KRIG I UKRAINE // INTERVIEW – POV har talt med Anastasiia Bulanienkova om hendes hverdag i krigens skygge. Den 30-årige ukrainske kvinde virker både stærk som en klippe og frygtløs, når hun informerer om nyt i krigen i en engelsksproget Facebookgruppe. De russiske tropper er kun 20 km væk og kører formentlig gennem hovedgaden i landsbyen, hvori Anastasiia opholder sig, på deres vej til Kyiv, fortæller hun i dette interview til Hans Henrik Fafner.
Det siges, at man kan vænne sig til alt. Tilsyneladende gælder det også lyden af bomber og eksplosioner, som er blevet en fast bestanddel af Anastasiia Bulanienkovas hverdag.
”Den 24. februar vågnede jeg klokken fem om morgenen ved noget, der lød som en eksplosion,” siger hun. ”Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var, jeg havde hørt, men da det kort efter blev efterfulgt af lyden af militærfly, fornemmede jeg at noget var helt galt.”
POV taler med den 30-årige ukrainske kvinde over en Messenger-forbindelse. Det er lørdag formiddag, og det er nu mere end en uge siden, krigen startede. Mens vi taler, hører man med jævne mellemrum fjerne eksplosioner, men det afbryder ikke hendes tale. Hun forklarer, at lydene kommer fra en by, som ligger omkring 20 kilometer væk.
”De russiske landtropper befinder sig også dér,” siger hun. ”Men så længe de ikke sætter sig i bevægelse, er vi i relativ tryghed her i Bobrytsya.”
Flytter sig ikke for russerne
Den morgen, hvor det hele startede, skulle Anastasiia have været til jobsamtale. Det var den sidste af flere samtaler, og det var mere eller mindre en formalitet, inden hun fik drømmejobbet med et glimrende løn.
”I otte år har jeg været produktchef i en virksomhed, der fremstiller middelaldervåben og -dragter. To gange har jeg i den forbindelse været til middelalderfestival i Spøttrup,” siger hun med et lille smil. ”Men jeg besluttede, at middelaldervåben er lidt af en nicheindustri, så jeg sagde jobbet op og var lige ved at få arbejde i IT-branchen. Men det er jo ikke sikkert, det bliver til noget nu!”
Til daglig bor Anastasiia Bulanienkova i Rusanivka, en bydel i hovedstaden Kyiv. Hun havde længe fulgt situationen og betragtede risikoen for et russisk overfald på Ukraine som fifty-fifty. Men da det først kom, og hun havde hørt Putins tv-tale, blev hun alligevel overrasket over angrebets massive voldsomhed.
”Det er slet ikke, som da russerne overfaldt Krim. Det her er meget værre,” siger hun.
– Men har du da ikke overvejet at flygte ud af landet?
”Nej, overhovedet ikke. Jeg har en rolle at udfylde her, og jeg flytter mig ikke godvilligt for russerne,” siger hun.
Hun gjorde det, som stort set hele hendes omgangskreds i Kyiv har gjort: Efter et par dages krig flyttede hun til Bobrytsya, hvor hun er opvokset, og hvor forældrene stadig bor.
”Det giver en særlig styrke, når man er flere sammen i denne situation,” forklarer hun.
Når de russiske styrker, som lige nu befinder sig 20 kilometer væk, indleder fremstødet mod Kyiv, vil de sandsynligvis komme direkte gennem landsbyens hovedgade
Lige nu bor de 12 mennesker sammen i barndomshjemmet. Huset har en kælder, som er ”relativt sikker”, og dér sover de alle om natten, og de vil også bruge den som beskyttelsesrum, hvis det bliver nødvendigt. Hun fortæller, at det er lidt problematisk at alle, på nær hende selv og en kusine, snorker om natten. De er alle familiemedlemmer. Der er et par tanter, og hendes bror er der også.
”Men min bror blev stillet overfor det svære valg, som mange af os må træffe i disse tider. Han er gift, og hans kone ville gerne være sammen med sine forældre, så de er ikke sammen. Men gudskelov kan de stadig ringe til hinanden. Jeg har en veninde, hvis forældre bor i Kherson nede sydpå. Da russerne indtog byen, mistede hun kontakten til sine forældre.”
Anastasiias far, der ligesom broderen hedder Victor, er ikke hjemme. Til daglig har han et lille vvs-firma i landsbyen, men han tog straks ind til Kyiv for at deltage i forsvaret af hovedstaden. Han har været hjemme et par gange for at hente mad og noget motorolie, som han havde en del af på sit værksted.
”Han fungerer som chauffør,” fortæller hun. ”Indtil videre bruger han sin egen bil til at levere mad og forsyninger ud til forskellige enheder i og omkring byen, og han er også ved at blive sat ind i jobbet som lastbilchauffør. Han skal blandt andet lære at lave undvigemanøvrer med en lastbil, hvis den kommer under beskydning, og han skal træne sig i at holde hovedet koldt, hvis alle soldaterne på lastbilens lad er døde eller sårede. Det er noget af en omvæltning for en mand på 57 år, der er vant til at arbejde med vandrør og installationer!”
Det menneskelige sammenhold
I Bobrytsya prøver de at bevare roen, mens de ser situationen an. Hvis, eller rettere når de russiske styrker, som lige nu befinder sig 20 kilometer væk, indleder fremstødet mod Kyiv, vil de sandsynligvis komme direkte gennem landsbyens hovedgade. Det er ikke nogen rar tanke.
”Derfor er det så vigtigt, at vi er mange sammen for at stive hinanden af. Inde i nabohuset bor der et ældre ægtepar, som sidder helt alene, og de har det utrolig svært. Her hos os vil jeg sige, at fem af kvinderne er dårligt rustet til den her situation, men de har os andre.”
I den forbindelse har det vist sig som en kolossal styrke, at Anastasiia sammen med en veninde har startet en Facebook-gruppe, der melder om situationen.
”Gennem mit tidligere arbejde har jeg masser af venner og kontakter i udlandet, og de blev frustrerede over, at mange informationer kun findes på ukrainsk, så jeg og Polina Khrulova startede denne gruppe. For mig selv giver det en rigtig god fornemmelse, at jeg gør noget, og jeg føler også, at det styrker resten af familien.”
– Men er du ikke nervøs for konsekvenserne?
”Her og nu er der ingen fare, men jeg ved godt, at russerne læser med,” siger hun. ”Så hvis jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at flygte, er jeg helt klar over, at jeg skal slette alle oplysninger på min mobiltelefon. Så kan det være, jeg har held til at slippe bort.”
I starten var hun og Polina tæt sammen i forbindelse med gruppen, men for nogle dage siden besluttede Polina at flytte hjem til sin familie, som bor 40 kilometer fra Bobrytsya, og det er et stort savn. Igen og igen understreger hun vigtigheden af den menneskelige nærkontakt i den kritiske situation. Man opbygger nogle rutiner og skaber nogle nye rammer for tryghed, og så snart der sker den mindste ændring, trænger usikkerheden og angsten sig på.
Hun tror ikke på, at forholdet mellem Rusland og Ukraine nogensinde bliver normalt igen
”På et tidspunkt tog vi over til noget andet familie. Også dér var der lyde af eksplosioner i baggrunden, men de lød alligevel anderledes end her i Bobrytsya. Det var helt forkert og urovækkende, så vi rejste hurtigt hjem igen.”
På samme måde bruger hun en stor del af sin dagligdag i landsbyen på at hjælpe og på at skabe en form for tryghed. Butikkerne er lukket, men i nabolandsbyen kan det stadig lade sig gøre at købe visse varer. Blandt andet har hun været ude for at finde medicin til sin mor, som er diabetiker, og hun fandt noget, som ganske vist er ringere, men som dog kan bruges.
”I går stod jeg også i kø i flere timer på et apotek. Jeg skulle have fat i noget beroligende til det ældre ægtepar inde ved siden af. Deres nerver har det ikke godt.”
Men lige nu bruger hun en masse tid og energi på at rejse penge, så hun kan købe en bedre bil til sin far.
”Lige nu kører han rundt i en ubeskrivelig smadrekasse, som skulle have været skrottet for mindst fem år siden,” siger hun. ”Det er ikke videre betryggende at vide, at han bevæger sig rundt i en potentiel krigszone i en bil, der når som helst kan bryde helt sammen. Derfor prøver jeg at finde penge til, at vi måske kan købe en brugt bil i Polen og så få den over grænsen på en eller anden måde.”
En drengerøv med alt for små nosser
Anastasiia forsøger at opretholde et skin af hverdag. Hun har sin elskede kat med sig, men den er blevet ekstremt kontaktsøgende og helt tavs.
”Katten udtrykker den generelle stemning, og der vil gå mange år, før dette land bliver blot nogenlunde normalt igen, om overhovedet.”
De fleste mennesker i Ukraine forholder sig meget afdæmpet i forhold til situationen. Alle er klar over, at der lever et stort antal etniske russere i Ukraine, og det kunne nemt have fået situationen internt til at tage en yderst negativ retning. Men som hun ser det, har folk blot lagt ekstra afstand til hinanden.
”Men der er selvfølgelig ubehagelige undtagelser,” fortsætter hun. ”En tidligere kollega har sine forældre på Krimhalvøen. Hendes mor er ukrainsk-sindet og tør derfor ikke rigtig skrive noget meningsfuldt, fordi hun godt ved, at nogen måske læser med. Men hun har også en 70-årig, stærkt pro-russisk onkel, og han er nærmest ligeglad med, om hun er død eller levende. På et tidspunkt skrev han faktisk, at han glæder sig til at danse på hendes grav.”
Igen understreger hun, at dette er en grel undtagelse. Hendes danselærer i Kyiv har det meste af sin familie i Sankt Petersborg, og dér er forbindelsen blevet kappet, men Anastasiia og danselæreren er stadig på talefod. Hun er mest bekymret for de 10-15-årige, som lige nu følger nyhedsstrømmen og oplever alt hvad der sker.
”De har svært ved at forholde sig til situationen, og hos dem skaber det en frygt for hævnaktioner, og det kommer vi over lige med det samme.”
Vi er ikke nogens små brødre. Vi er ligestillede med alle andre, og det har Polen og vores øvrige naboer heldigvis indset
Anastasiia beskriver sig selv som en apolitisk person og vil helst ikke sige noget om de større perspektiver. Men hun tror ikke på, at forholdet mellem Rusland og Ukraine nogensinde bliver normalt igen.
”Det forstod jeg allerede for mange år siden, da Putin begyndte at kalde os sine brødre, men hvor det var helt klart, at han betragtede ukrainerne som sine små brødre. For resten hører vi det samme sludder fra Belarus. Vi er ikke nogens små brødre. Vi er ligestillede med alle andre, og det har Polen og vores øvrige naboer heldigvis indset. Så lige nu er vi bare glade for, at vi kun har to såkaldte broderfolk!”
Hun bliver tavs et øjeblik. Og så kommer den sidste svada:
”I sidste ende skyldes det hele Putin, som prøver at spille på sin maskulinitet. Han vil så gerne være mand, men i virkeligheden er han en drengerøv med alt for små nosser!”
Hvis man gerne vil støtte Anastasiias arbejde for at skaffe sin far en bedre bil, kan man kontakte hende på Messenger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her