At spille rollen som den perfekte luder – Amandas historie #35

af i Børn & unge/Klumme/Liv & Mennesker

KLUMMESERIE – ”Rollen jeg spillede var perfekt. Han troede, jeg var med på legen. Jeg rystede indeni, men var rolig udenpå. Jeg grinede og spillede med.  Han troede, jeg kunne lide det – at jeg syntes, det var frækt, og at jeg nød det.”  POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var 4 til 11 år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 35.

Amandas blog, 18. februar 2018 – noget om manglende hukommelse eller konsekvensen af dissociering og i den forbindelse: At miste mig selv

Sad lige kiggede på billeder i dag, og fandt nogle billeder fra for små 12-15 år siden (har her til morgen været inde på CPR-registret og læse mig frem til, at det faktisk er 20 år siden – flot), hvor jeg var på skiferie med en kæreste, hans søster, hendes kæreste og min bror. Jeg husker ikke ferien, man kan se, at jeg har været med.

Der er også billeder fra en ferie i Tyrkiet og i Spanien, som jeg også husker meget svagt.

Og ja, jeg har haft en kæreste. Jeg har haft flere, men fælles for dem alle, er at jeg ikke husker så meget fra forholdene, selvom mange af dem var langvarige. Ham, jeg var på skiferie i Spanien og i Tyrkiet med, kan jeg ikke engang huske, at jeg har haft sex med – ikke en eneste gang. Vi var ellers sammen i i hvert fald to år, jeg er ikke sikker på hvor længe. Jeg husker ikke en eneste gang. Hukommelsen, du ved.

Jeg ved, at han ikke gjorde mig ondt, han var en af de søde. Han var faktisk meget blid og sød, det jeg husker, men det seksuelle det husker jeg ikke. Der er flere kærester jeg ikke husker at have sex med

Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg ved, at vi havde sex, men jeg husker det ikke. Jeg husker svagt engang, hvor jeg lå med ryggen til ham, jeg havde rystet i søvne og grædt. Han vækkede mig. Jeg havde haft mareridt om Carl, og jeg fortalte ham at jeg var blevet misbrugt.

Mere husker jeg ikke. Jeg ved, at han ikke gjorde mig ondt, han var en af de søde. Han var faktisk meget blid og sød, er alt jeg husker. Der er flere kærester jeg ikke husker at have sex med.

Jeg husker til gengæld en anden kæreste (for 11 år siden ifølge CPR-registret) og vores seksuelle forhold i glimt. Han havde en masse SM fantasier, som han udlevede gennem mig. Jeg sagde ikke fra. Jeg nød det ikke. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg følte, for igen husker jeg det kun svagt. Den rolle, jeg automatisk spillede for ham, spillede jeg, fordi jeg fornemmede, han kunne lide det, og ergo gjorde jeg det.

Han slog og gjorde andre mindre fede ting ved mig i sin dobbeltseng; bandt mig, og proppede alle mulige mærkelige remedier op i mig. Jeg husker det i glimt. Ja, jeg var endda med nede i hans yndlingssexbutik og shoppe med ham. Rollen, jeg spillede, var perfekt. Han troede, jeg var med på legen.

Jeg rystede indeni, men var rolig udenpå. Jeg grinede og spillede med. Han troede, jeg kunne lide det – at jeg syntes, det var frækt, og at jeg nød det.

Jeg tænkte tit i de situationer, at jeg kunne blive den perfekte luder. At jeg måske endda var den perfekte luder. Jeg husker, at jeg talte huller i loftet, når jeg lå der. En gammel velkendt rolle, som jeg spillede allerbedst. Jeg mærkede ikke en grænse selvom det at tælle huller, jo nok er en grænse.

Jeg er ekspert i at lade som om. Det gjorde jeg også med Carl … Jeg husker svagt, at det var i min lille lejlighed, da jeg boede på Nørrebro, mere husker jeg ikke. Det må have været hårdt. Jeg husker ikke det var hårdt

Det eneste, jeg mærkede, var, at et nej ikke var en mulighed. Sagde jeg nej til hans lyster, mistede jeg hans kærlighed. Det var igennem det seksuelle, jeg fik omsorgen og kærlighed – også selvom jeg egentlig ikke var til stede med hele mig. Ligesom hos Carl.

I albummet var der også billeder fra en Roskilde Festival, jeg også kun husker i glimt. Jeg har nok været fuld, men jeg kan ikke engang erindre, hvilke bands, der spillede, ligesom jeg ikke husker, hvem der spillede sidste år. Der tog jeg hjem med et angstanfald. Måske fordi jeg for første gang mærkede, hvad der skete i mig?

Jeg har sindssygt mange af sådanne såkaldte hukommelsessvigts-cases. Det er specielt flovt, når folk snakker om noget, jeg har lavet sammen med dem, som jeg ikke husker. Jeg prøver først at få folk til at komme med hints, men ofte ender det med at jeg siger:

“Nåååh ja” – og så faker jegat jeg kan huske det. Jeg er ekspert i at lade som om. Det gjorde jeg også med Carl.

Det kan også være mennesker, tætte relationer til f.eks. tidligere kærester jeg ikke husker at have set, da jeg var sammen med pågældende. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan genkende ansigter. Det er simpelthen hukommelsen, der spiller mig et puds – eller skulle jeg sige min dissociative tilstand, der nogle gange driller.

Det er blevet mindre udtalt, men det forekommer stadig.

Gud hvor vil jeg gerne være tilstede altid og hele tiden. Hvor vil jeg gerne være i min krop og med min krop – uden at noget i mig automatisk tager en flyvetur

I dag fandt jeg en mappe med en masse nedskrevne A4 papirer. Måske 50-60 sider. Tætskrevet. “Udkast til bog”, stod der på første side. Jeg skrev udkastet for mange år siden. Bogen handlende om Carls overgreb og om mit liv, dengang jeg var barn.

Udkastet er til en hudløs ærlig bog om skammen. Skammen, jeg ikke tror, har relevans nu, da det ikke er særlig godt skrevet, selvom ideen faktisk er ret god. Måske kan jeg skrive den om.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har det, og fandt det, fordi jeg intet husker om, at jeg har skrevet det ned. Husker med andre ord ikke de vildt mange timer, jeg må have siddet foran computeren, og dog forekommer det mig svagt, at det må have været i min lille lejlighed, da jeg boede på Nørrebro. Det må have været hårdt, selvom jeg ikke kan huske, at det var hårdt.

Gud hvor vil jeg gerne være til stede altid og hele tiden. Hvor vil jeg gerne være i min krop og med min krop – uden at noget i mig automatisk tager en flyvetur.

Det skal nok blive bedre, håber jeg. Måske kan jeg skabe min helt egen placeboeffekt?

Jeg kan ikke lukke ned længere. Der er åbnet for sluserne. De står vidtåbne

Problemet er bare, at jeg bliver afsløret, når jeg endnu engang har glemt et eller andet… og min krop er ved at reagere. Jeg kan ikke lukke ned længere. Der er åbnet for sluserne. De står vidtåbne.

Det er også derfor, jeg ikke kan have en kæreste. Jeg kan ikke spille rollen mere. Jeg får underlivssmerter bare ved tanken. Hele mit system spænder op. Jeg bliver angst.

Og samtidig ved jeg jo, hvor dejligt det ville være at have en kæreste, hvis jeg kunne give Carl fuck-fingeren og give mig selv lov til at være mig, og ikke den seksuelt misbrugte X, hvor Carl spøger konstant i kulissen – senfølgerne er desværre ikke lige til at styre endnu. Jeg kan i hvert fald ikke.

Det er simpelthen for selvdestruktivt at gå med ad den vej. Eller det er i hvert fald det, jeg frygter vil ske.

At jeg ryger ind i min rolle som “den perfekte luder”. Og også selvom meget indikerer, at det ikke vil ske, frygter jeg det alligevel. At jeg endnu engang mister mig selv, og at alt det, jeg indtil nu så småt har bygget op vil gå i opløsning, fordi mit fundament er for ustabilt.


Topillustration: Olympia, Édouard Manet, 1863. Wikimedia Commons. 


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.” og nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge

Farvel!

ESSAY – ”Hvor er det dog en mærkværdig, modsætningsfyldt tilstand, når man