STRESS // ESSAY – “Det er jo kun dårlige lærere, der ikke kan få ro i klassen. Tror jeg, at du tænker. For det er det, der sker, når vi føler os forkerte. Vi dømmer os selv og projicerer dommen ud til andre for at være på forkant. Og så gemmer vi os hellere, så de ikke kan se os. Og lukker øjnene, så vi ikke kan se os selv.” Dette er 1. del af Ann-Helene Maacks essayserie om skamstress.
Skam er en følelse af at være forkert og uværdig, som vi kan opleve, når vi kommer til kort, laver fejl, eller vores grænser bliver overtrådt på jobbet. Skam er en normal respons, der kan blive til en vedvarende tilstand i jobs, hvor vi arbejder med mennesker.
Skamstress er en særlig form for stress, der ikke kun handler om for meget arbejde, men om arbejdsvilkår, der er følelsesmæssigt belastende, hvis vi bliver overfuset, mobbet eller ydmyget, hvis der dukker mange uventede opgaver ind fra højre, eller hvis vilkår i jobbet gør, at der er uklare grænser – eller hvis vi laver fejl. Høje følelsesmæssige krav i arbejdet, som blandes med psykologisk utryghed, kan være en giftig cocktail.
”Du skal simpelthen ikke arbejde der længere.” Sådan sagde min mand til mig en morgen efter endnu en søvnløs nat.
Det føltes, som om grovkornet mentalt kattegrus var strøet i sengen og kradsede i min sjæl hver nat
Jeg var grådlabil, groggy og modløs, og jeg skulle på arbejde. Nat efter nat var jeg vågen mellem kl. 2 og 5, jeg grublede, havde uro i kroppen og kvalme. Det føltes, som om grovkornet mentalt kattegrus var strøet i sengen og kradsede i min sjæl hver nat.
Jeg havde ikke energi til andet end at passe det strengt nødvendige – arbejde, spise og sove (eller i hvert fald ligge, for jeg fik vitterlig ikke megen søvn i den periode).
”Vi har brug for en, der kan træde til hurtigt.” Sådan sagde skolelederen, da han tilbød mig opgaven. Min umiddelbare tanke var: “Den klarer jeg.” Trods min exit fra lærergerningen kunne jeg godt lokkes. Lidt som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld og tager en ekstra runde i manegen.
Jeg havde masser af faglig pondus, gode relationskompetencer og stabil erfaring – og jeg havde før hjulpet klasser og elever tilbage på ret køl.
Men nu lå jeg vågen om natten og grublede over, hvordan jeg skulle navigere i mit arbejde med elever, der gav modstand, der var grove og personlige, afbrød, grinede og fik mig til at føle mig latterlig – elever, der ignorerede mig, når jeg bad dem lytte.
Eleverne havde faglige og sociale udfordringer i en grad, der gjorde, at balancen i normalklassen var tippet over til en ”normal”, der ikke var sund for nogen at være i. Samtidig var det elever, der også selv kæmpede kampe, jeg så gerne ville hjælpe dem med at vinde.
De daglige hak, der kom, ikke bare i mit selvbillede, men også i det system i min krop, der sætter hjernen i højeste alarmberedskab, som om der er alvorlig fare på færde
Jeg havde dårlig samvittighed, og jeg følte mig grundlæggende utilstrækkelig – og det stoppede ikke, når arbejdsdagen var slut. Alene det at læse de sætninger, jeg har skrevet ovenfor, fylder mig med følelsen af skam og forkerthed.
Når vi dømmer os selv over for andre for at være på forkant
For det er jo kun dårlige lærere, der ikke kan få ro i klassen.
Tror jeg, at du tænker …
For det er det, der sker, når vi føler os forkerte. Vi dømmer os selv og projicerer dommen ud til andre for at være på forkant. Og så gemmer vi os hellere, så de ikke kan se os. Og lukker øjnene, så vi ikke kan se os selv.
Jeg skammede mig også, når jeg måtte hæve stemmen for at få ørenlyd. Når jeg blev skarp og firkantet over for børn, der havde brug for noget ganske andet.
Jeg skammede mig, når jeg ikke kunne holde strukturen for de mange bolde, der skulle gribes i netop det klasserum. Og for det kunne jeg heller ikke lide mig selv. Og om det kredsede tankemylderet også i et feedbackloop mellem sind og krop.
Men det kunne jeg ikke erkende i det kaos, jeg stod i. For den daglige utryghed skyggede for, at jeg kunne tænke og føle klart. Og det var ved at opsluge mig for en tid. Hvad jeg ikke følte klart, var, hvordan det var at være mig i det her.
Fornemmelsen af, at jeg var forkert
De daglige hak, der kom, ikke bare i mit selvbillede, men også i det system i min krop, der sætter hjernen i højeste alarmberedskab, som om der er alvorlig fare på færde. Det system, som vi i vores dagligdag kan regulere med relativ lethed, var nu i konstant rød. Det føltes, som om jeg stod på kanten af en klippe og hvert øjeblik kunne styrte i døden.
Det kunne jeg ikke rigtigt. Det var jo bare et arbejde. Det var ikke frådende løver, men unge mennesker af kød og blod med håb, drømme og en skolegang, der bar præg af inklusion, corona og alt for mange voksne, der forsvandt ud af deres liv og heller ikke orkede mere. Men det var sådan, min hjerne og krop havde det.
Jeg var et ubeskrevet blad på arbejdspladsen, og jeg ville helst ikke afsløres som inkompetent
Jeg mærkede kun en stærk fornemmelse af, at jeg var forkert, når klassen opførte sig sådan. Mit faglige og menneskelige ansvar var kompromitteret, i og med at jeg ikke magtede opgaven. Skammen klæbede sig til min uformåenhed, magtesløshed og mine grænser, der flød som kviksølv.
Og det var netop, da jeg indså, at jeg skammede mig, at jeg kunne samle mig selv op igen. Få den dømmekraft tilbage, der var nødvendig for at være på en arbejdsplads, hvor jeg ikke følte mig set eller passet på.
Ledelsen føltes distanceret og fjern, kollegerne var selv pressede. Jeg var et ubeskrevet blad på arbejdspladsen, og jeg ville helst ikke afsløres som inkompetent. Jeg var bange for at blive afvist eller evalueret. Jeg ville ikke ses.
Da jeg indså sammenhængen mellem afmagt, ydmygelse og skyld, og hvordan det manifesterer sig i krop og sind, når der ikke er nogen, man er tryg nok ved at sige det til. Og hvor dem, man rækker ud til, ikke møder en i det for alvor, kunne jeg adskille mig og håndtere de stærke følelser og negative tanker.
Der er sket forandringer i folkeskolen de seneste år. Vi ser vold mod lærerne, unge, som har skolevægring og angst, og et højt antal af børn med særlige behov, et højt antal af forældre med behov for særlige aftaler, større klasser og mindre forberedelsestid.
Læreren får generelt etableret gode relationer og fællesskaber. Men ikke altid.
Ikke kun lærere er underlagt vilkår på jobbet, der kan fremkalde skam og forkerthed. Hvor der er fare for at blive negativt spejlet, overfuset, mobbet, hængt ud, komme til kort i mange opgaver, som opstår ud af det blå og skal løses på kort tid eller lave fejl. Sådan en cocktail er farlig for de mennesker, der skal arbejde i det.
I disse fag taler vi om udbrændthed, omsorgstræthed, forråelse og empathy fatigue. Jeg er sikker på, at vi skal se nærmere på skam som en vigtig brik i forståelsen af stress og ovenstående fænomener
Læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, pædagoger og ansatte i detailhandel og i restaurationsbranchen er i højrisikojobs, når det kommer til at opleve skam i arbejdslivet. Fælles for de jobs er, at vi er tovholdere og ansvarlige i den gode relation, vi er synlige og skal ofte stå på mål for de rammer, vi arbejder i.
I disse fag taler vi om udbrændthed, omsorgstræthed, forråelse og empathy fatigue. Jeg er sikker på, at vi skal se nærmere på skam som en vigtig brik i forståelsen af stress og ovenstående fænomener.
Skam opstår, når vi ikke bliver set for vores hensigter
Men hvad er skam for en størrelse?
Ordet i sig selv er næsten mytisk og fylder os med ubehag. Skam opstår, når vi ikke bliver set for vores hensigter. Skyld og skam er størrelser, vi tit blander sammen i daglig tale. Derfor vil jeg forsøge at præcisere, hvordan skam kan forstås som fænomen:
Forestil dig, at du er 10 år gammel. Du kommer glad hjem og vil give din mor en tegning. Du har gjort dig umage, du vil gøre hende glad. Det var vigtigt, for tegningen var for dig en måde at vise, hvor meget mor betyder. Hun er den dejligste og bedste mor i hele verden.
Du åbner døren, og løber med stort smil og forventningsfulde øjne din mor i møde, mens du råber: ” Mor, mor, se hv…”
Men mor er vred, fordi du igen havde glemt at sætte din tallerken i blød. Og kunne du for en gangs skyld ikke bare komme ind ad døren uden at larme? Du får et møgfald og går slukøret ind på dit værelse og gemmer din tegning væk. Den minder alt for meget om, hvor forkert du føler dig.
Skam opstår i relation til andre og handler om, hvordan vi bliver set, og hvordan vi i den negative spejling også antager et negativt syn på os selv. Skam opstår, når den relationelle bro bliver brudt
I fortællingen ovenfor er barnet ikke spejlet for sin intention (at glæde mor), men i stedet for spejlet for det, hun har gjort forkert, som ikke var til stede i bevidstheden, da hun ville glæde mor, og hun følte sig forladt og uværdig.
Skam opstår i relation til andre og handler om, hvordan vi bliver set, og hvordan vi i den negative spejling også antager et negativt syn på os selv. Skam opstår, når den relationelle bro bliver brudt.
Den gode mor hjælper barnet gennem skamtilstanden. Ofte er forældre ikke klar over, at de har fået deres barn til at skamme sig, og hvilket aftryk det efterlader i krop og sjæl til evig genaktivering, indtil vi bliver bevidste om, hvad der er på færde i os.
Oplevelsen af skam og forkerthed kan forstås som aftryk. Kroppen husker gamle traumer, og de genaktiveres ved nye.
”Skam handler ikke om, hvad du har gjort, men om den, du er,” skriver psykolog Lars J. Sørensen i bogen Skam; Medfødt og tillært, når skam fører til sjælemord. Så når vi oplever skam og forkerthed, kan vi tit kende det på impulser som trang til at skjule sig, fornægtelse, selvbebrejdelse eller kynisme.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
