SEKSUALITET & BØRN // DEBAT – Når voksne ikke kan tale sammenhængende og ærligt om sex, mangler børn et sprog til at forstå deres egne erfaringer – også traumatiske oplevelser som seksuelle overgreb. Barnets tavshed er derfor ikke kun et spørgsmål om frygt eller skyld, men om de modstridende normer, det vokser op med. ”Tavsheden er den direkte konsekvens af, at ingen af de verdener, de voksne har skabt, tilbyder et sikkert sted for denne erfaring,” skriver Trevor Madsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Medier begynder som regel med et tal. Et tal er sikkert. Et tal kan offentliggøres. Et tal skaber chok, men påtager sig intet ansvar.
Når vi i en artikel som Sarah Liv Vangsgaard Winges læser, at “antallet af anmeldte tilfælde af seksuelle overgreb mod børn er steget”, får vi indtryk af, at vi er kommet tættere på virkeligheden. Men sandheden er, at tallet ikke er selve virkeligheden – kun den lille del af virkeligheden, der har passeret gennem rapporteringens filter.
Og det, der næsten aldrig bliver spurgt om, er: Hvordan er dette tal blevet produceret? Hvad er ikke med i det? Og vigtigst af alt: Hvilke børn er aldrig nået frem til det punkt, hvor en anmeldelse overhovedet var mulig?
Den skjulte antagelse i de fleste officielle rapporter er, at hvis noget er sket, vil det før eller senere blive anmeldt. Denne antagelse er dybt voksen-centreret. Som om barnet er en formindsket voksen med det nødvendige sprog, den nødvendige forståelse og den sociale position til at fortælle om sin oplevelse. I virkeligheden er det præcis omvendt: At anmelde er ikke en naturlig reaktion, men en kompleks, tillært proces, som er stærkt afhængig af en meningsmæssig kontekst – en kontekst, barnet næsten ingen kontrol har over.
Og så er der internettet. En verden, hvor sex hverken er naturligt eller pædagogisk, men hyperrealistisk, grænseløs, overdrevet og uden kontekst
Når man taler om “årsager til, at børn ikke anmelder”, henviser man ofte til frygt, trusler, skyldfølelse eller følelsesmæssig afhængighed. Selv hvis vi antager, at alt dette er korrekt, er ingen af dem den egentlige hovedårsag. For disse forklaringer reducerer barnets tavshed til en individuel psykologisk reaktion, mens tavsheden i mange tilfælde ikke er et valg, men resultatet af manglende sprog, manglende position og manglende mulighed for at give erfaringen mening.
Den splittede meningsverden
Barnet vokser op i en verden, der – allerede før et eventuelt overgreb – sender modstridende og inkonsistente budskaber om noget, der kaldes sex og krop. Ét sted får barnet at vide, at sex er “naturligt”. Et andet sted er sex fuldstændig fraværende. Nogle steder bliver det slettet, andre steder eksploderer det i en overdreven og kontekstløs form. Det er ikke blot forskellige holdninger; det er uforenelige meningslogikker, som på samme tid påtvinges barnet af voksne.
I mange familier er sex ikke blot et tabu – det er usynligt. Det bliver hverken set, hørt eller omtalt. Som om det slet ikke eksisterer. Barnet ser aldrig voksnes kroppe i deres faktiske relation til hinanden og modtager ingen tegn på seksuelle relationer som en del af hverdagslivet. Denne udeladelse ledsages hverken af forklaring eller sprog.
I skolen lærer det samme barn, at sex er et naturligt, biologisk fænomen og en del af menneskekroppen. Men denne undervisning er ofte abstrakt – ren, kropsløs og adskilt fra levet erfaring. Her er sex “viden”, ikke “liv”. Barnet lærer, men forstår ikke, hvor denne viden skal placeres.
I de officielle medier, på tv og i det kontrollerede offentlige rum er sex som regel fraværende. Barnet stiller med rette spørgsmål: Hvis dette er naturligt, hvorfor er det så ingen steder? Hvorfor ses det ikke? Hvorfor taler ingen om det? Denne tavshed, uden forklaring, uddyber kløften.
Voksne ser altid emnet gennem deres egne erfaringer, frygter og fristelser og forestiller sig derefter, at de træffer beslutninger “ud fra barnets perspektiv”
Og så er der internettet. En verden, hvor sex hverken er naturligt eller pædagogisk, men hyperrealistisk, grænseløs, overdrevet og uden kontekst. I en meget tidlig alder kan barnet via internetbaserede enheder få adgang til billeder, der mangler ethvert menneskeligt sprog, enhver følelsesmæssig relation og enhver meningsramme. Denne konfrontation skaber ikke forståelse – den skaber chok.
Overgrebet i den fragmenterede verden
Forestil os nu et barn, der midt i denne fragmenterede virkelighed udsættes for et seksuelt overgreb. Før tanken om overhovedet at “anmelde” opstår, er barnets sind fyldt med spørgsmål, som hverken er komplekse eller filosofiske, men smertefuldt grundlæggende. Spørgsmål som:
Er det, der er sket med mig, det samme, som de sagde i skolen var naturligt?
Hvis det er naturligt, hvorfor taler ingen derhjemme nogensinde om det?
Hvis det er forkert, hvorfor sagde ingen før, at sådan noget kunne ske?
Hvis det ikke må siges, hvorfor er det så overalt på internettet?
Hvis det skal siges – til hvem?
Er der overhovedet nogen, jeg kan sige det til?
Mor? Far? Eller læreren?
Hvis jeg siger det, har jeg så gjort noget forkert?
Hvis jeg ikke siger det, er det så min skyld?
Det er spørgsmålene fra et forvirret barn – ikke et uvidende barn, ikke et bange barn. Det er et barn, der forsøger at forstå, hvor den oplevelse, det har været udsat for, overhovedet hører hjemme i de voksnes verden. Og i denne situation forventer vi, at barnet midt i den mentale uklarhed, som voksne har påført det, skal træde frem og uden videre sige derhjemme: “Mor, jeg er blevet voldtaget”.
At forvente en anmeldelse under disse omstændigheder er ikke blot urealistisk – det er næsten absurd. Systemet kræver klarhed af barnet, mens det selv har pålagt barnet den mest komplekse uklarhed, der kan tænkes.
Tavsheden som struktur
I barnets sind er sex hverken noget, der kan siges, eller noget, der ikke kan siges. Det er uden plads. Derfor er barnets tavshed ikke en reaktion, ikke et valg og ikke en hemmeligholdelse. Tavsheden er den direkte konsekvens af, at ingen af de verdener, de voksne har skabt, tilbyder et sikkert sted for denne erfaring. Barnet har hverken et sprog at tale med, et forbillede at spejle sig i eller en erfaring med, hvordan voksne selv forholder sig afslappet til emnet.
Problemet er, at denne forvirring ikke forbliver i barndommen. Mennesket ved – efter tusinder af års socialt liv – stadig ikke, hvordan man skal være ”afslappet” omkring sex. Ikke afslappet som i grænseløshed, og ikke afslappet som i fortrængning, men afslappet som i ærlig, menneskelig og ikke-dobbelt.
Resultatet af denne historiske manglende evne er, at hver del af det voksne samfund har valgt sin egen vej: Familien én ting, skolen noget andet, de officielle medier noget tredje, internettet noget fjerde. Og barnet vokser op i centrum af denne mangfoldighed.
Den usynlige norm
Selv i de mest sekulære og moderne samfund ser man sjældent familier sidde sammen med deres børn og for eksempel se en almindelig tv-serie med tydelige seksuelle scener – og bagefter tale om det, som man ville tale om ethvert andet emne. Den dominerende forestilling er stadig, at “barnet forstår det ikke”, ”det er for tidligt”, ”det giver dårlig påvirkning”. Denne forestilling er en af de dybeste misforståelser, voksne har om barndommen.
De samme voksne ryger uden tøven cigaretter ved siden af deres børn. Barnet ser cigaretten, ser røgen og mærker endda lugten – men hverken imiterer det eller bliver “negativt påvirket”. Hvorfor? Fordi rygning er et svar på et behov, barnet slet ikke har. Motivationen findes ikke i barnets natur. Alt, hvad der ikke relaterer sig til et indre behov hos barnet, afviser barnet naturligt.
Barnets tavshed er ikke et bevis på barnets fiasko. Den er et bevis på en verdens fiasko
Og det mærkeligste er dette: Cigaretter er hverken ufarlige eller et naturligt behov. Sex derimod er et naturligt voksent behov og i sig selv ikke skadeligt. Alligevel behandles de præcis omvendt: Rygning er synlig i hverdagen, sex er slettet; rygning normaliseres, sex forbliver tvetydigt. Denne modsætning stammer ikke fra barnet, men fra den voksnes sind.
Voksne ser altid emnet gennem deres egne erfaringer, frygter og fristelser og forestiller sig derefter, at de træffer beslutninger “ud fra barnets perspektiv”. Men barnet har hverken den voksnes begær, motivation eller fortolkninger. Hvis barnet ikke forstår noget, er det ikke, fordi det “mangler kapacitet”, men fordi der aldrig er blevet givet det en sammenhængende fortælling.
I en sådan verden er det ikke overraskende, at det barn, der er blevet udsat for et overgreb, arkiverer sin smertefulde oplevelse i en boks kaldet “tvivl”. Ikke kun for i dag, men i årevis. Til voksenlivet. Til det tidspunkt, hvor barnet – som voksen – måske ikke engang ved, hvorfor det stadig ikke kan tale afslappet om emnet.
Barnets tavshed er ikke et bevis på barnets fiasko. Den er et bevis på en verdens fiasko – en verden, der stadig ikke ved, hvordan man kan tale ærligt, roligt og samlet om en af de mest grundlæggende menneskelige erfaringer. Og så længe denne manglende evne ikke anerkendes, vil hvert nyt tal blot være en gentagelse af den samme fiasko.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og