Mitrovica: ”Broen er ikke grænsen – den eksisterer i deres hoveder”

i Europa/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

MITROVICA, KOSOVO // REPORTAGE – Broen over floden Ibar, der blev bygget som et forsøg på at integrere de to sider efter krigen i Kosovo, er stadig bevogtet af de fredsbevarende Nato-styrker KFOR, skriver Maren Søndergaard og Nina Damsgaard. For i Mitrovica skal der mere end en bro til for at mindske afstanden mellem den serbiske og kosovoalbanske befolkning.

”For bare tre dage siden skulle jeg over på nordsiden for at købe tennissko, men blev omringet af en gruppe serbere og måtte løbe væk,” siger Shkelzen Musa og ryster på hovedet. ”Jeg føler mig ikke tryg på den serbiske side”.

Den 22-årige kosovoalbaner bor i byen Mitrovica i det nordlige Kosovo. Tværs gennem byen løber floden Ibar, som adskiller den serbiske og etnisk albanske del.

Selv efter 10 år som officielt selvstændig nation er landet forsat præget af etniske spændinger, og serberne anerkender stadig ikke Kosovos uafhængighed

Nord for floden betaler man med serbiske dinar, spiser cevapi, og billeder af en tilfreds Putin pryder flere butiksfacader. Her taler folk serbisk og er kristne. Kun 100 meter væk, på den anden side af broen, betaler man med euro, taler albansk, og kalder til bøn i moskeen fem gange om dagen, mens det røde albanske flag med den sorte ørn blafrer i gadebilledet. Her bor også størstedelen af byens 85.000 indbyggere.

Serbien og Kosovo har siden sidste år forhandlet om en grænseflytning baseret på serbiske og albanske enklaver. Forhandlingerne drejer sig primært om det nordlige Kosovo, hvor der stadig bor omkring 120.000 serbere samt om Presevo Valley i Sydserbien, hvor størstedelen af de 50.000 etniske albanere bor.

Dog er forhandlingerne om grænseændringer blevet modtaget med blandede internationale reaktioner. Flere europæiske og internationale eksperter har givet udtrykt frygt for at det vil starte en dominoeffekt, og at gammelt had og konflikter vil blusse op i den uroprægede region.

Selv efter 10 år som officielt selvstændig nation er landet forsat præget af etniske spændinger, og serberne anerkender stadig ikke Kosovos uafhængighed. Næsten 20 år efter krigen, som kostede mere end 200.000 mennesker livet, er der stadig ikke enighed om, hvem der ejer hvad. Serbien har siden 2014 forhandlet EU-medlemskab, men EU har meldt ud, at forsoning og samarbejde mellem de to lande er en forudsætning for medlemskab.

En bro der splitter

I byen Mitrovica kan grænseflytninger have store konsekvenser for de to befolkningsgrupper.

Den 19-årige kosovoalbaner Arif Haxha har ikke været over på den serbiske side i to år. ”Jeg går ikke over broen, og størstedelen af mine venner har været oppe at slås, så vi krydser ikke over mere”, fortæller han.

Broen, der blev bygget som et forsøg på at integrere de to sider, er stadig bevogtet af de fredsbevarende Nato-styrker KFOR. Brobygningen har ikke været en succes. Den har været lukket ad flere omgange siden på grund af renovationer og konflikter.

Det er især den unge generation, der føler sig utryg.

”Unge mennesker er meget mere nådesløse”, hævder Haxha. ”Det er mærkeligt, for den ældre generation, som faktisk oplevede krigen, de vil bare have fred”, tilføjer han.

De fleste unge kosovoalbanere og serbere går på forskellige skoler, bliver behandlet på forskellige hospitaler og stemmer på forskellige borgmestre – og få har bekendtskaber fra den anden side.

De har hver deres kultur, religion og historiske opfattelse af, hvad der er Serbien, og hvad der er Kosovo.

I den nordlige del hænger serbiske mænd ud på hovedgaden ved hvide plastikborde og veksler euro til dinarer for beskedne beløb. Den serbiske side fremstår menneskeforladt. Mange butikker er lukkede, og hylderne i supermarkedet er halvtomme.

Jeg håber ikke, at jeg dør, før Kosovo bliver en del af Albanien

”Der vil nok blive investeret i den nordlige del af byen, men det kommer til at tage noget tid, for det er uklart, om de serbiske eller kosovoalbanske myndigheder er ansvarlige for infrastrukturen”, forklarer Haxha.

Herreløse hunde ligger henslængt på byens støvede pladser mellem skraldeposer og andet affald. Hundene virker dvaske om dagen, men om natten kæmper de for territorier, og deres høje gøen vækker hele nabolaget.

Statuen af den hellige martyr prins Lazr peger mod Kosovos hovedstad, Pristina, som var en vigtig by i det middelalderlige Serbien. Mange serbere mener stadig, at det er nationens vugge, og et overvældende flertal mener, at Kosovo tilhører Serbien.

En imam, blot en af de cirka 1000 kosovoalbanere der stadig bor i den serbiske del, krydser broen for at nå til bøn i moskeen.

På sydsiden er musikken høj til sent ud på natten. Hovedgaden er proppet med cafeer og restauranter, hvor folk snakker, spiser den lokale flia og drikker øllen Peja fra byen i Kosovo af samme navn.

Og her vil størstedelen af befolkningen gerne være en del af Albanien.

”Jeg håber ikke, at jeg dør, før Kosovo bliver en del af Albanien”, fortæller Musa udenfor ungdomscenteret på sydsiden i Mitrovica.

Bordtennis og kærester

På ungdomscentret i Mitrovica arbejder man på at bygge bro mellem de unge. Men man tøver med at kalde det et ’forsoningscenter” for, som den frivillige på centret Eva Preuhsler fortæller, vil de to befolkningsgrupper ikke forenes. ”Selvfølgelig er det formålet, men det siger vi ikke”, fortæller hun.

”Broen er ikke grænsen.  Den eksisterer i deres hoveder”, forklarer tyske Preuhsler.

Centret arrangerer blandt andet filmaftener, ligesom de unge kan mødes og male, danse, spille musik og bordtennis.

”Forestil dig, at en albansk og en serbisk dreng spiller bordtennis sammen”, siger hun og peger på bordtennisbordet.

”De vil begge gerne have et arbejde, de vil begge gerne finde en kæreste. Måske finder de ud af, at de har mere tilfælles, end de troede”, tilføjer hun.

Det serbiske og kosovoalbanske personale hjælper med at oversætte, hvis de unge ikke kan engelsk.

Men centret, som ligger på den albanske sydside, har haft svært ved at tiltrække unge serbere.

”Vi har haft problemer med, at forældre forbyder eller truer deres børn, hvis de gerne vil komme her”, forklarer Preuhsler.

Serbisk minoritetschef

Serbiske Snezana Nestorovic arbejder som stabschef på minoritetskontoret i sydsidens kommunale administrationsbygning. Hun fortæller, at det som serber er svært at arbejde for myndighederne i Kosovo.

”De informerer mig ikke, når der er vigtige møder”, siger Nestorovic, som har en tolk med, når hun skal til møder, da alt foregår på albansk.

Enes Kacapor, som er koordinator for integration på samme kontor, er enig. Han tænder en cigaret, og tilføjer: ”De har ikke respekt for vores kontor”.

Kacapor, som flyttede til Mitrovica fra Bosnien for mange år siden, bor i den serbiske del. Ifølge kontoret bor der kun tre serbiske familier på den sydlige side.

Nestorovic, som også bor på den serbiske nordside, fortryder købet af sin lejlighed, fordi hun frygter at skulle flytte på grund af den ustabile situation i Mitrovica.

”Jeg er træt af at leve i den her anspændte situation hver dag”, siger hun og kigger ud ad vinduet i det lille kontor, hvor en masse planter har givet op på livet, og hvor malingen skaller af væggene.

”Den politiske situation i byen er anspændt”, siger Kacapor. Begge er enige om, at Mitrovicas fremtid er uforudsigelig og afhænger af den politiske situation.

”I Bruxelles taler man om kompromiser, kompromiser og kompromiser. Men hvor er det kompromis? De fortæller os ikke noget”, sukker Kacapor.

Soldater på gaderne

Lidt længere syd for Mitrovica, ti kilometer øst for Kosovos hovedstad, Pristina, ligger byen Gracanica, som også huser en stor serbisk enklave. Her mærker man den samme etniske splittelse. Kosovoalbanere kører dyttende gennem byen, med det albanske flag blafrende i vinden, mens de ud ad vinduet former den albanske ørn med hænderne.

På byens hovedtorv ligger den kosovoalbanske og den serbiske kommunale administration side om side. KFOR-styrker patruljerer for at sikre roen.

”Vi er adskilt. Nogle gange har vi problemer med albanere, og der opstår konflikter”, forklarer serbiske Smiljana Jovanovic, som er født og opvokset i Gracanica. Den 17-årige pige går på en serbisk skole og har hverken albanske venner eller naboer.

Når hun skal til at læse på universitet, må hun flytte til Mitrovica, den eneste by i Kosovo som har et serbisk universitet.

Jeg vil gerne flytte til Serbien, når min søn begynder i folkeskolen. Jeg føler mig ikke hjemme her, for det ikke er min kultur

Men det er svært for hende at skulle forlade det sted, hvor hendes familie har boet i generationer. Også selvom mulighederne for unge serbere er begrænsede.

”Vi kan ikke finde et job eller gå ud om aftenen, fordi der kun er tre serbiske steder,” fortæller hun.

Jelena Zravkovic, som er født i Pristina, bor nu i Gracanica. Den 43-årige butiksejer flyttede til byen, efter borgerkrigen brød ud i 1998, og har nu bosat sig side om side med andre serbere.

”Jeg følte mig diskrimineret, da jeg boede i Pristina”, fortæller hun.

Zravkovic taler både albansk og serbisk og har to kørerkort. Men hun føler ikke, at Kosovo er hendes hjemland.

Hun fortæller også, at det er svært for hendes to børn at bo i Gracanica.

”Jeg vil gerne flytte til Serbien, når min søn begynder i folkeskolen. Jeg føler mig ikke hjemme her, for det ikke er min kultur,” forklarer hun på skrøbeligt engelsk.

I Pristina bor Aber Vokrri, som er byrådsmedlem og tidligere aktivist. Han mener, at Kosovos fremtid er skrøbelig, så længe man lever i et adskilt land.

”Så længe vi er opdelt og adskilt af politiske magter, er det umuligt at udvikle en normal proces som land. Det er ligesom at skære en krop i stykker; ingen af kropsdelene vil kunne fungere normalt”, siger han.


FAKTA

Det estimeres, at der bor 15.000 serbere og 70.000 kosovoalbanere i Mitrovica, hvoraf 1.000 kosovoalbanere bor på nordsiden og 14 serbere på sydsiden

  • Kosovo blev erklæret autonom provins i Serbien efter 2. verdenskrig, men i 1989 fratog den daværende serbiske præsident, Slobodan Milosevic, dens autonome status.
  • Borgerkrigen brød ud i 1998 mellem Serbiens politi og Kosovos befrielseshær KLA
  • I 1999 greb Nato ind og mange hundredetusinder blev fordrevet fra deres hjem
  • I 2008 erklærede Kosovo sin uafhængighed efter 9 år under FN-styre
  • EU-faciliterede forhandlinger om normalisering mellem de to lande begyndte i 2013
  • I 2018 påbegyndte forhandlinger mellem de to lande om eventuelle grænseændringer
  • Rusland, Spanien, Rumænien og Grækenland er nogle af de lande som stadig ikke anerkender Kosovos selvstændighed.

Fotos: Skribenten.

Nina Damsgaard er journalist og underviser. Hun er ansvarlig for Tillægsuddannelsen i Journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt fast underviser på kommunikationsuddannelsen samme sted.

Hun har en bachelor i sociologi og en kandidat i analytisk journalistik. Hun har rejst meget, særligt i Sydamerika, og har blandt andet arbejdet som journalist i Colombia.

**

Maren Marie Søndergaard er BA i Mass Communications fra Sam Houston University i Texas og MA i Journalism, Media and Globalisation fra Aarhus Universitet og Swansea University.

Hun har arbejdet og boet i USA, Colombia og Kenya.