ADHD // ESSAY – En dag skrev jeg en mail til en psykolog: ‘Jeg har brug for at få hjælp til, at jeg ikke kan finde ud af at være voksen – altså almindelige voksenting, vasketøj osv.’ Efter to sessioner, én, hvor jeg var i hopla, og én, hvor jeg var en klud, sagde hun: ‘Har du nogensinde tænkt ADHD?’ Jeg er jo selv psykolog, i psykiatrien endda, og du ved – in hindsight – det havde været en logisk ting at tænke.
Da jeg var 9 år gammel, flyttede vi fra Jylland til København. Jeg gik på byggelegeplads efter skole, og her fik jeg et delemarsvin. Marsvinet var langhåret og hed Trille. Én dag gik jeg tur med Trille imellem hænderne, da en pludselig idé opstod i mit hoved. Jeg kiggede op i solen og blev spundet ind i mine tanker, mit greb løsnede sig, Trille vristede sig løs og sprang ud af mine hænder, ned i det dybe græs og afsted mod friheden.
Min manglende opmærksomhed tog sit første offer. Ikke Trille, nej, Trille var i frit løb mod et bedre liv eller den visse død, fri for fedtede børnehænder, fri for bur. Offeret var den anden 9-årige pige, som mistede sit delemarsvin. Hun fandt aldrig ud af, hvad der skete med det.
Med Anne er det enten eller, enten er hun fuldstændig på og får alle med, ellers er hun helt modsat
I første klasse sad jeg på en bænk udenfor, da der var skole-hjem-samtale. Jeg har aldrig været god til at sidde stille på bænk, så jeg sneg mig op til den store dør til et herskabeligt værelse på Laursens Realskole i Aarhus. Jeg lagde øret til døren: ”Med Anne er det enten eller, enten er hun fuldstændig på og får alle med, ellers er hun helt modsat.”
I 4. klasse skiftede jeg til folkeskole i forbindelse med vores flytning, og her tjekkede jeg ud det meste af tiden i skolen. Jeg kunne ikke sidde stille, holde mund eller engagere mig i den læring, jeg havde tilegnet mig allerede. De næste år var jeg enten træt eller forstyrrende. I 7. klasse sagde klasselæreren til min mor, mens jeg sad ved siden af: ”Hun er træt hele tiden, der må være ubalance i hendes mineraler eller vitaminer.”
Ja … det var det, man kaldte det dengang … Jeg har aldrig lavet lektier, gentagelse af øvelser og pointer, jeg havde forstået, var umuligt for mig. Prøver og eksaminer gik strålende. ”Du er doven,” sagde de. Og så blev jeg en rebel.
I gymnasietiden nød jeg ungdomslivet, fest og venner, men timerne på skolebænken var en pine, en fuldkommen uudholdelig pine. Og for at opnå flotte årskarakterer skulle man spille verdens kedeligste skuespil: ”Hvis man bare gentager det, læreren siger med andre ord, får man 12”… ja, der er sågar skrevet en bog om det. Sidespor, beklager.
Jeg syntes, det var idiotisk, og jeg var jo rebel, så jeg så demonstrativt ud, som om jeg kedede mig. Det gjorde jeg også – altså kedede mig. Som en abe i et bur. Årskaraktererne bar præg af min kedsomhed og stille protest, ja, jeg formåede endda at dumpe et par fag pga. min manglende deltagelse og provokerende tilstedeværelse. Til eksamen gik det strålende. ”Fauler Hund,” sagde min tysklærer. (Det betyder doven hund).
Jeg gik ud af Niels Brock handelsskole med et snit på 6,2 og 12 i huen.
Jeg elskede fest, men jeg hadede diskotek – klub – you name it. Der var varmt og støjende og, værst af alt, endnu et røvkedeligt skuespil, man skulle indgå i, noget med kønsroller at gøre …
Sidespor, beklager.
Jeg boede praktisk talt på biblioteket, jeg læste alt, jeg var ovenud begejstret. Jeg gik ud med en First Class Honours Degree. Herefter tog jeg 2 kandidatgrader og en ph.d.
Jeg syntes, det var idiotisk, og jeg var jo rebel, så i stedet nød jeg de bodegaer, hvor vi drak flaskeøl efter skole. De mennesker, der kom på de brune bodegaer i dagtimerne, var ikke med i det skuespil, de fleste andre tilsyneladende var en del af. Jeg hørte livshistorier og dialekter og traumer og sorg – gennem de sjæle, der befandt sig på de brune bodegaer. Jeg kedede mig ikke der.
På mit sabbatår måtte jeg forholde mig til fremtiden. Jeg er fra den generation, hvor fremdriftsreformen blev rullet ud, og jeg havde pænt meget brug for at få de point, der kom med at gange sit snit – det var ikke ligefrem prangende. Og som jeg sad der og kiggede på CBS-uddannelser, mærkede jeg den pinefulde kedsomhed, jeg netop havde undsluppet. Det kunne jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for.
Psykologi!!!!
En pludselig indskydelse i mit hoved. Jeg vidste ingenting om psykologi, havde ikke engang taget det som valgfag, fordi det lød mere chill at se film i mediefag. Jeg endte med at få 02 i mediefag, fordi jeg på ingen måde bidrog og syntes, det var dybt idiotisk, at læreren havde valgt 80’er sci-fi som vores tema. Sidespor, beklager.
Men psykologi smagte godt i munden, det føltes som mig, og når jeg nærstuderede uddannelseskatalogerne omkring psykologi, blev jeg nysgerrig og begejstret. Mit snit ville selvfølgelig aldrig kunne give adgang i Danmark, så jeg flyttede til England. Jeg boede praktisk talt på biblioteket, jeg læste alt, jeg var ovenud begejstret.
Jeg gik ud med en First Class Honours Degree. Herefter tog jeg 2 kandidatgrader og en ph.d. og flyttede til Danmark et sted imellem de to kandidater.
Min ph.d. handlede om gruppeterapi til angst og depression. Den altoverskyggende konklusion var, at det ikke er hjælpsomt at behandle alle på den præcis samme måde. Det moderne menneske i sin natur, og det lidende menneske i særdeleshed, har brug for at blive mødt og set som sit eget menneske.
På det her tidspunkt havde jeg for længst lært, at det handlede om min dovenskab, uengagerede natur og manglende velvilje. Så jeg arbejdede hårdere, og jeg gjorde det godt
Det betyder ikke, at alle altid skal have mere og dyrere og vildere, nej, for mange er det at blive forsøgt forstået, anerkendt og taget i hånden i lidelsens ensomme rum et stort og godt skridt hen ad vejen. I psykiatrisammenhæng et absolut minimum for at behandling kan virke.
Sidespor, beklager, tilbage til mig.
Et par år senere fik jeg nyt job, det første job, hvor jeg skulle møde op hver dag. Jeg elskede mit job og gør det stadig, jeg er her nemlig endnu. Om formiddagen arbejdede jeg som en tornado, så fokuseret, at jeg ofte ikke opdagede Outlooks påmindelser om møder, jeg burde være til, fordi jeg havde gang i noget fedt på skærmen. Altså selv samme skærm, som Outlook-notifikationerne bimlede og bamlede på. Jeg ænsede dem ikke, når jeg var i min boble. Den boble, jeg befinder mig i, som jeg skriver dette.
Sidespor, beklager.
Men hver dag, efter frokost, kom en velkendt følelse tilbage, den af pinefuld sidestillenhed, utrolig kedsomhed og træthed. Jeg kunne næsten græde af selvmedlidenhed over at skulle sidde på den stol flere timer endnu.
På det her tidspunkt havde jeg for længst lært, at det handlede om min dovenskab, uengagerede natur og manglende velvilje. Så jeg arbejdede hårdere, og jeg gjorde det godt.
Når jeg kom hjem, gik jeg i seng. Vasketøjskurven var Mount Everest, e-Boks var Voldemort, sociale arrangementer et maraton, et røvkedeligt maraton det meste af tiden. Samtidig enormt stressende, fordi jeg altid er opmærksom på, om de andre kan se, at jeg synes, at langt de fleste ting, folk vanligvis taler om, er utroligt kedelige …
En dag skrev jeg en mail til en psykolog: ”Jeg har brug for at få hjælp til, at jeg ikke kan finde ud af at være voksen – altså almindelige voksenting, vasketøj osv.” Efter to sessioner, én, hvor jeg var i hopla, og én, hvor jeg var en klud, sagde hun: ”Har du nogensinde tænkt ADHD?” Jeg er jo selv psykolog, i psykiatrien endda, og du ved – in hindsight – det havde været en logisk ting at tænke.
Jeg sagde: ”Altså, ja og nej, tanken har strejfet mig, men mit funktionsniveau er alt for højt, og funktionsnedsættelse er et kernekriterie for alle psykiatriske diagnoser. Så nej, jeg møder ikke kriterierne, selvom jeg er distræt og impulsiv og lidt kaotisk, og, og, og … I øvrigt kan jeg jo fokusere langt bedre end de fleste, når det er noget, jeg interesserer mig for, eller jeg tager mig sammen eller har en hård deadline.”
Min psykolog spurgte ind til, hvad jeg forstod ved funktionsnedsættelse. Til det svarede jeg, at man kan passe et arbejde, have gode sociale relationer og ordne almindelige ting – og de 2 første havde jeg temmelig godt styr på, og nok også de fleste normale ting. Hun spurgte ind til, hvad de almindelige ting var – hvad med vasketøj, e-Boks fx.
Jeg kiggede på psykologen, og jeg studerede mine egne besvarelser nøgternt. Jeg er jo selv psykolog, og jeg følte, vi sparrede som kollegaer om en patient, der lød ret forstyrret
Vi talte om mit søvnbehov, min kroniske træthed, det der med, at jeg hader privatfester, fordi man kan høre alt, alle siger hele tiden, om forkerthedsfølelse, glemsomhed, om lynhurtige tanker, som nogle gange var så hurtige, at det var dybt udmattende, om følelsen af at ligge og rulle rundt på bagsædet af en bil, der kører alt, alt, alt for stærkt – på en femsporet motorvej. Jeg har slet ikke kørekort, det skal jeg heller ikke have. Jeg er meget uopmærksom i trafik og kommer i øvrigt altid til skade. Jeg har altid blå mærker, fordi jeg går ind i ting dagligt. Jeg hælder ofte af glasset, før det er nået til munden – altså ud over mig selv hælder jeg vandet.
Vi talte om, hvordan fokus og koncentration føltes som et vilddyr, jeg forsøgte at holde i snor – eller et langhåret delemarsvin, der hed Trille, der forsøgte at vriste sig ud af mit greb.
Jeg kiggede på psykologen, og jeg studerede mine egne besvarelser nøgternt. Jeg er jo selv psykolog, og jeg følte, vi sparrede som kollegaer om en patient, der lød ret forstyrret.
Jeg tyggede på det og gav hende ret i, at der måske kunne være noget om snakken, men at jeg måtte tænke videre over, om det nu egentlig var nok til at anskue det som reel funktionsnedsættelse og koncentrationsbesvær. Jeg kunne jo godt, når jeg ville, trods alt. Jeg er i øvrigt opdraget under mantraet: ”Man kan, hvad man vil.”
Sidespor, beklager.
Henvisning, ventetid, psykiater, udredning, svar. ADHD – i rimelig udtalt grad, opfulgte han. Den rare og dygtige psykiater, der syntes, at selv for en med ADHD, var det godt nok distræt at stå på det forkerte S-tog på vej på arbejde ca. en gang om ugen. Han spurgte mig, om jeg var interesseret i medicin eller ej. Jeg sagde ja, jeg havde læst evidensen på forhånd, selvfølgelig, og hvis det ikke havde effekt på mig, kunne jeg jo bare stoppe igen.
Den første pille jeg tog, var Concerta, altså methylphenidat, laveste voksendosis. Der var restordre på netop dette præparat, så jeg fik en højere dosis, men skulle skære dem over. Det lød avanceret, syntes jeg. Det viser sig, at der findes en dims til at hakke piller over. News to me. Sidespor, beklager.
Jeg tog pillen om morgenen og satte mig ved mit sminkebord for at lægge min make-up som vanligt. Jeg skulle til møde på Institut for Psykologi ikke lang tid efter. Efter en halv times tid bemærkede jeg, at noget var bemærkelsesværdigt anderledes, uden at jeg kunne sætte fingeren på, hvad det var. Ligesom dengang på handelsskolen, hvor Jacobs ansigt var helt off om mandagen, og det tog mig over en time at regne ud, at det var, fordi hans øjenbryn var væk. Der havde været drengefest i weekenden, og han var gået kold.
Sidespor, beklager.
Mens jeg slentrede op ad Øster Farimagsgade en kold novemberdag, blev fornemmelsen stærkere, og pludselig slog det mig, hvad der var fundamentalt anderledes på det sted, jeg gik så ofte. Stille. Helt stille. Ét tankespor. Et spor, der forholdt sig til det sted, den tid og det rum, jeg befandt mig i. Det var så fucking weird.
Dagene gik, og denne bivirkning bestod. Min evigt diffuse angst var væk, og jeg opdagede, at mine fødder og hænder sad stille
Jeg tænkte, at det umuligt kunne være sådan, andre mennesker havde det. Altså ét tankespor ad gangen – what the actual fuck? Jeg konkluderede, at det måtte være en bivirkning.
Dagene gik, og denne bivirkning bestod. Min evigt diffuse angst var væk, og jeg opdagede, at mine fødder og hænder sad stille. Jeg havde egentlig aldrig bidt mærke i, at mine fødder altid var i bevægelse, jeg bed bare mærke i, at der altid var huller i mine sokker.
Et par dage efter var jeg på restaurant, og jeg noterede mig, at jeg ikke kunne høre, hvad alle andre borde inden for en radius af 10 meter talte om. Det var syret at have fokus på den samtale, jeg var i, uden at skulle tøjle mit fokus, som var det et langhåret delemarsvin på frihedsmission. Det var rart.
Cirka en uge efter stod jeg som sædvanligt på S-toget til arbejde – det rigtige S-tog, vel at mærke. Jeg lyttede til musik, som jeg altid gør, da vi kørte ind på Husum Station, og en solstråle ramte mit ansigt. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, ustyrligt og ikke-forventet. Jeg var ikke ked af det. Hvad fanden sker der?
Da gik det op for mig, at jeg for første gang i mit liv oplevede solen skinne, uforstyrret, med fødder der sad stille i skoene og uden en diffus rastløshed i kroppen. Jeg var bare til stede, lige der på Husum station, med en solstråle i hovedet – og jeg var lykkelig. Det var derfor, jeg græd.
De næste måneder havde jeg mange oplevelser som denne, hvor jeg oplevede helt almindelige ting for første gang – eller for første gang, hvor jeg var til stede. Og med de oplevelser, samtaler med mine mennesker, min psykolog og min psykiater, opdagede jeg, at jeg ikke bare havde været funktionsnedsat i mit privatliv, men at jeg havde levet hele mit liv med et handicap.
De sidste par år er gået med at bearbejde den sorg, der fulgte – sorgen, der ligger i at opdage, at livet måske ikke havde behøvet at være så hårdt, som det var
Jeg forstod, at jeg ikke var doven, jeg var det modsatte. Jeg forstod, at det faktisk var en form for mirakel eller divine intervention, at jeg fik den indskydelse om at læse psykologi og dermed ramte den rigtige uddannelse og efterfølgende arbejdsliv i første hug.
De sidste par år er gået med at bearbejde den sorg, der fulgte – sorgen, der ligger i at opdage, at livet måske ikke havde behøvet at være så hårdt, som det var. Omskrivningen af mit liv, navigering i energiforvaltning, når man ikke er træt hele tiden, gensyn med aspekter af mig selv, der over årene var slidt ned af, at andre slog sig på dem. Opdagelsen af at se på mig selv med blidere øjne og at holde mig selv med mere nænsomme hænder.
Jeg er taknemmelig og lykkelig over den psykolog, der spottede min ADHD, og den psykiater, der kyndigt guidede mig igennem udredning, medicin og medicinskift. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg altid har haft familie og mine venner – som barn og som voksen – der gav mig stor kærlighed og opmuntring til at være lige, som jeg er. Jeg er taknemmelig over, at jeg var god til prøver og eksaminer, så vejen til mit elskede uddannelses- og arbejdsliv overhovedet var mulig, og med det resultat, at jeg af egen lomme kan betale for lige netop den terapi, jeg ønsker mig.
Ikke alle er så privilegerede, og med privilegium kommer ansvar, så her er min ADHD-historie. Den er ét datapunkt i den undersøgelse, vi diskuterer i disse dage. Bag hvert punkt er der et menneske og en livshistorie, sårbarhed og smerte. Bær vores historier med nænsomme hænder – eller sæt dem fri igen og løb afsted, som det langhårede delemarsvin Trille på den byggelegeplads for 25 år siden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og