KLUMMESERIE – “Jeg er mildest talt målløs og frygtelig ked af, at han ikke lever mere, ham borgmesteren. Så havde jeg fandeme lagt sag an. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre med den information om, at de faktisk inde på kommunen vidste, at Carl havde misbrugt mig seksuelt, og at de ikke gjorde noget. Et andet sted vokser der dog en vrede frem, som nok er meget sund. En vrede fordi de ikke reagerede, heller ikke selvom de beviseligt vidste hvad der foregik… Jeg ved godt, at det ikke hjælper, men jeg ved ikke, hvor energien skal rettes hen.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 30.
Når kommunen svigter – 12. december 2017
Jeg husker det i glimt. Mødet på kommunen. Det må have været voldsomt traumatisk at være en del af det scenario som lille pige på bare 6 år.
Heldigvis husker jeg ikke angsten. Jeg husker vreden, min fars vrede over, at nogen kunne påstå, at Carl misbrugte mig seksuelt – selvom nogle ting/episoder faktisk indikerede, at han var klar over det. Og så husker jeg specielt Carls arrogante attitude.
Carl havde sit sømandsoutfit på, og han var kold som is. Iskold.
Da min sundhedsplejerske spurgte mig i en alder af 6 år, om Carl gjorde noget, jeg ikke kunne lide, havde jeg sagt: “Carl går i bad med mig!” Og så rullede sagen. Eller der blev i hvert fald indkaldt til et møde
Han kiggede mig flere gange direkte i øjnene. Hans øjne sagde som altid alt: “Du er lige så meget med i det her som jeg. Det er vores hemmelighed. Vi gør det sammen som bedste venner”.
Han havde mig i sin hule hånd. Han vidste, at jeg aldrig ville røbe vores hemmelighed, fordi han havde placeret en voldsom skam i mig.
Og i den her kontekst ville jeg i hvert fald ikke sige noget.
Vi går ned af en lys og nærmest uendelig gang. Vi bliver ført ind i et rum, hvor min sundhedsplejerske, sagsbehandler, børnehaveklasselærerinde og borgmesteren sidder.
“Vi havde forberedt alt. Alt ned til mindste detalje”, fortalte min sundhedsplejerske mig i sommer, da jeg kontaktede hende og bød hende på en kop kaffe på en stille cafe en formiddag i Danmark.
Hun fortalte, at de havde forberedt det hele: Jeg skulle væk hjemmefra. Fjernes. Carl skulle politianmeldes. Både hun og min dagplejemor havde, fra jeg var 4 år, skrevet flere underretninger med mistanke om overgreb, da jeg havde fortalt hende, at Carl syede undertøj til mig.
Da jeg var 5 år, havde jeg fortalt min børnehaveklasselærerinde, at Carl syede undertøj til mig, og at han gik i bad med mig, hvilket førte til flere underretninger, og da min sundhedsplejerske spurgte mig i en alder af 6 år, om Carl gjorde noget, jeg ikke kunne lide, havde jeg sagt: “Carl går i bad med mig!” Og så rullede sagen. Eller der blev i hvert fald indkaldt til et møde.
Referatet gør, at jeg denne sommer vælger at tage kontakt til min tidligere sundhedsplejerske, da jeg ikke kan forstå, at de beviseligt kendte til overgrebene og alligevel ikke handlede, greb ind og hjalp mig. Det er så forrykt
Til mødet er far meget vred, og Carl er måske endnu vredere, og tro mig, min far kunne være vred. Mor har som altid sit stoneface på.
Jeg husker kun parkeringspladsen. Det regnede. Lyset fra den uendelige lange gang, Carls hånd der holder mig fast i hånden, mens vi går hen imod lamper og et langt bord.
En stemme spørger mig:
“Amanda, har Carl gjort noget ved dig, du ikke kan lide?” Gæt, hvad jeg svarede?
Jeg svarede “Nej”, og desuden kunne jeg jo lide det, Carl gjorde. Min krop kunne lide det. Jeg løb over til ham, for at han skulle gøre disse dejlige ting ved mig.
Jeg havde lært, at det var sådan, jeg fik omsorg.
Så selve spørgsmålet var også forkert formuleret. Men uanset hvad stemmen havde sagt, havde jeg svaret nej. Carl var jo for helvede i rummet. Sammen med min far.
De kiggede alle på mig, og de var vrede. Meget vrede. Mødet endte ifølge min sundhedsplejerske med, at borgmesteren lukkede sagen og gav min børnehaveklasselærerinde og sundhedsplejerske mundkurv på. De måtte ikke foretage sig mere i sagen. Carl fik besked på, at han ikke måtte være alene med mig.
Jeg har søgt om aktindsigt, og der var desværre få papirer. Et af de eneste fra dengang var et mødereferat, fra da jeg var 11 år, det år hvor overgrebene stoppede definitivt, fordi Carl døde.
Min sundhedsplejerske, min sagsbehandler og min tidligere dagplejemor deltog (fordi hun nu passede min lillebror).
Af det referat fremgår det tydeligt, at man er bekymret for min udvikling, specielt på baggrund af at jeg blev misbrugt, da jeg var 6 år. Eller “at der fandt et incestforhold sted, da jeg var 6 år”, som formuleringen er.
Der står også, at de ønsker, at jeg skal væk hjemmefra, men at min far ikke vil have det, da jeg klarer mig godt i skolen, og så er den sag lukket.
Ikke noget med at jeg skal have hjælp, baseret på den viden de angiveligt har om overgrebet.
Mine forældre kunne ikke tage vare på mig. De troppede op med Carl og mig til mødet og sagde, at påstandene om overgreb ikke var rigtige. Og så troede kommunen på, at de ville efterkomme, at han ikke måtte være alene sammen med mig?
Det er så forrykt.
Referatet gør, at jeg denne sommer vælger at tage kontakt til min tidligere sundhedsplejerske, da jeg ikke kan forstå, at de beviseligt kendte til overgrebene og alligevel ikke handlede, greb ind og hjalp mig.
Hun fortæller, at de godt vidste det, men at de efter mødet (da jeg var 6 år), hvor Carl, min far, jeg selv – og nå ja, min mor – deltog, fik besked på at lukke sagen ned.
Jeg har fået kontakt med min tidligere sagsbehandler på Facebook. Hun svarer, at det ikke var hendes bord, og at hun ikke husker mødet. Men at hun godt kan forstå, at jeg er overrasket over at se sådan et referat.
Min tidligere sundhedsplejerske fortalte mig endda, at sagen blev lukket så meget ned, da jeg var 6 år, at hun undgik mig, når hun var på besøg på min skole efterfølgende: Hun måtte ikke måtte snakke med mig, da sagen var lukket.
Jeg husker faktisk den forvirring, jeg følte, for jeg husker tydeligt, at hun undgik mig. Specielt da hun kom på besøg, da min mor blev gravid med min lillebror, og da hun efterfølgende kom på barselsbesøg. Jeg husker, at jeg sad i sofaen og kiggede på hende, og at det undrede mig, at hun ikke kom hen og spurgte, hvordan jeg havde det.
Sært hvordan sådanne tidligere udefinerbare minder uden kontekst med personer og deres handlinger pludselig falder på plads, når de rigtige brikker kommer ind i ligningen. Nu giver det pludselig mening, at hun ignorerede mig.
Jeg kan ikke huske, at jeg har fortalt hende, at Carl gik i bad med mig, men det fortalte hun, at jeg havde gjort, da jeg var 6 år, da jeg skulle til sundhedsplejerske på skolen i børnehaveklassen.
Hun fortalte mig, som tidligere beskrevet, at hun havde spurgt, om Carl gjorde noget, jeg ikke kunne lide, og jeg havde svaret, at han gik i bad med mig.
Og så rullede sagen, da alle var sikre på, hvad der foregik. Der forelå jo en del underretninger fra min dagplejemor og min børnehaveklasselærerinde med bekymringer netop om mistanke om overgreb. Dog vidste min dagplejemor ikke, at der var mistanke på skolen, og skolen vidste ikke, at hun også havde skrevet underretninger.
Men på kommunen vidste de jo alt. Jeg ville ønske, at de underretninger ikke var makuleret, som de desværre er. De er i hvert fald ikke i min sag.
Min sundhedsplejerske fortalte også, at jeg, da jeg startede i børnehaveklassen, var blevet mere forsagt og anspændt at se på. At det var tydeligt, at jeg ikke havde det godt. Hun nævnte også, at de åbenbart på kommunen havde kendskab til, hvad Carl var for en type: At han for eksempel havde danset nøgen rundt med en lolitadukke i sin stue, og alligevel makkede de ret, da borgmesteren dikterede, at de skulle lukke sagen.
Det er så grotesk. Hun sagde, at mine forældre efter mødet havde fået et påbud om, at jeg ikke måtte være alene med Carl, og at de naivt havde troet, at mine forældre ville efterkomme det påbud, og at det var derfor, de accepterede mundkurven – bortset fra at de selvfølgelig også var bange for at blive fyret.
Men mine forældre kunne ikke tage vare på mig. De troppede op med Carl og mig til mødet og sagde, at påstandene om overgreb ikke var rigtige. Og så troede kommunen på, at de ville efterkomme, at han ikke måtte være alene sammen med mig?
Min far kunne godt være på tværs, og jeg husker også, hvordan han blev mere insisterende i forhold til, at Carl var min bedste ven. Når jeg for eksempel var syg, læste far eventyr, hvor jeg var prinsessen, og Carl var prinsen – og ja, vi fik altid hinanden til sidst.
Jeg får lyst til at skrive en bog, lægge sag an, kontakte DR og få dem til at lave et program om borgmesteren, at være en del af næste program om “De brændte børn” med det eneste formål at vise, hvor inkompetente de var på kommunen
Skammen, som Carl havde placeret i mig, blev cementeret.
Jeg er mildest talt målløs og frygtelig ked af, at han ikke lever mere ham borgmesteren. Så havde jeg fandeme lagt sag an.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre med den information om, at de faktisk inde på kommunen vidste, at Carl havde misbrugt mig seksuelt, og at de ikke gjorde noget.
Men noget ved at have adgang til informationen heler alligevel, fordi jeg kan placere et ansvar hos kommunen for, at de ikke handlede, selvom de kendte til overgrebene.
Et andet sted vokser der dog en vrede frem, som nok er meget sund. En vrede fordi de ikke reagerede, heller ikke selvom de beviseligt (ud fra referatet da jeg var 11 år) vidste, hvad der foregik.
Jeg får lyst til at skrive en bog, lægge sag an, kontakte DR og få dem til at lave et program om borgmesteren, at være en del af næste program om “De brændte børn” med det eneste formål at vise, hvor inkompetente de var på kommunen.
Jeg ved godt, at det ikke hjælper, men jeg ved ikke, hvor energien skal rettes hen.
Jeg føler, at lille mig har krav på oprejsning. At hun har krav på retfærdighed. At hendes stemme skal høres, fordi ingen lyttede til hende dengang. Måske er det derfor, jeg skriver nu?
En ting er Carls overgreb, der stadig rider mig som en mare, men en anden ting er, at overgrebene kunne have være stoppet 5 år tidligere. 5 år. 5 år er fandeme mange år, når vi taler om seksuelt misbrug hver eneste uge.
Det er helt uvirkeligt, at der ikke var en eneste, der tog chancen igen og spurgte mig, eller i det mindste sendte mig til psykolog, når de nu godt vidste, at Carl havde misbrugt mig.
Alle lukkede øjnene af den simple grund, at de havde fået mundkurv på, og at sagen var lukket.
Og ja, så troede de åbenbart, at en pædofil ville stoppe med at udleve sine lyster, fordi han fik at vide, at han ikke måtte være alene med offeret.
Men det var han sgu ligeglad med. Han fortsatte.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” og 29. afsnit “To dyner er bedre end en“.
Topillustration: PxHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
