Guds blinde øje

Guds blinde øje – #109

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
ESSAYSERIE – ’Men du er så viljestærk, at du er kommet her i dag, for at tale med os. Og den viljestyrke skal du bruge i dit liv og til at komme derhen, hvor du gerne vil. Du har masser af år foran dig, og det betyder ikke så meget, om du ikke får din 10. kl. lige nu.’ Det var hans svar til K.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og har Aspergers. I forrige uge fortalte kommunen, at den ikke længere mener, at dagbehandlingsskolen er den rette løsning for K. Efter et møde med K er svaret fortsat afvisende, men den endelige afgørelse er ikke faldet endnu.

Lige inden jeg lægger på, når jeg at anstrenge et minimum af høflighed ind i min stemme, men så snart forbindelsen er lukket, begynder jeg at ryste ukontrollabelt over hele kroppen.

Midt på Vesterbrogade mister jeg kontrollen over min krop, der til gengæld fortæller mig, at jeg for længst har opbrugt mine ellers så sejlivede kræfter.

Din datter er heldig, at have så velformulerede forældre, der kan klage på hendes vegne. Der er mange, der er meget dårligere stillede end hun

Folk haster forbi, nogle kigger ind på mig med noget, der ligner ubehag, og jeg fatter i al sin gru, hvor alene jeg er! Hvor alene vores lille familie står – mutters alene.

Vi har ingen til at hjælpe os. Og ingen med magt til at hjælpe, har intention om at gøre det.

’Din datter er heldig, at have så velformulerede forældre, der kan klage på hendes vegne, Der er mange, der er meget dårligere stillede end hun.’ Som om K skulle få det bedre af, at andre er dårligere stillede end hende?! Hvor er logikken i det?

’Men det hjælper hende på ingen måde – det gi’r hende ikke hendes skole tilbage!’ svarede jeg med en stemme forvreden af desperation.

’Nej, det gør det selvfølgelig ikke’, svarer kvinden inde hos Ombudsmanden med en lidt spag stemme.

Hun havde ringet mig op, som reaktion på den klage jeg har sendt til Ombudsmanden, kort efter jeg var kommet ud fra min fysioterapeut, hvor jeg er i behandling hver uge. At hun ringede mig op, forklarede hun mig, var ingen sædvane. Hun kunne lige så godt have valgt at give mig et nøgternt svar i et rent juridisk sprogbrug.

’Jamen, jeg er også glad for at du ringer, og jeg er ikke vred på dig. Men jeg forstår ikke, at en mindreårig i vort velfærdssamfund ikke har ret til at blive undervist. Jeg forstår det ikke. Hvordan kan det være, at ingen vil forholde sig til det?’

Jeg har sendt klager til alle:

En minister, ombudsmanden, Ankestyrelsen og Klagenævnet for Specialundervisning (i Ankestyrelsen), Københavns borgerrådgiver, to københavnske borgmestre og naturligvis forvaltningen. Jo – jeg mangler at skrive til datatilsynet angående nogle rygter og faktuelle usandheder, der figurerer i K’s sag.

Men det vil også sige, at vi kan dokumentere alt.

Men det er Guds Blinde Øje. Og Ministerens. Og alles blinde øje. Ingen hjælper.

Ingen hjælper. Vi får blot varm luft tilbage. Som når socialborgmesteren i København svarer, at han altid bliver ked af at høre, når børn og unge ikke trives

Vi får blot varm luft tilbage. Som når socialborgmesteren i København svarer, at han altid bliver ked af at høre, når børn og unge ikke trives og der er problemer i samarbejdet med forvaltningerne. Men at han da håber, vi finder en løsning.

Som når ministeren og Folketingspolitikerne, som også er blevet gjort opmærksomme på sagen, svarer, de ikke kan forholde sig til enkeltsager.

Som når Ombudsmanden svarer, at de ikke kan agere, før Ankestyrelsen har behandlet klagen.

Som når Ankestyrelsen først kan komme med en afgørelse om 10-12 måneder – når alt er for sent for K, når hun ikke længere har krav på undervisning, fordi hun bliver 18.

Alle ser den anden vej.

Der er ingen logik –  eller mening i – at man ikke kigger på enkelte sager. Dels fordi der er så mange enkelte sager, at det ikke er enkelte sager. Men også fordi praksis mellem de her lovgivninger efterlader os borgere i det vilde vesten, rent juridisk. Retsløse.

Det er en juridisk rundkørsel, hvor alle kan skubbe ansvaret videre til den næste, og den næste og den næste, til der ikke er nogen næste. Og her er vi nu. Her hvor der intet længere er andet end tomme fraser og gabende mangel på empati.

K har intet gjort forkert, og det har vi som familie heller ikke. Ikke desto mindre bliver vi behandlet som det værst tænkelige, forvaltningen kan forestille sig. Vi føler os som perverse forbrydere, der ødelægger alt omkring os.

Jeg ved udmærket, at min tone er skinger. Men aldrig har jeg været så trængt op i en blindgyde som her, hvor jeg står og ser min sol, min elskede datter, blegne mere og mere

K er bare født som autist, men forvaltningerne anerkender ikke autisme – trods resten af verden gør.

For forvaltningen ved bedre end alle verdens eksperter, forvaltningen er enevældig i sin viden og magt og i sin udførsel af magt. Således står vor familie, afmægtige.

Og selvom vi kan dokumentere både skriftligt og ved lydoptagelser, hvad der foregår af diskrimination, vil de store massemedier ikke forholde sig til vores sag, heller ikke selvom vi nu er flere familier, der får samme behandling af samme kommunale leder og chef og PPR-psykolog.

En læser skrev til mig for at høre, om det er den samme afdelingsleder, der er i fuld gang med at ødelægge vores liv, som gør og har gjort det samme overfor hans familie? Bingo! Vi har et match.

Den familie har en privat socialrådgiver til at hjælpe dem, som udtaler, at hun aldrig har oplevet så slem sagsbehandling. Og hun er tæt på at opgive.

Der er flere læsere, der skriver, om vi ikke kan få en advokat eller en privat socialrådgiver. Men kunne vi det, havde vi naturligvis gjort det for længe, længe siden. Og nej, de som yder pro bono, står ikke og banker på vor dør.

Skolen vil ikke have forældre, der betaler selv. ’De har dårlige erfaringer med at have forældre som ordregivere’, lyder det

Jeg ved udmærket, at min tone er skinger.

Men aldrig har jeg været så trængt op i en blindgyde som her, hvor jeg står og ser min sol, min elskede datter, blegne mere og mere for hver dag, der går.

K kom til verden, fordi jeg overlevede en hjernetumor. Hun blev til fjorten dage efter min hjerneoperation. K er for mig indbegrebet af liv og kærlighed; i mødet med døden trådte hun ind i vores liv.

K hører også til her i verden, men lige nu står hun der, hvor ingen løfter et øjenbryn over, at hun ikke har samme rettigheder som alle andre borgere under 18.

Hun kan, hvis det står til forvaltningen, åbenbart bare blive kontanthjælpsmodtager, når hun fylder 18. Alt det talent og de ressourcer hun bærer på, synes at være ligegyldige.

’Jeg vil møde ham’, var imidlertid K’s respons om at holde et møde med den afdelingsleder, der har frataget hende dagbehandlingsskolen. ’Jeg vil ha’, at han forklarer mig, hvorfor han har taget skolen fra mig.’

Så vi fik planlagt et møde med ham og K’s ny sagsbehandler. K’s tidligere sagsbehandler havde åbenbart – efter at have smadret rundt i vores families liv og sat grimme rygter i gang om mig – besluttet sig for at stoppe.

Inden vi når til mødet, har vi arbejdet med et håb om, at betale det sidste skoleår selv. En kollega har foreslået, at vi sætter en crowdfunding i gang, og det ville ikke være urealistisk at stable de 300.000 kroner ind, som et skoleår på dagbehandlingsskolen koster.

Men skolen vil ikke have forældre, der betaler selv. ’De har dårlige erfaringer med at have forældre som ordregivere’, lyder det.

Alle de professionelle, der er kommet hjem til mig fra kommunen, har alle kigget på mig, som om jeg er et misfoster! De er alle sammen kommet med en skabelon, jeg skal passe ind i

Og det vil så sige, at det frie skolevalg ikke gælder os. Selvom vi selv vil betale. Reelt har kommunen sat sig på den skole, som K gerne vil gå på og vi er udenfor indflydelse. Det er forrykt.

Vi lever i et land, hvor vores statsminister vil være ‘børnenes statsminister’, men min datter kan ikke få lov at gå i skole, fordi hun ikke er neurotypisk og derfor stiller andre krav til  undervisningsmiljøet. Alligevel er det faste svar fra politisk side, at vi “kan ikke gå ind i enkeltsager”.

Hvordan kan det så på nogen som helst måde ændres, for alle de unge, der som K, der ikke får folkeskolens afgangseksamen, fordi de ikke udgør majoriteten. Eller rettere fordi forvaltningerne ikke tror på, at autisme skal være en faktor.

Det kan ingen give mig en forklaring på – for der findes ingen forklaring på den falliterklæring i vores velfærdsstat.

Da K sidder overfor afdelingslederen og sagsbehandleren, som i øvrigt begge lægger ud med at tale ned til hende, som om hun skulle have vanskeligheder ved at forstå det talte sprog, siger hun:

’Alle de professionelle, der er kommet hjem til mig fra kommunen, har alle kigget på mig, som om jeg er et misfoster! De er alle sammen kommet med en skabelon, jeg skal passe ind i.”

“Og når jeg ikke gør det, bliver de skuffede over mig og synes jeg er besværlig. Og de har kun gjort sådan, at jeg er blevet dårligere!’

K sidder med sin ilder, Totoro, foran sig og med de to forvaltningspersoner på den anden side af bordet. Niels og jeg sidder på hver side af hende.

Den ny sagsbehandler siger:

’Kan du sige noget om, hvad du gerne vil i fremtiden? Altså, når du ikke skal være på skolen? Jeg ved godt, det kan være svært at forestille sig noget længere fremme.’

’Det scenarie, du opstiller der, det kan jeg slet ikke eksistere i. Jeg skal gå i skole, jeg skal have en uddannelse, for jeg skal være uafhængig og kunne forsørge mig selv, når jeg bliver voksen! Og det er om få år,” svarer K.

Du har masser af år foran dig, og det betyder ikke så meget, om du ikke får din 10. kl. lige nu.’ Det var hans svar til K

Sagsbehandleren synker og glipper et par gange med øjnene.

’Ah, så du vil gerne have en uddannelse…eh…’

’Ja, jeg vil gerne være etolog.’

’Eh, hvad for noget vil du være?’

’Etolog.’

’Men’, fortsætter K og ser over på afdelingslederen, ’kan du give mig et svar på, om noget af alt det, jeg har sagt i dag, gør, at du har ændret holdning?’

K havde talt meget og længe om sine behov og om, hvad hun har lært på skolen. Og om hvorfor den er så essentiel for hendes fremtid. At det er skolen, som det eneste tilbud nogensinde, der rent faktisk har udviklet hende. Og at hun vil have sin eksamen.

Hun havde også fortalt, at hun vil afvise andre tilbud, kommunen vil komme med i stedet for skolen. Som betyder en ny kontaktperson (en af dem, der ser på hende, som er hun et misfoster) og samtale med en UUvejleder (noget alle under 18 år har pligt til at gøre, hvis de ikke går i skole eller er i arbejde). De synes, at K skal have sig et fritidsjob.

’Jeg er stadig skeptisk over for skolen, det må jeg være ærlig at sige,’ svarer afdelingslederen, som med vanlig respektløshed havde forsøgt at lukke mødet ned, da Niels konfronterede ham med afvisningen af den faglige ekspertviden.

Hun puster tungt ud. Det er jo lige meget, om jeg er for dårlig eller om jeg er for god – han vil bare ikke hjælpe mig

’Men du er så viljestærk, at du er kommet her i dag, for at tale med os. Og den viljestyrke skal du bruge i dit liv og til at komme derhen, hvor du gerne vil. Du har masser af år foran dig, og det betyder ikke så meget, om du ikke får din 10. kl. lige nu.’

Det var hans svar til K.

Da han havde fået et par mindre faktuelle informationer, som han påstår, han ikke havde fået fra skolen, lukker han dog ikke helt ned. Han vil “kigge ind på det og vende tilbage efter 14 dage”.

Da vi forlader mødet, konstaterer K:

’Okay, han synes, det er mit eget ansvar. Han er ligeglad, bare han ikke skal betale for, at jeg får min eksamen og lærer at være sammen med andre mennesker.’

Hun puster tungt ud. ’Det er jo lige meget, om jeg er for dårlig eller om jeg er for god – han vil bare ikke hjælpe mig.’


LÆS ALLE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER


Topillustration: Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker