EJENDOMSEVENTYR // ESSAY – Jeg var normalt kun overtroisk på arbejde. Men retrospektivt set burde jeg have fortolket det som et ildevarslende tegn, da jeg første gang gik ind i det hus, min kæreste Jay og jeg havde købt i Brooklyn, og nogen havde smidt en mursten gennem et vindue. Welcome to the hood. Det var blot begyndelsen.
Jeg har omtrent lige så meget forretningssans som en kammusling. Min kæreste Jay var entreprenøren i foretagendet, da vi blev husejere. Jeg var ikke specielt entusiastisk, men havde på den anden side ikke nogen bedre forslag til pekuniær fremgang.
Så efter et par måneders house hunting med hjælp af ejendomsmægler Janet, og efter at have læst Real Estate for Dummies, besluttede vi os for at købe et nyt tre-etagers murstenshus i Bedford-Stuyvesant i Brooklyn. Kvarteret var engang kendt som “USA’s største sorte ghetto”. Det blev også kaldt “Bed-Stuy – do or die”. Det var måske også et varsel om, hvad der forestod.
Huserhvervelse viste sig at være en frustrerende, opslidende proces, hvor min tro på menneskelig anstændighed blev udfordret jævnligt. Det var, som om der var en stiltiende overenskomst mellem somme og visse i branchen, der sagde, at det er okay at være uærlig og snyde kunderne (Janet var en undtagelse).
Bygherrens forhutlede sagfører mindede om en misrøgtet mastiff, og bygherren selv så ud som en ræv med rabies
Husprisen blev sat i vejret, uden jeg fik besked, aftaler blev ikke holdt, telefonbeskeder ikke besvaret. Jeg skulle nok være løbet min vej.
Afslutningen på hushandlen var et studie i male bonding, en testosteron-demonstration, hvor mandlige involverede udvekslede succeshistorier og viftede med deres symbolske genitalier.
Janet og jeg var der uden Jay, fordi færdiggørelsen af huset havde taget flere måneder længere end projekteret, så han var på turné i Europa, og vi kvinder var nærmest usynlige. Jeg havde været til øjenlæge om morgenen og havde dilaterede pupiller og kunne ikke læse papirerne.
Da de selvoptagne betydningsfulde herrer omsider fik øje på mig, troede de formentlig, jeg havde varmet op til seancen med en streg kokain til morgenkaffen.
Mændene, dvs. ejeren af konsortiet, der havde bygget huset, hans sagfører, min sagfører og ham, der skulle garantere, at transaktionen gik, som den skulle, kendte alle sammen hinanden og bjæffede løs om deres respektive forretningsmæssige potenser. De forekom meget hundeagtige, hvilket er en fornærmelse mod hundene.
Min advokat, som havde måttet vente en halv time, fordi Janet og jeg sad i en trafikprop, teede sig som en superdiva og bjæffede om, at han “had done 500 closings and shouldn’t have to sit and wait”. Han lignede en overdimensioneret pekingeser.
Bygherrens forhutlede sagfører mindede om en misrøgtet mastiff, og bygherren selv så ud som en ræv med rabies, hvilket hans navn tilfældigvis førte tanken hen på. Midt i al deres gøen opdagede Janet, at havde de lagt $ 11.000 oven i udbetalingen. Hun fik dem talt ned i pris, endnu en gang.
Nu begyndte jeg at blive irriteret over deres testosteronsprutten og insisterede på at få rettet nogle fejl i bygningskonstruktionen, og jeg spurgte, om de ville være så venlige at fjerne det vrag af en firehjulstrækker, som nogle biltyve havde efterladt i husets baghave, efter at de åbenbart havde strippet den for salgbare dele. Hvorefter jeg skrev under på en masse papirer.
Jeg er ikke specielt intuitiv, men jeg var hverken glad eller lettet, da vi forlod kontoret. Det gik hurtigt op for mig, at det havde jeg heller ikke nogen grund til.
Gaskomfur og gentrificering
Det skulle vise sig, jeg var den eneste hvide person i området, ikke at det egentlig kom som en overraskelse. Nogle gange råbte folk snowflake efter mig – en betegnelse, der har været brugt om personer, der var imod afskaffelse af slaveriet. Det passede tydeligvis ikke vores naboer – en kvinde, som oprindeligt var fra Trinidad, og hendes mange voksne børn – at have en hvid nabo.
De var meget territoriale og temmelig grænseoverskridende. En af døtrene vadede uopfordret ind i vores hus og så sig omkring. “We like it nice here,” sagde hun, hvorefter hun demonstrativt gik ud og begyndte at feje vores indkørsel, som om min blotte tilstedeværelse forurenede kvarteret.
Det var økonomisk nødvendigt for os at leje to af lejlighederne ud. Et ungt par ville flytte ind om fredagen og betale husleje og indskud den følgende mandag, og da jeg ikke indvilgede, påstod den unge herre, at huset var unsafe, fordi der var gaskomfur. Da jeg påpegede, at det jo næppe kunne være hans problem, eftersom han ikke skulle bo der, blev han fornærmet og smækkede med døren.
Så var der ham, der stillede og sagde “where’s the owner?” og masede sig forbi mig, tydeligvis overbevist om, at ejeren måtte være en mand, og da jeg korrigerede misforståelsen, brokkede han sig over huslejeprisen og stjal min mobiltelefon, da jeg vendte ryggen til.
Jeg var ikke velkommen i kvarteret. Dem, der ikke ønskede min tilstedeværelse, havde grund til at være skeptiske. Gentrificering var allerede epidemisk i Brooklyn. Jeg følte mig udsat.
For nylig læste jeg en bog, Making rent in Bed-Stuy, skrevet af en to meter høj sort mand, der vejede 100 kilo, da han flyttede til kvarteret i 2002 – samme tidspunkt som vi købte huset. Han beskrev, hvor bange han var for at bo der. Det var nok en grund til, at jeg følte mig utryg.
Med formodningen om at det var en god ide at have ældre og forhåbentlig ansvarlige lejere, lod jeg to herrer, begge pensionister, flytte ind. De var ikke så voksne og følsomme, som jeg havde håbet. Den ene ringede og brokkede sig over, at den anden havde anbragt en grim sofa i dagligstuen, om jeg godt ville bede ham flytte den.
Den anden spurgte, hvilken ringeklokke der var tilsluttet hans etage. “Push the button,” foreslog jeg. Det var ham, der gjorde sig skyldig i mislighold og vandalisme.
Crackpusher vs. slumlordens evil cop
Jay var på det tidspunkt tilbage fra Europa og kunne holde øje med forholdene, når jeg var på arbejde, og han fandt det nødvendigt at smide manden ud. Hvorefter han gik rundt i kvarteret og sagde, at han ville skyde Jay, næste gang han så ham.
Det var kun et par uger senere, at vi fandt ud af, at den tilbageblevne lejer var crackpusher. Jay kom hjem og fandt en ung og meget ophidset kvinde, der stod og hamrede på fordøren, mens hun skreg: “I need my shit.” Good cop/bad cop-strategien, vi normalt opererede med, blev omgående modificeret til bad cop/evil cop.
“But Miss Bibs, you used to be so nice to me!” sagde amatørapotekeren. “That was before I knew you were a f…ing drug dealer!” råbte jeg.
Jeg råbte meget højt meget længe faktisk, og det er muligt, at Jay, som er street smart, truede ham med en kreativ tandregulering, hvis ikke han forføjede sig i en fart. Myndighederne kunne have konfiskeret huset.
Vi eliminerede kakerlakreder, rådne madrester, brugte bleer, døde mus og arrestationsrapporter
Endelig troede vi, vi havde fundet gode stabile lejere gennem en mægler, vi kaldte Mr. Hollywood, fordi han besad det mest formidable ego og opførte sig, som om hans lille ejendoms-enterprise var et dynasti.
Han formidlede kontakten til en mor med en voksen datter, som virkede ansvarsbevidste og troværdige. De var høflige og gudfrygtige og havde deres præst med i forhandlingerne. Han velsignede lejligheden, da kontrakten var underskrevet.
Herefter flyttede de ind med fire små børn, de meget bekvemt havde glemt at nævne. Børnene spiste på gulvet og smed madresterne ind under varmeapparaterne og inviterede derved mus, kakerlakker og anden fauna ind i huset. Noah’s Ark redux. De havde også en dårlig vane med at hælde stegefedt ud i toilettet, med efterfølgende ekskrementale konsekvenser.
Huslejen blev sommetider betalt, eller noget af den, og altid for sent. Når ellers der var dækning for checken. Velsignelsen havde tydeligvis ikke omfattet os, the slumlords.
Da datteren flyttede ud et par år senere, efter moderen var død, tog det tre dages industriel rengøring at gøre lejligheden beboelig igen. Vi eliminerede kakerlakreder, rådne madrester, brugte bleer, døde mus og arrestationsrapporter.
Tre etagers oversvømmelse
Sideløbende med vores problemer med lejere sloges vi med at få tildelt noget kaldet Certificate of Occupancy. Circa to uger efter jeg havde fået nøglerne til huset, dukkede en vildfremmed mand op og informerede mig om, at vi boede i huset illegalt. Den sidste gennemgang fra bygningsinspektoratet havde aldrig fundet sted, og de havde faktisk solgt os huset, uden det var anerkendt som bolig.
Det var jo noget, man skulle tro, en sagfører “who had done 500 closings” ville have været opmærksom på. To år, tre inspektioner, hundredvis af telefonsamtaler til bygherre, arkitekt og ventetid i Department of Buildings senere hyrede vi en sagfører, som ville have $250 i timen.
Han skrev et brev, hvor han truede bygherren med sagsanlæg. Det tog ham mindre end en halv time. Hvorefter han, sagføreren, konsulterede mig, sygeplejersken, resten af tiden for sine mavesårssymptomer.
Vi blev bedre til at screene lejere, men endte alligevel med at have oversvømmelse på tre etager, fordi de tre søde, unge kvindelige universitetsstuderende røg sig skæve og smed et eller andet udefinerbart i toilettet.
Den spanske grafiker på anden sal, som trods alt betalte husleje, kom i håndgemæng med en prostitueret, han mente krævede for meget for sine ydelser, og politiet blev tilkaldt. Det var kort tid før den ildebrand, der opstod pga. sjusket udført installation, ødelagde Jays indspilningsstudie og instrumenter og forårsagede vand- og brandskader i hele huset.
Vi ansatte en person, som påstod, han var ekspert inden for de forsikringsmæssige tiltag efter en brand. Han var imponerende inkompetent. “I have great news,” sagde han en dag, og jeg blev forbigående optimistisk “Great,” sagde jeg, “what happened?” “My son got engaged,” sagde han. Han havde seks børn, der helst skulle blive godt gift, men nu var det ikke lige min førsteprioritet.
Forsikringsselskabet behandlede os, som om vi selv havde sat ild i hytten, underkastede os tredjegradsforhør og kompenserede os for mindre end 30 % af, hvad der gik op i røg.
Kort tid efter indvaderede væggelusene os. Det tog meget lang tid og adskillige procedurer at slippe af med de sejlivede bæster, men omsider virkede det, som om det var lykkedes.
Vi hyrede Bruno, en væggelussniffende schæferhund, til at bekræfte, at der omsider igen kun boede mennesker på matriklen. Jeg forelskede mig omgående i hunden og sad med den på gulvet, indtil ejeren knipsede med fingrene, og hunden sprang på benene og var klar til at arbejde. Næsten.
“Sneeze,” sagde dens boss, og hunden nøs lydigt, for at rense næseborerne inden gennemsnifningen af huset. Jeg var imponeret: Jeg har præsteret at nyse, så jeg fik piskesmæld, men aldrig på kommando.
Gentrificeringen accelererede, og kvarterets karakter og demografi ændrede sig. Jeg var en pioneer gentrifier, første hvide beboer i kvarteret, ikke en populær titel. Da vi købte, var der tre crack-huse bare på vores blok. Jay insisterede på, at jeg ikke gik rundt alene i kvarteret efter mørkets frembrud.
Der var bodegaer og corner stores og delis, nogle af hvilke jeg ikke frekventerede, fordi Shirley fra det lokale renseri sagde, de lokale narkobander brugte dem som skalkeskjul.
Butikken, hvor man købte alkohol, havde gitter og plexiglasbarriere. 10 år senere var der caféer, vinhandel og gavebutikker. Jeg havde lidt skyldfølelse over den medfølgende stigning i huslejepriser, der drev familier ud af kvarteret, som måske havde boet der i generationer; vi havde lidt været med til at starte processen.
Fra ejer til lejer
Men jeg hadede at være husejer. Jeg havde det, som om jeg var genstand for et komplot. Som om alle, jeg havde med at gøre i real estate-sammenhæng, det være sig hvide, brune eller sorte, personer fra USA, Europa, Mellemøsten eller Asien, havde orkestreret en multidisciplinær sammensværgelse for at overbevise mig om, at jeg var uegnet til jobbet. Det virkede, jeg var overbevist.
Det skulle vise sig at være lige så traumatiserende at slippe af med huset som at anskaffe sig det
Det hjalp så heller ikke, at jeg er upraktisk. Der var altid noget, der gik i stykker, og jeg kunne ikke selv reparere noget af det. Jay var mere behændig, men der var altid regninger, der overskred budgettet, lejere, der ikke betalte, håndværkere, der tog pengene uden at udføre jobbet ordentligt.
Derudover gik jeg altid og var lidt nervøs for at blive sagsøgt, fordi nogen faldt på fortovet om vinteren, før vi fik skovlet sne. Det, der skulle have været en kombineret bolig og investering, var hovedsaglig en stressfaktor.
Efter 15 år gik parforholdet i grus og dermed fundamentet for ejerskabet. Det skulle vise sig at være lige så traumatiserende at slippe af med huset som at anskaffe sig det.
En lind strøm af åleglatte ejendomsmæglere fyldte mig med løgn og forsøgte at få mig til at sælge langt under værdi til boligspekulanter. Det blev omsider solgt til en investor, som ikke overholdt sin del af kontrakten, og som for en god ordens skyld og som skræmmetaktik sagsøgte mig for en million dollars. Sagføreren, der repræsenterede ham, var den selvsamme uduelige advokat, jeg selv havde brugt, da vi købte.
Men nu havde jeg skaffet juridisk repræsentation i form af en kvinde, der var en pitbull i forhold til den forstoppede pekingeser, og hun var overordentlig effektiv. Huset blev solgt for noget mindre, end det var værd, en pris, jeg valgte at betale af mentalhygiejniske årsager.
Nu er jeg en meget lykkelig og ubekymret lejer, der ringer til ejeren, når noget går i stykker.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her