Jo, krænkerne skal også have taletid

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

KOMMENTAR – En del mennesker giver på de sociale medier udtryk for, at medierne ikke bør stille tid eller spalter til rådighed for de mennesker, som i den seneste tid er anklaget for at krænke unge skuespillere. Men det er faktisk et presseetisk krav at gøre det, og derudover er det ikke mediernes opgave kun at bringe det harmløse, det politisk korrekte eller bekvemme, skriver Susanne Sayers.

“Pigerne lokkede mig”.
Nogenlunde sådan lød forsvaret, da en mand på Bornholm engang i begyndelsen af 90’erne stod anklaget for pædofili. Han havde forgrebet sig på en række piger, og det var en helt igennem ubehagelig sag. Pigerne var ulykkelige, deres forældre lige så ulykkelige, og her stod så en voksen mand i 50’erne og forsvarede sig med, at nogle piger på 12-13 år havde lokket ham.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere ynkeligt, men det er selvfølgelig en meget bekvem forestilling, at piger, som knapt er kønsmodne, er små fristerinder, som selv vil, og som en voksen mand ikke har vilje til at modstå.

Præcis sådan havde jeg det, da jeg i filmmagasinet Ekko læste interviewet med den omstridte og pædofilianklagede filminstruktør Lasse Nielsen og derefter psykolog Bent Petersen, som forsvarer ham.  Deres forsvar er simpelthen for ynkeligt og fuldstændig uden forståelse for de ofre, som har skullet samle deres liv op, efter at et menneske, som de stolede på, har misbrugt den tillid på mest modbydelige vis.

Den første artikel i Ekkos serie om overgreb er her:  Og den linker også til interviews med psykolog og instruktør, som altså er en del af en større og kritisk dækning.

Vi skal høre modparten

Nu kan jeg på både debatten på de sociale medier og i debatprogrammer forstå, at de to slet ikke burde have haft taletid. Et af argumenterne er, at det er en yderligere krænkelse af ofrene. Andre taler om mikrofonholderi, atter andre om, at de to interviews legaliserer overgreb.

Jeg finder reaktionen ganske bekymrende og uden forståelse for, hvad journalistik er.

Under alle omstændigheder skal vi høre på de mennesker, som nu er anklaget for at krænke en række børn og unge i forbindelse med 70’ernes bølge af ungdomsfilm, eller som forsvarer eller har forsvaret pædofili. Fordi det giver os et indblik i deres tankegang

Vi kan tage den kølige jura først. I de presseetiske regler, som ganske vist er vejledende, men dog en rettesnor for alle de danske medier, som er tilmeldt Pressenævnet (herunder POV), fremgår det udtrykkeligt, at vi i medierne skal gøre os ekstra umage med at høre parter, som er under anklage:

“Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves I særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.”

Så vidt juraen. Det er naturligvis en journalistisk pligt at indhente kommentarer til, hvad den anklagede har at sige til sit forsvar og til at efterprøve, om der er hold i anklagerne.

Men ser vi bort fra det, mener jeg, at vi under alle omstændigheder skal høre på de mennesker, som nu er anklaget for at krænke en række børn og unge i forbindelse med 70’ernes bølge af ungdomsfilm, eller som forsvarer eller har forsvaret pædofili.

Fordi det giver os et indblik i deres tankegang. Og fordi det indblik måske og forhåbentlig rummer kimen til en forståelse, som kan hjælpe os til at blive bedre til at forebygge. For ingen børn bør nogensinde udsættes for overgreb.

Et gammelt fænomen

Pædofili er ikke nyt. Da København for snart 100 år siden fik bemandede legepladser, var det blandt andet fordi tvivlsomme mandspersoner opholdt sig betænkelig tæt ved de steder, hvor børnene flokkedes, når deres forældre var på arbejde, eller når børnene i øvrigt var i vejen og blev sendt væk fra hjemmet. “Legetanterne”, som de hed, skulle dels beskæftige børnene med noget fornuftigt dels sikre, at de ikke blev udsat for overgreb.

Pædofili har formentlig været en konstant trussel mod børn gennem menneskehedens historie. Men holdningerne til pædofili er ikke konstante

Og i min barndom i 60’erne og 70’erne blev vi advaret mod børnelokkere, vi måtte ikke tage imod slik af fremmede eller gå med fremmede nogen steder hen. Det var sådan en standardadvarsel på linje med, at vi ikke måtte røre ved rød fluesvamp, spise bær vi ikke kendte eller gå over vejen uden først at se os til venstre og til højre.

Pædofili har formentlig været en konstant trussel mod børn gennem menneskehedens historie. Men holdningerne til pædofili er ikke konstante. En af de bøger, jeg elskede som ung, var Marion Zimmer Bradleys ‘Mists of Avalon’, en genfortælling af Arthur-legenden. Her er incestuøse undertoner, men jeg blev først opmærksom på, hvor voldsomme de var, da hendes datter, Moira Greyland, stod frem for et par år siden –  og fortalte, hvordan hendes mor havde krænket hende og en række andre børn.

Man kan også diskutere, hvorvidt forfatteren Jean M. Auel i sine bøger om stenalderheltinden Ayla bifalder pædofili, når hun i en af romanerne lader helt unge mænd blive oplært i seksualitetens glæder og mysterier af ældre kvinder. Og filminstruktøren Christian Braad Thomsen har talt om hetz mod pædofile og om, at der findes lykkelige blodskamsforhold.

Der findes altså mennesker, som direkte eller indirekte accepterer pædofili. Det er ikke uvæsentligt, og derfor er det også en medieopgave at høre, hvorfor de tænker, som de gør.

De unges hormontyfon

Når jeg hører Lasse Nielsen og Bent Petersen tale, får jeg deres syn på seksualitet og børn, og den opfattelse stemmer (heldigvis) ikke overens med nutidens og var næppe heller andet end et ekstremt synspunkt i små, lukkede kredse op gennem 70’erne. Det var i hvert fald ikke en generelt accepteret tidsånd, selv om Danmark tillod børneporno på linje med andre former for billedporno fra 1969 til 1980. I deres verden er sex mellem børn og voksne noget, som kan hjælpe barnet ind i de voksnes verden og udfolde dets seksualitet. Ikke en ulykke, tværtimod måske til gavn for barnet.

Jeg væmmes. Men jeg bliver også klogere, uanset hvor ubehagelig læsningen er. Og det er altså mediernes rolle at bringe også ubekvemme og ubehagelige holdninger og oplysninger frem.

Jeg læser på de sociale medier, at det er victim blaming, når Lasse Nielsen om et af ofrene siger, at han var et meget liderligt barn.

For mig at se beskylder Lasse Nielsen og Bent Petersen i virkeligheden ikke de unge. De beskylder sig selv. Men det kan de næppe se selv. Det er til gengæld værdifuldt for os andre at få indblik i deres måde at tænke på, hvor modbydelig den end må forekomme os

Det er det muligvis. Men det er Lasse Nielsen, der beskylder barnet. Ikke medierne. Og næppe heller læserne, som godt kan gennemskue, hvor helt igennem ynkelig den undskyldning er.

Og der er ikke noget galt i at være liderlig. I min erfaring er alle teenagere smækliderlige, de kan blive liderlige af at se en appelsin, en brusekabine eller en tenniskamp … det vælter rundt med hormoner. Sådan skal det være, og for mig at se er det netop ikke en undskyldning for at forgribe sig på dem, men gør det tværtimod ekstra nødvendigt, at vi voksne holder snitterne langt væk, mens de unge gennemlever den her vidunderlige, forfærdelige, skrøbelige og forvirrende tid, og det afspejler vores straffelov også.

Selv om den seksuelle lavalder er 15 år, kan voksne dømmes for pædofili med ældre børn, hvis den voksnes erfaring eller rolle i forhold til den unge kan bruges til at overtale eller på anden vis manipulere.

For mig at se beskylder Lasse Nielsen og Bent Petersen i virkeligheden ikke de unge. De beskylder sig selv. Men det kan de næppe selv se. Det er til gengæld værdifuldt for os andre at få indblik i deres måde at tænke på, hvor modbydelig den end må forekomme os.

Grønjakkesagen

Tilbage i 1985 lavede journalist Jens Olaf Jersild et indslag til søndagens lange tv-avis med de såkaldte grønjakker, en fremmedfjendsk ungdomsgruppe på Østerbro. Vi var en del, der fik aftenkaffen galt i halsen, da de unge grønjakker fremsatte en række stærkt racistiske udsagn.

Jersild (og daværende redaktør Lasse Jensen) blev meldt for at overtræde racismeparagraffen ved at give taletid til de unge. De to journalister forsvarede sig med, at det var vigtigt i samfundsdebatten at vide, hvilke holdninger der florerede, men lige meget hjalp det. De blev dømt i byretten, i landsretten og i Højesteret.

Heldigvis har vi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som pure frifandt de to med henvisning til ytringsfriheden og vigtigheden af den demokratiske debat. Trods dens for tiden tvivlsomme ry i Danmar har netop den domstol udvidet ytringsfriheden, og grønjakkesagen er formentlig det klareste eksempel.

Harmløse medier

Det er modbydeligt for de fleste af os at høre på Lasse Nielsen og Bent Petersen og andre, som undskylder pædofili. Ganske som det var modbydeligt for mange at høre på grønjakkerne. Men nægter vi dem taletid, mister vi en mulighed for at vide, hvilke holdninger der brydes i vores samfund. Og hvis vi reducerer medierne til kun at bringe ting, vi ikke kan forarges over, har vi reduceret dem til ‘good, clean family entertainment you can trust’.

Jeg ser ikke mikrofonholderi, jeg ser et medie, som lader instruktør og psykolog sætte sig ud på en gren, som de meget resolut selv saver over

Det er ikke mediernes rolle at behage. Det er ikke mediernes rolle at censurere. Det er ikke mediernes rolle at være samfundsopbyggende, forstået på den måde, at de kun må bringe udtalelser, som ikke kan krænke nogen. Det er derimod frie mediers rolle at vise, hvilke holdninger vi har i samfundet, og at give taletid også til det ikke-populære, til det grimme, ubehagelige …

Naturligvis ikke uimodsagt og måske er der for meget ukritisk mikrofonholderi i Ekkos interviews, men de kom oven på en længere artikelserie, hvor det allerede fra første artikel blev fastslået, at der var tale om overgreb. Jeg ser ikke mikrofonholderi, jeg ser et medie, som lader instruktør og psykolog sætte sig ud på en gren, som de meget resolut selv saver over.

Det kan man strides om. Andre ser det anderledes. Men begynder vi at forlange, at medierne ikke interviewer eller bringer synspunkter fra mennesker, vi er enige om, at vi ikke kan lide, er der ikke så langt til at udelukke andre synspunkter og grupper.

Skal kommunisterne så have taletid? Skal feministerne? Racisterne? Dyreværnsaktivisterne? Hvem er næste gruppe, som kommer med budskaber, der krænker os i sådan en grad, at vi i ikke skal give dem adgang til medierne?

Vi skal i medierne ikke kun bringe det ufarlige og bekvemme. Vi skal bringe så mange aspekter af sandheden som muligt, og den er sjældent hverken ufarlig eller bekvem. Og ind imellem betyder det, at vi skal høre på mennesker, hvis holdning vi afskyr. Det er ubehageligt. Alternativet er værre.

Foto: Pixabay

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik. Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik. Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel. Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’. Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne. Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,