ude i naturen, især i skoven. Jeg var afhængig af at synge.
Hvor har min krop dog været smart. Jeg tilførte simpelthen omsorgshormoner til min krop ved at synge.
Jeg synger stadig. Specielt hvis jeg er stresset, så starter jeg pr automatik. Når jeg på mit arbejde føler, at senfølgerne og/eller stress er ved at hive mig ned, synger jeg ofte. Mine kollegaer synes, det er vildt, at jeg kan være så overskudsagtig i stressede situationer, men som jeg fortæller dem:
“Det hjælper mig at synge.” Jeg har aldrig vidst hvorfor, men nu ved jeg det. Sang og det at skrive har altid været min overlevelsesstrategi, og jeg har taget den med mig ind i voksenlivet.
Af andre former for selvomsorg bliver jeg dog hurtig nærmest handicappet, selvom jeg godt ved at det er et voldsomt ord at bruge.
Jeg føler mig aseksuel, selvom jeg jo godt ved, at der et eller andet sted er en lyst – til sex. Den side af mig, der ikke får lov til at eksistere, fordi Carl har begravet min seksualitet i skam
Hos min psykolog har jeg imidlertid fokus på mere selvomsorg, når det gælder lyst og glæde ved min krop.
Jeg føler mig aseksuel, selvom jeg jo godt ved, at der et eller andet sted er en lyst – til sex. Den side af mig, der ikke får lov til at eksistere, fordi Carl har begravet min seksualitet i skam.
Den er så langt væk og popper den frem, føler jeg skam med det samme. Min puls stiger. Kysser jeg en, får jeg underlivssmerter, og ja, så er der jo ikke rigtig nogen grund til at fortsætte foretagendet. Specielt ikke hvis jeg skal lytte til mine grænser.
Jeg har fået til opgave at begynde at røre min krop på ikke farlige steder. Dette så min krop lærer, at berøring kan være dejligt. Det kan f.eks. være at massere/berøre min hånd, smøre mig ind i creme, eller hvad der nu føles rart.
Eller skulle jeg måske skrive ‘okay’. For det er hverken dejligt eller rart.
Præmissen er, at så snart min krop siger fra, skal jeg stoppe – og så er teorien, at min krop stille og roligt vil give lov til mere og mere, så jeg til sidst bliver tryg ved min krop og berøring fra mig selv. Jeg lærer min lille pige, at det ikke er farligt længere. Min krop skal lære, at den ikke er et objekt. At den godt må sige fra, og at grænsen respekteres.
Jeg er træt, og går over til sofaen for at gå kold på den, hvilket jeg ofte gjorde. Jeg brød mig ikke om at sove oppe på mit værelse. Jeg var bange for, at Gud kom og straffede mig, fordi jeg gjorde sådan nogle skamfulde ting sammen med Carl
Jeg har det i hele taget ikke så godt med berøringer. Jeg har ingen erfaringer med berøringer, andet end dem som jeg fik af Carl, og ja, de havde altid til hensigt at misbruge mig seksuelt.
Min forældre rørte mig aldrig. Og dog. Når jeg lige tænker mig om – (og ja, nu begynder mit hjerte at galopere, men det er okay), så husker jeg nogle episoder, fra jeg har været en 7-8 år, hvor jeg er inde i stuen hos mine forældre.
Min far sidder i en stol, og min mor sidder i sofaen. Jeg har bar overkrop og trusser på. Jeg er træt og går over til sofaen for at gå kold på den, hvilket jeg ofte gjorde. Jeg brød mig ikke om at sove oppe på mit værelse. Jeg var bange for, at Gud kom og straffede mig, fordi jeg gjorde sådan nogle skamfulde ting sammen med Carl.
Jeg ligger mig på sofaen. Det klør på min ryg, og jeg spørger min mor, om hun ikke vil klø mig.
Jeg fik aldrig kram eller omsorg fra min mor, så jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte hende om det. Jeg går ud fra, at det har været meget praktisk funderet. Min ryg klør, kan du hjælpe mig, og længere var den ikke. Dog lå der også et ønske om, at hendes berøring ville vække noget i hende, så hun begyndte at holde af mig og give mig omsorg.
Hun begynder at klø mig. Det gør ondt. Hun har ingen fornemmelse af, hvordan hendes negle borer sig ned i min ryg. Jeg siger intet andet, end at jeg forsøger at guide hende til, hvor hun skal klø mig, men ikke engang det kunne hun finde ud af
Jeg kan huske, at jeg savnede en mor. Jeg følte tydeligt et behov for at hun gav mig den omsorg, hun aldrig havde givet mig, og det, hun kunne, var måske at klø mig, og så måtte det jo være det, jeg fik. Smart.
Hun begynder at klø mig. Det gør ondt. Hun har ingen fornemmelse af, hvordan hendes negle borer sig ned i min ryg. Jeg siger intet andet, end at jeg forsøger at guide hende til, hvor hun skal klø mig, men ikke engang det kunne hun finde ud af.
Min mor er for at sige det mildt ikke særlig intelligent. Nogle vil kalde hende udviklingshæmmet, det gør min psykolog, og hun er en klog kvinde.
Jeg har altid været mor for min mor. Jeg har faktisk aldrig respekteret hende. Og ja, jeg har også, så længe jeg kan huske tilbage, været vred på hende. Vred fordi hun ikke var mor for mig. Jeg kunne jo godt se, hvordan mine klassekammeraters mødre var.
Men jeg ligger der, og hun klør mig hårdt på ryggen.
Pludselig bevæger hendes negle sig ned til min trussekant og ned på mine baller. Jeg kan huske, at jeg stivner. Hvad er det, hun gør. Jeg har ikke bedt hende om at klø mig der. Jeg rykker mig lidt væk og forsøger at guide hende op igen, men hun bliver på mine baller.
Da jeg som sagt aldrig har haft respekt for hende, og derfor heller ikke var det mindste afhængig af hende, formår jeg heldigvis at sige lad være, hvorefter jeg rykker mig væk fra hende. Hun stopper, og jeg krummer mig sammen under et tæppe, der klør helt vildt, og falder i søvn. Sådan skete det et par gange over en periode.
Jeg beder hende om at klø mig på ryggen, og hun ender med at have sine hænder på den anden side af min trussekant.
Jeg holdt hurtigt op med at sætte mig i sofaen, når hun var der, og ja, det var hun hver aften. Og hvis jeg gjorde, så beholdt jeg mit tøj på og satte mig helt ovre i den ene side af sofaen. Jeg spurgte hende ikke igen, om hun ville klø mig på ryggen
Jeg forstod det ikke. Det føltes sindssygt grænseoverskridende, men samtidig så følte jeg ikke, at det var det samme som med Carl. Måske fordi hun er så dum, som hun er. Sorry, men det er hun altså.
Jeg tænkte, allerede i en alder af 7-8 år, at hun ikke vidste, hvad det var, hun gjorde. At hun ikke havde nogen fornemmelse af, at det, hun foretog sig, ville blive opfattet som grænseoverskridende af mig.
Jeg holdt hurtigt op med at sætte mig i sofaen, når hun var der, og ja, det var hun hver aften. Og hvis jeg gjorde, så beholdt jeg mit tøj på og satte mig helt ovre i den ene side af sofaen. Jeg spurgte hende ikke igen, om hun ville klø mig på ryggen.
Hov, jeg kom fra selvomsorg. Det med selvomsorg, det er jeg ikke så god til, og det giver også god mening, jeg aldrig har oplevet at andre var omsorgsfulde overfor mig, hvordan skulle jeg så kunne være omsorgsfuld overfor mig selv?
Det mærkelige er, at jeg faktisk er overraskende god til at være omsorgsfuld overfor mine børn. Det er vigtigt for mig, at de ikke mangler noget. Jeg ved ikke, hvor jeg har den evne fra. Jeg har også et arbejde, der kræver, at jeg er omsorgsfuld og empatisk, og det kan jeg sagtens. Men når det gælder mig selv, så er der lukket for det varme vand. Vandet er koldt. Iskoldt. Jeg øver mig, og som en klog mand (eller var der en kvinde? 😉) engang sagde: “Øvelse gør mester”.
One day, the sadness will end.
Barnet i betonkisten – 29. september 2017
Har læst Landsforeningen Spors nyhedsbrev i dag, og det giver bare så meget mening. Det er svært, så svært at få kontakt med min lille pige og give hende den omsorg, hun så inderligt har brug for.
Alle forsvarsmekanismer er i brug, når jeg fornemmer hende. Hvor er min lille pige bare langt væk Jeg får et tydeligt billede af, at hun er begravet i en cementkiste, langt, frygteligt langt under jorden. Noget i hende er dødt og kræver genoplivning.
Jeg er, på trods, begyndt at mærke hende, da jeg er blevet bevidst om, at det er hende, jeg mærker hende, når jeg reagerer i forskellige situationer. Jeg må begynde – jeg starter i dag – på at fortælle hende, at jeg lytter til hende, at jeg passer på hende og ikke mindst respekterer hendes grænser.
Først når hun er tryg ved mig, tør hun tage imod den kærlighed og omsorg, jeg har til hende. Når min krop spænder op, er det hendes krop, der spænder op.
Når jeg mister min krop, i en enkelt og uskyldig berøring fra mig selv (jeg er begyndt at have fokus på (også fysisk) selvomsorg i min terapi), er det min lille piges krop, der sætter berøringen i forbindelse med de overgreb, hun blev udsat for.
Jeg må trodse angsten og vise hende, sige til hende, at det ikke er farligt, og at jeg er der for hende, og at vi tager det i det tempo, hun har brug for. Jeg forsvinder ikke, uanset hvad
Når jeg ikke føler, at jeg kan eller tør give udtryk for mine behov, så er det min lille pige, der erfaringsmæssigt ved, at hun ikke kan stole på nogen, og det at give udtryk for et behov er lig med seksuelle overgreb eller vold, hvis jeg står op for mig selv.
Når jeg bliver bange for, at nogle bliver vrede, hvis jeg siger fra, er det min lille pige, der frygter at miste den kærlighed, hun fik fra Carl, og så hun er bange for at blive slået. Hun føler skam, skyld, frygt, magtesløshed og angst.
Jeg må trodse angsten og vise hende, sige til hende, at det ikke er farligt, og at jeg er der for hende, og at vi tager det i det tempo, hun har brug for. Jeg forsvinder ikke, uanset hvad.
Jeg skal nok få hende op af den frygtelige kiste, hun befinder sig i. En kiste Carl begravede hende i, for at få hende til at holde mund.
“Barnet er følelsesmæssigt i underskud af beskyttelse, anerkendelse, respekt, interesse, nærvær, omsorg, medfølelse, trøst og alt muligt andet. Det har også meget brug for at få at vide, at det er uskyldigt og intet har at skamme sig over, men samtidigt har det også brug for, at man som voksen anerkender og rummer dets følelser af bl.a. skyld og skam. Når man som voksen begynder at rumme Barnets følelser og dække dets uopfyldte behov, begynder sårene at hele og Barnet kan begynde at vokse og udvikle sig. Faktisk virker det begge veje, for også den voksne heles og udvikles i kontakten med Barnet.”
Topillustration: https://www.lifechangeexperience.co.uk/five-ways-how-hypnosis-can-help-for-trauma-recovery
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her, 12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her, 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her,15. afsnit, ‘Tænk hvis jeg kunne græde”, her , 16. afsnit, “Brændemærket”, her og 17. afsnit, Hukommelsestab her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
