ESSAY // PÆDOFILI // LEAVING NEVERLAND – “Jeg er et offer for seksuelle overgreb i barndommen. Og jeg har set dokumentarfilmen, ‘Leaving Neverland’ – et vidnesbyrd, der minder så meget om min egen barndom, at den rent faktisk var helende for mig at se. For første gang i mit liv føler mig set og kan indse, at jeg ikke er den eneste, der blev udsat for det, som min tidligere psykolog kaldte ‘grooming’. For første gang i mit liv føler jeg, at der er andre end mig, der tør fortælle sandheden om det afskyelige spindelvæv af manipulation, pædofile udsætter deres ofre for”. Det siger ‘Amanda’ – kvinden, som i næsten et år, har fortalt POV’s læsere om sin barndom som misbrugt af Carl, hendes tidligere, nu afdøde, nabo. I dagens særudgave træder hun frem med en aktuel tekst om den nye dokumentarfilm om Michael Jackson – men fortsat under pseudonym. POV er bekendt med Amandas rigtige navn.
Måske har du set dokumentaren, ”Leaving Neverland” – den nye film, hvor to mænd siger, at de i deres barndom er blevet misbrugt seksuelt af Michael Jackson.
Mange har opponeret imod dokumentarfilmen, og argumenterne imod den er mange.
Et af dem er, at der ikke er nogle beviser, og at ofrene rent faktisk forsvarede Michael Jackson i en retssag, hvor han var anklaget for seksuelle overgreb.
Et andet argument er, at Michael Jackson ikke kan forsvare sig.
Beviser forsvinder og ofret føler sig medskyldigt
I mange sager om seksuelt misbrug er det påstand mod påstand. Ofte fordi mange ofre først står frem, når de er blevet voksne eller år efter, det seksuelle overgreb har fundet sted.
Det skyldes, som dokumentaren også beskriver, at ofrene føler skyld og skam. Ofre for seksuelle overgreb tror, at det er deres egen skyld.
I mange tilfælde kan de godt lide deres overgrebsmand, som på den ene eller anden måde fungerer som omsorgsperson for ofret. Og i mange tilfælde har barnet selv lagt op til det seksuelle, fordi den pædofile har oplært barnet i, at det er okay at ”have sex” med en voksen.
Mange ofre forstår ikke engang, hvad det er, den pædofile har udsat dem for. Det kræver ofte mange års terapi at blive fri af den pædofiles spindelvæv af manipulation
Sådan var det for mig, og ifølge diverse lærerbøger er det fuldstændig normalt, når en pædofil på den måde groomer – altså forbereder og indoktrinerer – sit offer.
Mange pædofile er desuden så ‘kloge’, at de godt ved, at de ikke skal have film eller fotos liggende af deres ofre. De ved også, at den bedste måde at få barnet til at holde mund på er at få barnet til at tro, at det er medskyldig i overgrebet.
Ergo er der ingen tvang ”kun” manipulation og bingo, så holder barnet mund. Også selvom der er mistanke om overgreb, og selvom nogle måske spørger barnet, vil det i mange tilfælde – også senere som voksen – afvise spørgeren og sige, at der aldrig er sket et overgreb.
Eller som i tilfældet med Michael Jackson: at forsvare ham i en retssag, hvor han er tiltalt for overgreb.
Hvorfor forsvarer barnet sin overgrebsmand?
‘Skam’ er det korte svar.
For ja, det skyldes skam, som det også beskrives fint i dokumentaren: at sandheden skulle med i graven.
Dertil kommer en følelse hos offeret, af at det skete måske ikke var så galt. Vi var jo gode venner, og jeg kunne lide det. Det er i mange tilfælde, først når offeret er voksent, at senfølgerne efter de seksuelle overgreb banker på døren.
Eller nej senfølgerne banker ikke på døren – senfølgerne sparker døren ind. Sådan følte jeg det, så pludselig uden jeg vidste det, lå jeg ned. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor indtil det gik op for mig, at mareridtene og de mange flashbacks fra barndommens traumer begyndte at ride mig som en mare med så meget fråde om munden, at jeg langsomt druknede.
Jeg følte intet andet end dyb skam. Og sandheden skulle for alt i verden ikke frem, fordi man føler sig så beskidt, ulækker, klam og mest af alt medskyldig i det, man blev udsat for af en pædofil, da man var barn.
Hele mit liv har jeg slæbt rundt på en følelse af, at jeg ikke kunne spejlet mig i andre
Sådan var det for mig, og sådan står det tydeligt frem i filmen, når det angår Michael Jacksons ofre.
Den eneste vej ud af traumerne for mig var terapi: At få det sagt højt og indse, at det, jeg blev udsat for som barn, var den voksnes og udelukkende den voksnes skyld.
Men det kan være svært at forstå, når det, jeg blev udsat for, skete, da jeg var barn.
For som det også beskrives i dokumentaren, kan det være svært at se de overgreb, man er blevet udsat for som barn, fra barnets perspektiv. Sådan var det i hvert for mig og jeg kan se i filmen, at Michael Jacksons ofre har samme problem. Det kræver meget terapi, og en dygtig psykolog at afdække.
En sådan psykolog har jeg haft, og det har Michael Jacksons ofre heldigvis for dem også haft, og det får dem til i dag at kunne beskrive Michael Jacksons manipulation så fint. Det kan man simpelthen kun, vil jeg mene, hvis man rent faktisk har været udsat for grooming. Mange ofre forstår ikke engang, hvad det er, den pædofile har udsat dem for.
Det kræver ofte mange års terapi at blive fri af den pædofiles spindelvæv af manipulation.
Efter at have set dokumentaren føler jeg mig set for første gang i mit liv. Og shit, det er befriende, også selvom jeg ville ønske, at jeg var den eneste i hele universet, der havde været udsat for seksuelle overgreb. For hele mit liv har jeg slæbt rundt på en følelse af, at jeg ikke kunne spejlet mig i andre.
Jo, jeg har læst bøger om overgreb med det formål at læse nogle historier, der fortæller om skammen og grundlaget for de, jeg har følt og fortsat føler i små irriterende loops.
Jeg har også gået i terapi i rigtig mange år men stadig uden at jeg for alvor forstod, at det var grooming, det handlede om. Men pludselig som jeg sad der i min sofa og så dokumentaren, følte jeg mig endelig set, fordi nogle ofre turde stå frem og fortælle sandheden om, hvad der sker, når en pædofil misbruger et barn seksuelt.
I de allerfleste tilfælde foregår seksuelle overgreb nemlig ikke ved fysisk tvang og vold men via manipulation, der gør, at barnet tror, det, der sker, er rigtigt, og derfor kan den pædofile tage for sig af retterne – selvom det måske er en ringe metafor at bruge.
Det at have været udsat for et seksuelt overgreb er så frygteligt skamfuldt, at det ikke er noget, man bare lige siger til den første og den bedste.
Når jeg gerne vil understrege groomingen, er det fordi, så mange mennesker tror, at pædofile tvinger børn til seksuel aktivitet.
Men sandheden er, at oftest ser tilsyneladende frivilligt ud. Forstået på den måde at man som barn ikke har en ide om, hvad sex er – i hvert fald ikke set fra et voksent perspektiv. Så når den voksne begynder at tilnærme sig barnet på en seksualiserende måde, tror barnet i første omgang, at det er normalt.
Og når den pædofile berører barnet, så dets krop reagerer ved at blive seksuelt opstemt, tror barnet igen at det, der sker, er barnets skyld.
Men hør nu: Michael Jackson kan ikke forsvare sig
Nej, det er indlysende sandt. Michael Jackson kan ikke forsvare sig, fordi han er død. Men det gør ikke smerten hos ofrene mindre og det kan ikke bruges til at nægte dem retten til at fortælle deres historie.
Min overgrebsmand, Carl, kan hellere ikke forsvare sig.
Carl døde, da jeg var 11 ½ år. Han misbrugte mig, fra jeg var 4 til jeg var 11 år. Hvis jeg står frem med mit rigtige navn og siger, at Carl misbrugte mig seksuelt, er der nok nogle af de mennesker, jeg på min blog har ”udstillet” som nogle, der udmærket vidste, hvad Carl udsatte mig for, som vil anklage mig for indicier.
Ja måske vil hans familie, der godt nok ikke havde den store kontakt med Carl, da han levede – I wonder why – også anklage mig for løgne og indicier.
Her vil jeg gerne også indvende noget vigtigt: det at have været udsat for et seksuelt overgreb er så frygteligt skamfuldt, at det ikke er noget, man bare lige siger til den første og den bedste.
I min barndom blev jeg også spurgt om, hvorvidt Carl havde misbrugt mig.
Jeg sagde nej, for Carl og jeg havde en pagt. Jeg vidste, hvad der ville ske, hvis jeg fortalte, hvad Carl havde gjort ved mig. Politiet ville komme. Det havde Carl sagt. Jeg vidste ikke helt, om det var Carl eller mig politiet ville hente. Men jeg vidste, at det jeg gjorde sammen med Carl, var så forkasteligt i folks øjne, at bare det, at min krop og dermed jeg havde nydt det, ville være nok til, at alle ville se på mig med en afsky, jeg slet ikke kunne rumme i mit lille barnesind. Det var jeg overbevist om.
Og det er en afsky over mig selv, som jeg endnu frygter i perioder – og som jeg føler i det sekund, jeg trykker ‘send’ og smider mailen med min tekst afsted til redaktøren på Point of View International.
Her ligger hele problemet. Fordi jeg stolede på Carl – han var jo voksen – troede jeg også, at det, han gjorde, netop fordi han var en voksen, der tilmed interesserede sig for mig, var rigtigt
Skylden, afskyen og skammen er så cementeret i mit system, at jeg som barn overvejede at begå selvmord, hvis nogle fandt ud af, hvad jeg havde været med til sammen med Carl. Og selvom jeg godt ved, at det var Carls ansvar, føler jeg stadig skyld af og til. Så ja, det er grunden til, at jeg skriver anonymt i POV og på min blog.
Der er med andre ord en grund til, at rigtig mange ofre for seksuelle overgreb tager sandheden om faktiske seksuelle overgreb med sig i graven. Enten fordi deres hemmelighed dør en naturlig død sammen med dem, eller fordi ofret begår selvmord. De følelser kommer Michael Jacksons ofre også ind på.
Ofrets skam er nærmest uoverkommelig
Den skam, jeg har følt som offer for seksuelt misbrug, er så stor, at du, kære læser, nok har svært ved at sætte dig ind i, hvordan den føles, og det er fuldstændig forståeligt.
Nogle gange kommer skammen faktisk bag på mig og nogle gange føler jeg, at jeg er kommet over skammen – for helvede jeg har jo gået i terapi – on and off siden jeg blev anbragt udenfor hjemmet.
Og så rammer følelsen alligevel bare med 240 km/t. Bum. Hej med dig. Der troede du lige, at du var sluppet for mig. Men jeg er her stadig. Skammen er placeret godt og grundigt i mit system af Carl.
Også selvom jeg var en lille pige, og Carl var en voksen mand, som jeg stolede på og så op til. Og her ligger hele problemet. Fordi jeg stolede på Carl – han var jo voksen – troede jeg også, at det, han gjorde, netop fordi han var en voksen, der tilmed interesserede sig for mig, var rigtigt.
Michael Jacksons ofre blev jaloux på entertainerens nye drengevenner. Den følelse kender jeg også alt for godt. Carl fik også en ny ”veninde”, der var et par år ældre end mig. Shit, hvor jeg var jaloux på hende. Hun tog min ven
Igen er det ligesom i Leaving Neverland, hvor de to nu voksne mænd beskriver, at de havde et ”kærlighedsforhold med Michael Jackson”. På samme måde var jeg Carls lille kæreste, selvom jeg ved, at det lyder totalt langt ude.
Michael Jacksons ofre blev jaloux på entertainerens nye drengevenner. Den følelse kender jeg også alt for godt. Carl fik også en ny ”veninde”, der var et par år ældre end mig. Shit, hvor jeg var jaloux på hende. Hun tog min ven. Hun tog Carl. Jeg vidste, at han gjorde noget med hende, som han endnu ikke gjorde med mig.
Jeg var en klog lille pige. Men alligevel var jeg jaloux. Hvorfor skulle han bruge hende til det? Hvorfor kunne han ikke bruge mig? Hvorfor var han mindre sammen med mig?
Jeg blev mere villig og løb endnu mere over til Carl for at overbevise ham om, at jeg elskede ham, og at vi skulle være bedste venner igen. At jeg var hans bedste ven – ikke hende. Sådan er virkeligheden for mange seksuelt misbrugte børn, der overtager den pædofiles seksuelle behov. Ligesom i Leaving Neverland.
For meget snak om sex i dokumentaren
Mange kritikere af dokumentaren har skrevet, at der bliver talt for meget om sex, og det at have sex. Fordi voksne og børn har ikke sex, hedder det.
Og ja det er rigtigt. Sex er frivilligt, og imellem et barn og en voksen kan sex aldrig være frivilligt. Aldrig.
Det seksuelle er altid på den voksenes præmisser, også selvom den pædofile lærer barnet at have sex og nyde det. Måske i en sådan grad, at det er barnet, der lægger op til det seksuelle – fordi hey, sex er dejligt. Men det bliver aldrig ligeværdigt og derved er det ikke sex, men et overgreb.
Hvorfor beskriver Michael Jacksons ofre det, han udsatte dem for, som sex?
Svar: Igen skyldes det grooming. Han manipulerede dem til at tro, at det, der skete, var ligeværdigt.
Jeg vidste også, at hvis jeg ikke satte mig ovenpå Carls ansigt eller spredte mine ben for ham, ville jeg miste hans kærlighed og så var der ingenting tilbage. Sådan fungerer børnelogik
Jeg løb over til Carl med det ene formål at sidde på hans ansigt, så han kunne slikke på min tissekone. Jeg vidste på et senere tidspunkt godt, at det var forkert og at det bestemt ikke var noget, jeg skulle gøre med andre voksne. Men med Carl var det rigtigt og jeg ville dø, hvis jeg mistede Carl.
Jeg vidste også, at hvis jeg ikke satte mig ovenpå Carls ansigt eller spredte mine ben for ham, ville jeg miste hans kærlighed og så var der ingenting tilbage. Sådan fungerer børnelogik. I og med at jeg havde sagt A måtte jeg også sige B, C, D, E, F osv. I Carls optik havde han sex med mig – ergo havde vi sex.
Det er også derfor, at begge ofre insisterer på at være sammen med Michael Jackson, selvom han misbruger dem. Det er der også en del af kritikerne af dokumentaren, der har svært ved at forstå, fordi de ikke forstår groomingens beskidte spor.
Grooming er fundamentet for skammen
Den måde, Carl manipulerede mig på, ligner meget den måde, Michael Jackson manipulerede sine ofre på. Carl fik mig til at tro, at det seksuelle imellem ham og mig var det mest naturlige i verdenen: et ligeværdigt venskabeligt – nogle gange barnligt – forhold/venskab med ham; ligesom Michael Jacksons ofre troede.
Når Carl rørte mig mellem mine ben, når han bad mig sætte mig på sengegærdet med spredte ben, så han kunne slikke mig til det, jeg senere fandt ud af, hed orgasme, så gjorde jeg det og jeg kunne lide det. Eller min lille pigekrop kunne lide det. Når en krop stimuleres seksuelt, reagerer den – også selvom, det er en voksen, der stimulerer barnet.
Den pædofile får altså barnet til at tro, at det er medskyldigt og taler om “vores lille hemmelighed, som vi skal passe på ikke at fortælle andre”.
Den manipulation bliver italesat med så klar en præcision i dokumentaren, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at Michael Jackson var pædofil.
At holde af sin overgrebsmand på trods
Til slut: Det var hårdt at se de to mænd tale så kærligt om Michael Jackson på trods af, hvad han har udsat dem for.
Jeg kan også fortsat mærke den kærlighed, jeg følte til Carl som min bedste ven, kæreste og bonus-far – og jeg væmmes ved den følelse
Men jeg har og havde det på samme måde, og jeg har stadig dybt ambivalente følelser overfor Carl. Der er nogle sange fra den gang, hvor Carl misbrugte mig, jeg ikke kan høre. Blandt andet sangen. ”Sømand af verdenen” af Dodo and the Dodos, fordi den sang var min sang til Carl. Jeg væmmes ved den sang, og samtidig føler den lille pige inde i mig det savn, jeg følte, når jeg ikke var sammen med Carl.
Jeg kan også fortsat mærke den kærlighed, jeg følte til Carl som min bedste ven, kæreste og bonus-far – og jeg væmmes ved den følelse. Men jeg ved også, at det er noget, jeg følte, fordi Carl misbrugte min tillid og placerede mig i den voksnes seksualiserede verden, jeg aldrig skulle have været en del af.
Nogle gange savner jeg også Carls omsorg og den opmærksomhed han gav mig, for mig som barn, fordi den var unik og fordi ingen andre tog sig af mig. Han sagde, at det hvis jeg fortalte nogen om det, vi gjorde sammen, kom politiet.
Det er den barnlige del af mig, der savner. Den del der savnede omsorg og hvor Carl fik mig til at føle mig speciel.
Det savn er også at spore i Michael Jacksons ofre. James Safechuck har f.eks. gemt nogle smykker, han fik af Michael Jackson. Noget der for mange ville være argument nok for, at overgrebene aldrig er sket: Man gemmer ikke ting, man har fået af sin overgrebsmand.
Jeg har ikke noget fra Carl, men jeg må tilstå, at jeg udmærket ved, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at James Safechuck har gemt smykkerne. Også selvom det gør mig skamfuld.
Mine forældre satte pris på, at Carl passede mig. De lånte også en del penge Carl, og min far sagde ofte, at det var godt, Carl passede mig, gav mig mad og tog mig i bad – underforstået, at det sjældent skete hjemme hos mine forældre.
Mine forældre sad ofte nede i haven, mens jeg ”sov til middag” med Carl. Med åbent vindue ned til Carls have, hvor mine forældre sad i solen, placerede Carl mit 4-5-6-7-8-9-10-11-årlige underliv ovenpå hans solbrune og rynkede ansigt, hvorefter han slikkede mig til orgasme.
Det eneste sted, Carl brændemærkede mig, var på min sjæl, og der er såret stort. Ligesom brændemærket er stort på Michael Jacksons ofre – det er der vist ingen tvivl om
Carl nød det. Min krop nød det. Jeg nød det.
Det var den måde, jeg fik omsorg på. Jeg var er let offer. Grooming. Det hedder grooming.
Men hvis jeg stod frem med hele mig, ville mange af dem, der boede i lokalesamfundet sige, at det ikke skete. Og nej, jeg kan ikke bevise det. Carl er død, han kan ikke forsvare sig. Det eneste sted, Carl brændemærkede mig, var på min sjæl, og der er såret stort.
Ligesom brændemærket er stort på Michael Jacksons ofre – det er der vist ingen tvivl om,
Topillustration: Fra dokumentarfilmen, “Leaving Neverland”, pressefoto: HBO
Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom.
Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, nummer 40, Hævntogtet, her og nummer 41, ‘Lidt om det modsatte af vrede’, her og nummer 42, “Hvor skammen har rødder”, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
