Amandas historie #27: Hun vil bare have opmærksomhed

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Vi havde engang en vikar på den lille folkeskole, jeg gik i. Han var også organist i den lokale kirke. Han fangede hurtigt min interesse for musik. Jeg husker, jeg nød hans opmærksomhed. Jeg husker, at jeg flirtede med ham. Jeg var 8-9 år. Han flirtede ikke igen. Jeg husker, at jeg bevidst ud fra, hvad jeg nu havde lært af Carl og forholdsvis ubekymret tænkte, at den eneste vej til vikarens hjerte var ved at give ham min krop”. POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 27.

Hun vil bare have opmærksomhed – 29. november 2017

“Hun vil bare have opmærksomhed”
En sætning
der her til morgen pludselig
kom frem fra gemmerne.
Stemmer fra fortiden
der uprovokeret kommer op
til overfladen.
Fragmenterede erindringer om voksne
der devaluerede de skrig om hjælp
jeg ubevidst skreg ud i rummet
uden ord
men med adfærd.
Ingen hørte mine skrig.
Ingen så signalerne.
Den eneste respons var:
“Hun vil bare have opmærksomhed”

Ja – jeg ville have opmærksomhed. Men den eneste opmærksomhed, jeg fik, bestod af seksuelt misbrug af en pædofil nabo, som også var min eneste ven, min primære omsorgsperson og min papfar, for mine forældre var ikke tilstede mentalt.

Ja – jeg ønskede ubevidst, at nogen så igennem mit filter af lettere provokerende adfærd. Og ja – jeg ønskede, at de spurgte ind til Carl, også selvom skammen var så stor, at jeg potentielt var selvmordstruet i første potens, hvis sandheden kom op til overfladen i det ætsende kviksand. Men ingen spurgte, selvom de i skolen udemærket godt vidste, hvad der var sket, og hvad der skete.

Jeg husker, at jeg bevidst ud fra, hvad jeg nu havde lært af Carl, og forholdsvis ubekymret tænkte, at den eneste vej til vikarens hjerte var ved at give ham min krop

Men de lukkede deres øjne, og sammen gik vi i en gruppe-dissociativ tilstand, da virkeligheden var for uoverskuelig.

Vi havde engang en vikar på den lille folkeskole, jeg gik i. Han var også organist i den lokale kirke. Han fangede hurtigt min interesse for musik. Jeg husker, jeg nød hans opmærksomhed. Jeg husker, at jeg flirtede med ham. Jeg var 8-9 år. Han flirtede ikke igen.

Jeg husker, at jeg bevidst ud fra, hvad jeg nu havde lært af Carl, og forholdsvis ubekymret tænkte, at den eneste vej til vikarens hjerte var ved at give ham min krop.

Jeg satte mig blandt andet ovenpå ham. Gjorde alt for at få ham til at smile. Når han kiggede på mig, gjorde jeg mig ekstra dygtig. Jeg blev i musiklokalet, efter klokken havde ringet til frikvarter. Jeg gjorde alt for at vise ham, at jeg var god til at synge, og for at han skulle lægge endnu mere mærke til mig og give mig endnu mere opmærksomhed.

Jeg blev tit sat uden for døren, uden jeg egentlig vidste, hvad jeg havde gjort. Med vikaren var det anderledes. Han så mig. Han kunne lide mig. Jeg blev hurtigt afhængig af hans opmærksomhed

Jeg følte, at de andre lærere på skolen ikke kunne lide mig. Jeg fik skylden for alt og lidt til. De skældte mig ofte ud. Jeg blev tit sat uden for døren, uden jeg egentlig vidste, hvad jeg havde gjort. Nogle gange skulle jeg bare kigge på dem, så faldt hammeren. Og den faldt hårdt. Der værste var, når mine ører blev vredet 360 grader, shit, det gjorde ondt.

Med vikaren var det anderledes. Han så mig. Han kunne lide mig. Jeg blev hurtigt afhængig af hans opmærksomhed.

Ligesom jeg var afhængig af Carl. Jeg vidste godt, at det der foregik imellem os, mig og Carl, var noget, der var hemmeligt og forkert. Jeg var sikker på, at jeg var forkert.

Vikaren gjorde ingenting ved mig, selv om noget i mig ønskede, at han ville. Det var jo sådan, jeg havde lært at få opmærksomhed på. Havde vikaren været pædofil, havde han haft frit valg på alle hylder, hvilket er frygtelig sørgeligt for mig at tænke på.

Vikaren viste mig en smule opmærksomhed, og jeg ville have mere, og jeg vidste, eller troede at jeg vidste, at den eneste måde, jeg kunne få den på, var at få den koncentrerede form for opmærksomhed, som betød seksuelt misbrug.

Jeg vidste ikke, hvad seksuelt misbrug var, men jeg vidste, at det, jeg gjorde med Carl, var forkert, meget forkert, og mest af alt at jeg var forkert, fordi jeg havde det sådan. Jeg sultede mentalt, ernæringsmæssigt og fysisk, hvilket gjorde det muligt for Carl at fucke mit navigationssystem op.

Tanken om at lade sig misbruge for kærlighed/omsorg/opmærksomhed dukker ofte op – også i dag

Faktisk tror min krop stadig et sted, at alle voksenrelationer kan ende med noget seksuelt. Jeg kan differentiere og adskille mig selv fra det, men tanken og følelsen af, at opmærksomheden har en pris, en seksuel pris, er frygtelig skamfuld at bære rundt på. Tanken om at lade sig misbruge for kærlighed/omsorg/opmærksomhed dukker ofte op – også i dag.

Følelsen opstår i arbejdsrelationer, med kærester, hos lægen, venner/veninder, når jeg kører i taxa, når jeg står alene i en bar, i min tidligere plejefamilie, på børnehjemmet, ja, selv hos de terapeuter, jeg har gået hos, og hos min psykolog er tanken dukket op.

Tanken forsvinder igen lige så hurtigt, som den er kommet, men den siger noget om den magt, Carl havde over mig. Hvordan han groomede mig og mit navigationssystem til at tro, at opmærksomhed har en pris af seksuel karakter.

Jeg har altid været lukket ned seksuelt. Heldigvis, var jeg lige ved at sige, for jeg kunne hurtigt være kommet ud i nogle ubehagelige situationer med det navigationssystem.

Jeg har haft kærester, der har gjort mig ondt seksuelt. Alligevel har jeg ikke kunne sige fra. Jeg har i de situationer altid, og helt ubevidst, slået autopiloten til, smilet og ladet dem misbruge mig.

Det var jo en form for opmærksomhed og kærlighed. Og troede de, at jeg kunne lide det, fik jeg endnu mere opmærksomhed.

Jeg kan mærke angsten for at blive misbrugt og for ikke at kunne sige fra ligge og gemme sig lige under overfladen. Angsten for at de relationer, jeg indgår i på den ene eller anden måde, har en pris. At intentionen fra den andens side er af seksuel karakter, selvom den på overfladen er uskyldig og ligeværdig.

Topillustration: PxHere.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“ og 26. afsnit, Cykelturen hjem til Grete”.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Børn & unge