KLUMMESERIE – “Jeg husker tydeligt den dag, jeg hørte sangen første gang. Jeg blev ramt af en skam og tristhed, fordi jeg følte, at det var en sang, jeg kunne havde skrevet til Carl. Sangen beskriver den kærlighed, jeg også følte til Carl. Jeg følte, at jeg havde været Carls kæreste, og at noget i mig savnede den relation til ham.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med.
Dodo and the Dodos og masser af skam – 19. november 2017
Skam, skam, skam, masser af skam, måske det mest skamfulde jeg har skrevet, om grooming og en sang, jeg hader.
Tiden i forhold til overgrebene har været lidt flyvsk for mig. Nok fordi meget af min barndom har gået med at trække mig væk fra virkeligheden. Også er det jo godt, at musik kan hjælpe med at få styr på tidslinjen. Eller er det?
Jeg har altid haft et meget anstrengt forhold til Dodo and the Dodos sang Sømand af Verden.
Carl var gammel sømand. En såkaldt marinesoldat, og han elskede at spankulere rundt i den lille landsby, hvor vi boede iført sit marinekostume, som jeg nærmest vil kalde det.
Han var så klam. Huskede jeg at skrive, at jeg får kvalme, når jeg ser mænd gå rundt i marineuniformer?
Noget andet, jeg som sagt får kvalme af, er af sangen “Sømand af Verden”, som virkelig sender mig tilbage ned ad memory lane.
Det er så ubehageligt at lytte til den sang, fordi jeg pludselig tydeligt husker, hvordan det var inde i mig, når jeg lyttede, og hvordan vores relation og tilknytning var. Jeg kommer i kontakt med den side af mig. Savnet efter den omsorg, han gav mig, også selvom omsorgen var gennemført syg.
Han smilede, inviterede på rød sodavand. Selvom jeg insisterede på, at jeg bare skulle låne telefonen og gjorde alt for ikke at få øjenkontakt med ham, så endte det altid med, at han inviterede mig over på sofaen eller op i sit soveværelse
Jeg husker tydeligt den dag, jeg hørte sangen første gang. Jeg sad ofte ude i køkkenet om aftenen og lyttede til radio, da sangen pludselig som en virus trængte sig på igennem radioens små huller. Jeg blev ramt af en skam og tristhed, fordi jeg følte, at det var en sang, jeg kunne havde skrevet til Carl. Jeg hadede mig selv for at have det på den måde.
Sangen beskriver den kærlighed, jeg også følte til Carl. Jeg følte, at jeg havde været Carls kæreste, og at noget i mig savnede den relation til ham, hvilket gjorde, at jeg fortsatte med at besøge ham som hans deltidskæreste, også selvom jeg følte skam og skyld over hans overgreb. Jeg så ikke hans overgreb som overgreb. Jeg så det som noget, jeg lokkede ham til at gøre, ved bare at være i rummet.
Hvis jeg ikke ville have, at han gjorde ting ved mig, skulle jeg blive væk, følte jeg. En relation med ham uden et seksuelt indhold var ikkeeksisterende.
Når jeg holdt mig væk fra ham, legede jeg med min nye bedste veninde. Jeg løb store omveje for at undgå at komme forbi hans hus og blive fanget ind – og så savnede jeg ham alligevel.
Jeg savnede, at han tog mig ind og gav mig sin specielle omsorg, også selvom det var i form af overgreb. I og med at jeg ikke så det som overgreb, var det bare en del af vores hemmelige virkelighed sammen, som jeg med min blotte tilstedeværelse lagde op til.
Selvom noget i mig nok havde lyst til at sige nej, når jeg var i samme rum som ham, så kunne jeg ikke sige nej. Nej eksisterede ikke i mit vokabularium – jeg vendte ryggen til, krummede mig sammen og håbede, at han ville lade mig være og dissocierede i stedet, når han gik i gang.
Jeg var i ekstremt underskud af omsorg og fysisk kontakt, og Carl var den eneste voksne, der viste interesse for mig: Når Carl var alene, og jeg kom forbi, måske også bare for at låne telefonen, fordi det var for koldt udenfor, og jeg ikke vidste, om mine forældre var hjemme, fordi de ikke lukkede op, blev han altid glad for at se mig. Jeg låste mig bare ind, nøglen var der altid, hvis han ikke havde besøg af den anden pige…
Sangen. Sangen, “Sømand af Verden”, beskriver en kærlighed mellem to mennesker. En kærlighedserklæring fra en kvinde, der altid vil vente på sin sømand. En sang om en sømand der altid vil elske sin kvinde, også selvom de ikke er sammen. Puha
Han smilede og inviterede på rød sodavand. Selvom jeg insisterede på, at jeg bare skulle låne telefonen og gjorde alt for ikke at få øjenkontakt med ham, så endte det altid med, at han inviterede mig over på sofaen eller op i sit soveværelse.
Og sangen, “Sømand af verden”, beskriver en kærlighed mellem to mennesker. En kærlighedserklæring fra en kvinde, der altid vil vente på sin sømand. En sang om en sømand, der altid vil elske sin kvinde, også selvom de ikke er sammen. Puha.
Ja, jeg ved godt, at sangen beskriver en voksen relation, som min kære psykolog ville formulere det – det ændrer ikke ved, at da jeg hørte sangen første gang, følte jeg, at det var min sang til Carl. Jeg husker, hvor skamfuld jeg følte mig, og jeg bliver stadig overrumplet af skam, når jeg hører sangen nu. Ikke fordi jeg føler den tilknytning til ham mere, men jeg husker den. Og jeg kommer i kontakt med et savn efter det, vi havde sammen.
Samtidig er der noget i mig, der frygter, at hvis Carl havde levet i dag, og han havde banket på min dør, så ved jeg ikke, om jeg kunne sige fra overfor ham, fordi jeg ville ryge tilbage i den gamle rolle. Jeg har så meget forståelse for dem, der bliver misbrugt, også efter de bliver voksne.
Jeg har altid troet, at sangen udkom, da jeg var en 8-9 år. Det har på en eller anden måde gjort, at jeg overfor mig selv har retfærdiggjort den følelse af kærlighed og savn efter Carl, jeg havde dengang, da jeg hørte sangen.
I dag gik jeg ind på Wikipedia og slog sangen op, og der stod udgivelse 1988. 1988. 1988. Jeg kiggede flere gange. I 1988 var jeg 11 år. Jeg kan slet ikke få det til at passe i min indre tidslinje.
Men jeg var jo stadig et barn.
Carl døde i 1988, da jeg var 11 1/2, hvilket betyder, at overgrebene stadig fandt sted tæt på hans død. Og at jeg stadig var følelsesmæssigt forbundet til ham, også selvom noget i mig hadede ham så inderligt på det tidspunkt. Jeg husker, hvor splittet jeg var.
Carls grooming gjorde, at jeg fortsatte med at besøge ham som hans lille nu deltidskæreste.
Jeg lærte at være alene hjemme. Men nogle gange var det bare for koldt udenfor eller for ensomt, og så var Carl den eneste mulighed. Hans dør var altid åben. Han elskede mig, og noget i mig elskede også ham
Besøgene hos Carl blev mindre, fordi jeg fik en god veninde, som jeg også har skrevet om tidligere.
Jeg kunne ikke helt give slip på ham, for jeg havde ikke anden voksenkontakt end ham. Jeg lærte at overleve uden ham. Jeg lærte at være alene hjemme. Men nogle gange var det bare for koldt udenfor eller for ensomt, og så var Carl den eneste mulighed. Hans dør var altid åben. Han elskede mig, og noget i mig elskede også ham.
Jeg husker, når jeg først var alene med ham, så klappede fælden. Jeg husker, han misbrugte mig i den periode, hvor jeg hørte sangen første gang, og jeg kan huske, at jeg savnede ham, elskede ham og hadede ham. Jeg kan slet ikke finde hoved og hale i det.
Jeg har altid bildt mig selv ind at overgrebene stoppede, da jeg var 9,5 år. Men det er det med den der tid. Overgrebene stoppede nok med at være periodiske, men min tilknytning til ham har nok gjort, at de fortsatte på nedsat blus – måske specielt fordi han var begyndt at misbruge en anden pige.
Det ændrede ikke ved, at jeg stadig følte mig tilknyttet til Carl, og på en eller anden syg måde jeg savnede ham, og den omsorg han gav mig, også selvom det var igennem seksuelle overgreb.
Jeg var også vred på ham, og jeg var jaloux over, at han også misbrugte en anden lidt ældre pige. Selvom jeg ikke så det som misbrug dengang, mere som en del af vores hemmelighed, vores relation, som jeg skammede mig mere og mere over.
Det, at han begyndte at misbruge den anden pige, gjorde, at jeg både blev vred og ked af det. 8,5 år gammel var jeg pludselig helt alene i verdenen. Hun tog min plads.
Eller noget af den, for Carls dør var altid åben, når hun ikke var der. Det gjorde også, hånden på hjertet, at jeg nogle gange var lidt mere villig. Lidt mere opsøgende i forhold til ham, fordi jeg var bange for at miste ham, også selvom noget i mig hadede ham.
Det eneste, jeg husker, er hendes ansigt, hendes navn, hendes blonde let krøllede hår, hendes blå øjne og tomme blik i øjnene, selvom hun smilte. Erindringen kommer som et stød. Et glimt. Den er der, og væk er den igen. Men den sidder fast som et brændemærke
Mest af alt så hadede jeg mig selv for at det. Jeg har en svag erindring om, at jeg har været i hans soveværelse sammen med den anden pige.
Men den er så svag, at jeg ikke tænker, at der er nogen grund til at grave i den, for det eneste, jeg husker, er hendes ansigt, hendes navn, hendes blonde let krøllede hår, hendes blå øjne og tomme blik i øjnene, selvom hun smilte. Erindringen kommer som et stød. Et glimt. Den er der ,og væk er den igen. Men den sidder fast som et brændemærke.
Tænk, hvis hun læser med her? Og tænk, hvis hun turde at kontakte mig? Tænk, hvis vi rent faktisk kunne bruge hinanden? Hjælpe hinanden? Sætte ord på hvad det var, Carl udsatte os for, og at det ikke var okay.
Måske er hun slet ikke kommet så langt, at hun overhovedet googler seksuelle overgreb, fordi skammen er for voldsom. Jeg ved, at han udsatte hende for ting, han ikke udsatte mig for. Voldsommere ting. Hans gynækologstol havde et formål, man kun kan have mareridt om, hvad han brugte den til.
Jeg husker, hun var ligeså glad for ham, som jeg var for ham. At hun opførte sig ligesom mig. Det var tydeligt, at hun og Carl havde noget sammen, ligesom jeg havde sammen med ham.
Jeg husker også, at han røg hash med hende. Han røg ikke hash med mig. Med mig drak han hvidvin.
Carl fik det til at virke, som om det var normalt, men samtidig noget vi skulle holde hemmeligt. For politiet ville komme, hvis jeg sagde noget. Jeg var på en eller anden måde afhængig af ham. Han fik det til at virke, som om det var mig, der var noget galt med, forstået på den måde at det jo var noget vi havde sammen, det seksuelle, og at jeg jo gerne ville selv.
Mit navigationssystem blev ødelagt af Carl. Det han gjorde, det var jo også dejligt, min krop kunne lide det, selvom det overhovedet ikke var dejligt, når skammen bankede på
Og ja, noget i mig ville jo gerne selv, for det var sådan, jeg havde lært at få opmærksomhed fra Carl. Eller jeg havde ikke forudsætningerne for at vide bedre, som min psykolog siger.
Mit navigationssystem blev ødelagt af Carl. Det han gjorde, det var jo også dejligt, min krop kunne lide det, selvom det overhovedet ikke var dejligt, når skammen bankede på.
Som jeg har skrevet om før, så var Carl ekspert i at kigge på mig, mens han misbrugte mig. Havde han først fået øjenkontakt, kunne jeg ikke slippe ud af øjenkontakten igen. Hans øjne sagde mere end tusind ord. De sagde: “Amanda, du kan jo godt lide det, jeg gør. Se bare på, hvordan din krop reagerer. Du elsker det, og det er derfor, du er kommet på besøg endnu engang!”
Nogle få gange satte han ord på. Jeg husker i hvert fald et par gange, hvor han sagde: “Amanda, jeg elsker, når du er liderlig.”
Jeg vidste dengang ikke, hvad liderlig betød, og det gjorde mig forvirret, og dog så kunne jeg godt regne ud, at det nok havde noget med mig og min adfærd at gøre, for han sagde det i situationer, hvor jeg var lige ved at få orgasme, hvor han stoppede op og ventede iskoldt på, at jeg bad ham om at fortsætte, fordi min krop ville have mere. Eller i hvor han lod mig gøre “arbejdet” færdig, mens han intenst sad og kiggede på mig og smilede både med øjne og mund.
Er jeg gået over grænsen? Har jeg fortalt for meget? Jeg føler mig virkelig ussel, beskidt og skamfuld. Jeg ved også, at den eneste måde jeg kan komme af med skammen, få den placeret hos Carl, det er at fortælle det hele
Jeg husker en gang, nok den eneste gang jeg sagde stop til ham. Jeg har været i hvert fald 9 år. Carl havde for vane, når jeg havde fået orgasme, at fortsætte.
Pludselig blev det dejlige erstattet med ubehag. Jeg var overraskende god til at abstrahere fra det ubehag, der opstod, når han fortsatte, nærmest mekanisk med at stimulere mig. Det var sindssygt ubehageligt, og i den forbindelse stak han altid også en finger op i mig, mens han fortsatte med at stimulere mig.
Jeg husker denne ene gang, at jeg ligger med lukkede øjne og lader som om, jeg sover, selvom han jo nok godt ved, at jeg ikke sover, fordi hele min krop jo for kort tid siden har reageret på hans stop inden orgasmen.
Mit underliv har “i søvne” søgt efter ham for at få mere, hvorefter at han fortsatte nærmest mekanisk og hårdt. Jeg bildte mig selv ind, at han troede, at jeg sov, og det var den børnelogik, der lidt reddede mig, tror jeg.
Det var ekstra ubehageligt den dag, og det gjorde ondt. Min krop forsøger “i søvne” at bevæge sig væk fra ham, men han insisterer på at fortsætte, og han holder mit bækken fast. Til sidst kan jeg ikke være i smerten og ubehaget længere, og jeg siger stop.
Han stopper han op. Jeg åbner per automatisk øjnene, og han får selvfølgelig øjenkontakt med mig. Han smiler til mig og siger: “Amanda, jeg troede, at alle kvinder kunne lide, når jeg elskede med dem.”
Jeg kigger på ham og bliver suget ind i hans øjne, for ja, jeg kunne jo godt lide det, han havde gjort, bare ikke nu. Eller min krop kunne lide det, han gjorde – ergo kunne jeg lide det.
Han fortsatte, og jeg begyndte at sætte bjælkerne i loftet i et eller andet mærkeligt system, mens jeg koncentrerede mig om lydene udenfor.
Det var den første og eneste gang, jeg sagde stop til ham.
Heldigvis døde Carl, da jeg var 11,5. Heldigvis
Er jeg gået over grænsen? Har jeg fortalt for meget? Jeg føler mig virkelig ussel, beskidt og skamfuld. Jeg ved også, at den eneste måde, jeg kan komme af med skammen, få den placeret hos Carl, det er at fortælle det hele. Fortælle det igen og igen. Fortælle det som det var. Hvis der er noget, jeg ikke kan fortælle, så overtager skammen, og det må den ikke.
Jeg vil af med den, skammen. Den er ikke min. Jeg messer: Ikke min, ikke min. Shit, jeg overvejer at lukke siden ned, slette opslaget, grave mig ned, da jeg frygter jeres reaktion.
Jeg ved med mit hoved, at det er skammen, der taler, eller skulle jeg sige skriger, igennem min krop, mit selvbillede og mine følelser.
Heldigvis døde Carl, da jeg var 11,5. Heldigvis.
Savn og skam – 18. november 2017
Må jeg godt savne? Lige nu i det her frygtelige øjeblik er jeg så skamfuld, at jeg slet ikke kan være i min krop. Jeg er i kontakt med et savn. En del af mig savner Carl.
Den lille pige. Den omsorgssvigtede del af mig, som han tog sig af, også selvom han også misbrugte mig, savner ham. Selvom han ikke var min far, havde han den primære omsorgsfunktion for mig i mange år. De seksuelle overgreb var en måde, han gav mig omsorg på. Jeg kendte ikke til omsorg. Han lærte mig, at hvis jeg ville have omsorg, så var det hos ham, og jeg elskede ham for det, og han elskede mig. Min psykolog kalder det for grooming.
Da jeg var helt lille, 4-6/7 år, havde jeg en ubekymret tilgang til hans seksuelle overgreb. Hans overgreb var på en eller anden måde lige så normalt, som det var at drikke hvidvin med ham til aftensmad. Det var vores lille hemmelighed, ligesom det vi gjorde, når vi var nøgne.
Jeg græder. Shit, hvor jeg græder. Jeg vil ikke have den her følelse i kroppen af savn. Ikke savne ham. Ham af alle. Jeg hader det. Jeg er ved at gå opløsning
Vi grinte af det sammen, og jeg nød hans selskab. Nogle gange fik jeg meget hvidvin. Nogle gange husker jeg, at jeg blev dårlig, og han bar mig op i soveværelset. Jeg vågnede uden tøj på.
Jeg savner ikke overgrebene, men jeg savner alle de andre ting, vi havde sammen. Ting der sjældent blev sat ord på imellem os, men som jeg følte. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at Carl elskede mig. Carl elskede mig specielt, når han elskede med mig, som han få gange kaldte det.
Hvis mine forældre døde, vidste jeg, hvor jeg kunne bo. Jeg var ikke bange for, at mine forældre skulle dø. Ja, nogle gange ønskede jeg det ligefrem, for så kunne jeg være hos Carl for altid.
Jeg græder. Shit, hvor jeg græder. Jeg vil ikke have den her følelse i kroppen af savn. Ikke savne ham. Ham af alle. Jeg hader det. Jeg er ved at gå opløsning.
Ser ud af vinduet. Jeg ved, at der er et smukt træ udenfor. Et træ med de smukkeste orange blade. Men det er utydeligt, mine tårer og følelsen af savn slører for det smukke ved træet……og ved livet.
Tak fordi du læser med.
Topillustration: Flickr.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling og 24. afsnit “Det er OK at sige fra“.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
