LIVSVEJ // ESSAY – Det kræver mod og eftertanke at skifte spor i livet, hvad end det gælder karriere eller privatliv. Og den jerndør, der smækker bag én, kan føles tung og faretruende. Men den kan også vise vejen til et sundt opgør med stabiliteten, skriver Birgitte Svinth.
For efterhånden længe siden skulle jeg rydde skabene på mit kontor. Anledningen var, at jeg skulle flytte ud og i samme ombæring gerne ville rydde op. Og en sen og rolig aftentime sad jeg på gulvet omgivet af de sidste 15 års konsulentarbejde.
Agendaer, konsulentprogrammer, PowerPoint-præsentationer lå spredt rundt om mig i en stor og uordentlig bunke. Synlige påmindelser om, hvad årene havde givet og bragt med mange spændende og forskelligartede opgaver. Hvilket privilegium at være selvstændig, når man kommer så vidt omkring, hvad opgaver og organisationer angår.
Det var levet fagligt liv. Og så slog det mig, at det også var udlevet fagligt liv. At jeg ville blive en dårligere udgave af mig selv, hvis jeg fortsatte ad den samme vej.
Det var bestemt ikke en velkommen tanke den aften – men det var en personlig og faglig bevægelse, der allerede var skudt i gang og subtilt arbejdede under overfladen. Der var noget, der rumlede og ville have liv. Men bevægelsen blev helt manifesteret og håndgribelig lige der, hvor jeg fysisk sad midt i det.
Jerndøren er den uafviselige vished, hvormed man ved, at fortidens form ikke længere er fremtidens mulighed
Jeg ryddede op og ryddede ud med lige dele taknemmelighed og rådvildhed. For hvis jeg ikke skulle fortsætte i mit nydeligt udlagte og veletablerede karrierespor, hvad skulle jeg så? Det slog mig også, at jeg ikke længere ville være den bedste til at gøre det, jeg tidligere havde været god til at gøre! Det var en uafviselig erkendelse, der ramte mig lige der – som jeg egentlig helst havde været foruden.
Der var en form og en måde, som havde udlevet sig selv – noget, som uigenkaldeligt er slut, uanset hvor meget jeg strittede imod. Noget, som jeg er nødt til at tage afsked med og lade bag mig uden at vide, hvad der så ville komme til at ske.
Når man er nødt til at gå
Jeg kommer til at tænke på en tidligere supervisor, som engang talte om Jerndøren som et fænomen (tak til dig, Thorkild Olsen). Jerndøren er den uafviselige vished, hvormed man ved, at fortidens form ikke længere er fremtidens mulighed. At man må gå, at man er nødt til at gå uden helt at vide hvorhen.
Måske fordi man i små flygtige glimt skimter en anden og bedre fremtid. Måske fordi nødvendigheden tilsiger, at det er tid til at sætte den ene fod foran den anden. Det kan være en skræmmende erkendelse, og det var det også den aften på kontorets gulv.
Kriser er sjældent noget, vi vælger selv, for de rusker os godt og grundigt igennem
Men prisen for at blive er højere, og det vidste jeg også godt! Troværdigheden forsvinder, når man hører sig selv sige noget, man har sagt for mange gange før. Engagementet daler, når man bliver i en tryg og velkendt form, der ikke længere udfordrer. Man bliver en uengageret og fortidig skygge af sig selv i gentagelsens spændetrøje. Det gælder i alle livets forhold – privat som professionelt.
Som bekendt kan en krise forstås som en situation, hvor det ikke længere er muligt at fortsætte som før. Heller ikke selvom man egentlig helst vil. Som kinesernes dobbelte skrifttegn for krisen indikerer, så rummer krisen både en fare og en mulighed.
Kriser er sjældent noget, vi vælger selv, for de rusker os godt og grundigt igennem, og vi tvinges til at træde ud af det vante spor og ind i noget nyt og ukendt. Mange gange kommer krisens erkendelse bag på os, og vi ville ønske, at vi kunne fortsætte i det vante spor.
Det kan være, at du gerne ville blive i det job, som nu har udtjent sig selv. Det kan være, at du gerne ville blive i den rolle, som bare ikke længere stimulerer dig. Det kan være, at du bare gerne vil have tryg forudsigelighed i en relation, der har udlevet sig selv.
Det hele er okay, hvis du kan leve i det og med det. Men erkendelsen har det med at komme snigende med sine mange lange og knap synlige tråde, som langsomt og sikkert bevæger os mod det, som skal bryde frem: Noget har udtjent sin form, og noget nyt skal ske.
Det eneste sikre er, at noget er slut – men det er endnu ikke sikkert, hvad der kommer til at ske. Det kræver mod at stå der, når man er gået igennem erkendelsens jerndør. Den er smækket bag dig, og erkendelsen er irreversibel. Den kan ikke gøres om med selvrespekten i behold.
Krisens udsigt er ikke altid den bedste
Når man læser om krisen som fænomen, bliver beskrivelsen ofte sukret og bestrøet med en farveafstemt krymmel, som der ikke altid er dækning for. At når først man har lukket døren bag sig, så er der direkte adgang til paradis forude. Sådan lidt a la: “En morgen vågnede jeg, og så vidste jeg bare, at jeg skulle noget helt andet. Jeg kunne se fremtiden helt tydeligt for mig. Og det gik jeg i gang med lige med det samme med stor glæde og energi, og ugen efter bla bla bla …”
Realiteten er for de fleste en ganske anden. Udsigten med jerndøren i ryggen er ikke altid løfterig og stjernebestrøet. Der er ikke altid lys, konfetti og musik forude. Ofte står man gennemrusket ind til knoglerne og lettere forkommen med kun én eneste vished: Det er ikke muligt at gå tilbage.
Forude er der tåget, måske har processen brændt alt af omkring dig, og energien er lav. Og brændstoffet er måske sparsomt efter en lang uvis periode, hvor noget har været på vej. Det kræver sit menneske at være på vej.
Jeg vidste, at det var på tide at sige farvel. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg var nødt til det. Blev jeg, hvor jeg var, så ville jeg miste mig selv – miste adgangen til min vitalitet og sansen for, hvad der var vigtigt. Prisen ved at blive var for stor.
Omvendt vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde i vente. Det var ensomt at stå der helt alene på tærsklen. Beslutningen var min alene og kunne kun træffes af mig. Den Indre Nødvendighed bankede på med stadig større styrke. Der var en kraft, som jeg var nødt til at gå med, hvis jeg skulle genfinde kontakten med mit inderste selv.
Der var noget, der kaldte, og jeg blev nødt til at gå. Uden at vide, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gjorde, hvad jeg skulle – og lukkede langsomt døren bag mig.
Uafvendeligheden i bevægelsen slog mig og blev til et manifest og på samme tid alligevel et tyst klonk, da døren lukkede, og låsen faldt i hak. Det gav stille genlyd, og efterklangen mødtes af en larmende tavshed, hvor jeg stod. Døren var lukket, og landskabet omkring mig var ganske afbrændt af alle de følelser og al den tvivl, der var gået forud.
Tvivlens aske dalede stille ned omkring mig og lagde sig på den afsvedne jord. Tidligere antagelser stod tilbage som afbrændte skeletter. Røgen efter de mange overvejelser rev stadig i næsen og lagde sig kun langsomt i et tåget mønster. En beslutning havde taget mig. Jeg satte min bedste fod foran og begyndte at gå …
Bare jeg slipper for at kende mig selv
En krise kan selvfølgelig opleves vidt forskelligt afhængigt af personlighed og erfaringer. Her taler jeg om de udviklingskriser, som langt de fleste af os møjsommeligt bakser med i løbet af livet, og hvor min pointe er, at både processen og effekten ofte glorificeres.
Det er hårdt fysisk og psykisk arbejde at skifte spor, uanset om det er personligt eller professionelt. Det er en krævende proces at træde ud af en form og træde ind i en ny. Det udfordrer os på balancen mellem forandring og stabilitet. Men vi er nødt til at slække trosserne, hvis vi skal have en flyvehøjde, der gør udvikling muligt.
Risikoen for at søge tilbage til det kendte er overhængende
For mange vil det give en oplevelse af, at forandringens nødvendighed tager livtag med stabilitetens inerti. Og det kræver sit modne menneske at huse og lade sig rasere af en sådan indre brydekamp uden hverken at gå ned på tælling eller stoppe forløbet i utide. Digteren Tomas Tanströmer har sagt det så uendeligt præcist:
“To sandheder nærmer sig hinanden. Nærmer sig hinanden.
En kommer indefra. En kommer udefra og hvor de mødes
har man en chance for at se sig selv.
Den, der mærker hvad der er ved at ske, råber fortvivlet:
Holdt – hvad som helst, bare jeg slipper for at kende mig selv.
Og der er en båd, der vil lægge til – forsøger lige her –
den vil forsøge tusinder af gange”
Tal bevægelsen op
Vi skal tale bevægelsen op og målet ned. Måske mangler vi erfaringer og ritualer i forhold til det at være på vej – at være i Mellemtiden med den kendte fortid i ryggen og den ukendte fremtid forude. I andre kulturer findes der bedre og mere nuancerede sprog og ritualer for overgangene – begrebet rite of passage eksempelvis.
Men vi går ikke i hytten, vi sidder ikke ved bålet og deler vores erfaringer, vi går ikke alene ud i terrænet, og alligevel deler vi en almen menneskelig erfaring.
I psykologien taler vi om Zonen for reduceret kompetence, som omhandler den krævende og svære tid, hvor man lægger en kendt måde at være i verden på og bakser med at tilegne sig nye færdigheder og kompetencer uden endnu helt at være på plads og komfortabel i det nye.
Vi træner og øver os – det kræver kræfter og mod – og risikoen for at søge tilbage til det kendte er overhængende, uanset om det er en udtjent organisation, relation eller funktion.
Transformationen er dobbelt – gaven er dansen med det nye, som både manifesterer sig og skal skabes hen ad vejen. Opgaven er at danse med Mellemtiden og både holde og udholde processen undervejs.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
