Amanda #45: Følg dit hjerte – det bedste i livet ligger foran dig

af i Børn & unge/Liv & Mennesker/Psykologi

KLUMMESERIE – POV startede 10. april 2018 – for præcis et år siden – serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. I dagens afsnit, der er nummer 45 og det sidste i serien i POV, skriver Amanda om glæden over livet, der begynder at pible frem – også selvom skammen og vreden følger med. I dag er Amanda et bedre sted i sit liv; hun er blevet stærkere, selvom hendes barndoms omsorgssvigt, overgreb og manglende kærlighed fra forældrene for altid vil være en del af hendes liv. I POV har vi været stolte over at kunne bringe Amandas beretning, som mange læsere har fulgt med i og lært af, uanset om de selv har haft oplevelser med seksuelle overgreb eller ej.

Follow your heart – bragt på Amandas blog 20. marts 2018

 Som jeg skrev i sidste uge fylder glæden ved det her satans liv også. I små fine glimt fanger jeg den helt ind.

Jeg mærker varmen i maven. Jeg mærker den rene barnlige og umiddelbare glæde. Jeg smiler til livet – og så kommer skammen galoperende ind fra højre. Jeg når slet ikke at registrere den, før den er der.

Følelsen af glæde aktiverer min skam. Den satans skam. En skam jeg ikke orker skal besudle den rene følelse. Jeg mærker, at jeg kæmper imod, men følelsen er besudlet af Carl.

Klistrede tråde af råddenskab bevæger sig millimeter efter millimeter ind i følelsen af glæde. Som en virus. Bum.

Det er som om der er en lige linje mellem det at føle glæde og Carl. Jeg hader skammen.

Jeg er frygtelig frustreret over den kobling i mit følelsesmæssige system. Jeg hiver fat i min livlinje, snefnuggene, mit valnøddetræ – jeg klatrer helt, helt op i toppen.

Jeg ved, jeg kan hoppe, men jeg gør det ikke, fordi livet er smukt heroppe fra. Jeg er et med træet. Træets rødder er mine, og snefnuggene giver mig en fornemmelse af at jeg rent faktisk lever

Her er jeg fri for skam. Ingen kan nå mig udover lyset, solen og drømmene.

Jeg ved, jeg kan hoppe, men jeg gør det ikke, fordi livet er smukt heroppe fra. Jeg er et med træet. Træets rødder er mine, og snefnuggene giver mig en fornemmelse af at jeg rent faktisk lever, selvom jeg nogle gange kan blive i tvivl om min egen eksistens, fordi jeg er ekspert i at hoppe ud af min krop.

Jeg rammes af en tristhed over, at det skal være sådan.

Kan jeg bruge den her følelse af ren glæde til at komme mere ind i skammen? Til at se og give plads til vreden? Jeg rammes i hvert fald af vrede og frustration. Jeg vil så gerne livet. Det smukke ved livet. Og jeg vil også kærligheden til mig selv, og ikke mindst den lille pige inde i mig der sådan hungrer efter mig.

Hvorfor kan jeg ikke bare have den følelse for mig selv? Hvorfor skal Carl indover her? Måske fordi den rene glæde, jeg følte som barn, den følte jeg også sammen med Carl, da jeg var helt lille. Han lavede en syg kobling mellem det at føle glæde og lyst til at være lig med at være nøgen sammen med ham.

Det rene blev beskidt, selvom det jo var han der var beskidt. Jeg var bare et lille barn. Det føles som om at følelsen af glæde bliver lig med, at jeg accepterer det Carl gjorde ved mig. Ergo er glæde lig med skam.

I og med at jeg ikke accepterer hans overgreb, kan jeg ikke tillade mig at føle glæde Jeg ved godt det lyder totalt åndssvagt, men det er det der sker inde i mig. Det er det jeg føler, og derved er det at føle glæde lig med en accept af Carls overgreb, fordi jeg jo netop deltog tilsyneladende frivilligt i Carls nøgenlege, glad, barnlig og ubekymret, som det barn jeg jo var.

The best is yet to come – bragt på Amandas blog 23. marts 2018

En af de dage, der langsomt bliver flere af.

Smilet føles rent og varmt, ligesom solen. Se dét er vildt. Tak. Et skridt af gangen. Tak fordi du har læst med

Solen skinner, og jeg nyder den sgu. Der er ingen invaliderende flashback på grund af solens tilstedeværelse eller den tjener, der lige har smilet til mig.

Han fik et smil tilbage, og jeg føler ikke, at jeg skylder ham noget.

For jeg skylder ham jo intet. Og smilet føles rent og varmt, ligesom solen. Se dét er vildt. Tak.

Et skridt ad gangen. Tak fordi du har læst med.


Amanda har delt sine tanker med POV’s læsere i et år – første afsnit blev bragt den 10. april 2018. Serien slutter i POV i dag – du kan læse alle afsnit i serien nedenfor, og du kan fortsat følge Amanda på hendes blog, som findes på Facebook, her.


Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”, nummer 34, ‘Lidt om kulden, og de erindringer, den bærer med sig,” her , nummer 35, At spille rollen som den perfekte luder, her, nummer 36, Hvem er jeg? her , nummer 37, ‘Skammen fra barndommen popper op som popcorn i kogende olie, her, nummer 38, Min hemmelige kæreste, her, nummer 39 Får jeg det nogensinde helt godt? her, nummer40, Hævntogtet, her, 41, ‘Lidt om det modsatte af vrede’, her, nummer 42, “Hvor skammen har rødder”, her og nummer 43, “Blev jeg forelsket i min healer, fordi jeg blev misbrugt som barn?’, her og nummer 44, Kære veninde, undskyld jeg ikke tør stå frem, her.

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Børn & unge

Farvel!

ESSAY – ”Hvor er det dog en mærkværdig, modsætningsfyldt tilstand, når man