TV // KOMMENTAR – Værterne på de historiske programmer fylder mere og mere – og oftere og oftere alt for meget. Senest i DR-dokumentaren Knoglerne fra kz-lejren om kz-fangen Prebens urne, der blev fundet i England 77 år efter krigen. Hvorfor stoler man ikke nok på historien i sig selv?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Knoglerne fra kz-lejren fortæller DR i tre afsnit historien om urnen med resterne af Preben Holger Larsen. Det er i sig selv en stærk og bevægende historie, der egentlig bare skulle have haft lov til at stå for sig selv.
Preben Holger Larsen var kun 26 år gammel, da han d. 22. november døde på en transport mellem udekommandoen Porta Westfalica og kz-lejren Neuengamme. Det umenneskelige tvangsarbejde i udekommandoen havde tæret ham for kræfter og til sidst kunne han ikke mere.
Da hans lig var kommet tilbage til Neuengamme sydøst for Hamborg, blev det kremeret og asken lagt i en urne. Ved krigens afslutning kom urnen ikke hjem til familien i Danmark. Den forsvandt. Eller det er i hvert fald, hvad man troede.
Hvorfor skal værterne på tv-formatets historiedokumentarer fylde så meget?
Sidste år – i 2022 – fik Anna Wagn i Mindelunden nemlig et meget overraskende brev. På museet ’The Wellcome Collection’ i London havde man nemlig – på lageret – fundet Prebens urne. Derfor blev Preben Holger Larsen senere på året, d. 29. august 2022, nedsat i kz-fangernes del af Mindelunden, og da han allerede var blevet mindet på mindevæggen, optræder han nu to steder i det store park-kompleks i Hellerup.
Historien om unge Preben Holger Larsens liv og død er tragisk. Historien om urnen er imidlertid dybt fascinerende – og derfor er det ikke underligt, at den er blevet fortalt flere steder siden august 2022. Jeg har selv lavet en podcast om den sammen med Anna Wagn og min faste podcastmakker Tommy Heisz.
Også DR melder sig i koret af fortællere med Knoglerne fra kz-lejren, men da jeg satte mig for at se den, blev jeg grebet af en faglig og formidlingsmæssig irritation. Det handler om grebet. Det handler om værternes rolle. Og det handler om en tendens, som jeg får det stadig strammere med.
Sat på spidsen: Hvorfor skal værterne på tv-formatets historiedokumentarer fylde så meget?
Den dynamiske rygsæk
I Knoglerne fra kz-lejren er historikerne Bjørn Meyer og Peter Ørbæk Olsen seernes ambassadører og vores hovedfortællere. Og på den måde ser vi dem FaceTime med hinanden. Vi ser dem gå ind ad døre, op ad trapper, ned ad gader, langs jernbaneskinner og mondæne bygninger – og ind i arkiverne for at kigge i kasser.
Dynamikken understreges, når den ene vært tager rygsækken på, og formidlingens svar på Onkel Rejsende Mack, ham globetrotteren fra dukkeserien Fragglerne, vandrer ind i historien.
Lad det være sagt med det samme; jeg har intet imod værterne. Jeg har intet imod, at der er værter, der kan fortælle os historien, holde fast i rammen, holde os i hænderne. Jeg er jo selv podcastvært, så jeg har en naturlig respekt og dyb forståelse for værtens arbejde og værtens ansvar.
Det, der får hårene til at stritte på mig, er den rolle, værterne har fået – stærkt eksemplificeret og konkretiseret ved Meyer og Olsen. Min helt subjektive opfattelse er, at de fylder for meget. De bliver historien – og dermed træder den ’rigtige’ historie i baggrunden.
Hvorfor værterne først?
I forhold til den dramaturgiske opbygning er der intet at udsætte på Knoglerne fra kz-lejren. Ambitionen har været at komme helt rundt om Preben, inden vi fokuserer på den først forsvundne, men siden genfundne urne – og det mysterium, der er forbundet med det.
Vi hører således om Prebens opvækst i Silkeborg, turen til København og engagementet i modstandsarbejdet, hvor Preben Holger Larsen var involveret i at skrive og distribuere illegal presse.
Preben blev taget til fange af tyskerne d. 7. maj 1944. I første omgang blev han sendt til Horserødlejren og siden Frøslevlejren, men d. 15. september samme år blev han deporteret til Neuengamme og siden sendt på den skæbnesvangre udekommando.
Vi vil gerne have værterne, men vi vil ikke have værtenshistorien
Problemet er, at det store fokus på værterne faktisk kommer til at skygge for Preben – og siden hen også for historien om Prebens urne. Vi ser dem komme, ser dem gå, vi ser dem blive fortalt noget – og se overvældede ud. Og vi ser dem tale med hinanden – ansigt til ansigt, men også på skærm. Og det virker tit for indstuderet. Hvorfor skal vi se dem blive overrasket over den nye information? Det er jo deres research, der ligger til grund for scenen; informationen er ikke ny for dem. Derfor er deres overraskelse påtaget.
Faktisk er det jo os seere, der skal blive overrasket. Ikke værterne. Det føles som om, værterne ikke stoler nok på deres egen fortælling og derfor bruger alle kneb for at fortælle os, hvornår vi skal blive overrasket.
Det er unødvendigt. Og det er primært unødvendigt, fordi historien i sig selv holder. Kilderne holder. Kilderne er stærke i sig selv, historien er stærk nok i sig selv. Vi må gerne hjælpes på vej af værterne, men vi kan godt drage vores egne konklusioner og behøver ikke at blive fodret med ske.
Formen forblænder
Værterne skal skabe fremdrift og dynamik i fortællingen. Ikke stå foran fortællingen. Og det gælder ikke kun Knogler fra kz-lejren og disse to værter.
Også i andre historiske tv-dokumentarer tildeles værten – eller værterne – en gigantisk rolle. De kører i bil, de parkerer bilen, de skyder over gårdspladsen og ind i huset, deres blik fanges i et bakspejl, eller de selv fanges, mens de ser eftertænksomt ud over havet. Der mangler simpelthen bedre redaktørarbejde til at regulere værternes rolle og fylde i tv-dokumentarerne.
Det er som om, formen forblænder. At nu er det altså sådan, man fortæller historie. Som et opgør med fortidens ”talking heads”; torsoskuddene af eksperterne. Er det virkelig det, de unge vil have, som man tit siger?
Det er i hvert fald det, de unge – og alle os andre – får. Som det er nu. Og det er synd – og også i flere tilfælde misforstået. Sat helt på spidsen, så bliver seerne – de unge såvel som de ældre – talt ned til. Det er som om, afsenderne ikke tror, at vi kan tænke selv eller lave vores egne koblinger. Det er en forkert antagelse. Vi vil jo bare gerne have historien, så med risiko for at lyde præcis som den midaldrende historiefortæller jeg er; lad nu historien komme til.
Historisk stof og historierne kan sagtens bære sig selv. Kilderne er der, og de er gode. Og med tv-formatet kan vi i dag fortælle historien meget mere levende end tidligere. Vi vil gerne have værterne, men vi vil ikke have værtenshistorien.
Læs mere POV kultur i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
