KULTURLISTEN – I denne uge har Kulturlisten set Callesens papirkunst i Ribe og britisk mockumentary på Netflix, foruden læst litteratur om hash, psykisk sygdom, koner og kønsidentitet – nærmere bestemt Jens Ottosens nye bog, Natten er fuld af røg, kortprosaserien Bestiarium, Anna Juuls Superskurk og Katharina Volckmers Aftalen. Ugens anmelderkorps udgøres af Connie Bork, Niels Olsen, Inger Tejlgaard Olesen Ravn og Anne Katrine Bagai.
Overlegent legende Peter Callesen på dybt vand i Ribe
Peter Callesens udstilling på Ribe Kunstmuseum, På dybt vand, er på én gang så feminin og maskulin i sit syn på klimakrisen: Isen smelter og vandstanden stiger verden over – mens Callesens foretrukne materiale er papir, der jo både er så skrøbeligt og stærkt. Papir opløses i vand, samtidig er papiret basen for skrift.
Der er noget overlegent legende over Callesens sans for papirklip og silhuetter. Når havet, også menneskehavet, består af en masse mennesker, hvis omrids er sakset ud og samtidig bliver brugt til at lave en båd, der kan redde folk. En stimulerende dobbelthed. Tømmerflåden, som både er forbundet med forlis og overlevelse – er selvfølgelig lavet af papir i naturtro størrelse.
Samtidig arbejder Callesen også i A4-størrelse, og det bliver til kæmpedramaer i miniformat. Han blander stort og småt, stærkt og skrøbeligt, feminint og maskulint på en uudtømmelig og fantasifuld måde.
Et papirklip hedder ”Tiden løber”, og det malede islandskab har et klippet vandfald, der er så fint og sart lavet – og meget smukt. Det er det skærende og det fine, han kan sætte helt skarpt op overfor hinanden. Alvoren udfordres af fantasien. Det er så fjernt fra at være belærende, når han fortæller om vores planets tilstand – og gør det så legende og tankevækkende.
Er Cunk kedsommelig, påståelig eller bare sjovt uengageret?
Konceptet er absurd – and very British, indeed: Netflix-komedieserien Cunk on Earth tager seerne på rejse gennem menneskehedens historie – fra de tidligste hulemalerier over oldtid og middelalder til Renæssancen, Oplysningen, Napoleon, den moderne tid etc. Værtinden Philomena Cunk (dygtig-flabet spillet af Diane Morgan) er dårligt forberedt og sjovt uengageret i opgaven, som hun tydeligvis selv finder gabende kedelig.
Derfor når vi aldrig dybere i historieformidlingen end Philomenas umiddelbare tankerækker. Hulemalerierne fremkalder en bemærkning om, at seerne kan tage det roligt – de (malerierne) bliver bedre med tiden… Filosoffen René Descartes omtales konsekvent som Jim Descartes og Jean-Jacques Rousseau som så fransk, at han lige så godt kunne have heddet Pierre Baguette. Og Beethoven – var han virkelig så god til det med musik?
Sådan fortsætter det. Kapitel efter kapitel. Værtindens referenceramme svinger mellem tilfældige familiecitater, misforståede godtkøbsbetragtninger og det belgiske pophit ”Pump it up!”. Forsøg på at opretholde en bare nogenlunde professionel facade undermineres konstant af vores udsendte – som har vikaren kun modvilligt accepteret at træde ind i stedet for den rigtige historiker.
Serien er sjov og charmerende – mest fordi den som mockumentary gør grin med det kendte, seriøse BBC-format, hvor alvidende David Attenborough-lignende herrer dukker op overalt på kloden for, med tropehat og let tilbagelænet koloniherreattitude, at belære det forbløffede publikum om verdens sande indretning.
Philomena afmonterer uden så mange dikkedarer ethvert tilløb til akademisk selvfedme. Point for det! Men serien kammer sine steder så meget over i respektløs påståelighed, at åndsdovenskab bliver en dyd i sig selv, og sølvpapirshatten lader til at vente lige rundt om hjørnet.
To mand frem for en joint i Jens Ottosens nye ligefremme antirygerbog
Det lille menneske og det store kan sagtens være den samme person, og sådan er det i Jens Ottosens nye roman, Natten er fuld af røg.
Romanen er et åbent indlæg mod hash og samtidig et nuanceret portræt af misbrugeren. For både gode og dårlige egenskaber kan være samlet i ét menneske, på den ene side afhængigheden og på den anden side ansvarsfølelsen, ømheden og realitetssansen.
Ottosen kan virkelig skrue en historie sammen. For selv om man er barn af den kreative klasse i Whiskybæltet – og bevægelsen i dette lag kun kan gå en vej, nedad, så handler det jo samtidig om, hvad der skaber dynamikken i et voksent liv. Ottosen har et hyper opmærksomt blik for, hvordan vi markerer vores drøm om egen status helt ned i valg af skomærker og samtidig kan livet stikke af i en uventet retning.
Det sker mildest talt for romanens vennepar: Fortælleren er en højt fungerende misbruger, det er hans livslange kammerat Johnny ikke. Ottosen får med solid sammenhæng i refleksionerne skabt et portræt af en mand, som ikke bare fænger, men nedbryder fordomme om misbrugere. Det vil sikkert overraske, at så meget almindeligt liv stadig kan lade sig gøre. Misbrugeren kan i afgørende situationer have rygrad og konsekvensindsigt. I andre situationer kommer rusen først. Det kræver en solid portion ærlighed. Det går ikke at forskønne, men at være ligefrem og det er Jens Ottosen.
Småt er råt – bittesmå kortprosaudgivelser er stor læsning
Fra mikrofænomenologi til mikroforlag og nu sørme også mikroudgivelser – det handler ikke om at gå i for små sko, men derimod om at zoome helt ind og kigge efter – verden er ikke mindre fantastisk for nærsynede end i fjernsynet
Forlaget Virkelig tilbyder med deres udgivelsesrække Bestarium en række kortprosa-udgivelser, der med deres stærkt begrænsede sidetal indbyder til at blive gransket og undersøgt intenst og koncentreret som få andre værker.
Jeg fik for nylig fingrene i en Bestarium-udgivelse.
Det kunne have været Ursula K. Le Guins Bæreposeteori, der hører til blandt disse små udgivelser. Enhver selvbestaltet meningsdanner og hans døde pungrotte refererer i øjeblikket til den som obligatorisk pensum til en ny fortælling om mennesket.
Men jeg gik i stedet efter den i mine ører feministisk klingende fortælling: Konens historie – også af Le Guin (Forlaget Virkelig, 2022, opr. 1982).
De otte sider skuffer ikke: Man får i kortform præsenteret en alternativ vinkel på virkeligheden, der formår at være både gribende, grotesk og meget, meget aktuel.
Det er forlægger Andreas Vermehren Holm, der står for arbejdet med at bringe den ”største forestillingskraft og tænkning ud i små formater”. Vermehren Holm er selv forfatter og tænker – og en af de mere interessante at følge, p.t.
Watch this space, som de siger …
Læs også Freja Cæcilie Petri Bondgaards anmeldelse af Le Guins Mørkets venstre hånd her:
Godt underholdt anmelder: Jeg vil godt komme til Anna Juuls fødselsdag
Især til den, som der lægges op til at fejre, i den nye bog Superskurk. En bog der handler om psykiatri, men også bare om at være et menneske, der på trods af fuldtidsjob, forlovelse og snarlig fødselsdagsfest har det ad helvede til. En tilstand, der allerede redegøres for i bogens første afsnit, The Origin Story, hvor jeg-fortælleren efter en voldtægt lader sig indlægge og bliver diagnosticeret af en historisk forfærdelig overlæge, der kategoriserer voldtægten som selvskade og derefter smutter til kaffepause. Ikke mærkeligt at afsnittet slutter med ordene, jeg vil være skurken, ikke ofret, og vigtigst af alt: Jeg vil ikke være menneskelig. Ord, der bliver nøgleord for bogens resterende forløb, hvor Juuls privilegie fremhæves, samtidig med at tvivlen, selvhadet, og psykisk sygdom som grundvilkår i livet skildres.
Hvor 2010’ernes autofiktive forfattere ofte har beskrevet psykiatrien i alvorlige vidnesbyrd, er Superskurk en lektion i, hvordan den rette dosering af alvor og ironi, kan stikke en kniv i et budskab og få det til at bløde. Superskurk cementerer nedprioriteringen af psykiatrien som et samfundsmæssigt anliggende. Enkelte steder giver ironien dog en afstand og uforløsthed. Måske skal det være sådan, men jeg kan ikke lade være med at håbe, at der kommer en part to, hvor vi møder skurken efter festen.
Læs også Christine Lund Ditlevsens rasende anmeldelse af Superskurk her:
Aftalen er rablende monolog i bogform, både fed og frygtelig på samme tid
”Jeg ved slet ikke, hvornår alt blev så grotesk, at det jævnligt er mig en kamp at komme ud af huset, for jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi skal blive til rigtige mennesker igen.” (Aftalen, s. 44)
Lad mig starte med at sige, at det er en super fed bog, som min datter (21 år) helt sikkert bliver påduttet. Det vender jeg tilbage til.
Lad mig så indskyde: Det er en megatræls bog. Dens rablende monologform vil sikkert stadig imponere folk født før årtusindeskiftet – sammenfletningen af udfald, indfald og verbale overfald har helt sikkert ramt millimeterpræcist i det metaforiske øje, da bogen blev udgivet i 2020. Nu, hvor den er oversat, i øvrigt upåklageligt og med sprogligt gehør, til dansk, mindes jeg gysende diverse YouTube-rantere, som førnævnte datter præsenterede mig for, for 5 år siden.
Det blev hurtigt gammelt.
Når bogen holder, så er det fordi, der bag den kække grovfilstale er nogle virkeligt interessante tanker om menneskets handlemuligheder – eller mangel på samme.
Katharina Volckmer argumenterer bl.a. fremragende for, at omverdenens blik internaliserer kønsidentiteten hos individet, og hvordan den mekanisme er en umenneskeliggørelse af alle: Læs den og giv den så videre til din datter (m/k).
Kulturlisten i POV udkommer hver fredag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
