Chicago nabo

Godfathers og godt naboskab i Chicago

i Klumme/Liv & Mennesker af
MIDTVESTLIV // KLUMME – Julie Bendtsen er flyttet fra Syden til Midtvesten i USA. Allerede i løbet af den første uge som forstadsfrue i Chicago – Al Capones territorium i forbudstiden – er hun til sin store overraskelse kommet forbløffende tæt på byens gangstere. Mens børnene morer sig i den knædybe sne, bliver Julie Bendtsen nemlig budt velkommen af naboerne, som guider hende til en chokerende opdagelse. Og nu ved hun ikke, om hun skal føle sig mere bange eller bedre beskyttet. Men i det mindste tropper politiet op øjeblikkeligt, når alarmen går. Det blev klart den allerførste nat i det nye hus.

“Det skulle I da have vidst, da I havde problemer med at få et lån”, skrev min (danske) ven til mig. Sms’en kom som svar på den artikel, jeg lige havde sendt ham, med historien om en af vores nye naboer: En velkendt Chicago-gangster, der for nogle år siden blev dømt og fængslet for organiseret kriminalitet i millionstørrelsen.

Gangsterkoner kan også godt bruge Google Translate, og jeg skal fandeme ikke have noget klinket

Naboens onkel var derudover et legendarisk navn i Chicagos underverden (eller, med tanke på hvor etableret organiseret kriminalitet er her, måske snarere oververden) og kendt som en, endda efter omstændighederne, særdeles brutal psykopat. Og ja, nevøen kunne sikkert have trukket i nogle snore, da vi igen-igen skulle slås med det tonstunge amerikanske lånesystem for at købe nærværende hjem.

Vores nye naboer bød os velkomne søndag eftermiddag, efter at flyttefolkene havde læsset af et par dage i forvejen. En gruppe-sms blev straks sat i værk, og et hyggeligt bål etableret for enden af vores lille vej i Illinois’ kølige januarluft. Tilsat generøse mængder vin, whiskey, øl og altså mere eller mindre lyssky anekdoter.

Chicago nabo
Bålet – samlingsstedet i Julie Bendtsens nye nabolag i en forstad til Chicago. Foto: Julie Bendtsen

“Prøv at google Silvias mand”

Og der – midt imellem at den ene nabos teenagedatter kom hjem og torpederede den anden nabos Tesla, og manden i huset ved siden af vores stak os en servicemeddelelse om, at hvis vi ville have lidt hard candy (bolcher med cannabis, som er lovligt i Illinois), skulle vi bare banke på hos ham – faldt altså også bemærkningen. Vi skulle prøve at google Silvias* mand. Og det gjorde jeg så. Med det resultat, at jeg nu ikke længere ved, om jeg skal føle mig lidt mere bange for at bo her – eller lidt bedre beskyttet.

“Jeres alarm er lige gået, ved I godt det?” Det er sådan en situation, hvor fristelsen til at svare noget utrolig dumsmart kun overgås af bevidstheden om amerikanske betjentes mangel på humor

Da kommentaren kom, havde Silvia just rejst sig og forladt bålstemningen. Hun er i øvrigt en petit, køn og mild, og ikke engang midaldrende kvinde, som var både sød og sjov at snakke med. Og altså gift med en mand, der efterlod sin ekskone så skræmt, at rygterne siger, hun måtte gå i vidnebeskyttelse. Men det mærkede vi jo ikke noget til rundt om bålet, da vi sad der og nød en lille del af den første uge i vores nye hjemstat – Al Capones gamle domæne.

To betjente ved døren

En uge som ud over flyvende fart har budt på ret meget andet end nye gangstervenner, i øvrigt. Som da alarmen gik i huset vores første nat. Alarmen, som de tidligere ejere tilsyneladende havde glemt at afmelde. Så da den brølede gennem marv og ben klokken et om natten, og vi ringede til alarmselskabet for at forklare dem situationen, var der intet, de kunne gøre.

“Ma’am, har De kodeordet?” “Øhm nej, vi flyttede ind i går”. “Så kan jeg desværre ikke hjælpe”. “Men så bliver den vel bare ved?” “Formentlig, ja. Er der ellers noget, jeg kan gøre for Dem?” Sært spørgsmål, taget i betragtning, at du absolut intet har gjort for mig indtil videre, men: “nej, tak”.

Og så har det været en uge, som har budt på en i sandhed historisk dag. En dag, få måske havde troet på, de ville opleve, men som trods alle odds indfandt sig. Jeg taler selvfølgelig om onsdag den 20. januar 2021: Dagen, hvor jeg for første gang nogensinde kørte en sneblæser

Alarmen stoppede med at hyle, og vi gik i seng, velvidende, at det var et spørgsmål om minutter, før den ville skrige igen. Men så langt nåede vi slet ikke, før det ringede på døren. Udenfor stod to betjente. “Jeres alarm er lige gået, ved I godt det?” Det er sådan en situation, hvor fristelsen til at svare noget utrolig dumsmart kun overgås af bevidstheden om amerikanske betjentes mangel på humor i almindelighed og tolerance over for bemeldte dumsmarthed i særdeleshed.

Vi forklarede dem situationen. De kiggede lidt fra den ene til den anden og bad så om at se min mands id. Fordi alle ved, at indbrudstyves foretrukne mundering er morgenhår og underbukser. Særligt når det er minus fem grader udenfor. Men tjekket blev han, og efter et opkald til alarmcentralen kom betjenten ind og afmonterede monsteret. Og vi kunne gå tilbage i seng, et par oplevelser rigere.

Chicago nabo
Chicago er smuk med vintersne og vinterhimmel. Nabolaget ved solnedgang. Foto: Julie Bendtsen

Den historiske dag

Det har ikke kun være udfordrende og chokerende. Det har også været en uge, hvor jeg for første gang i næsten seks år har kunnet kigge ud på en baghave, pyntet med solstråler på et dybt lag af sne – og lykkelige, hvinende børn, der løber og leger i selvsamme sol, selvsamme knædybe sne. En uge, hvor jeg lige nøjagtig har nået at kramme dem “hej”, når de kom ind af døren efter skole, for kun fem minutter senere at luftkysse dem “hejhej”, inden de greb hver deres kælk og løb over i parken ved siden af med deres nye venner.

Og så har det været en uge, som har budt på en i sandhed historisk dag. En dag, få måske havde troet på, de ville opleve, men som trods alle odds indfandt sig. Jeg taler selvfølgelig om onsdag den 20. januar 2021: Dagen, hvor jeg for første gang nogensinde kørte en sneblæser. Velkommen til Midtvesten.

*Silvia er selvfølgelig ikke hendes rigtige navn. Gangsterkoner kan også godt bruge Google Translate, og jeg skal fandeme ikke have noget klinket.

Chicago nabo
Sneblæsere synes uundværlige i Chicago. Foto: Julie Bendtsen

LÆS MERE I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Chicago prydet i sne. Julie Bendtsens børn leger i det nye nabolag. Foto: Julie Bendtsen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Klumme