Amandas fortælling #22: Når man rammer muren

af i Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – “Min barndom var én stor afvisning. Alle de gange hvor min mor bare sad ude i køkkenet og snakkede med sig selv. Eller når hun bare lå inde i sengen og sov. Alle de gange jeg stod i kulden, uden varmt tøj på, uden for huset og ikke kunne komme ind, fordi mine forældre var taget ind til byen. Alle de gange jeg derfor løb over til Carl”. POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dagens afsnit fortæller Amanda om, hvordan hendes frygt for afvisning har rod i det omsorgssvigt, hun oplevede som barn.  

Afvisning – 3. november 2017

Jeg har længe ville skrive.

Hele min krop har skreget efter det, men jeg har holdt igen, fordi jeg har været selvskadende, og jeg har følt skam over at skulle erkende, at jeg ikke kunne holde mig til elastikken, som ellers er blevet min tro følgesvend i lommen, når jeg er ude, og på håndleddet, når jeg er hjemme.

Jeg har nogle onde bidemærker på armen, faktisk har jeg bevidst bidt mig selv så langt oppe på armen, så man ikke kan se det, selvom mine ærmer ryger en smule op.

Min stresstærskel er så lav, at jeg nok egentlig burde sygemelde mig, da jeg på arbejdet bliver grådlabil over den mindste udfordring.

Også har jeg haft tanker om at gøre en ende på det hele. Tanker om hvordan jeg skulle rydde op i alle mine personlige papirer, destruere dem, og værst af alt, hvilken metode der var den bedste. Skam er mit mellemnavn.

Det, der udløste alt det her, var nok sidst, jeg var hos min psykolog. Hun stillede spørgsmål om, hvad vi skulle arbejde med, når jeg nu er færdig med eksponeringsterapien, og mine visuelle flashbacks næsten er eliminerede.

Det, jeg frygter allermest i verdenen, er at blive afvist, eller det var i hvert fald det, jeg frygtede allermest i verdenen, da jeg var en lille pige

Jeg fik en følelse af, at hun negligerede, hvor skidt jeg stadig har det. Jeg blev ramt af en vrede rettet mod hende, som jeg føler skam over, for den hører ikke til der.

Den hører til i mig selv. Og jeg retter den mod mig selv med 200 kilometer i timen.

Vreden er ved at æde mig op indefra, og den gør, at jeg gør mig selv ondt. Og fordi den er så undertrykt, tager jeg alt ind.

Lige så snart nogen kommenterer noget, for eksempel arbejdsmæssigt, eller hvis nogle siger fra, som folk jo engang imellem gør, bliver hændelsen så stor inde i mig. Jeg føler, folk hader mig og synes, jeg er verdens dårligste menneske. Det kan være noget så uskyldigt som et spørgsmål om, jeg for eksempel kan stille kaffekoppen et andet sted.

Og som jeg sidder her og skriver, går det op for mig, hvad det måske var, der skete inde i terapien.

Jeg kunne mærke, at jeg forsvandt og ikke rigtig var tilstede resten af sessionen, men jeg kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad det var.

Men det tror jeg måske, at jeg kan nu.

Det, der skete inde terapien, da min psykolog spurgte ind til, hvad “planen var”, når nu flashbackene var væk, var, at jeg kom i kontakt med en frygt for at blive afvist.

Jeg ved godt, at det ikke var ment sådan fra hendes side, men jeg følte lidt, at hun sagde, at nu var der ikke mere at snakke om. Hun afviste mig. Min lille pige. Nu var resten bare petitesser, fordi jeg ikke lider af invaliderende flashbacks mere.

Jeg vidste, at det Carl havde gang i, ikke var okay, og alligevel var han min eneste kilde til omsorg og varme, når kroppen var blevet for kold og ensom, og så var han jo også min eneste ven

Jeg ved godt, at det ikke var det, hun sagde, men jeg blev ramt lige i et meget vigtigt tema: Følelsen af at blive afvist og en dertilhørende afmagt.

Det, jeg frygter allermest i verdenen, er at blive afvist, eller det var i hvert fald det, jeg frygtede allermest i verdenen, da jeg var en lille pige.

Den grundlæggende tilknytning var der ikke. Min mor var én stor afvisning, i og med at hun på grund af sin psykiske tilstand som udviklingshæmmet ikke kunne møde mig i mine grundlæggende behov eller sekundære behov for den sags skyld.

Min barndom var én stor afvisning.

Alle de gange hvor min mor bare sad ude i køkkenet og snakkede med sig selv. Eller når hun bare lå inde i sengen og sov.

Alle de gange jeg kom hjem fra skole, hvor der ikke var nogen hjemme. Alle de gange jeg stod i kulden, uden varmt tøj på, uden for huset og ikke kunne komme ind, fordi mine forældre var taget ind til byen.

Alle de gange hvor min mor lå inde i soveværelset og sov og ikke lukkede op, selvom jeg stod uden for og hamrede på hoveddøren.

Alle de gange jeg derfor løb over til Carl, fordi der ikke var kontakt andre steder. Alle de gange hvor jeg vidste, at det Carl havde gang i, ikke var okay, og alligevel var han min eneste kilde til omsorg og varme, når kroppen var blevet for kold og ensom, og så var han jo også min eneste ven.

Frygten for afvisning tog jeg med over til Carl. Han blev min primære omsorgsperson, og frygten for afvisning og afvisning fra ham blev en del af mig og vores relation.

Erkendelsen af afvisningen som en livsbetingelse er så nedgroet i mig. Jeg frygter, at min psykolog måske synes, at der burde sidde en anden i min stol, der har det dårligere, end jeg har. Jeg føler sjældent, at jeg er noget værd

Jeg gjorde alt for at undgå, at han afviste mig, hvilket betød, at et “nej, lad være” ikke eksisterede. Og så reagerede min krop på det, han gjorde, og så var det jo umuligt at sige nej.

Han kunne jo se, at min krop – og derved mig – kunne lide det. Ja, jeg tænkte dårligt nok tankerne om at sige fra eller legede med ordene. De var så langt væk, fordi et nej ville betyde, at jeg mistede Carl, og det var jeg ikke klar til, for jeg havde intet andet.

Jeg ved godt, at der stadig er et langt og sejt træk, og det ved jeg også godt, at min psykolog ved.

Det, der skete, var nok snarere, at hun blev glad på mine vegne over, at jeg ikke lider af flashbacks mere. At jeg kan være i situationer, hvor der er mennesker, der ligner eller lugter som Carl, uden at jeg går helt i sort. At jeg dissocierer mindre.

Den glæde fra hendes side fik mig til at føle, at nu burde jeg have det godt. Jeg ved godt, at det ikke var sådan, men sådan blev det inde i mig.

Erkendelsen af afvisningen som en livsbetingelse er så nedgroet i mig. Jeg frygter, at hun måske synes, at der burde sidde en anden i min stol, der har det dårligere, end jeg har. Jeg føler sjældent, at jeg er noget værd.

Det, jeg også blev ramt over, var, at jeg kan mærke en tilknytning til hende, som jeg ved, jeg skal give afkald på, når min terapi slutter. Og så er jeg pludselig alene igen, ligesom da jeg var barn.

Det var så frygteligt ambivalent. Jeg kunne nærmest ikke være i min krop af frygt for at blive afvist, derfor nursede jeg ofte de voksne omkring mig – og den tendens til at nurse har jeg fortsat.

Hey you, don’t tell me there’s no hope at all Together we stand, divided we fall

Jeg har i hvert fald ikke en adfærd, der gør, at jeg potentielt risikerer at blive afvist.

Nurser jeg min psykolog? Det vil være nærmest no go at fortælle hende om de tanker – dét aktiverer virkelig afvisningsmekanismen inde i mig. Og måske derfor skal jeg gøre det.

Dér ramte jeg hovedet på sømmet. Jeg kan mærke, at jeg bliver ked af det og berørt. Jeg kommer i kontakt med den lille pige inde i mig, der er frygtelig ensom, og som ingen har interesse for.

Jeg ved, at det er min lille pige, der føler lige nu og i terapien, når jeg bliver ramt. Jeg er faktisk ikke alene, heller ikke når jeg stopper i terapien.

Jeg har et dejligt netværk af få gode venner og veninder, der også kender min overgrebshistorie. De kender den ikke i detaljer – gud forbyde det – men de ved, at jeg har været udsat for overgreb, så jeg bliver ikke ensom og alene, og jeg er så småt begyndt at sige fra og finde ud af, at verdenen ikke falder fra hinanden, selvom det føles sådan inde i mig.

Shit, det er svært.

Hey you – 27. oktober 2017

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lave film. Det må være så vildt et medie at arbejde med.

Den her musikvideo, eller film i det hele taget, er så sanselig, at jeg næsten får kvalme. Filmen ræsonnerer med nogle lag i mig, der er så svære at sætte ord på, men som jeg har masser af billeder af.

Billeder/film er to fuldstændige og unikke medier – også i kombination med musik og specielt en lyrik (som her), der langsomt skærer igennem kødet. Wow.

Hey you, out there in the cold
Getting lonely, getting old
Can you feel me?

Hey you, out there beyond the wall
Breaking bottles in the hall
Can you help me?

Hey you, don’t tell me there’s no hope at all
Together we stand, divided we fall

Topillustration: Max Pixel

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang” og 21. afsnit “Det er tid til at hele“. 

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Liv & Mennesker