
KLUMMESERIE – “Jeg husker alligevel ikke særligt meget fra min barndom, bortset fra overgrebene, så hvorfor ikke også glemme dem?” POV bringer hver onsdag serien om Amanda, en voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var elleve – på sin personlige blog. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er det 17. i rækken, hvor Amanda fortæller om, hvordan flere år af hendes barndomsliv er forsvundet fra hendes hukommelse – ud over misbruget fra både naboen og en ældre dreng.
Hukommelsestab – 14. september 2017
Af og til sker det, at min krop forsvinder. Som om den ikke er en del af mit hoved, eller som om jeg er lam fra hovedet og ned.
Men jeg er ikke lam og har fuld kontrol over min krop. Jeg kan bevæge min krop, mine tæer, jeg kan rejse mig, trække vejret og hvad der ellers hører til, når man har en krop.
Selvom jeg kan bevæge min krop, føles det som om, den ikke er min. Det opleves som om, min psyke har fragmenteret den fra, selvom den er der, og jeg har fuld kontrol over den. I de situationer har jeg ikke nødvendigvis flashbacks, og jeg dissocierer heller ikke altid. Intet kan forklare det, sådan har det bare engang imellem været. Jeg behøver ikke at blive triggered.
Det ville selvfølgelig være underligt, hvis jeg pludselig vågnede op en dag og havde glemt alt. Men hvor ville det være dejligt, hvis min krop kunne glemme, og ingen mindede mig om det
Jeg kan komme tilbage i min krop ved at fokusere på den, bevæge den eller trække vejret igennem næsen og helt ned i maven; lukke øjnene og lave en egenomsorgs mindfulnessøvelse.
Jeg ved, at det ikke er en kronisk tilstand, og jeg bliver ikke bange, men den er ikke rar, og det minder mig om dengang, min krop lukkede ned, når den var i nærheden af Carl. Jeg har ikke behov for at lukke ned nu, men min krop glemmer sgu aldrig.
Det ville selvfølgelig være underligt, hvis jeg pludselig vågnede op en dag og havde glemt alt. Men hvor ville det være dejligt, hvis min krop kunne glemme, og ingen mindede mig om det. Tænk, hvis Men In Black lige kom forbi og slettede min hjerne for alt, hvad der havde med Carl at gøre.
Jeg husker alligevel ikke særligt meget fra min barndom, bortset fra overgrebene, så hvorfor ikke også glemme dem?
Og apropos det at glemme, eller skal vi kalde det at fortrænge – ja, så er der faktisk nogle overgreb, jeg ikke husker tydeligt, men som jeg ved er sket.
Jeg husker fornemmelsen af at gå der sammen med ham, og at jeg ikke har lyst, men nej findes ikke i mit vokabularium. Når han først havde fat min hånd, gik jeg med
Jeg blev som helt lille pige misbrugt af en ung fyr, der hed Klaus, et par gange. Jeg husker ikke meget af det, men jeg husker tydeligt hans ansigt og hans stemme. Jeg husker, at han et par gange tog mig i min lille 5-6-årige hånd og førte mig hen på en nedlagt gård tæt på, hvor jeg boede.
Jeg husker fornemmelsen af at gå der sammen med ham, og at jeg ikke har lyst, men nej findes ikke i mit vokabularium. Når han først havde fat min hånd, gik jeg med.
Vi går ind af en stor gul knirkende port, og i det rum, inden vi når ind til gårdspladsen, tager han bukser og undertøj af mig, og løfter mig op på noget.
Jeg husker, at jeg ser mig selv udefra som nøgen fra navlen og ned, det er en smule mørkt, og gårdspladsen, der ligger er par meter væk, virker som et uopnåeligt helle. Jeg husker, at der var masser af spindelvæv.
Jeg husker ikke mere, og jeg har egentlig heller ikke behov for at huske mere. De erindringer, jeg har, er mere end nok, og jeg priser mig egentlig lykkelig for, at jeg ikke husker mere, for så havde jeg bare mere at slås med.
Jeg husker til gengæld, hvordan jeg hurtigt begyndte at flygte, når jeg så ham. Ofte nåede han ikke at se mig, jeg nåede nemlig altid at se ham først. Jeg var noget, der minder om at være bange for ham. Jeg ville ikke med ham ned på gården.
Min største frygt er, at hvis jeg en dag bliver dement, vil min hjerne finde erindringerne fra min barndom frem. Både dem fra Carl, og dem jeg ikke husker
Dog ville jeg gerne hen til Carl, men han var jo også min ven. Klaus, han var derimod ikke min ven. Hvad han gjorde ved mig, husker jeg ikke, men han gjorde mig utryg i kroppen.
Min største frygt er, at hvis jeg en dag bliver dement, vil min hjerne finde erindringerne fra min barndom frem. Både dem fra Carl, og dem jeg ikke husker.
Da min far blev dement, gik han i totalt barndom og fik en masse positive minder fra sin barndom. Minder, hvor han gik og hyggede sig med sin mor, selvom han ikke kunne forstå, hvor hans elskede mor så var.
Jeg har ikke haft en elsket mor. Min mor har været ikke-eksisterende.
Min far var jeg ikke tæt på, men han lavede i det mindste havregrød til mig, når jeg var syg, og så læste han historier for mig. Om han læste eller fandt på, kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at det altid var den samme historie. Jeg husker ikke selve eventyret, men jeg husker, hvem der var med. Det var jeg selv – og så Carl. Min far lavede altid rollerne om, så jeg blev prinsessen, og Carl var prinsen.
Ja, du læste rigtigt. Carl var altid prinsen, der blev gift med mig, prinsessen. Totalt langt ude.
De fleste minder, jeg har fra min barndom, er dem fra Carl, og nogle få glimt fra min skoletid, og min dagplejemor, som var et pusterum mellem overgrebene hos Carl og mine forældres manglende tilstedeværelse. Ellers er alt tåget og forsvundet.
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’ her, andet afsnit, ‘Jeg hader at ligge ned’ her, tredje afsnit, ‘Når jeg skal sove’, her, fjerde afsnit, ‘Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins’, her, femte afsnit“Voldtægten”, her, sjette afsnit, ”Om at lære at nyde hvidvin og sushi” her, syvende afsnit, “Musikkens mag”, her, ottende afsnit, “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise” her, niende afsnit, Små skridt og sommermærker, her og 10. afsnit,”AIDS” her, 11. afsnit, “Tordenvejr og regn” her, 12. afsnit, Stillezoner, her, 13. afsnit, Superwoman, her, 14. afsnit, ‘Man gjorde et ubekymret barn fortræd’ her, 15. afsnit, ‘Tænk hvis jeg kunne græde”, her og 16. afsnit, “Brændemærket”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her