PSYKIATRI // KOMMENTAR – Jeg bad om hjælp til at bearbejde de seksuelle overgreb, jeg havde været udsat for som barn. Men psykiatrien så i stedet en personlighedsforstyrrelse. I dag spørger jeg mig selv, hvor meget lidelse – og hvor mange år af mit liv – der kunne være undgået med en traumebevidst tilgang i behandlingen. Og om den nye psykiatriplan reelt ændrer noget for mennesker som mig?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det var en alt for velkendt følelse, der bankede på hos mig, da jeg læste regeringens 10-årige psykiatriplan: Håbløsheden. For selvom det er mere end 15 år siden, jeg var i kontakt med psykiatrien første gang, bærer jeg på dybe ar fra den tid.
Faktisk er jeg i tvivl, om det er de seksuelle overgreb fra min barndom eller psykiatriens behandling af mig, der har gjort mig mest syg. Jeg havde naivt troet, at vi var på vej i en anden retning med den nye 10-årsplan. Men det tyder på, at jeg tager fejl.
Da jeg bad om hjælp, fik jeg en depressionsgruppe
Da jeg første gang kom i kontakt med psykiatrien som 20-årig, var jeg skræmmende bevidst om, hvorfor jeg havde det dårligt: Jeg havde nemlig været udsat for en række seksuelle overgreb, fra jeg var 11 år, og jeg levede på det tidspunkt med flashbacks, hvor jeg genoplevede overgrebene dag og nat, sov stort set ikke og var i forhøjet alarmberedskab døgnet rundt.
På trods af de symptomer var jeg i gang med at tage en krævende universitetsuddannelse og var i dyb sorg over at have mistet store dele af min familie, der ikke troede på, jeg havde været udsat for overgreb, og som derfor udstødte mig. Ud over alt det, der i forvejen kan fylde i overgangen til voksenlivet for en ung kvinde.
Alt det pres kunne min krop og mit sind ikke håndtere mere – så den lukkede ned, og jeg sov pludselig nonstop. Og når jeg var vågen, var tiden præget af selvmordstanker.
I psykiatrien ønskede jeg at få behandling for de seksuelle overgreb, som jeg selv mente forårsagede mine problemer. Men jeg blev sendt i en depressionsgruppe, hvor jeg var den eneste med det i bagagen.
På samme møde så den autoriserede psykolog mig direkte i øjnene og sagde, at mine overgreb ikke var slemme nok til at komme i en overgrebsgruppe
Otte måneder efter jeg var blevet afsluttet fra det forløb, var symptomerne løbet så meget ud af kontrol, at jeg havde brug for hjælp igen.
Denne gang var jeg mere fast besluttet på, at det var de seksuelle overgreb, der var hovedårsagen til min lidelse, og at jeg ønskede hjælp til at bearbejde dem. Alligevel blev jeg tilbudt en gruppe med blandede diagnoser. Denne gang slog jeg i bordet og udtrykte, at jeg ikke mente, det var den rigtige beslutning jf. min erfaring fra sidste gruppetilbud.
Behandlingsteamet afslog og kvitterede med at tildele mig en personlighedsforstyrrelse og fastholde deres tilbud. Det på trods af, at jeg kan læse i min journal, at psykologen beskriver, at jeg er præget af de seksuelle overgreb.
Modvilligt sagde jeg ja til at give det et forsøg – ikke at jeg egentlig havde noget valg, for jeg havde brug for hjælp – og endnu en gang var jeg den eneste i gruppen, der havde overgreb med mig.
Jeg manglede sådan nogle, jeg kunne spejle mig i, og nogle, der kunne sætte ord på, hvad det var, der foregik inden i mig: Hvorfor jeg igen og igen så overgrebene spille for mit indre øje, og hvorfor min krop hele tiden troede, den blev udsat for overgreb, dag ud og dag ind.
Overgrebene var ikke ”slemme nok”
Jeg nævnte flere gange undervejs i mine individuelle samtaler, at jeg ikke mente, det var det rigtige tilbud, og jeg ikke kunne spejle mig i de problematikker, de andre patienter havde.
Jeg blev indkaldt til et møde med behandlingsteamet og mødt med, at jeg kunne afslutte eller fortsætte i gruppen. På samme møde så den autoriserede psykolog mig direkte i øjnene og sagde, at mine overgreb ikke var slemme nok til at komme i en overgrebsgruppe, fordi de ikke var begået af min far eller havde været med fuldbyrdet voldtægt.
Jeg var i chok. Og gav op.
Jeg oplevede endnu en gang at få min stemme taget fra mig. Denne gang var det ikke af den mand, der krænkede mig, men det system, der burde hjælpe, når psyken er i lidelse.
Diagnosen blev en dom, ikke en hjælp
Så jeg blev i gruppen, spillede med på reglerne, og købte ind på, at det var mig, der var noget galt med, og at mine symptomer ikke skyldtes de overgreb, jeg havde været udsat for som barn.
Jeg havde købt ind på, at det var min person, der var forstyrret. At jeg var defekt, og at jeg måtte arbejde rundt om de symptomer, jeg fortsat var plaget af.
Samtidig havde jeg fuldstændig mistet tilliden til, at de kunne hjælpe mig.
Konsekvensen blev, at jeg lukkede ned for mit indre liv. Lukkede af for at mærke følelser og fornemmelser. Jeg holdt ud. Og jeg levede med den skam og skyld, der plagede mig efter overgrebene. Jeg følte, jeg var dømt til at leve med de smerter, der var i mig.
Der mangler viden om traumer og traumereaktioner i psykiatrien, hvilket er skørt, når undersøgelser viser, at op mod 90 % af patienter med svære psykiske lidelser har traumer med sig
I 2020 gik det galt, hvor jeg endte i en svær belastningsreaktion. Og mit funktionsniveau har aldrig været det samme siden. For det slider dybt at blive ramt af gentagne depressioner og stresssygemeldinger.
Et halvt år senere mødte jeg for første gang en behandler med speciale i seksuelle overgreb og senfølger deraf, som 60-80 % af os åbenbart udvikler ifølge Socialstyrelsen. Denne gang var jeg ikke en del af psykiatrien, men betalte selv for behandlingen i et privat tilbud. Det var første gang, jeg oplevede at få det bedre. Og for første gang var der plads til overgrebene fra barndommen og de spor, de kan sætte.
Mit funktionsniveau er stadig enormt påvirket fem år efter min sidste belastningsreaktion. Mit energiniveau og stresstærskel er lav, og jeg har kognitive vanskeligheder med overblik, hukommelse og koncentration. Dette er både velkendte senfølger af seksuelle overgreb, men kan også være konsekvenser af depressionerne. Men jeg har aldrig været tættere på mig selv eller gladere i mit liv.
Jeg er sikker på, at hvis jeg var blevet mødt med en traumebevidst tilgang og med traumeviden, da jeg søgte hjælp i mine 20’ere, ville mit liv og mit funktionsniveau have set anderledes ud.
Hvis jeg allerede dengang havde fået hjælp til at bearbejde de overgreb, jeg havde været udsat for, og samtidig fået hjælp til at forstå, at det, jeg oplevede, var traumereaktioner og ikke min person, der var forkert, havde jeg slået mig mindre på livet.
Derfor gør det mig enormt bekymret, at traumer kun er nævnt to gange, og at en traumebevidst tilgang tilsyneladende ikke er en del af den nye 10-årige psykiatriplan.
For der mangler viden om traumer og traumereaktioner i psykiatrien, hvilket er skørt, når undersøgelser viser, at op mod 90 % af patienter med svære psykiske lidelser har traumer med sig. Og så mangler der en traumebevidst tilgang, der samtidig kan være med til at nedbringe brugen af tvang kraftigt, som flere psykologer også påpeger, bl.a. forsker og psykolog Trine Holm.
Og den manglende traumeviden er ikke uden konsekvenser. Vi kan risikere at fejlbehandle, retraumatisere og holde patienterne fast i en negativ fortælling om sig selv, når man ikke forstår, hvorfor en patient reagerer, som han eller hun gør.
Hvad hvis jeg havde fået hjælp dengang?
Jeg bryder mig faktisk slet ikke om at tænke tilbage på min tid i psykiatrien. Og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt min PTSD – som jeg først fik diagnosticeret ti år senere, samtidig med at jeg blev tilbudt den traumebehandling, jeg dengang blev afvist – udelukkende skyldes de seksuelle overgreb, jeg blev udsat for som barn. Eller om det også var mødet med psykiatrien, der var med til at skubbe mit system ud i en alvorlig diagnose.
Jeg fik hjælp, og selvom jeg ikke er uden ar, har jeg det bedre. Men hjælpen måtte jeg selv betale for – og det er dybt urimeligt i et velfærdssamfund, at det kun er os med økonomiske midler, der tilsyneladende kan få den rigtige behandling.
Jeg drømmer om en psykiatri, der har viden om traumer, og tager ansvar for de traumeramte borgere i lidelse
Det koster alt for meget, både for individet og deres pårørende, men også for samfundet. Og så er det spild af liv og ressourcer.
Mit forløb i det private kostede mig 250.000 kr. Og det, tør jeg godt sige, er blot en procentdel af, hvad min sygehistorie med gentagne sygemeldinger og behandlingsforløb har kostet og fortsat kommer til at koste samfundet, for jeg er ikke sikker på, jeg kommer til at kunne arbejde 37 timer igen.
Jeg drømmer om en psykiatri, der har viden om traumer og tager ansvar for de traumeramte borgere i lidelse, og jeg har ærligt talt svært ved at forstå, hvordan det i et velfærdssamfund som Danmark kan være drømmetænkning.
Læs også “Vi er ikke gode nok til at bekæmpe overgreb mod børn. Hvad vil vi gøre ved det?” af Sarah Vangsgaard Winge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og