SYRIEN // REPORTAGE – Yarmouk, engang en levende bydel ved Damaskus, ligger i dag hen som et vidnesbyrd om Syrien-krigens ødelæggelser. Mellem murbrokkerne forsøger tilbagevendte familier at genopbygge en hverdag uden sikre rammer. Deres liv rummer stadig flere spørgsmål end svar – og midt i det hele møder vi 18-årige Khalil, der bærer sin barndom i krigens
YARMOUK – Vasketøjet blafrer i det glasløse vindue. En ældre kvinde sidder på en betonklods, hvor en stue engang lå. En gadesælger vifter en flue væk, mens en knallert bumler over gruset og forsvinder væk i en støvhvirvel. Øjnene omkring er matte. De ser, men drømmer ikke længere.
Dette er Yarmouk. Engang en pulserende bydel i udkanten af Damaskus, hjem for 160.000 palæstinensiske flygtninge. Efter en 14 år lang borgerkrig er området, som er et af de hårdeste ramte i Syrien, forvandlet til en forladt krigszone med kun 20.000 indbyggere tilbage.
Men livet klynger sig stadig fast mellem murbrokkerne. Fem måneder efter Bashar Al-Assads regime faldt, er folk begyndt at vende tilbage. Ikke fordi forholdene er blevet bedre, men fordi de ingen andre steder har at tage hen.
Længere nede ad vejen står en ung mand foroverbøjet over sin knallert. Hænderne er sorte af olie. Jakken er slidt og hullet. Bag ham står to børn. Den ene hans lillesøster, den anden hans kusine. De leger ikke. De ser bare på.
”Raketter og bomber er lyden af min barndom,” siger han.
Han hedder Khalil Alsukri. Han er 18 år og født i Yarmouk. Hans familie flygtede, da bygningen, de boede i, blev bombet. Nu er de tilbage. Ikke fordi de vil, men fordi de ikke har noget valg.
”Løbet er kørt for mig. Jeg håber bare, mine søskende og kusiner får et bedre liv,” fortæller han.
Familien knokler. De samler, de sælger, de sparer. Alligevel er det umuligt at flytte til et sted med bare en smule bedre vilkår. Mange i Yarmouk lever her, fordi valget forsvandt for længe siden. Fordi de ikke har andre steder at tage hen. For nogle er det økonomien. For andre opgivelsen. Og for få er det hjertet, der holder dem fast.
”Som børn gik vi over døde kroppe i Yarmouk”
Med tomme øjne retter Abdu Al Salaam Agha blikket mod horisonten. Hans bliks eneste afbræk er mødet med murbrokker og minder om en ødelagt barndom.
”Som børn gik vi over døde kroppe i Yarmouk. Vi har set så mange lig. Vores liv stoppede, da borgerkrigen begyndte. Først da Assad faldt, startede vores liv igen,” fortæller han.
Sammen med en ven venter Abdu Al Salaam Agha på noget nyt. Men i Yarmouk står tiden stille, og udsigterne til et andet liv falder i ét med ødelæggelserne. Han strækker en finger mod en bygning. Så en anden. Og længere væk mod det, der engang var en tredje.
”Der sad alle sniperne. Checkpoints var på vejen helt ind til Damaskus. Vi kunne ikke leve. Hvordan kan man tænke på en fremtid i sådan et liv?”
Assad-regimets jernhånd greb også ud efter Abdu Al Salaam Agha selv. En dag i 2023 førte et håndgemæng med en regimesoldat til en anholdelse. Og i sidste ende fortæller han selv, at det førte til en fængsling i ”det menneskelige slagtehus”, Sednaya-fængslet.
Jeg venter stadig på, at min søn vender hjem
Sednaya-fænglset var et politisk og militært fængsel. Ifølge Amnesty International røg fredelige modstandere, politiske og militære fanger alle i komplekset, der blev drevet af militærpolitiet. Et fængsel, hvor op mod 20.000 fanger kunne sidde indespærret ad gangen. Et fængsel, hvor tortur og død var en del af hverdagen.
”Sednaya-fængslet var forfærdeligt. Det kan ikke beskrives med ord. Jeg stod i et rum med flere hundrede andre, og vi kunne kun lige stå oprejst, sammenklemt mellem hinanden”, fortæller Abdu Al Salaam Agha med et ansigt, der ikke leder efter reaktioner hos hans ords modtagere. Et ansigt, hvis udtryk ikke ændres uanset sætningerne, han konstruerer.
”Jeg blev født igen, da Assad faldt. Det var den dag, jeg fik lov til at komme ud,” fortæller han.
Frygten ved mørkets frembrud
På en betonklods sidder en ældre kvinde. Hendes hænder foldet og blikket rettet mod himlen. Solen rammer hendes ansigt, men hijaben kaster skygge over hendes øjne.
”Jeg venter stadig på, at min søn vender hjem,” siger 67-årige Subiah Hasan Mohammed.
Tolv år gået siden Assad-regimet krævede sønnen i militæret. Hun husker intet andet om denne dag. Hvad var det sidste han sagde? Fik hun sagt, hun elsker ham?
”Minderne om min søn gør for ondt at tænke på. Jeg ønsker ikke at vække traumerne til live,” siger hun.
Subiah Hasan Mohammed ved godt, han nok ikke vender tilbage. Men hun slipper ikke håbet.
Der er stadig ingen sikkerhed i Yarmouk. Folk slår ihjel for penge. Og nogle bliver overfaldet, fordi de har haft et forhold til det gamle regime
Kort efter Subiah Hasan Mohammeds søn blev en del af militæret, begyndte angrebene i 2013. Nåede man ikke ud af Yarmouk inden bomberne faldt, var løbet kørt.
18-årige Khalil Alsukri var, sammen med sin familie, én af dem. Under aftensmaden sad familien i spisestuen, da en bombe ramte deres hjem.
”Der lød et ordentligt brag, og væggene begyndte at smuldre omkring os. Jeg husker stadig, hvor bange jeg var,” fortæller han.
Han hørte ikke skrigene. Braget overdøvede alt, og lugten af krudt fyldte hans næse. I dag er det ikke bomber, men frygten for sult og vold, der truer familien.
For området er stadig ikke sikkert. På trods af nye sikkerhedsstyrker forsvinder trygheden ved mørkets frembrud og minder om en blodig fortid dukker op igen.
”Der er stadig ingen sikkerhed i Yarmouk. Folk slår ihjel for penge. Og nogle bliver overfaldet, fordi de har haft et forhold til det gamle regime, for eksempel dem, som var i hæren. Selv hvis de blev tvunget,” fortæller Abdu Al Salaam Agha.
Håbet er for mange i Yarmouk en by i Rusland
Men frygten er ikke det eneste, der truer. Levevilkårene i ruinerne udfordrer dem, som er flyttet tilbage. Over for den betonklods, som Subiah Hasan Mohammed sidder på, står den bygning, hvori hun og børnene boede i mange år. Og selvsamme bygning er de flyttet tilbage til. Inden for hoveddøren er håndvasken en metalspand. Haven er en række af potteplanter, og der, hvor billederne kunne have hængt, er der i stedet sprækker og skimmelsvamp. I soveværelset ligger hendes mand lungesyg.
”Jeg er flov over mit hjem,” siger hun.
Oppe på trappen lyder skridt. Klik, klak. Klik, klak. En kvinde træder frem i kåbe og badesandaler med armene over kors. Det er Subiah Hasan Mohammeds datter.
”Det er kun journalister, der kommer her til Yarmouk. Tager billeder, stiller spørgsmål, og så er I væk igen. Vi bliver her. Og intet ændrer sig,” siger hun med et skarpt blik.
I Yarmouk strækker fremtiden sig ikke længere end én dag ad gangen. Hvordan får vi mad i morgen? Hvornår har vi råd til at lappe hullet i taget? Dét at drømme er en luksus, de ikke har råd til.
Et symbol over en enorm opgave
I Yarmouk løber små børn rundt mellem ødelagte boligblokke. De har aldrig kendt et andet hjem end dette. Et hjem, Assad bombede i stykker, før de blev født.
”Jeg havde ingen drømme som barn. Det gamle regime ødelagde dem alle. Der var intet som helst at drømme om,” fortæller Khalil Alsukri.
Alle har her hver sin historie. Det er et sted, hvor en tilfældig mand på gaden har mærket Assads tortur på egen krop. Et sted, der, ligesom sine beboere, famler efter et reelt holdepunkt i kaosset.
”Assad-regimet var ikke en stat. Det var en bevæbnet milits, som ødelagde vores liv. De stjal vores barndom. Det eneste, jeg drømmer om, er, at min bror lever et bedre liv, end jeg selv gør,” fortæller Abdu Al Salaam Agha.
Håbet er for mange i Yarmouk en by i Rusland. Små glimt titter frem, en ældre kvinde glæder sig over at være i live, en nybygget skole, en mand gladeligt hjemvendt efter 14 års fravær. Men når blikket rettes mod områdets struktur, mod de mennesker, som lever der, fattes en form for tomgang med små brud. Her og der genopbygges på ny. Men i et større perspektiv står Yarmouk som et symbol over den enorme opgave, det nye Syrien står overfor.
Læs også Viktor Gaïni og Amalie Hermansens reportage “Mens israelske bomber falder, kæmper unge for et samlet Libanon”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og