Verdens hidtil yngste kvindelige statsleder, bliver nu også den første kvinde i verden, som kommer til at føde sit første barn, mens hun er regeringschef. Gretelise Holm beretter fra New Zealand, hvor Jacinda Arden og ‘first bloke’ Clarke Gayford fejrede forældreskabet med burgers og blomster, mens medierne kom op i de høje omdrejninger over nyheden.
OPUNAKE – New Zealands premiereminister, Jacinda Ardern, 37 år, og hendes kæreste, Clarke Gayford, har lykkeligt bekendtgjort, at de overraskende nok – også for dem selv – skal være forældre til juni.
Den unge premiereministers livsstil ligger uendelig langt fra den småkorrupte luksuslivsstil, som nogle danske politikere er blevet afsløret i
De to havde fået besked om, at de skulle i fertilitetsbehandling for at få børn, men da Jacinda blev Labourpartileder sidste år i august, stillede de behandlingsplanerne i bero.
Den unge premiereministers livsstil ligger uendelig langt fra den småkorrupte luksuslivsstil, som nogle danske politikere er blevet afsløret i.
Herald Sunday har spurgt hende, hvordan hun og kæresten fejrede det, da de blev klar over hendes lykkelige omstændigheder.
“Jo, Clarke gik ned i døgnkiosken og købte burgere og en buket blomster. Af en kioskbuket at være var den vældig flot. Og tag ikke fejl: At købe blomster er en stor ting for Clarke. Det er kun den anden buket, jeg nogensinde har fået af ham. Og flotheden stoppede ikke med det. Han købte også en kasse doughnuts til os.”
Clarke, der hidtil spøgefuldt har omtalt sig selv som “The first bloke” (førstefyren), bekendtgør nu, at han vil blive “The first home dad”, og at han glæder sig til at blive hjemmearbejdende husfar, når Jacinda har taget sine seks ugers barselsfri efter fødslen.
New Zealænderne er begejstrede, og de lykkelige omstændigheder har ramt forsiderne mange steder i verden.
The Herald, skriver, at Jacinda er en rollemodel for alverdens unge kvinder. Først ved at indtage sit lands højeste embede og derefter ved at have mod på at blive mor og bevise, at man godt kan forene moderskab og karriere.
Clarke bliver også fremhævet som en moderne mandlig rollemodel ved stolt at påtage sig jobbet som hjemmegående husfar.
Han er journalist og vært på et populært lystfiskerprogram, så parret startede med at bekendtgøre de lykkelige omstændigheder ved at lægge billedet af tre fiskekroge på de sociale medier.
Det varede dog ikke mange timer, før den gode nyhed var ude i hele New Zealand og store dele af verden.
Se TIME Magazines miniportræt af Ardern nedenfor og læs også Gretelise Holms store portræt af den unge og ambitiøse, socialdemokratiske rollemodel, “Verdens yngste kvindelige regeringsleder”, som vi tidligere har bragt her.
Topfoto: Avisforsider fra New Zealand fra Gretelise Holms Facebookprofil.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her