REPLIK // DEBAT – I sit essay ”#MeToo-brøl fra Sverige til Danmark”, publiceret d. 14. august, beskylder Dorte Toft mig for i min sommerkronik ”Missbruket av tal och statistik i MeToo-debatten” på det svenske netsite Academic Rights Watch at komme med ’dokumenterbare usandheder’.
Jeg skrev herefter til POV’s redaktør, at der selvfølgelig burde have været et link til den tekst, beskyldningerne vedrørte, og at jeg desuden gerne ville vide, hvad det konkret var for usandheder, Dorte Toft talte om, da jeg – såfremt der skulle have indsneget sig faktuelle fejl i kronikken – selvsagt ville gøre, hvad jeg kunne, for at få dem rettet.
Redaktøren reagerede hurtigt. Sørgede for, at beskyldningerne om usandheder blev konkretiseret, og at der kom et link ud til den kronik, som Dorte Toft angriber mig for. Det er jeg taknemmelig for, for det gør, at jeg har mulighed for at tage stilling til og svare på hendes kritik. Ligesom det også giver læserne mulighed for at følge med i, hvad der foregår.
Til alt held kan jeg sige, at jeg allerede for længst har læst Camilla Møhring Reestorffs artikel ”Danske medier underminerer #MeToo i jagten på hurtige klik” på videnskab.dk., som Dorte Toft henviser til, da det er den, en del af min kronik bygger på – jævnfør følgende passage:
”Et dansk eksempel på dette [altså misbruget af tal og statistik i MeToo-debatten] er lektor Camilla Møhring Reestorff fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, der i foråret lavede en undersøgelse af ordet #MeToo’s forekomst i facebookopslag på danske medier.[2]” Noten henviser netop til den omtalte kilde.
Blandt de usandheder, jeg skulle have gjort mig skyldig i, begrænser Dorte Toft sig i den opdaterede version af sit essay til at nævne dem, hun kalder ’de alvorligste’.
Den første er, at jeg skriver, at Møhring Reestorffs undersøgelse er blevet til i tæt samarbejde med Producentforeningen, Instruktørforeningen og Skuespillerforbundet. ’Det er’, skriver hun, ’ikke korrekt. Reestorffs undersøgelse er ikke sket i samarbejde med de to foreninger og Skuespillerforbundet, og de vil nok undre sig dybt over påstanden.’
Jeg vil give Dorte Toft ret i, at der her har indsneget sig en beklagelig fejl i min artikel, som jeg straks vil bede redaktionen af ARW om at få rettet.
I stedet for ’er blevet til i et tæt samarbejde med’ skulle der i stedet i den indskudte sætning have stået ’har ført til et tæt samarbejde med’. Der er nemlig et samarbejde i gang mellem de nævnte parter, og derfor kan de måske nok undre sig over tilbageskrivningen, men ikke over, at det – eller bevæggrundene for det – bliver nævnt.
Igen vil jeg henvise til min tekst og den dokumentation, jeg inddrager. I dette tilfælde en artikel fra Politiken d. 7. april 2019, ”Filmbranchens MeToo-gejst er feset ud”, som der også er en note til. Her står, at ”Ansvaret for det videre arbejde er tilbage ved de tre oprindelige initiativtagere, Producentforeningen, Instruktørforeningen og Skuespillerforbundet, der siden nytår har forsøgt at starte forfra, fortæller han [formanden for Skuespillerforbundet]. Senest har de allieret sig med en forsker fra Aarhus Universitet, Camilla Møhring Reestorff, der skal hjælpe med at indsamle mere data på området. Formålet er at overbevise kritikere om, at det er vigtigt at se på seksuelle krænkelser i film-og teaterbranchen” (min kursivering). Som sagt vil jeg bede ARW-redaktionen om at få denne fejl rettet.
Den anden ting, Toft klandrer mig for at sige, er, at Camilla Møhring Reestorff hævder, #Metoo kun har været opinionsstof på de sociale medier. ’Det er, som det også fremgår af videnskab.dk, heller ikke sandt’, skriver Toft. ’Der nævnes også journalistik’.
Som sagt: Jeg har grundiglæst det føromtalte indlæg af Møhring Reestorff, og jeg kan ikke se, at det, medieforskeren her skriver, er noget, der strider imod det, jeg hævder om hendes undersøgelse i min kronik. To af de i alt fire konklusioner, hun drager på baggrund af undersøgelsen, punkt 2 og 3, lyder:
#MeToo dækkes som Hollywood- og sladderjournalistik og dermed som noget, der foregår i andre lande – især USA og Sverige – og som ikke er ‘seriøs journalistik’.
#MeToo dækkes som opinionsstof, altså som noget alle kan have en mening om, og ikke som noget, der handler om politiske prioriteringer og handlinger. Opinionsstoffet forvirrer yderligere, fordi man uden abonnement på den pågældende avis typisk ikke kan få adgang til artiklen og afgøre, om det er en opinionsartikel. Dette angives nemlig ikke altid i opdateringerne.
Punkt 2) og 3) betyder, at der er en tendens til, at de artikler, der handler om seksuelle overgreb som en social og politisk problematik, drukner i sladder- og opinionsstof.
Jeg tager som sagt på mig, at der har indsneget sig en beklagelig tidslig fejl i min beskrivelse af Camilla Møhring Reestorffs alliance med Producentforeningen, Instruktørforeningen og Skuespillerforbundet.
Den anden indvending mener jeg imidlertid ikke har noget på sig – jævnfør min argumentation ovenfor. Og resten af min kritiske analyse af Møhring Reestorffs undersøgelse, som trods alt er hovedsagen i kronikken, kan jeg konstatere, Dorte Toft ingen indvendinger har imod. Om end hun selvfølgelig ikke er enig i den.
Journalist Dorte Toft har følgende tilføjelse:
“Lektoren konkluderer desværre fejlagtigt. Jeg har flere indvendinger. Som nævnt blev kun et par af de alvorligste fejl belyst, andet ville være overdimensioneret, da der blot var tale om en bibemærkning til omtale af en fejl fra litteraturlektorens side om en #Metoo-undersøgelse.
Men godt at læse, at lektoren nu vil få rettet fejlen, der har stået på nettet siden 19. juli, og som har bibragt læsere et forkert indtryk af formålet med den danske undersøgelse. Den korrekte var at få kortlagt, hvilket billede af #Metoo som ni store medier valgte at give på Facebook – et sted, som for mange mennesker er eneste nyhedskilde.
Hvad angår Stidsens påstand i originalindlægget om, at medieforskeren udelukkende havde optalt opinionsstof, har der i hendes replik indsneget sig en lille sjuskefejl. Stidsen skriver: “Den anden ting, Toft klandrer mig for at sige, er, at Camilla Møhring Reestorff hævder, #Metoo kun har været opinionsstof på de sociale medier.”
Det har medieforskeren ikke hævdet. Jeg kan kun anbefale læserne, at Reestorffs redegørelse på videnskab.dk læses. Af den fremgår klart, at journalistik, blandt andet hos DR.dk og Berlingske, indgår i undersøgelsen som delt på sociale medier. Men meget kan tyde på, at lektor Marianne Stidsen har foretrukket ikke at tjekke sine påstande hos personen bag undersøgelsen.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
