Amandas historie #43: Blev jeg forelsket i min healer, fordi jeg blev misbrugt som barn?

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Og så var der den lærer jeg havde i folkeskolen, organisten, jeg forelskede mig i, fordi han så mig. Havde han været pædofil, havde der været frit valg på alle hylder. Jeg ved, at min healer ikke vil udnytte sin position. Det kunne han aldrig finde på. Men hvad nu, hvis mine følelser ér ægte? Og det er de vel, når jeg føler dem? Måske er de ikke kun repræsenteret i en drøm?” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dag fortæller Amanda om, hvordan hun føler sig forelsket i den healer, hun går hos, og er bange for, at det er barndommens skader, der viser sig igen.

Teksten er oprindelig bragt på Amandas blog i marts 2018

Jeg havde jeg en drøm tilbage i september om min healer. (Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne bruge hans rigtige navn, men det føles mest anonymt at bruge ord healer).

I drømmen lægger jeg som lille pige op til ham, ligesom jeg gjorde til Carl, da jeg var lille og ubekymret – det var jo vores virkelighed- og hemmelighed, og “sex” var lig med omsorg. Kort fortalt og helt efter bogen afviser min healer mig og siger, at han ikke vil misbruge den lille pige, at jeg kan få omsorg uden at skulle misbruges.

Nu har jeg haft endnu en drøm.

Jeg er på en form for Harry Potter-agtig koloni med min healer, og han er med som min mentor. Vi bor på samme værelse, men sover selvfølgelig i hver vores seng, og ud af det blå får jeg følelser for ham. Jeg har lyst til at være seksuelt sammen med ham. (Hertil skal siges at et seksuelt behov, selv i en drøm, er ikkeeksisterende i mit ødelagte system. Lyst er lig med skam) Jeg siger det selvfølgelig ikke til ham, fordi det vil betyde, at han ikke kan være min mentor længere. Modsat den tidligere drøm er jeg ikke barn i den her drøm. Jeg er voksen. Jeg er mig.

Der er noget frygtelig skamfuldt over de følelser, fordi de netop sættes i forbindelse med Carl, fordi han har inficeret mine primære behov og følelser

I den her drøm er det ikke barnet i mig der søger kærligheden fra ham: Det er den voksne kvinde. Eller er det?

I drømmen er jeg dybt frustreret over, at han er min mentor, og derfor ikke ser mig som den kvinde, jeg er, men som en ødelagt kvinde, der skal samles så meget som muligt. At han ikke er tiltrukket af mig. Også vågnede jeg, frygtelig skamfuld og forvirret. Har jeg følelser for ham? Det var jo bare en drøm. En meget virkelig drøm, selvom den foregik i et Harry Potter-agtigt univers.

Og hvis jeg har, så kan jeg jo ikke fortsætte hos ham eller hvad?

Det er fuldstændig udelukket.

Eller kan jeg?

Det skulle jo være meget normalt at “forelske” sig i sin behandler, netop fordi han/hun repræsenterer noget trygt, man måske ikke kender til, er blevet svigtet i, og som man har behov for at få healet.

Heldigvis er min healer også psykolog, så han kender godt til de psykologiske mekanismer. Men det gør det ikke mindre skamfuldt. Jeg tror, jeg har fat i noget vigtigt – noget eksistentielt – og derfor vil jeg dele det med ham.

Jeg prøvede at bevæge mig længere ned i drømmen, og i den følelse jeg stadig havde rettet mod ham.

Det handler nok ikke om ham som person, selvom følelserne i drømmen er rettet mod ham. Det handler om det, han repræsenterer, og om det, han giver mig rent og uden en pris som mand: Han ser mig, og han forstår mig helt ind i cellerne, og det føles trygt.

Jeg stolede på at Carl ville mig det bedste. Endelig havde jeg fundet en der ville mig, og jeg hoppede i med begge ben

Og så alligevel.

Det er tydeligt, at der er noget i mig der er ved at heale i forhold til det modsatte køn pga. ham. Så hvad er hvad?

Trygheden bunder nok også i den omsorg og kærlighed, han healer mig med. Det er svært at sætte ord på, men det er noget, jeg i den grad har haft brug for. Og jeg kan mærke det. Bare det, at han får lov til at lægge en hånd på mig, uden at jeg tænker overgreb, dét er altså ret vildt.

Når det er sagt, bliver jeg også sindsygt skamfuld. For noget i mig spinder også slimede tråde til barndommens traumer, og jeg bliver forvirret. Carl gav jo også omsorg og tryghed, ligesom min healer. Noget i følelserne er ens. Måske fordi de fra min side var og er rene?

Jeg følte mig tryg hos Carl de første år overgrebene fandt sted. Selvom Carls såkaldte tryghed var baseret på en syg seksualiseret omsorg, så var det jo for mig autentisk, rent og fint.

Jeg stolede på at Carl ville mig det bedste. Endelig havde jeg fundet en der ville mig, og jeg hoppede i med begge ben, og derfor blev det endnu mere forvirrende og skamfuldt, da virkeligheden bankede på døren.

Jeg ved, at min healer ikke vil udnytte sin position. Det kunne han aldrig finde på. Men hvad nu hvis mine følelser ér ægte?

Hånden på mit lidt for hurtigt bankende hjerte:

Jeg var helt klart fascineret og barnligt forelsket i Carl, fordi han gav mig alt det, jeg ikke fik hos mine forældre, og også selvom det var i form af seksuelle overgreb.

Også var der den lærer jeg havde i folkeskolen, organisten, jeg forelskede mig i, fordi han så mig. Havde han været pædofil, havde der været frit valg på alle hylder.

Jeg ved, at min healer ikke vil udnytte sin position. Det kunne han aldrig finde på. Men hvad nu, hvis mine følelser ér ægte? Og det er de vel, når jeg føler dem? Måske er de ikke kun repræsenteret i en drøm?

Er følelserne et udtryk for de behov, jeg havde, før jeg var så uheldig at støde ind i Carl i en alder af 4 år?

Er det de følelser, jeg er nede i?

Når jeg skriver det, så føles det i hvert fald rigtigt. Og de følelser er grumset til af Carl. Besudlet.

Der er noget frygtelig skamfuldt over de følelser, fordi de netop sættes i forbindelse med Carl, fordi han har inficeret mine primære behov og følelser. Og det bliver endnu mere skamfuldt, når de sættes i forbindelse med min healer, for han er alt andet end Carl. Men jeg bliver også nød til at være ærlig og erkende, at noget i følelserne, der minder om hinanden.

Det siger nok mest noget om, hvor meget Carl har fucket op med mit følelsesmæssige system. Hvordan han har misbrugt mine behov for at blive set og blive rørt ved. Behov jeg havde og som ikke blev set og opfyldt, før jeg mødte Carl.

Solen skinner. Jeg er 4 år gammel. Jeg har bar overkrop og kun underbukser på. Jeg føler mig fri ovre hos Carl. Jeg føler mig set og elsket sammen med Carl. Han har rød sodavand

Følelsen at være i ekstremt kropsligt underskud som barn er meget tydelig. Jeg husker, at jeg hurtigt blev en, der sad på Carls skød, fordi han gav mig 100 procent opmærksomhed. Han var der for mig. Pludselig havde jeg fundet en voksen, der rent faktisk gav mig opmærksomhed, kropskontakt og omsorg på en betændt og syg måde.

Jeg husker, at jeg sidder på Carls skød hjemme i hans stue. Mine forældre er der. Vi har en hemmelighed, Carl og jeg. Vi griner til hinanden. Han berører mig flygtigt i skridtet, mens jeg sidder hos ham, eller også rykker han eller jeg rundt på mig, så jeg sidder helt rigtigt i forhold til hans penis.

Ofte når jeg sidder hos ham, eller jeg er på besøg med mine forældre, bliver jeg træt og spørger ham, om jeg ikke må sove til middag, også selv om det overhovedet ikke var tid for en middagslur.

Jeg ville have Carl for mig selv. Og ja så går Carl op i sit soveværelse med mig, mens mine forældre sidder nede i stuen og venter på, at Carl og jeg har sovet “middagslur”.

Carl satte altid haspen på sin soveværelsesdør. Han ville ikke have ubudne gæster.

Jeg husker pludselig også den boblende følelse i kroppen, jeg havde, når jeg alene løb over til Carl.

Solen skinner. Jeg er 4 år gammel. Jeg har bar overkrop og kun underbukser på. Jeg føler mig fri ovre hos Carl. Jeg føler mig set og elsket sammen med Carl. Han har rød sodavand.

Han sidder i sin lille have, ud til vejen, med en lille hæk imellem vej og have. Han smiler, da han ser mig.

“Hej X”.

Jeg løber smilende hen til ham. Og sætter mig overskrævs på ham. Han har gennemsigtige tangatrusser på. Han smiler. Jeg smiler. Jeg mærker at hans penis hurtigt bliver stiv. Jeg tænker ikke videre over det. Det er den jo altid, når jeg sidder ovenpå ham. Det kilder mellem mine ben, når jeg bevæger mig ovenpå ham. Han smiler til mig. Jeg smiler tilbage. Hans hud er brun og rynket med masser af sømandstatoveringer, og han lugter af sved.

Jeg arbejder i nogle dybe lag med skammen, med grænser og ikke mindst med at få kontakt med min lille pige, og de behov jeg havde FØR Carl kom ind i billede

Jeg bevæger mig frem og tilbage, mens jeg griner. Han begynder at hoste, hvilket kilder endnu mere mellem mine ben. Sådan sidder vi. Sådan sidder jeg. Han holder blødt om mine hofter. Han lader mig stimulere mig selv ovenpå ham, mens han hvisker,

“Det er så dejligt, når du besøger mig, X.”

Jeg griner og kan næsten ikke styre min krop ovenpå ham, fordi det bare blive dejligere og dejligere.

“Shhh du må være stille. Det her er vores hemmelighed, ikke? Og det er kun dig og mig der må kende til den”

Jeg får orgasme, han krammer mig hårdt, smiler, rejser sig, hans tissemand er stor, og han går ind i huset – alt imens er der kørt biler forbi på ude på vejen.

Der er et eller andet grotesk over at flette ovenstående historie ind sammen med min forelskelsesdrøm er der ikke det?

Jeg arbejder i nogle dybe lag med skammen, med grænser og ikke mindst med at få kontakt med min lille pige, og de behov jeg havde FØR Carl kom ind i billedet. Og det er ovenstående erindringer et godt billede på.

Hvor er så sammenhængen i forhold til min healer?

Jeg var så omsorgssvigtet af mine forældre, at jeg higede efter fysisk berøring. Jeg vidste ikke hvad et kram var, før jeg mødte Carl.

Jeg havde behov for, at der var en der så mig og som gav mig opmærksomhed. Og det gjorde Carl. Jeg havde vildt meget behov for, at der var en der gav udtryk for at pågældende kunne lide mig. Og det kunne Carl i den grad-

Alle disse behov udnyttede Carl. Han udnyttede også min umiddelbare tillid til at verden til trods nok var okay – i hvert fald sammen med ham.

Det er de behov, jeg er begyndt at komme i kontakt med. De rene, fine og uskyldige behov der ikke skulle udnyttes af en klam pædofil.

Hvor er så sammenhængen i forhold til min healer?

Jeg ved det ikke helt. Men jeg tror, at det handler om at han netop ser mine-før-Carl begyndte-at-misbruge-mig-behov uden at misbruge dem. Og nu er jeg også begyndt at se dem. Hvis han havde valgt, min healer, at udnytte den lille pige inde i mig, så var jeg blevet slået tilbage til start. Tilbage til 1981, i hvor jeg første gang, i en alder af 4 år, åbnede mig følelsesmæssigt for et andet menneske og blev misbrugt.

Det her er nok det mest forvirrende blogindlæg, jeg har skrevet indtil videre. Men på et dybt følelsesmæssigt og fundamentalt plan giver det mening, selvom det også er skamfuldt. Frygteligt skamfuldt.


Topillustration: Pexels


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, nummer 40, Hævntogtet, her, 41, ‘Lidt om det modsatte af vrede’, her og nummer 42, “Hvor skammen har rødder”, her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge