SOMMERSERIE #4 // ØSTERMARIE – Bornholm har aldrig rigtigt kendt til adel og godser. Der er ingen slotte eller herregårde på klippeøen, ingen symboler på den aristokratiske overklasse, som du møder i det jyske, det fynske, det sjællandske – eller på Lolland og Falster. Måske er det derfor, du kan køre igennem småbyerne i den østligste del af kongeriget uden rigtig at lægge mærke til, at du er der. Men bag denne symbiose af beskedenhed og tristesse gemmer sig en virkelighed med rødder dybt nede i den danske kultur- og samfundshistorie. Journalist og taxichauffør Jesper Grunwald rejser tilbage til fødeegnen, 50 år efter han flyttede fra Bornholm. Et gensyn med folkeånd og paradokser.
Jeg har været i Østermarie tusindvis af gange på min vej tværs over Bornholm. Med mine forældre til og fra færgen. Med rutebilen til og fra gymnasiet. Men hvis det ikke var for T-krydset mellem Almindingensvej og Godthåbsvej i den ofte næsten menneskeforladte stationsby uden hverken skinner eller tog, havde jeg næppe ænset byen i forbifarten.
Det uundgåelige stoppested i Østermarie
Men nu – i mit seniorliv er der kirkegården over for det for længst nedlagte alderdomshjem – er der en undtagelse på min gennemrejse: Et uundgåeligt stoppested på mine sentimentale møder med den ø, hvor jeg blev født og voksede op. Der ligger Johans Georg Jensen og fruen Gunhild Margrethe Jensen, født Sonne. (Det sidste undgik min mormor aldrig at nævne) Sonne. Et adelsmærke – eller “tilhørende højere bornholmsk land-adel”, som min far udtrykte det i et par sarkastiske øjeblikke, hvor han ikke troede jeg lyttede efter. På samme gravsted hviler min mor, Nina Grunwald og min far Ernst Aksel Grunwald. Sygeplejersken og soldaten, som lynhurtigt blev mit ophav i 1954 – temmelig kort tid efter deres første kys.
Mine forældre overtog den mødrende gård.
Det var Ibsker Kirke – og ikke Østermarie – der blev vores hjemkirke. Især min mor havde et nærmest allergisk forhold til “de missionske” i Luthersk Missionsforening og Evangelisk Luthersk Missionsforening. Vækkelseskristeligheden hvor udøverne – hvis ellers de er medlemmer af folkekirken – udgør den absolutte, folkekirkelige højrefløj.
Men Østermarie Kirke var mormors – uanset de kirkelige etiketter.
Når jeg vender ryggen til gravstedet, kan jeg kigge op mod ruinen af den gamle kirke i Østermarie. Bygget i romansk stilart og dybest set et klenodie, indtil de lokale, kirkelige magthavere i slutningen af 1800-tallet fandt den for luset og for lille – og besluttede at bygge en ny, der nu fremstår som et mere køligt og kalkuleret symbol på den aktivistiske vækkelsesbevægelse. Ukalket. Grå granit.
Min indfødte historielærer på Rønne Statsskole (Bornholms Gymnasium), forfatteren, Dr.phil. Ebbe Gert Rasmussen, kunne næsten ikke være i sig selv, når han fortalte om de kirkelige magthaveres ekspansionstrang, der fik dem til historieløst at destruere et arkitektonisk klenodie – indtil mere nøgterne personer fik stoppet projektet, så vi dog i mindste har ruinen tilbage i dag.
Hun støttede den liberale kristendom med mere fokus på nåde og tilgivelse end på skriftklogskab
Det var Gunhild – født Sonne-Jensen, min mormor, der med sine egne værdier og sit eget liv lærte mig om kampgejsten i de folkelige bevægelser. Hun var grundtvigianer med hud og hår. “De glade kristne”, som hun noget selvfedt satte som etikette på sin egen gudstro, hvor man sagtens kan lytte til præstens frisatte tanker over evangeliet, efterleve den nødvendige anstændighed og tugt i livsførelse – og så slutte møde-aftenen med valgmenighedspræsten med nogle gode snitter, en øl og måske et par snapse til sildemadden. De missionske tossehoveder, der ikke ville vide af hverken dans, kortspil, “en lille én” eller sågar aldrig arbejdede på en søndag, selv om høsten skal i hus, havde hun ikke meget tilovers for. Hun støttede den liberale kristendom med mere fokus på nåde og tilgivelse end på skriftklogskab.
Aldrig Oma på stegepanden
Men min mormor var godt nok ikke politisk liberal. Hun var så gennemført konservativ, at hun oratorisk gennem hele livet til sin død i 1990’erne fastholdt at stemme på Højre, selv om partinavnet dog blev udskiftet til Det Konservative Folkeparti – i 1916! Hun demonstrerede i 30’erne mod margarinens livstruende angreb på smørret både i et bonde- og husmoderoptog i Kongens København og ved i hele sit liv aldrig – som i ALDRIG – at bruge så meget som en teskefuld OMA på stegepanden. Hun flirtede med den højreorienterede LS-bevægelse (Landbrugssammenslutningen) inden krigen. LS var dybest set en antiparlamentarisk bevægelse for kriseramte landmænd. Og så dyrkede hun begrebet “Den Frie Købmand” med samme omhu som en frihedskæmper tager vare på sit rød-hvide armbind. Godt nok var hun højskole-menneske, grundtvigianer og leverede mælken til Andelsmejeriet – men brugsforeningen i Østermarie? Aldrig!
Mormor Gunhild lærte os at bruge og elske Købmand Lund – den ægte frie købmand udenfor den halvsocialistiske brugsbevægelse.
Så var der lige den kendsgerning, at den danske brugsbevægelse blev skabt af den bornholmsk-fødte præst, Hans Christian Sonne i Skive. Sonne – angiveligt en del af min mormors familiebaggrund. “Sonnerne” var hun så stolt af, at hun tvang navnet ind som mit mellemnavn. Men deres faderskab til brugsbevægelsen – det talte vi aldrig om!
Kører du ad Godthåbsvej mod Østerlars og Gudhjem, minder Østermarie i dag mest af alt om en forladt guldgraverby. Købmand Lund lukkede for mere end 40 år siden. Hotellet, hvor bonden kunne få sig en bajer i krostuen eller holde livets store fester, er også lukket. Slagteren – lukket. Bageren – Lukket.
Og det har været lukketid i årtier. For slet ikke at tale om den nedlagte station, tegnet af berømte københavnske arkitekter. De Bornholmske Jernbaner nedlagde denne del af jernbanenettet i 1952!
Men Brugsen overlevede, selv om den aldrig var med i min mormors aftenbøn. Og hun, der dyrkede højskolelivet med sommerkurser langt ind i sit seniorliv, fortalte mig aldrig, at brugsforeningen oprindelig var startet som – højskole. Åbnet i 1870 – midt i en tid med politisk og kristelig vækkelse.
Her sniger den lille stationsby, Østermarie, sig ind i den helt store, kulturhistorie. For netop højskolen havde i midten af 1880’erne en elev, som skulle blive en af landets og den store omverdens helt store forfattere – Martin Andersen Nexø, manden bag de verdenskendte romaner om Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Andersen Nexø kom som barn tilbage fra København med sin bornholmsk fødte far i familiens jagt på at kæmpe sig ud af arbejdsløshed og fattigdom.
Martin Andersen Nexø var proletariatets forfatter og erklæret kommunist. Så tæt knyttet til kommunismen, at han døde som borger i DDR, indtil han blev begravet på Assistens Kirkegård i København i mit eget fødeår 1954. Naturligvis kunne den kommunistiske verden bruge den litterære mester som en stjerne på den kommunistiske himmel. Men det har utvivlsomt også kostet forfatteren noget af den store anerkendelse, at han forsvarede proletariatets diktatur. Måske den Nobelpris, som den store forfatter fortjente.
Er det muligt på én gang at være grundtvigianer og socialist?
Og paradokserne lever i de små og store ånders historie. Martin Andersen var trods sit kommunistiske ståsted dybest set grundtvigianer. I hvert fald en stor beundrer af den folkelige tænker og præst, selv om Nexø ikke selv så sig som religiøs eller kristen. Det var Grundtvigs rolle som frisætter af almuen – landbefolkningens underklasse – der aftvang den fritænkende forfatters respekt for præsten og højskolemanden Grundtvig.
Den danske litteraturforsker Henrik Yde har dels skrevet doktordisputats og dels den prisbelønnede biografi ”Nexø – Martin Andersen Nexøs liv og værk”, som fortæller om forfatterens principielt paradoksale forhold til Grundtvig. Noget, som mange erklærede grundtvigianere dybest set ikke accepterer. (som i William Michelsens anmeldelse i 1991 af Ydes disputats):
“Er det muligt på én gang at være grundtvigianer og socialist? Efter min mening må svaret være et klart nej. Socialismen er en politisk ideologi, der har sat sig selv i kristendommens sted …”
Den dogmatik accepterede hverken den højreorienterede Gunhild Jensen eller ærkekommunisten Martin Andersen Nexø. Begge så Grundtvig som folkets filosof.
Falmet men ikke død
Jeg drejer altid til højre ad Godthåbsvej. Så undgår jeg synet af lukkede butikker og det forslummede typehus, som min mormor fik bygget i slutningen af 60’erne og som nu er pakket ind i en vildtvoksende have og et par finerplader for indgangsdøren – dér hvor der burde være gulligt råglas. Hun gav det lille hus det nærmest prætentiøse navn ”Sejersbo” – opkaldt efter Sejersgaard, som hun solgte til mine forældre. Sådan gør en “Sonne”, når hun sætter sit aftryk! Jeg lægger blomster på kirkegården på familiegravstedet, hvor jeg aldrig selv kommer til at ligge.
Nu er jeg ude af Østermarie igen, og om nogle timer og en færgerejse med verdens største katamaranfærge er jeg tilbage i den verden, hvor paradokserne har svært ved at finde samme accept som i den falmede, nedlagte stationsby.
Falmet, ja.
Men ikke død for dem der kender historien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
