Ulrik Frost: Blot dig selv for Majestæten

Ulrik Frost 13.01.2024

ESSAY – Intet skaber større lykke end at erkende sig selv, skriver Ulrik Frost i denne granskning af et elsket eventyr. Det ved man, hvis man er blevet afsløret som dum og uduelig.

Vi elsker alle eventyret om Kejseren og hans nye klæder. Tænk på, hvordan den naive majestæt bliver afsløret i sin dumhed, da han processerer afklædt gennem den store stad, fordi han har ladet sig narre af to vævere, der forstod at væve det dejligste tøj, som var usynligt for ethvert menneske, der var utilladelig dum eller uduelig.

”Men han har jo ikke noget på”, siger et lille barn, og hvem ender da med at blive afsløret som dum? Selveste Kejseren, der hoppede med på galskaben for ikke selv at blive afsløret som dum.

‘Ingen af Kejserens klæder havde gjort sådan lykke’, står der sort på hvidt.

Hvilken almengyldig moral! Forfængeligheden og den dertil hørende frygt for at blive afsløret som dum eller uduelig taber i kampen mod den barnlige uskyldighed, og det føles så sandt, at man får det godt indeni.

Men jeg tror, vi læsere, der har udledt denne fortolkning, som vist nok er den eneste gængse, er blevet snydt, så det driver. Jeg tror, at alle vi, der har grinet af Kejseren, kommer til at stå tilbage som den afslørede, hvis vi vover at granske Kejserens bevæggrunde. Lad os gøre forsøget.

Et vovestykke

Kejseren hyrer de to vævere velvidende at det tøj, de skaber, er usynligt for folk, der ikke duer i deres embede eller er utilladeligt dumme. Han må altså være fuldkommen sikker på, at han ikke selv er uduelig eller dum.

Men med den forfængelighed, han lægger for dagen, følger en iboende angst for at blive afsløret som uduelig eller dum. Det er det, forfængeligheden forsøger at skjule. Det ville altså være lidt af et vovestykke for Kejseren at kaste sin usikkerhed i hænderne på to fremmede mennesker.

Hvad kunne så grunden være til, at han indlader sig med personer, der kan afsløre de dumme og uduelige? Hvis kejseren kan se ud over sin egen forfængelighed, hvad han viser ved at hyre de to vævere, kan han som enhver anden se det åbenlyse bedrag, og dermed processerer han bevidst gennem staden afklædt.

Det eneste, han venter på, er, at et barn skal pege på ham og sige: ”Men han har jo ikke noget på”, for at hele riget får anledning til at grine af ham.

Vist er det en uskreven og nedarvet regel, at vi tyer til ydmygelsen som straf, men har vi tænkt ordentlig til bunds, hvordan oplevelsen af at blive ydmyget kan få et menneske til at vokse?

Når vi har udlagt Kejserens rolle som den dumme og barnets som helten, er det kun, fordi vi selv er forfængelige og frygter at blive afsløret som dumme og uduelige. Det er så indlysende for os, at det værste, der kan ske, er at blive gjort til grin for alles øjne, at vi uden videre distancerer os fra dem, der bliver gjort til grin. Men hvad nu, hvis dem, der bliver gjort til grin, gør det bevidst for at fremprovokere en reaktion hos os? Hvor efterlader det os?

Den eneste reaktion, det giver mening at efterforske, er vores egen.

Barnet har forledt os til at udforske Kejseren, men Kejseren, der holder processionen ud, og ikke lader sig ydmyge af folkets tilråb, peger fingeren tilbage på hele folket og siger: ”Se, hvor I håner mig. Det er lige, hvad I trænger til – en at grine af”.

Hvad ville der ske?

Er ydmygelsen farlig? Det tror jeg ikke. Vist er det en uskreven og nedarvet regel, at vi tyer til ydmygelsen som straf, men har vi tænkt ordentlig til bunds, hvordan oplevelsen af at blive ydmyget kan få et menneske til at vokse?

Hvis den største frygt, vi lever med, er at blive afsløret som dumme, hvad ville der så ske, hvis vi gav afkald på den frygt? Ville der monstro åbne sig nye horisonter? Er det det, Kejseren vil have os til at indse?

I så fald har han sejret, for hvis han bevidst processerer afklædt gennem staden, fremprovokerer han bevidst folkets ydmygelse af ham, fordi han bevidst lader sig afsløre som dum, og hvem efterlader han så som dum?

Hvis vi dvæler lidt ved følelsen af at blive afsløret som dum, finder vi hurtigt ud af, at det er en følelse, der peger indad

Hvis vi dvæler lidt ved følelsen af at blive afsløret som dum, finder vi hurtigt ud af, at det er en følelse, der peger indad. Den tvinger til selvrefleksion.

Har man været dum, gransker man sine egne handlinger, genspiller for sit indre situationen, bedømmer sig selv og finder, om alt går vel, til sidst en forklaring, der kan hjælpe en til at slippe følelsen.

Men det er altid en dyrt købt erfaring, og den lagrer sig i sjælen. Erfaringen bliver et redskab til at navigere i sociale sammenhænge som en selvkontrol. Men er det et rige med en herskende selvkontrol, som Kejseren jo qua sin titel står i spidsen for, ønsker i så høj grad, at han mister realitetssansen og vitterligt narres til at tage usynligt tøj på?

Kejseren vil, at vi skal vokse

Hvis derimod Kejseren lader sig ydmyge bevidst og dermed faktisk ikke bliver ydmyget, hvad siger det så om Kejseren? Det siger, at han har ambitioner på sit folks vegne. Han vil, at vi skal vokse ved at se os selv som dem, der bliver afsløret. Ikke gennem ydmygelse overfor ham, men overfor os selv.

Ved at udspille en skam for alles øjne, uden at føle skam, er det ikke skammen, der står tilbage, men den individuelle reaktion på skammen. Lad den være tilråb, latter eller hån, men lad den være, hvor den hører hjemme – hos os selv.

Hvorfor føler jeg lyst til at råbe eller grine ved at se skammen udspille sig for næsen af mig? Fordi jeg ser min egen frygt et andet sted, og dermed forledes jeg til at tro, den ikke er i mig selv.

Men grunden til, at jeg overhovedet reagerer, er, at jeg genkender skammen, fordi den også bor i mig. Det eneste sted, det giver mening at granske, hvis vi gerne vil udvikle os, er i os selv.

Vi skal turde vove, at alle griner af os, fordi vi ved, at vi kommer styrkede ud af at blive opfattet som afsløret og ydmyget

Kejseren inviterer til, at vi skal forstå alle reaktioner som noget, der opstår i os selv. Hvad end reaktionen er, siger den kun noget om den, der reagerer – altså os selv. Forstå andre mennesker og deres handlinger som noget, der er sat i verden, for at du skal lære dig selv at kende, og du skal se løjer. En granskning af andre uden det bekendte X, der altid hedder, at man selv er den eneste centrale del af regnestykket, fører ingen vegne.

Når denne bevægelse har fundet på plads i os, er vi klar til næste skridt. Nu bliver vi nemlig i stand til, som Kejseren, at afstedkomme reaktioner i vores omgivelser ved at gennemskue vores egne handlinger. Det gør vi dels for vores egen morskabs skyld, men også for at skabe den verden, vi ønsker at leve i.

Det eneste, det kræver, er, at vi kan slippe frygten for den reaktion, vi forårsager. Vi skal turde vove, at alle griner af os, fordi vi ved, at vi kommer styrkede ud af at blive opfattet som afsløret og ydmyget. De eneste, vi skal tilstræbe at gå i bedene, er Kejseren og de to bedragere, der væver usynligt tøj. De har indgået en skjult pagt om at lade skammen træde frem i al sin vælde, for at vi skal opdage skammen hos os selv.

Den eneste, Kejseren blotter sig overfor, er sig selv. Han beviser, at han kan processere afklædt gennem den store stad med ophøjet ro. Han dukker sig ikke i skam og tager ydmygelsen på sig, men lader den ligge, hvor den hører hjemme, nemlig hos dem, der griner og råber ad ham.

”Ingen af Kejserens klæder havde gjort sådan lykke”, står der sort på hvidt. Men hvilken lykke er også større end den, der kan bringe en til erkendelse af sig selv? Lad frygten for den dom, andre fælder over dig, når du begiver dig ind på ydmygelsens vej, blotte, for så bringer du dig selv til erkendelse.