LIV & MENNESKER // KLUMME – Han støder ind i det i tide og utide, og det har han gjort gennem hele livet. På en skala fra mindreværd til deciderede fiaskoer – ja, endog ulykker – har Taxamanden et meget komplekst og mindreværdigt forhold til kropslig udfoldelse. På det felt er Jesper Grunwald en uinteresseret klovn – en taber. Men han konfronteres til gengæld ofte med andres succes.
Jeg er en sportsidiot i den betydning, ordet egentlig burde have: Jeg befinder mig mentalt ikke i den verden, hvor idræt og sportslig konkurrence har nogen særlig betydning. Jeg har bare ikke noget passioneret forhold til hverken fodbold, badminton eller golf.
Jeg er sgu ikke nogen taber. Sporten er mit selvvalgte martyrium
Jeg var engang gift med en kvinde, der spillede på Rødovres elitehold i 1. division. Hun havde tidligere været gift med en landsholdsmålmand men blev altså nedgraderet til en idiot, hvad angår sportspræstationer.
Min nuværende kone siger overbærende, at jeg formentlig har et traume over at være den, der blev valgt sidst på holdet i gymnastiktimerne. Det nægter jeg pure. Jeg er sgu ikke nogen taber. Sporten er mit selvvalgte martyrium. Erindrer derimod med fortrængningens nødvendighed, at jeg var en populær dreng i klassen.
Men altså sådan en, der bare hadede sport.
En nærdødsoplevelse
Og det er gået grueligt galt, når jeg forsøgte at ændre på min indstilling til idræt. Faktisk mener jeg, at atletik kunne havde slået mig ihjel.
“PAS PÅ!” – skreg kammeraterne på den nye idrætsplads, der var etableret på den gamle losseplads tæt på Svaneke Borger- og Realskole.
Jeg vendte mig om forkert placeret ude i målfeltet i disciplinen ”boldkast” – og fik en af de der træbolde midt i panden efter et superkast fra en af de mere fysisk veltrænede. Det fældede mig. Men jeg rejste mig via en sidste ungdommelige trang til overlevelse.
Jeg tror, han valgte ikke at gruble over min militære elendighed og slog det hen som dovenskab
På sekunder voksede en bule i panden frem på størrelse med en golfbold. En blodig, rød af slagsen – mens jeg dinglede rundt som en hanekylling i dødstrance. Og så blev jeg ellers bragt direkte på skadestuen på det nærliggende sygehus.
Men hvis den morderiske trækugle havde ramt mig i nakken?
Selvom jeg er en fysisk klodsmajor i senioralderen, kan jeg dog godt tilstræbe at optræde som en veltrænet gentleman. Det lærte min far mig. Han var marineinfanterist, og som befalingsmand på kasernen gik han under kælenavnet ”Flyvende Paksæk” – og han blev ved med den fysiske træning i hæren langt op i årene.
Jeg tror, han valgte ikke at gruble over min militære elendighed og slog det hen som dovenskab for ikke at skulle vedstå et faderskab til en klump ubrugeligt kød. Han elskede mig jo, for fanden!
Jeg går min kunde i møde og rækker ud efter hendes kuffert.
Forældede galanterier fra den gamle verden virker fortsat i den nye. Bagklappen på taxien har jeg allerede åbnet, og jeg svinger hendes flight case ind i bagagerummet – blidt, men præcist som var jeg en veltrænet diskoskaster. Et sekund af en livsløgn.
Det er ikke første gang, jeg har måttet simulere interesse for sportslig og fysisk udfoldelse. Jeg var for mange år siden bonus-svigerfar til en halv-professionel fodboldspiller – i Næstved i en tid, hvor de vist nok spillede i noget, man kalder 1. division. Jeg ville jo være en paria, hvis ikke jeg havde lært at råbe “Yeah” og “yes-yes-yes” på de rette tider og steder.
Og mine svigersønner i nyere tid er, hvad jeg vil kalde inkarnerede fodbold-fanatikere – noget, de selv kalder en uundgåelig passion. Jeg har lært, at de kan finde på at skrige som religiøse fanatikere eller modsat vandre omkring med en synlig depression, når FCK har tabt.
Ikke noget at spøge med.
Jeg dummede mig big time
Engang nævnte jeg for sjov over for min øverste chef, der sammen med en daværende kulturminister tydeligvis gik i en grænse-erotisk ophidselse i sin VIP-stol i parken, når københavnerholdet sejrede – at jeg sgu nok var Brøndbyfan. Provinsdrengen her fra klippeøen føler sig sgu mere i familie med vestegnen end med kultureliten i Parken.
For sjov?
Jeg burde have hold min hæft.
Han forsøgte at slette mig af synsfeltet. Hånligt overbærende. Heldigvis vidste han ikke, at jeg – en tid i min radiokarriere i Statsradiofonien inden hans regime som chef for ungdomskanalen – var øverste chef for radiosporten. Den gode Gud og Skaber havde sørget for, at jeg havde dygtige folk til at forvalte det ansvar i praksis.
Min kunde i taxien er en kvinde med den modne kvindes særlige nærvær og skønhed, og hun sætter tydeligt pris på min service. Hun er dansker med bopæl i Norge gennem snart mange år. Hun taler lydefrit dansk – østjysk, gætter jeg rigtigt på. Det var umuligt at lære et sprog, som er så tæt på hendes eget, siger hun. Så hun er danskeren i Norge, der taler sit hjemlands århusianske dialekt.
“Hvordan jeg flyttede derop?” – gentager hun mit spørgsmål og svarer med det samme: Det var såmænd sporten og kærligheden, der bragte mig mod nord.
Det var netop opmærksomheden, som blev min kundes våben, da hun dansede sig helt tæt på en norsk, professionel fodboldspiller i den århusianske klub
Jeg er allerede lidt bange for at dumme mig med netop det emne, der rider mig som en mare.
– Har du spillet – håndbold, gætter jeg helt hen i vejret.
“Nej da, jeg var cheerleader for pigerne, der dansede med strutskørter og det hele for at bakke op om AGF. Verdens bedste fodboldklub i Århus”.
Og så får jeg en rigtig kærlighedshistorie om den fodboldgale pige, der dansede sig tæt på – og helt ind i hjertet af den østjyske superligaklub.
Cheerleading er en slags sport i sporten og stammer fra USA, hvor unge, dansende kvinder fra hvert hold konkurrerer om opmærksomheden for at støtte op deres idoler i først og fremmest amerikansk fodbold og basketball.
Sporten er for længst bragt ind i vores fodboldtradition. Der holdes særlige konkurrencer i cheerleading. I den nye, ligestillede verden er der en særlig klasse – kaldet COED – hvor også mænd deltager i showdansen, der skal tiltrække opmærksomheden.
Nu smiler hun overbærende og siger høfligt, at der jo er andet her i livet end sport
Det var netop opmærksomheden, som blev min kundes våben, da hun dansede sig helt tæt på en norsk, professionel fodboldspiller i den århusianske klub. De forelskede sig alvorligt, og hun drog med ham tilbage til Norge, da hans danske karriere var slut. De blev gift. Han er i dag professionel fodboldtræner, og hun arbejder med salg i et helt andet univers.
Jeg giver hende historien om mit store kompleks – om den udeblevne sportsinteresse og så denne evige konfrontation med mine elendigheder på området.
Nu smiler hun overbærende og siger høfligt, at der jo er andet her i livet end sport. Altså lige bortset fra, at sporten førte hende helt frem til hendes livs kærlighed.
Og så kommer nådestødet dybt ind i mit genetiske mindreværd.
Om hun har børn?
“Ja, bl.a. en datter. Hun er for øvrigt verdensmester i diskodans!”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her