Overvægt i Fællesskabet: Det, vi alle savner

i Liv & Mennesker/Danmark af
DANMARK // FOTOREPORTAGE – Vores tur rundt i provinsen for at undersøge mindre fællesskabers udfordringer ved coronanedlukninger fører os denne gang til Præstø og Danmarks eneste brugerdrevne forening kun for overvægtige.

Tilde henter os ved hovedindgangen til Præstø Multicenter og byder os velkommen omme på siden af bygningen, hvor der er mere læ. Her møder vi Solveig og Anette, som er medlemmer af Overvægt i Fællesskabet, og selvom det er overskyet, og det blæser, er det for årstiden ganske fornuftigt vejr. Ganske heldigt, når nu vi ikke kan komme ind i hallerne, hvor foreningen normalt holder til. De er lukket land i øjeblikket. En corona-restriktion.

Endnu engang er provinsen destinationen for vores undersøgelse af, hvad corona-nedlukninger gør ved mindre og undseelige fællesskaber og Tilde, som står opført som formand i vedtægterne men egentlig bare vil kaldes tovholder, lægger ud med en beskrivelse af foreningens opståen og formål:

“Jeg var engang på et kursus-forløb for overvægtige i Vordingborg kommune. Det tog otte uger. Der fik vi nogle gode redskaber for at håndtere vores overvægt. Ændre livsstilen. Det er livsstilen, der skal ændres.”

Det handlede fra start af ikke om at tabe sig. Det handlede om at have et fællesrum, hvor vi kunne få lov til at være ligeværdige med andre overvægtige. Der findes ikke en anden forening i Danmark som os

Hurtigt er interviewet i gang, og de tre fra foreningen har sat sig ned ved en klassisk bord- og bænkeopstilling, som er omkranset af en cirkel af buske. Kontrasten til det tronende multicenter fra 2014 med dets firkantede mosaik på murene og takkede tag er enorm. Multicentret huser et plejehjem med dertilhørende haller, som især Præstø Gymnastikforening normalt gør brug af og naturligvis også Overvægt i Fællesskabet.

Efter kurset savnede Tilde noget opfølgning. Hun savnede et sted, hvor kursusdeltagerne kunne mødes og dyrke noget motion. Holde livsstilsændringen ved lige via et forpligtende fællesskab. Til at starte med mødtes Tilde med andre overvægtige i, hvad hun kalder, et forum, der senere blev til den forening, som både Vordingborg og andre kommuner nu rådfører sig med, når det angår det offentliges møde med overvægtige.

“Det handlede simpelthen om at skabe et sted, hvor overvægtige kunne møde andre ligeværdige. Det var grundlaget,” siger Tilde energisk. “Til at starte med fik vi lov til at låne et lokale i Vordingborg, hvor vi også stadig træner, og det udviklede sig hurtigt, for flere og flere ville gerne være med.”

Tovholderen Tilde

Overvægt i Fællesskabet

Det var i efteråret 2017, at grundlaget blev skabt for, at Overvægt i Fællesskabet blev en selvstændig, folkeoplysende forening i juni 2019. Navnet fandt Tilde på, og hun synes, det passer godt til formålet.

“Det har jo en dobbeltbetydning. Overvægtige, der har et fællesskab. Og så kan det også betyde, at der er en overvægt af fællesskab. Det handlede fra start af ikke om at tabe sig. Det handlede om at have et fællesrum, hvor vi kunne få lov til at være ligeværdige med andre overvægtige. Der findes ikke en anden forening i Danmark som os. Du kan gå i fitnesscenter, hvor der er instruktører, der vil fokusere på, at du taber dig. Men det er jo små sylfider, der står der. Vi mener, at det, at vi er ligeværdige; det giver altså noget.”

Ordet ligeværdig går igen, og selvom at ligesindede måske passer bedre, kan jeg ikke lade være med tænke på, at der er en grund til, at Tilde bruger lige præcis det ord. Ligeværdig.

Siden oprettelsen af foreningen har Tilde og andre tovholdere været på adskillige kurser for bedre og bedre at kunne varetage træningen af overvægtige, og præmissen for foreningen virker meget vigtig for både Tilde, Solveig og Anette. Det, at mødes med andre, som de kan spejle sig i, og hvor det højest opnåelige ikke nødvendigvis er at tabe sig.

Lorteåret 2020

Fra den spæde fødsel af idéen til oprettelse af foreningen i 2019 bevæger vi os over til lorteåret – som Tilde kalder det – 2020.

“Hvad gør vi nu?” spurgte Tilde sig selv og de andre frivillige. “Vi forsøgte at lave nogle træningsvideoer, men det bedste er jo, at man mødes, og at der er nogle folk omkring én. Så får man gjort det. Trænet. Vi forsøgte os så med udendørs træning i sommeren 2020, indtil vi kunne komme ind i lokalerne igen, men det var jo ikke længe, det varede. Tre-fire uger tror jeg, det var, vi var tilbage i hallen,” siger Tilde og sukker.

De har behov for spejlingen i andre og følelsen af ikke at være alene om træningen, som ikke udføres for at veje sig selv bagefter, men for det øgede selvværd træningen medfører

Efter anden nedlukning fik foreningen styr på tre ugentlige online-træningstider, som fungerer efter hensigten. Flere af de overvægtige holder fast i træningen, selvom det dalende medlemstal fra ca. 45 i 2020 til 28 per dags dato fortæller om en konsekvens af nedlukningen. Savnet efter at mødes i det fysiske rum bliver nævnt som årsag til frafaldet, og jeg spørger ind til, hvilket savn Tilde, Solveig og Anette oplever.

“Samværet. Mimikken. Bare at se de andre. Det er svært at gøre online. Samtalerne. Både før og efter træning. Vores måde at dyrke motion på. At kunne grine ad sig selv og hinanden. Nogle gange ligner vi jo flodheste, når vi er derinde, ikke?” smiler Tilde. “Andre gange er vi fandeme også så smidige og så super smukke at se på. Og så lugten af hinanden. Alt det savner jeg sgu på alle mulige måder. Det er det, der er forskellen.”

“Det er bare ikke det samme. Man får ikke alle de små ting med, der er så vigtige,” understreger Anette.

“Men så går vi nogle ture i stedet for. Også fordi, der er mange, der ikke dyrker træning online.”

Selvom onlinemøder, -træning, -undervisning osv. kan noget, hører jeg alligevel, at det sociale samspil i det fysiske rum har en stor betydning. Måske større end nogle af os egentlig var klar over, før disse nedlukninger. Det menneskelige samspil har en betydning for velværen og graden af deltagelse i hvilken sammenhæng, det måtte være.

Det har i hvert fald en betydning for de overvægtige i dette fællesskab på Sydsjælland. De har behov for spejlingen i andre og følelsen af ikke at være alene om træningen, som ikke udføres for at veje sig selv bagefter, men for det øgede selvværd træningen medfører. Den anden bruger, Solveig, har oplevet denne følelse og har fået ændret sit liv. Hun gik til gymnastik, men startede så i Overvægt i Fællesskabet og har mærket en kæmpe forandring.


SE ARTIKLEN I EN GRAFISK OPSAT VERSION HER: Overvægt i Fællesskabet


“Forskellen er, at der er fokus på styrketræning. Jeg har en kronisk sygdom, der gør, at jeg har smerter altid. Så jeg tænkte, at hvis nu jeg kan styrke mine muskler, så kunne jeg måske få det bedre. Og det har jeg fået. Meget bedre. Og det gør, at jeg hænger ved, og jeg er da glad for, at vi nu kan træne online.”

Tilde supplerer med en forklaring om, at mandagens online-program, der naturligvis hedder Fed Bevægelse, består af en opvarmning, hvorefter der er styrkeøvelser med både elastik og vægte.

“Men træningen er jo også en blanding,” skyder Anette ind. “Om onsdagen er der Slow Flow, som er udstrækningstræning med yoga-øvelser og om fredagen fokuseres der på kroppen. Det skaber en god variation.”

En af mange indgange til Præstø Multicenter

Når traditionelle motionscentre ikke er nok

Inden Anette startede i foreningen havde hun været igennem et vægttab, og hun har gået i motionscenter, men uden det store udbytte. Hun var usikker på, hvad hun præcist skulle træne og hvordan.

“Jeg kan meget, meget tydeligt mærke fra jeg startede og så til nu, hvor meget min krop den har udviklet sig, og hvor meget bedre jeg har fået det i min krop. Jeg kan meget mere. Det er en stor forskel fra motionscentret, jeg gik i. Jeg manglede helt klart noget vejledning og en hensyntagen til mine skavanker. Altså noget vejledning, der passede til min krop og der, hvor jeg var.”

Anette taler i datid om sin krops tidligere tilstand, og hun taler om paradokset mellem egentlig gerne at ville træne, men som overvægtig ikke altid føle sig mødt det sted, man er. Mens Anette forklarer, flyver en måge over os og besørger med fuldt overlæg, hvis jeg kender måger ret, på bordet, vi sidder ved. Og på Anette.

“Det plejer at være mig, de rammer,” siger fotografen, og Tilde siger, at det bringer held at blive ramt af en fuglelort.

Det skaber et lille intermezzo i interviewet, og jeg kigger over på Præstø Multicenters mure, som indkapsler de hellige haller. Jeg har ikke forstand på arkitektur, men denne bygning er ikke køn. Min opmærksomhed vender tilbage til bordet og emnet om ikke altid at føle sig hjemme som overvægtig i et traditionelt træningsfællesskab.

“Jeg bruger mig selv til at træne de overvægtige. Jeg kan jo snakke med om at være den store pige i et fitnesscenter og dyrke yoga på et hold blandt sylfider. Nogen gange sagde jeg til hende coachen, at øvelserne ikke var beregnet til sådan en som mig. Det mente hun, de var, men hun har jo aldrig været overvægtig.  Ved hun, hvor svært det kan være bare at have benene lige op i vejret eller bare det at stå i Hunden eller den høje planke?”

Tilde fortæller uden ærgrelse eller bitterhed. Hun konstaterer blot sine oplevelser fra et traditionelt motionscenter.

“Og så er det bare lidt svært at være i et rum, hvor der er tynde, smidige mennesker, der bare kan de her øvelser. Selvom man jo gerne vil, bliver man nogle gange hæmmet af de mennesker, der er omkring en. For de er så tynde. Så kan ens selvværd nogen gange blive sådan lidt – dunket, på en eller anden måde. Altså, når maven er i vejen for at lave øvelser..” forklarer Tilde videre om oplevelser, flere overvægtige sikkert kan nikke genkendende til.

Anette mærker den positive forskel, efter hun startede hos Overvægt i Fællesskabet

Et ligeværdigt fællesskab

Tilde fortsætter: “Det var jo så også en af grundene til, at jeg var med til at starte det her. Der skal være noget for overvægtige, der er ligeværdigt. Vi har allesammen været der. Været der, hvor vi sidder i sofaen og ikke gider at gå ud af døren. Jo, måske for at købe en pose slik. Så kan man få det bedre på den måde.”

Foreningen er for alle med en BMI over 25. Eller hvis man har haft en BMI over 25, for så har man erfaringer med ændringen i livsstil, uddyber Tilde. Det er træning, der virker, siger hun, og lufter sin frustration over, at de foredrag, hun i sin iver for at gøre noget for sig selv og andre overvægtige havde booket, er blevet rykket.

“Det er skide ærgerligt. Vores drømme er ligesom udsat,” pointerer Tilde uden den mindste snert af selvmedlidenhed.

Det leder interviewet hen til mere konkrete eksempler på, hvorfor medlemstallet næsten er halveret det seneste år. Nogle vil ikke træne online. Nogle kan ikke af tekniske årsager. Andre vil ikke træne udendørs, da toiletforhold og vejrlig spiller ind. Vores værter rundt om bordet nikker samstemmende, da Anette siger, at bare ændringen i strukturen og de vedvarende ændringer kan få nogle, der er sårbare og ikke har den mest selvsikre tilgang til træning, til at trække sig. Der skal ikke nødvendigvis så meget til.

“Nu håber vi bare på, at efteråret 2021 bliver sindssygt godt, ikke? Og vi har jo ansøgt om at få en time i svømmehallen kun afsat til overvægtige.”

Den stigmatiserende overvægt

Instruktøruddannelsen indenfor Aqua-fitness er Tildes baggrund for endnu en idé, der kan forbedre overvægtiges trivsel. Fysisk og psykisk. At klæde om og bade sammen med andre, der ikke ligner en selv, kan være en udfordring for overvægtige, fandt Tilde ud af, da hun i 2019 lavede en spørgeskemaundersøgelse hos medlemmer og andre overvægtige. Derfor denne ansøgning til Vordingborg kommune om at få tilegnet en time uden andre tilstede. 93% ud af de 200 svarende ønskede denne mulighed. Behovet for at tænke anderledes og netop inddrage overvægtige med erfaringer fra de traditionelle tilbud for motion er tydeligt.

Nogle overvægtige har fået nogle uheldige oplevelser; nogle kommentarer med på vejen, som kan stå i vejen,” siger Anette, før Tilde tilføjer: “Ja, du bør da ikke være i denne her svømmehal!… Ja, eller hvorfor spiser du en is, når du er overvægtig?

“Nogle overvægtige har fået nogle uheldige oplevelser; nogle kommentarer med på vejen, som kan stå i vejen,” siger Anette, før Tilde tilføjer: “Ja, du bør da ikke være i denne her svømmehal!”

“Ja, eller hvorfor spiser du en is, når du er overvægtig? Og det sætter sig jo. Når du så går ind i en svømmehal og skal iføre dig en badedragt, ja, så er du mere sårbar. Det spiller nok en temmelig stor rolle,” afslutter Anette.

 

Jeg forstår bedre og bedre formuleringen ligeværd, selvom jeg ikke helt kan forstå det som dem, der har prøvet det på egen krop. Det er tabuiseret at være overvægtig. Der medfølger et stigma fra omverdenen, som for overvægtige kan være svært at gøre op med. Især hvis man internaliserer de sociale normer om, at normalvægt er mere rigtig end overvægt. Og undervægt for den sags skyld. Så kan man føle sig mindre værd og tænke, at man har fejlet. En negativ social spiral.

Denne negative spiral bliver understøttet af en undersøgelse udgivet i begyndelsen af 2020 (link) i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Medicine. Fra dengang corona var en by i Kina. Undersøgelsen er underskrevet af 100 organisationer og forskningscentre og stadfæster i sin indledning: “Mennesker med overvægt oplever ofte en gennemtrængende, vedvarende social stigmatisering. De oplever ofte diskrimination på arbejdspladsen såvel som i uddannelsessystemet og i sundhedssektoren”. Denne stigmatisering kan blive en selvforstærkende faktor for alle parter, når samfundet med kalorieregnskabet i hånd peger på alle de livsstilssygdomme overvægt kan medføre, og når overvægtige bliver overbevist om denne fortælling. Så må man da gøre noget. Tage sig sammen. Men så let er det ikke. Studiet peger netop på, at stigmaet fra omverdenen kan skabe: ”(…) fysisk og mental skade og at det for påvirkede individer er mere sandsynligt at modtage mindre tilstrækkelig pleje”. Overvægt er ikke blot et kalorieregnskab, men et komplekst samspil af gener og biologiske processer. Og så naturligvis de nævnte samfundsstrukturer.

Katrine Gisiger, som er kognitiv kostvejleder og holder foredrag rundt om i landet, bruger sin status på sociale medier til at kæmpe imod stigmatiseringen af overvægtige.

“I fem år har jeg haft klienter, foredragsdeltagere og følgere på sociale medier, der har fortalt mig om, hvordan man bliver behandlet som tyk. 

Det er faktisk sjældent det åbenlyse, der gør mest ondt, som når en bil sænker farten og nogle råber ‘’fede so’’.

Det er nærmere den skjulte stigmatisering, f.eks. i mødet med sundhedsvæsenet, når man skal købe tøj eller er til jobsamtaler. Der findes så mange historier om mennesker, der er kommet til lægen med et ikke-overvægtsrelateret problem og er blevet sendt hjem for at tabe sig. Gravide oplever jordemoderen være mere optaget af at fortælle, hvor skidt det er at være tyk end at hjælpe til en god fødselsoplevelse. Det er nærmest umuligt at finde tøj, også regntøj og sportstøj, da de fleste tøjmærker kun går til XL.”

Katrine eksemplificerer her forskningen, som kan læses i Nature Medicine, og jeg får en klump i halsen ved læsningen. Er vi virkelig ikke klogere? Noget må man da kunne gøre, og det mener Katrine kan være:

“For at stå imod eller gøre op med stigmatiseringen, kan man øve sig i at sige fra, insistere på en ordentlig behandling og vælge andre fagpersoner, hvis det er muligt, (f.eks. skifte læge). Det vil selvfølgelig ikke gøre noget ved dem, der er hardcore tyk-fobiske, men dem, der ikke lige havde tænkt over deres egne blinde vinkler, kan måske blive klogere og ændre adfærd. Derudover kan man samle sig i fællesskaber, så man ikke stå alene. Det kan ofte hjælpe til vrede, frem for skam og vrede er en stærk drivkraft til at ændre, hvorimod skam kun leder til at gemme sig mere væk, bebrejde sig selv og forsøge at undgå verden.”

Et af medlemmerne i OIF, Solveig

At Overvægt i Fællesskabet har skabt lige præcis den tilgang til menneskeligt velvære for de overvægtige på Sydsjælland står klart for mig. Skammen, et individ på grund af et samfundsnarrativ kan føle, kan et ligeværdigt fællesskab ophøje og placere uden for individet. Sammen er vi stærkere.

Tilde fortæller om de gode eksempler. Hun fortæller, at fællesskabet kan give medlemmerne en følelse af at kunne klare verden igen. Det fællesskab, der er presset af regeringens nedlukninger.

“Og det er jo vildt fedt at få at vide,” smiler Tilde. Foreningen har været et springbræt for mange til at komme i gang med at træne i fællesskabet af ligeværdige. Der er rum og plads til alle. Baggrund, kropsstørrelser og aldre betyder intet. En rummelighed, som repræsenteres af foreningens tre udsendte.

Vinklen om de personlige vilkår ved nedlukninger tages op, og Solveig siger, at hun savner at se sine børn noget mere. Jeg spørger Anette, som er gået fra et meget aktivt socialt liv, til hele tiden at skulle tænke over sin berøringsflade, da hendes mand er handicappet og i risikogruppen, hvorfor de er ekstra påpasselige. Hungren efter de sociale fællesskaber er en følelse, Anette døjer med. Denne her oplevelse af ensomhed, mange af os kan genkende ved de vedvarende nedlukninger, og som bakkes op af flere og flere undersøgelser og artikler om, hvor hårdt mennesker rammes, når de gang på gang skal vægte hvert et menneskeligt møde. Hele tiden passe på. Den manglende sociale spontanitet, der med tiden bliver et vilkår, vi accepterer.

“Vores tilgang til livet er, at så må det være sådan. Så finder vi ud af det. Men det betyder ikke, at vi ikke savner det andet. Det før. Vi glæder os til, det kommer tilbage,” siger Anette.

Solveig og Anette foran det lukkede multicenter

Hvad med de ressourcesvage?

Ungdomsskolens ‘lømler’ melder pludselig deres ankomst til multicentret med de to-hjulede offroaders vrængende motorer. Vi kigger alle op og ser dem fræse over græsset og hen på den nærliggende parkeringsplads, hvor de mange tomme båse vidner om et samfund i nedlukning. Den sidste i flokken kører ikke på en offroader, men på en scooter. Måske en Kisbee. Den har set bedre dage og en tyk, sort røg stråler ud af udstødningen.

Da drengene efter en rådføring på parkeringspladsen beslutter sig for at fræse videre – hvorhen og med hvilket mål er mig uklart, for de returnerer mange gange til området omkring multicentret efterfølgende – må scooteren løbes i gang med endnu mere sort røg til følge og ungersvenden efterlades af flokken.

Det får mig til at tænke på, at nedlukningerne kan overkommes, hvis man har udstyret i orden. Baglandet. Hvis man er ressourcestærk. Er man ikke det, kan man blive ladt tilbage.

“Jeg savner fandeme min hverdag,” råber Tilde over de højfrekvente lyde fra motorerne. “Det at skulle noget mandag, have nogle at mødes med tirsdag. Så tage fri fra gøremål onsdag, for igen at skulle noget – have nogle faste holdepunkter – torsdag og fredag. Så kan man bedre holde weekend.”

Når tilværelsen, tiden, dagene glider ind i hinanden, som det sker for mange i øjeblikket på grund af de manglende afbræk i trummerummen, kan det være svært at finde mening. I dag ligner i går, den dag lignede i forgårs, og hvad skal der ske i morgen? Det samme. Derfor er det vigtigt at holde sig i gang med bare en smule aktivitet, som den Overvægt i Fællesskabet i øjeblikket kun kan levere online.

“Jeg savner også at drøfte tingene med de andre i bestyrelsen. Lige nu har jeg bare fået frie tøjler som tovholder til at skulle gøre, hvad der skal gøres. Jeg savner møderne med sundhedsudvalget, med bevægelseskonsulenterne, med DGI, alle dem, vi kan sparre med, i forhold til det vi laver. Og så bare det at udvikle os. Der er jo sat en total bremseklods i. Så det kan vel nærmest kun går fremad,” siger Tilde med den for mig allerede velkendte energi, hun udstråler. “Der kommer jo en åbning på et tidspunkt.”

Energiske mennesker har alle foreninger behov for

De uundværlige ildsjæle

Tilde, der er førtidspensionist, fortæller, at hun er lettere hjerneskadet på grund af to aneurismer i hjernen. Det har givet nogle ar på sjælen og har fået hende til at kigge indad og ændre sit liv, hvilket er grundlaget for den rejse, der indtil videre har udmøntet sig i Overvægt i Fællesskabet.

Motion blev en stor del af rejsen, da Tilde for flere år tilbage mødte to kvinder, som blev hendes mentorer. Møderne med disse kvinder fik Tilde til at gå forskellige dele af både den spanske og den franske camino, og det kickstartede processen, som bringer os tilbage til i dag og hvorfor, vi har valgt at tage til Præstø og undersøge netop dette fællesskab nærmere.

At flere og flere sundhedsfaglige mennesker kontakter Overvægt i Fællesskabet, fortæller historien om et uudnyttet potentiale. Måske en for stringent, fordømmende og firkantet tilgang til det at være overvægtig. Kommuner i Danmark får så småt øjnene op for, at det er en anden tilgang, man bør have til overvægtige.

Tilde føler sig set og hørt af Vordingborg kommune, men føler samtidig, at de kunne underbygge formålet endnu mere med midler over en bred kam. Da hun ansøgte om et højskoleophold på en livsstilshøjskole, fik hun midlerne tildelt, men det skal stadig hæves fra individ-niveau til et mere overordnet niveau.

“Ildsjæle som Tilde er vigtige,” bryder Anette ind, og jeg genkender tanken fra mit eget medlemskab i en fodboldforening, som også drives af frivillige ildsjæle, der på egne og andres vegne har ambitioner. Det kan være ved at undersøge en masse nye træningsmetoder f.eks. i form af kurser, det kan være ved at gå kommunen i bedene for at sikre bedre vilkår for lige præcis den gruppe af brugere, man repræsenterer og altid gøres det vel bedst ved at gå forrest med et godt eksempel. Være den person, som andre kan spejle sig i. Hvor ville vi være uden disse ildsjæle?


LÆS OG SE FLERE REPORTAGER AF MAI VANILLI OG JOHNNY SANDER ANDERSEN HER


 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mai Vanilli er uddannet fotograf fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Fotografisk Kommunikation. Hun har i mange år arbejdet med fotografiet og får aldrig rigtigt nok af at fordybe sig i mennesker og deres forskelligheder. En sjælden gang imellem opdaterer hun sin hjemmeside www.maivanilli.dk - og kan også kontaktes herigennem, hvis du har en historie du gerne vil fortælle.

Johnny Sander Andersens engagement for menneskelige historier er stor, både når han læser og skriver. Han ynder at læse skønlitteratur - særligt socialrealisme. Det skriver han også selv, og arbejder i øjeblikket på en novellesamling. Udover det, er han uddannet folkeskolelærer i fagene dansk, engelsk og historie.

Projektet er et samarbejde mellem de 2, i et forsøg på at undersøge og afdække forskellige historier, fortalt i øjenhøjde.

Seneste artikler om Liv & Mennesker