CORONAVIRUS // ESSAY – Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”.
Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv.
Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering.
Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation
Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at se det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.
Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed, når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne.
Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel
Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne.
Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik, vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel.
Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.
Læs Peter Schjødts øvrige indlæg her.
Illustration: Pexel.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
