OMSORG // ESSAY – “Efter vores forældres død var jeg den, der var tilbage, med min bror. Og med hans afhængighed. Vi havde ingen anden nær familie. Jeg var den, der var tilbage, og jeg var den, der bar ansvaret for omsorgen”, skriver Susanne Cordes. Nu lever hun med spørgsmålet: ”Kunne jeg have gjort mere?”
Jeg er den, der er tilbage. I løbet af mine fyrrere mistede jeg mine forældre. De døde begge af kræft med fem års mellemrum. To år senere mistede jeg min bror. Han var min lillebror, og han blev 44 år. Han døde som følge af et liv med afhængighed af alkohol, medicin og forskellige rusmidler. Jeg har faktisk ikke overblikket. Hvis det fandtes, tog han det med sig, da han tog herfra.
Efter vores forældres død var jeg den, der var tilbage, med min bror. Og med hans afhængighed. Vi havde ingen anden nær familie. Jeg var den, der var tilbage, og jeg var den, der bar ansvaret for omsorgen. Ansvaret for, at han holdt sig i live. Håbet om, at han fik det bedre. Det bar jeg. For helt ærligt var det svært at få øje på andre, der kunne hjælpe med opgaven. Altså ude i samfundet.
Min bror var smuk og talentfuld. Han var vild og glædesfyldt. Han havde en sødmefuld charme, ingen kunne komme udenom. Hvordan starter man det samme sted i livet som søskende, men ender så forskelligt?
Jeg var sådan en pårørende. Med familie og forpligtelser. Og en bror, der havde brug for at blive reddet
Min bror havde også et mørke. Den samme snørklede hjerne, der kunne omsætte sansninger til musik, der kunne komme op med palindromer på et splitsekund, der kunne lege med sprog og toner så skarpt og poetisk, havde også mørke blindgyder. Den kendte vejen til rusen. Om den kendte den.
Men hvem skulle vise vejen ud? Vejen tilbage til livet? Da min bror gik ind i afhængighedens store, mørke skov, havde han glemt at lægge et spor af brødkrummer, han kunne følge ud igen. Ingen sendte et eftersøgningshold ind for at hente ham. Sådan er det at være menneske i verden i dag. Hvis du farer vild, er du, ja, vildfaren. Ingen kommer og henter dig. Medmindre du har en pårørende.
Men de fleste pårørende har en familie, og de har et arbejde. De har deres forpligtelser som borgere i konkurrencesamfundet. De har ikke kompetencer som misbrugsbehandlere. Det er svært som helt almindeligt menneske at finde kræfterne til at kæmpe sig ind i vildnisset igen og igen og redde den, der er faret vild.
Jeg var sådan en pårørende. Med familie og forpligtelser. Og en bror, der havde brug for at blive reddet. Igen og igen.
Opkaldet fra Istanbul
I det sene efterår i 2020 blev jeg ringet op af en fremmed. Han var sikkerhedsvagt på et hotel i Istanbul. Hele verden var lukket ned, og jeg undrede mig. Hvorfor blev jeg ringet op af en vildt fremmed fra Tyrkiet? Han fortalte med rolig stemme, at han stod med min bror. Min bror havde det ikke godt, sagde han. Han havde det meget dårligt. Han havde brug for at komme hjem. Min bror havde ikke et hjem.
Nogle uger forinden var han spontant taget i lufthavnen. Det fandt jeg ud af senere. Han havde ikke kunnet rumme at være i sit liv. Det var en løsning, han havde brugt før. Kun luftrummet over Tyrkiet var kortvarigt åbent. Han havde købt en billet og var landet i et Istanbul, hvor alt var lukket ned. Han havde udviklet en form for psykose med voldsomme tvangsforestillinger.
Vores forældre var desperate og ulykkelige. Alt, de gjorde, gjorde de af kærlighed
Nogle dage senere ringede han på min dør. Han havde næsten ingenting med sig. Han var i en værre forfatning, end jeg havde set før. Han overnattede hos mig én nat, men han kunne ikke blive. At tage ham ind ville være at åbne op for voldsomme uforudsigeligheder, og jeg havde små børn i hjemmet. Jeg var også kørt træt efter mange år som pårørende, efter mange år med drama og kaos. Med manipulationer og svigt. Han havde på det tidspunkt nogle penge, og vi blev enige om, at han skulle finde et hotel og komme til sig selv.
En af de sidste aftener i 2020 kom han op at køre med en pakistansk taxachauffør. De kørte fra hotel til hotel, men ingen havde ledige værelser, eller de ville ikke leje et værelse til en, der lignede en hjemløs, der var gået ind fra gaden. Til sidst kørte chaufføren min bror hjem til sin kusine, hvor han kunne låne et værelse i kælderen. Han døde hos disse fremmede mennesker, der havde åbnet deres hjem, generøst og barmhjertigt. Hans krop kunne ikke mere. Det forklarede embedslægen mig efter obduktionen.
Jeg var den, der var tilbage, og jeg vil altid bære rundt på spørgsmålet: Kunne jeg have gjort mere?
Hvad former et liv?
I sin roman Kollaps skriver den franske forfatter Eduard Louis om at miste sin bror til alkoholisme, da broren kun var 38 år. Eduard Louis er kendt for at skrive romaner, der er vidnesbyrd fra en opvækst i underklassen. Louis skriver et sted i Kollaps, at også hans brors død var en konsekvens af den opvækst. At en anden opvækst ville have givet andre muligheder. Muligheder, der kunne have fået brorens liv på ret kurs og holdt ham i live.
Min bror og jeg var ikke et produkt af underklassen. Vores forældre havde været på den klasserejse, der var så definerende for deres generation. De kom fra ufaglærte og kortuddannede forældre, men blev selv akademikere. I løbet af vores opvækst gled de ubesværet først ind i middelklassen og derfra videre til den øvre middelklasse. Vores far blev advokat, vores mor var lektor. Vi manglede aldrig noget. Hverken økonomisk, kulturel eller social kapital.
Måske var det de fortrin, der gav min bror seks år mere at leve i end Eduard Louis? Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg tror det ikke. Jeg tror, at de seks år var en tilfældighed.
Hvis jeg har lært noget af min opvækst og mit liv med min bror, så er det, at det ikke er pengene, der redder den afhængige fra afhængigheden. Afhængighed er en lidelse, og den kræver behandling. Den kræver også, at den afhængige er motiveret til at lade sig behandle. Men hvad nytter motivationen, hvis der ikke er ordentlige langsigtede og helhedsorienterede behandlingsforløb at finde?
Kunne kærlighed redde ham?
Ikke at Eduard Louis ikke havde ret på ét punkt. Vores forældre gjorde alt, hvad de kunne, med al deres kapital for at hjælpe min bror. De betalte alle regningerne. De betalte al gælden. De skaffede ham jobs, og de samlede ham op ugen efter, når han alligevel ikke kunne varetage det job, de havde sat alt ind på at skaffe ham. De betalte for timer i terapi, også når han ikke mødte op, hvilket var langt de fleste gange. De gav ham husly og mad. De købte en lejlighed til ham. De betalte omkostningerne, og de brugte tid og goodwill på at svare på ejerforeningens skrivelser om mislighold. De gav ham penge. Igen og igen gav de ham penge. Pengene forsvandt. De brændte i lommen på ham.
Vores forældre var desperate og ulykkelige. Alt de gjorde, gjorde de af kærlighed. De led af ulykkelig kærlighed til deres eget barn.
Der findes et begreb for deres hjælp. Det hedder medafhængighed. Vores forældres kærlighedshandlinger muliggjorde, at min bror opretholdt sin livsstil og sin afhængighed. I dag lyder den gyldne regel, at man aldrig skal give den afhængige penge. Man skal sætte grænser. Lade dem ramme bunden og forhåbentlig der finde en erkendelse, der gør det muligt for dem selv at svømme op til overfladen igen. Man skal give dem hjælp til selvhjælp. Jeg prøvede selv at efterleve de råd i den sidste del af min brors liv, og jeg ved, hvor svært det er at gøre, når man er den, der er tæt på.
At lede efter en forklaring
Min bror nåede at blive 40 år, før han fik diagnosen generaliseret angst. Meget faldt på plads med diagnosen. Det blev nemt at se, hvordan hans hashmisbrug, der startede allerede, da han var helt ung teenager, havde været en selvmedicinering. Ligesom coken blev det senere. Og guldøllene og metadonen.
Han blev tilbudt medicinering. Han kom på antidepressiv og angstdæmpende medicinering. I en periode fik han også et antipsykotisk præparat. Han fik det på en måde bedre, da han skiftede selvmedicineringen ud med egentlig medicin. Han blev roligere. Men han blev også tyk. Han mistede livs- og sexlyst. Han mistede modet. Han følte, at han mistede kontrollen og sig selv. For kunne han forblive sig selv i denne nye udgave? Ville han kunne holde fast i sin kreativitet? Sit skaberkaos? Der stod ingen klar med svarene. Der stod ingen til at guide ham, guide mig.
Hvorfor gør han ikke det? Det er det spørgsmål, man står og råber i skoven som pårørende, til man er helt hæs og udmattet
Han smed pillerne ud fra den ene dag til den anden. Det kan ikke anbefales. Han røg på psykiatrisk skadestue. Han fik benzodiazepiner. Benzodiazepiner er meget effektive til at dæmpe stærk, akut angst. De er også ekstremt vanedannende. Han slap dem aldrig rigtigt igen. Det, man skal have på recept, kan man også altid købe på gaden.
Min brors diagnose kom ikke som et chok. Min far drak enorme mængder alkohol. Min mor tog valium. De dæmpede på hver deres måde en uro i sig selv. Min mor var til den depressive og angste side. Min far til den rastløse og opfarende. Jeg skriver det ikke for at dømme dem. Det var en del af deres menneskelighed. Den slags menneskelighed, vi alle bærer rundt på. Også jeg. Selv skriver jeg for at holde uroen nede. Jeg er heldig at have fundet den mindst skadelige urodæmper.
Det, vi ikke forstod
Vi havde ikke et sprog for al den uro, da min bror og jeg voksede op. Vi var ikke trænede til at gennemskue mønstrene og påvirkningerne. Hverken som samfund eller som individer. Det er vi i dag, men gør vi nok med den viden? Vi diskuterer den, men kunne vi i højere grad bruge den som fundament til en mere langsigtet hjælp til vores sårbare borgere? Måske kunne vi bruge vores viden til at etablere bosteder, hvor sårbare borgere kunne modtage en samlet støtteindsats ét sted – afrusning, resocialisering og økonomisk, psykiatrisk og social hjælp. Det vil selvfølgelig koste penge at etablere den slags bosteder, men det koster også samfundet dyrt, når vores sårbare medborgere ryger ind og ud af kortsigtede tilbud, hjemløshed og kriminalitet.
I Lone Hørslevs og Kasper Munks blændende tv-serie om søskendeforhold og afhængighed, Den gode stemning, spiller Pilou Asbæk den festlige, charmerende bror med en invaliderende afhængighed, mens Iben Hjejle spiller den langt mere tjekkede storesøster, der fører familiefirmaet videre og om ikke andet foregiver at have orden i forholdene. I en for mig særligt stærk scene sidder Pilou Asbæks karakter, Mads, i et privatbetalt afvænningsprogram og skal svare på spørgsmålet om, hvad det gode liv er for ham. Han er helt blank. Han kan simpelthen ikke grave et svar frem.
Ifølge Danmarks Statistik er det kun tre ud af ti afhængige, der forbliver stoffri efter et enkelt behandlingsforløb
Grunden til, at scenen står så stærkt, er, at vi som seere ved, at han derhjemme har en smuk, klog og sød partner, en skøn lille datter, en misundelsesværdig lejlighed midt i København, et meningsfuldt job og en musikkarriere, der ikke er uden perspektiver. Hans liv er det gode liv. Altså hvis han valgte det til. Og afhængigheden fra.
Hvorfor gør han ikke det? Det er det spørgsmål, man står og råber i skoven som pårørende, til man er helt hæs og udmattet. Mads kunne have været min bror. Også han havde i en lang periode af sit liv et virkelig godt liv. Også han var i et privatbetalt afvænningsforløb. Han blev afruset og stoffri. Det holdt i seks uger.
Et sådant privat afvænningsprogram kostede på det tidspunkt 100.000 kroner. Det er de færreste familier, der kan blive ved med at gentage et forløb i den prisklasse. Og det er problemet.
De mennesker, der arbejdede på min brors afvænningssted, var kompetente og erfarne. Jeg har ingen tvivl om, at de var dygtige. Men ifølge Danmarks Statistik er det kun tre ud af ti afhængige, der forbliver stoffri efter et enkelt behandlingsforløb. Det afvænningssted, min bror var på, spillede også med åbne kort fra starten. Et ophold var med al sandsynlighed ikke nok, men det var det, vi havde råd til.
Hvem bærer ansvaret?
Efterfølgende var vi overladt til de offentlige tilbud. Lad mig slå fast: Jeg har talt med og mødt et utal af hårdtarbejdende og fantastiske mennesker, der arbejder rundt omkring på de psykiatriske skadestuer, herberger, sygehuse, misbrugssteder og hotlines for pårørende. Men de var også trætte, nogle gange frustrerede, ofte desillusionerede på systemets (ikke brugernes) vegne. Og de var kronisk underbemandede – og underfinansierede. De havde kompetencer, men de manglede ressourcer og politisk opbakning.
Ville min bror have levet længere, hvis der havde været mere offentlig hjælp at hente? Det kan jeg selvfølgelig kun gisne om. Men jeg tror det. Hvis han var blevet grebet og mødt med andet end døgnindlæggelser på psykiatriske skadestuer uden opfølgning og andre kortsigtede lappeløsninger. Hvis de kompetente professionelle, der jo findes, havde kunnet tilbyde ham en langsigtet og helhedsorienteret løsning, der tog højde for både hans diagnoser og karakteren af hans afhængighed, og som kunne hjælpe ham med redskaber til et mere værdigt liv fremadrettet.
Det, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg er den, der er tilbage. Jeg var den pårørende. Den, der bar ansvaret og håbet. Og som altid vil tænke: Kunne jeg have gjort mere? Jeg vil altid bære på en lille skyld et sted inde i mig selv. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi stillede spørgsmålet kollektivt: Kunne vi have gjort mere?
Susanne Cordes er forfatter. Hendes tredje roman, Vildskabt, udkom d. 23. april og er baseret på tabet af hendes bror.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og