Amandas historie #29 – To dyner er bedre end en

i Børn & unge/Featured/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Jeg husker situationer, hvor jeg inderligt ønskede at varme mig op af ham, som den radiator hans krop var. Men jeg havde også bevidstheden om, at hvis jeg vendte mig om og varmede mig ved ham, så ville han måske vågne, måske var han allerede vågen, og så ville det hele starte forfra igen”. POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 29.

To dyner er bedre end en – 7. december 2017

Jeg er begyndt at sove med to dyner. Ikke fordi jeg fryser specielt. Jeg har tøj på, når jeg sover, for at skærme min krop mod udefrakommende farer fra barndommen.

Det er mere, fordi jeg ved et tilfælde har fundet ud af, at to dyner giver en kærkommen tyngde til min krop, og det gør, at jeg sover bedre, min krop slapper mere af. Ja, jeg sov faktisk uden tøj på, kun undertøj, i nat, og det føltes okay, fordi dynerne gav tynge på min krop.

Det er egentlig meget sjovt: Jeg kender godt “kugledyner” til børn, men jeg har aldrig ført det hen på, at det kunne virke for mig. Jeg var nede i Jysk her forleden.

Jeg fandt en ekspedient, og jeg spurgte hende, hvilken dyne der var den tungeste. Hun kiggede mærkeligt på mig, og sagde, at de fleste gerne ville have lette dyner. Jeg svarede noget med, at jeg godt kunne lide den tyngde, en tung dyne gav.

Jeg valgte at kigge selv, da den tungeste dyne, hun kunne finde, var en silkedyne. Silken giver angiveligt dynen mere tyngde. Ingen dyne levede op til mit behov. Hey, jeg kunne mærke et behov.

Det går op for mig lige nu, at jeg som barn faktisk havde verdens tungeste dyne hjemme hos mine forældre. Den lugtede godt nok ofte af tis, fordi jeg tissede i sengen, uden at min forældre gjorde noget ved det. Ja, de registrerede det ikke engang.

Men den var tung. Den var dejlig tung. Den fungerede som en slags livmoder for mig, når jeg sov. Jeg kunne krumme mig helt sammen, ligge under den, helt omsluttet, uden at der kom kulde eller andet ind.

Når jeg lå der, var jeg tryg.

Carls dyne var ikke tung. Den omsluttede mig ikke. Jeg var blottet. Vi lå under samme dyne i hans enkeltseng under de skrå vægge af mørkt træ.

Jeg husker, at jeg altid frøs. Jeg var altid nøgen, i hvert fald fra navlen og ned.

Carl var også altid nøgen, når vi sov sammen. Jeg husker ikke visuelt, at Carl var nøgen, men jeg husker sansningen, når min hud ramte hans hud.

Lugten af hans hud. Lugt af sved. Når han efter overgrebene efterfølgende holdt om mig, mens jeg lå med ryggen til i fosterstilling.

Jeg husker situationer, hvor jeg inderligt ønskede at varme mig op af ham, som den radiator hans krop var. Men jeg havde også bevidstheden om, at hvis jeg vendte mig om og varmede mig ved ham, så ville han måske vågne, måske var han allerede vågen, og så ville det hele starte forfra igen.

Jeg skulle ligge helt stille. Rørte jeg mig, var det indikator for, at jeg ville have mere.

Når han snorkede, kunne jeg slappe af i min krop. Og samtidig var hans snorken så frygtelig uhyggelig. Den skabte nærmest ekko, der gav genlyd blandt alle bjælkerne i rummet og blev endnu voldsommere.

Han mindede om en ond trold, jeg ikke måtte vække.

Nu ligger jeg her. Jeg ligger under to dyner. Jeg overvejer tre, da jeg kan mærke, at det gør mig godt. Det giver min krop mere ro. Den afspænder.

Og i og med den afspænder, er der også færre kropslige erindringer, fra Memory Lane fra helvede.


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed” og 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps”.


Topillustration: Pixabay

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.

Seneste artikler om Børn & unge

Dit liv er dit eget

KLUMME //UDDANNELSE  – Danske unge hyldes ofte som selvstændige og kritisk tænkende.

Jeg lukker øjnene

ESSAY –  “Der er, hånden på hjertet, ingen polstring tilbage. Og jeg