romance

Taxamandens klumme: Den grå panters romance

i Klumme/Liv & Mennesker af
LIV & MENNESKER / KLUMME – Han er virkelig ikke nogen stor mand. Nærmest lidt sammenkrøben syner han mindre end realiteten. Husker det fra min afdøde far, som i sine fleste leveår var det, man kalder for – en høj, flot mand. Høj efter datidens alen. Men som alderen og det fysiske forfald skred frem blev han – mindre. Fysisk meget mindre end de få centimeter, som alderens tæren stjæler af ethvert menneskeliv. 

Han står der i aftenmørket med en kvinde, der holder fast på ham. Han kigger på mig med lidt undskyldende øjne over sin ubehjælpsomhed, mens han fumler med mundbindet – og siger uden ord: ”Ja, jeg er helvedes gammel – men jeg er hendes valg!”

Hun er hans sikkerhed i aften og vil have fuld garanti for, at jeg følger ham sikkert hjem – helt frem til boligen i den københavnske forstad. Jeg nikker og messer flere gange.

– Det skal jeg nok sørge for, frue! Det skal jeg nok.

Men jeg insisterer på at legitimere gammel-ordet ved at bruge det

Jeg ville egentlig have kaldt ham olding.

Det er jo det, han er. Endnu mere end ”gammel”. Jeg insisterer på at bruge ordet gammel, selv om det i pagt med tidsånden gennem årene er skiftet ud med – ældre. Men jeg vil ikke finde mig i denne retouchering af virkeligheden. Jeg har forståelse for, at man kan ”photoshoppe” til skønhed ved at fjerne rynker og bumser og uhensigtsmæssige pletter på idealbilledet. Men ikke sproget, venligst. Jeg insisterer på at legitimere gammel-ordet ved at bruge det.

Mænd – gamle? Det ord lyder vist lidt nedladende – og det er ikke der, jeg vil hen.

Så jeg vælger metaforen ”grå panter”, selv om den vist er på vej ud igen efter at være en del af en amerikansk bevægelse, der ikke ville finde sig i nedgørelsen af ​​- de gamle.

Os gamle!

Som ronkedoren, der har vandret over savannen i flere dage uden at få mulighed for at drikke – og så ser vandhullet i det fjerne. Er det virkelighed eller en luftspejling?

Min gamle kunde denne sene aften i en forsinket tropesommer har ikke panterens agile krop eller smidighed. Men små signaler om at være et stilfuldt menneske: Sproget. Lysten til at ”klare det selv”, selv om det kniber med at gå. Og så skoene. Italienske, tror jeg. I hvert fald håndsyede ser jeg, da jeg hjalp hans højre fod de få centimeter ind over panelerne til bagsædet.

Så kører vi.

Kvinden, der fulgte den gamle mand til taxien, holder øje med, at det foregår ansvarligt, mens hun vinker til manden gennem taxiens side- og bagrude.

Jeg er sikker på, at jeg har sat den mand tidligere – men uden at kende ham personligt. Jeg aktiverer alt mit journalistiske samtale-værktøj. Kald det talent – eller en arbejdsskade. Det kan bare ikke være anderledes. Som ronkedoren, der har vandret over savannen i flere dage uden at få mulighed for at drikke – og så ser vandhullet i det fjerne. Er det virkelighed eller en luftspejling? Jeg må kende sandheden.

Måske er det den gode Pomerol til middagen. Måske er det bare lysten til at tale åbenhjertigt.

Den gamle fortæller historier fra sit liv og pludselig vrimler det ind med fælles bekendtskaber – fra min journalist-tilværelse. De store historier i politik og organisationsarbejde. Han er en af ​​de helt store personligheder i ”den danske model”, der i sidste århundrede omsatte den klassiske klassekamp til aftaler og overenskomster. Han var en af ​​de store mænd på arbejdsgiversiden.

Men alt det lader vi hurtigt ligge.

Offentlighedsdyrkelsen ligger snart mange år tilbage for os begge.

Vi taler snart om kærligheden – den uventede. Den man ikke er helt sikker på, man har fortjent, når nu man allerede har fået rigelige dele af den. Og han har haft mange år til at opnå den.

Han fylder 92 lige om få måneder.

Det var sådan en gave. At elske sin nye kone trods tabet af min første. Der gik godt en halv snes år – så døde også hun

– Jeg var beriget af at elske den kvinde, jeg fik mine børn med. Men så døde hun fra mig blot et par år før vores guldbryllup. Det var forfærdeligt, selv om det jo er risikoen, når vi bliver ældre. Nogle år senere traf jeg en ny kvinde, som blev min kone. Det var sådan en gave. At elske sin nye kone trods tabet af min første. Der gik godt en halv snes år – så døde også hun.

Han samler sig. Alderen og aftenens rødvin har gjort afstanden til de uundgåelige tårer kortere. Og det passer helt sikkert ikke en mand af hans støbning.

– To gode koner. Jeg skal ikke have mig flere – jeg er jo en gammel mand. Men så sker det alligevel. Romancen – og jeg er faktisk meget taknemlig. For når man er 92 år, er langt de fleste venner og kendte døde og borte. Men så pludselig fik jeg mig en veninde. Hun passer på mig, nu, hvor jeg er blevet en meget gammel mand. Vi kan lide hinanden. Og til aften lavede hun alle tiders middag til mig. Ja, taknemlig er ordet. For jeg ved jo slet ikke, om jeg har fortjent den. Al den kærlighed. Jeg er jo blot en gammel mand, der ikke kan lade være med at leve til det sidste.

Han rammer mig i hjertet. Stimuleret af minderne om min afdøde far, som – hvis han levede – ville fylde 90 næste år. Og min levende svigerfar, der fylder 92 næste gang. De gamle mænd, der – trods tiltagende svagheder med kroppen bare VIL leve – helt ud. Og hver eneste dag, som skæbnen giver dem.

Den gamle kunde får alt, hvad jeg evner af service.

Da vi kommer til bungalow-kvarteret, hvor en million er noget, man betaler for en garage, må jeg lede efter kundens hus. Hans stedsans og især synet er ikke længere hans styrker, og i Danmark er husejerne ikke voldsomt trænet i at sætte nummer på matriklen. Jeg må ud af taxien. Op og ned ad villavejen. Tænde for mobilens lygte og lyse ind i bøgehækken, hvor husnummeret skjuler sig.

Så er vi der.

Kører så tæt på indgangen i den smukke gulstens-villa – og følger ham helt op til døren gennem det blåhvide lys fra taxiens diodelygter.

Og nu skal det gå hurtigt, for ”tissetøjet” er blevet mere uregerligt med alderen.

Men det er lige meget.

For vi lever.

LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,